Kynismens romance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2016
  • Opdateret: 18 dec. 2016
  • Status: Igang
En meget underlig historie i mine øjne. jeg ved ikke helt hvor jeg skal gå med den lige nu og jeg aner ikke hvilken genre den tilhører. Har ikke rettet den igennem og den er langt fra færdig, som i nok godt kan se.

1Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

1. Prolog: Ringen og kisten

Vi kastes ind i verden, dækket af blod, til lyden af gråd og skrig og en kvindes smerte. Vi går igennem livet, konstant mindet om vor svaghed, vor utilstrækkelighed. Vores sind er omgivet af en tåge af frygt og tvivl. Og når vi dør, er vores flugt fra sandheden ovre.

”Nu kommer du kraftedeme op!”. Jeg huskede det alt for vel. Morgener i mit barndomshjem. Disse ord hørte jeg nærmest hver eneste dag, og de blev oftest efterfulgt af, at min far rykkede mig op ved håret. Godmorgen. Nogle dage huskes bedre end andre. Det var i julen, og jeg skulle hjælpe far med at hente brænde. Jeg var vel 12 år, men havde været ude af stand til at sove. Næste morgen slumrede jeg, som jeg sjældent havde slumret før. Indimellem vækkedes jeg af fars trusler eller en lussing, men af en eller anden mærkværdig grund, virkede han mindre aggressiv end han plejede. Halvvågen lå jeg, mens jeg lod varmen omfavne mig. Jeg nød det i fulde drag. Indtil han fik nok. I et splitsekund forvandlede min lykke sig til en sygelig følelse af tortur, da en balje kogende vand blev tømt i hovedet på mig. ”Vi skal ud og hugge det skide brænde, og jeg nægter at vente et sekund længere! ” Han tvang mig på benene, mens jeg flæbede, som jeg aldrig havde flæbet før. To lussinger, en på hver kind. Den man tugter, elsker man, som en klog mand engang sagde.

Min far var nærmest et mytologisk væsen. Hårdtarbejdende som bare fanden og disciplinær. Han krævede altid det bedste af sine børn og af sine medmennesker. Han arbejdede med noget træ. Meget mere ved jeg faktisk ikke, men sent kom han hjem, svedende og udmattet. Ofte skænkede han sig en dram og satte sig ind i køkkenet. Der kunne han sidde i et længere tidsrum. Ind imellem tog jeg mig endda den frihed, at bryde reglerne og snige mig ud, blot for at beundre ham, som han sad der. Manden, som skaffede mig brød og vand. Manden, der lærte mig at være en mand. Mit første minde af ham var, da han straffede nogle børn, der havde drillet min søster. Det var nu mange år siden, men intet kan jeg nu huske bedre. Den disciplin og styrke som han manifesterede, er svær at forestille sig. Jeg er sikker på at han ville have gjort alt for os.

Det var den lykkeligste dag i mit liv. Det siger jeg med absolut ro i sindet, uden en snes ironi eller sarkasme. Da hun sagde ja. Intet andet havde jeg drømt om, siden jeg så hende for første gang, som en blot 14 årig ung knøs. Hendes blonde, lange hår, hendes smil, de blå øjne. Et enestående eksemplar, et lys i min ungdommens nat. Og nu var hun min. Kun min for resten af mit liv. Endelig en at dele det med. Endelig en, som var noget værd.

Kisten

”Dybt vulgært”. Således beskrev den kære pastor min fars sidste hvileplads. Sort var den, som de vintre manden, der skulle ligge i den, havde gennemlevet så mange gange. På toppen fandt man et i dette tilfælde dualismens emblem, i form af en snehvid lilje. Kisten lignede noget der tilhørte en mand, for hvem ingen rigtig kerede sig om. Dette var dog dybt forkert. Utallige venner mødte op, og ligeledes gjorde utallige familiemedlemmer.

Jeg husker tydeligt hans død. Hvad skulle jeg ellers huske? Det var jo hans. Hans ende og min foragt. Disse er to af mine dybeste erindringer. Nu var jeg i sandhed en mand. En mand der var overladt til sig selv. 18 år og uden en fader. Det var nærmest som at arve et liv. Hans liv. Under overfladen lå foragten. Og den var rettet imod et koldt objekt ved siden af ham. Det u-forventede og det afstumpede. Det følelsesløse. Lige pludseligt var det sket. ”Hvilken hæslig måde at tage bort” sagde jeg til min søster. ”Af alt hvad far har gjort, står dette som den eneste og måske største plet”. Hun hulkede og græd. Tårerne overstrømmede hendes ansigt. Hun fik fremstammet nogle ord. Jeg forstod ej en lyd.

Jeg forstod blot min egen forfærdelse og mine tårer da kisten blev sænket i jorden. Intet andet i hele verden var virkeligt på det tidspunkt. Og intet andet ville være virkeligt siden. Jeg blev først en mand, da jeg døde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...