Kynismens romance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2016
  • Opdateret: 18 dec. 2016
  • Status: Igang
En meget underlig historie i mine øjne. jeg ved ikke helt hvor jeg skal gå med den lige nu og jeg aner ikke hvilken genre den tilhører. Har ikke rettet den igennem og den er langt fra færdig, som i nok godt kan se.

1Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

2. Reinkarnation

Jeg kiggede på mine hænder, tynget af lige dele afsky, dårlig samvittighed og en følelse af sygelig magt. Lugten bredte sig i hele lokalet. Den ækle stank strømmede op i mine næsebor. Den ækle stank jeg selv var fader til. Jeg havde ej én eneste reel anelse om, hvad jeg lige netop havde foretaget mig. Der var intet andet end had og glæde. Væk var hun. Væk for evigt. Endnu engang indsnusede jeg den berusende duft. Endnu engang tog jeg et godt, men kort kig på mine ildelugtende fingre og den blodige kulør de havde fået. Bekræftelsen af min afskyelige gerning, af min synd. Kun et spørgsmål var tilbage: Hvad med hendes lig?

3 minutter. Så kort tid tog det. Klokken 3 om natten gjorde jeg det. Hun var faldet i søvn med bogen åben. Nu var den, ligesom mine hænder, gennemblødt. Alt dette på sølle 3 minutter. På så kort tid kan man gå fra horisonten til graven. På så kort tid kan man gå fra at spise i overflod dagligt, til at blive ormenes delikatesse. Så hurtigt kunne jeg manifestere den rendyrkede magt, min naturlige magt. Menneskets magt over livet, og menneskets magt over døden. Hvis der var noget ekstraordinært som Adam og Eva opnåede, ved at spise af frugten i Edens Have, var det uden tvivl dette. Tænk sig, vi har evnen til, så snart vi vil, at fratage et andet individs eneste egentlige gave og vedkommendes eneste egentlige plage: Livet. Denne magt er i sandhed vor mest paradoksale.

Jeg føler dog ej for denne ende på tilværelsen for mig selv, og ej heller føler jeg for den i den form, den ofte tager, når man pådutter andre den. Skydevåben er så kolde, så sjæleløse. Kald mig blot en romantiker, men der findes ej en mere afskyelig og mindre smuk måde at fratvinge andre deres tilværelse på. Det er som så meget i dag: Uden passion, uden signifikant emotionel påvirkning på nogen som helst. Den ultimative nihilisme, den ultimative manifestation af vor tomme moderne eksistens er en kugle i panden på andre eller sig selv. Så er en kniv på dette punkt overlegen. At se blodet pible langsomt frem. At opleve det såkaldte offer jamre på diverse faconer og mærke det kæmpe imod. At opleve livet i sin sidste stund. Aldrig har jeg følt mig mere levende, end i dette intime øjeblik med døden.

En sådan koldblodig handling er meget hård at sluge, i særdeleshed på tom mave. Da jeg var færdig med min åndelige og mentale masturbation over hvad jeg netop havde foretaget mig, var det eneste jeg kunne gøre, at vandre ud i køkkenet og finde et eller andet at spise. Jeg har ikke en snert erindring omkring hvad det var, bortset fra at jeg tog en øl til. Jeg slæbte det hele ind i stuen, hvor liget var. Jeg satte mig ned og spiste, mens jeg fascineret observerede døden foran mine øjne. Lugten af blod der pirrede mine næsebor og hele resten af min krop, hendes kolde døde øjne, med hvilke intet nogensinde ville blive set igen. Hendes åbne mund, hendes positur. Hvorledes skulle man nogensinde kunne fjerne øjnene fra dette syn. Det føltes nøjagtig som da de sidste krampetrækninger var ovre. Selvom jeg blot betragtede den døde, kunne jeg nærmest mærke hendes kulde. Hvert aspekt af mit korpus var pirret til det yderste. Jeg kunne ikke huske, at hun nogensinde før havde forekommet så smuk. Kunne dette virkelig passe? I det sidste moment? Det lød som noget fra et dårligt stykke poesi, men der var noget over hendes blonde hår og kindben, som kun blev bragt frem i dødens skær. Som en tilbagekomst, som at møde hende igen. Intet kunne nogensinde erstatte den ufattelige nydelse jeg netop følte. Der lå hun. Lang og tynd, blåøjet og lyshåret. Ikke noget jeg fortjente, men noget jeg havde fået alligevel. ”Angela vi mødes igen” sagde jeg ud i luften. ”Og min kærlighed har aldrig været større, mit hjerte har aldrig banket hårdere. Nu hvor jeg har mistet alt, får jeg alt igen. Alt det jeg får, skal udnyttes så hurtigt som muligt. Jeg har ingen tid at spilde”. Og således, gik mit liv igen i gang.

De næste par dage gjorde stanken også således. Dag ind og dag ud lå hun der, uden at bevæge sig. Alt jeg kunne gøre var at fascineres over hendes skønhed og brække mig, hver gang stanken blev for meget. Men på trods af den forfærdelige odør af død der omgav kvinden i mit liv, måtte jeg tæt på. Jeg måtte røre hende, ligge op af hende, føle hende, min krop mod hendes, således som det havde været hver aften i så mange år, at det snart var blevet for meget. Men alt det jeg troede var ovre for evigt, var nu reinkarneret i lyset af hendes død, i lyset af min klinge. Så hver dag lagde jeg mig hos hende. Aldrig havde hun føltes kærligere, aldrig havde hun været nemmere at tilgive for sine ugerninger. Hver dag var rædsel og hver dag var lige dele paradis. En flod af væsker, af bræk, og blod. En flod af væsker, en flod af følelser, en flod af kærlighed.

De fleste nætter var skræmmende ens. Jeg vendte og drejede mig, med hvilket flere timer gik. Og når søvnen endelig indtræf, oplevede jeg det samme igen og igen. Jeg løb, og løb, og løb. Jeg løb som var selveste djævlen i hælene på mig. Mine fodtrin var akkompagneret af tusinde skrig, fra tusinde forskellige stemmer. Himmelen var den samme. Kulsort. Væggene var lavet af rådne buske og hække og i hver direktion var omgivelserne ens. En endeløs labyrint, af skrig, mørke og råddenskab. Hænder der rakte ud efter mine ben, stanken af blod og menneskekød, stemmer der hviskede ”synder, synder, synder, synder” i mine øre, akkompagneret af atter tusinde skrig. Efter at have løbet i hvad der forekom som værende en uendelighed, skete det endeligt: Ansigtet åbenbarede sig. En strøm af tårer forlod mine øjne, en følelse af sygelig frygt indfandt sig i mit sind og en råbende mandestemme akkompagnerede de tusinde skrig. Jeg forstod ikke et ord, men i det moment stirrede jeg ind i mørket, ind i intetheden og dets ansigt. Og netop som jeg troede tomheden og mørket var færdigt med at opsluge mig, vågnede jeg med et sæt, skrigende, grædende og kamsvedende fra min horrible drøm. Jeg stirrede op i loftet, som ventede jeg blot på at hver forbandet sjæl kom frem fra helveds dybeste afgrunde. Men der skete intet. Ikke efter en time. Ikke efter to. Alt hvad jeg kunne se, var det kridhvide loft. Jeg rakte ud efter noget, men hvad? Jeg var ikke engang selv sikker. Og hvad end jeg fik fat på, lagde jeg ikke mærke til hvad jeg gjorde med det. Tiden gik blot, og så stod jeg op. En mand må jo se til sin kvinde.

Andre nætter var lysere, varmere og blidere. Jeg så for mit ansigt gamle venners hud, øjne og hår. Jeg hørte deres stemmer. ”Du tør ikke Matthew, du tør ikke”. Selvom jeg ikke havde hørt Johns stemme siden jeg var 14, var der intet der kunne forekomme mere familiært. Jeg erindrede hvor påvirkede vi blev, af de sjove ting han stjal fra sin fars skabe og andre steder i deres hus. Jeg erindrede da vi sad ved åen og hvorledes jeg brækkede mig i kaskader, jo flere slurke jeg tog af de stærke væsker vi havde med. Jeg huskede hvor paranoid jeg blev af de andre ting vi forsøgte os med, da de søde sager var blevet for kedelige. Og jeg erindrede hvorledes Johns ryg så ud et par uger senere når vi mødtes igen. ”Hvad i alverden er der sket med dig?” sagde jeg ”Far opdagede at jeg havde stjålet fra hans skab”. Jeg huskede på dengang vi stjal fra kiosken nede af vejen. Gode minder om dage der for længst var væk. Gode minder der nat efter nat blev skæmmet, sekunder inden jeg vågnede. I de sidste sekunder var der intet andet end mørke, og gråd akkompagneret af et reb der svingede frem og tilbage. ”Farvel, min ven” hørte jeg far sige ”jeg kondolerer”. Hver drøm druknede, i et hav af tårer.

 

Gennem månederne blev mit sind og min krop hærdet. Et skæg viste sig, både på kinderne og omkring munden. Mine øjne blev akkompagneret af et par poser, da de ækle mareridt og stanken af min afdøde hustru holdt mig vågen. Dagligt tog jeg min telefon og informerede firmaet om at jeg var syg, og ude af stand til at komme på arbejde. Jeg blev inde og nød tiden sammen med den kvinde jeg elskede højere end noget andet i denne verden. Et lig var i denne tid mit eneste bekendtskab, kompagnon og min eneste kontakt. Det og så flasken. Den overtog hurtigt mere og mere af søvnen og drømmenes plads. Som tiden gik overtog den også ligets plads, eftersom stanken og udseendet på den døde degenererede i højere og højere grad. Min appetit led da også noget af et slag i denne tid og jeg lod udelukkende stærke væsker fylde mig med varme og mæthed. Efterhånden svandt jeg ind, til ukendelighed og diverse alkoholiske drikke fik sværere og sværere ved at slukke min sult og tørst. Men jeg havde fundet guldet så mange gange, så jeg forstsatte med at grave i det samme hul som sidste måned. Og minsandten om ikke jeg fandt guldet endnu engang? Denne gang måtte jeg dog gøre brug af betydeligt flere spadestik. Og næste uge var blot endnu værre. Og således gik tiden.

Døren var låst, vinduerne til alle tider lukkede i og med skodder for. Blev der ringet eller banket på blev jeg fra døren. Jeg kunne ej lade nogen som helst opdage hvad der havde foregået her. Det potentielle mørke der i så fald ville falde over mine dage og år, var en uudholdelig ting at forestille sig, så ethvert middel måtte tages i brug, i mine bestræbelser på at holde gribende fra liget, så at sige. Men arbejdet måtte gøres færdigt. En nat måtte min reinkarnation, min overgang til et nyt liv, finde sin endestation således at verden kunne overvindes. Hun måtte fjernes. Hun skulle fjernes. Alt hvad der havde været skulle væk. Alt hvad jeg havde kendt eller foregivet at kende, måtte brænde op i min sjæls flammer og male min verden rød som et dødens kunstværk. Denne ”død” som skulle føre mig videre. Denne død som skulle give mig liv. Denne død og dette blod, som skulle vriste mine lænker af mig. Vriste skæbnens klør fra min hals. Kun gennem den fysiske afskaffelse, kunne transformationen fyldestgøres. Blodet havde flydt og nu måtte kilden drænes helt tør. Cirklen var nu afsluttet.

Det var nat da sagen skulle afsluttes. Jeg lagde mit livs kærlighed om i bagagerummet og satte mig ind bag rattet. Klokken var tre om natten og ingen strømere, venner eller andre pestilenser, kom synderligt ud på denne tid af døgnet. Jeg kørte afsted mod den nærmeste større å. Speederen var i bund og blodet pumpede rundt i min krop som aldrig nogensinde før. Jeg stirrede blot ud i ingenting, ud i mørket. Hvilken bane jeg befandt mig i havde jeg ikke den mindste anelse om. Hvor hurtigt jeg kørte kunne jeg ej heller svare på. Det eneste jeg havde på sinde, var at finde den forbandede å, således at jeg igen kunne se lyset. Således at alt kunne begynde igen, i lyset af den seneste afslutning. Så barmhjertig er vor verden og min skæbne dog sjælden. Mit hjerte nærmest sprang op i min hals, da jeg hørte sirenen og så de blå blink bag mig. De dunrede for min hjerne og jeg begyndte så småt at hive efter vejret. Febrilsk rev jeg mig i håret med begge hænder, mens jeg lagde mit hoved i mit skridt. Det eneste jeg erindrede herefter, var lyden af glas der klirrede og et fartøj der blev nogenlunde destrueret. Herefter vågnede jeg, alene i en kold mørk celle, uden min smukke kone eller en flaske til at holde mig ved selskab. Jeg rakte ud efter noget, men hvad? Jeg har ikke den mindste anelse, da jeg intet fandt og intet følte. Var dette min genfødsel? Var dette min skæbne? Hvilken sti betrådte jeg? En ting var sikker: Jeg var blevet slået tilbage, i midten af min reinkarnation. Men hvortil? Hvorfor? Hvor var hun henne? Denne smukke kvinde som jeg havde elsket i så mange år? Hvis hun ej var væk, hvis hun var skyllet bort, så var jeg jo endnu mere død end før. Spørgsmål kræver svar og jeg skulle snart få dem. Når man intet ved, kan det kun gå i en direktion. Hvorvidt denne direktion så er ønskværdig at følge, er umuligt at sige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...