Kynismens romance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2016
  • Opdateret: 18 dec. 2016
  • Status: Igang
En meget underlig historie i mine øjne. jeg ved ikke helt hvor jeg skal gå med den lige nu og jeg aner ikke hvilken genre den tilhører. Har ikke rettet den igennem og den er langt fra færdig, som i nok godt kan se.

1Likes
0Kommentarer
158Visninger
AA

3. Åbenbaringen

Her sidder jeg så. I lyset. Det uudholdelige, afskyelige og rædselsfulde lys der bringer mine øjne i vand og mit sind i kog. ”Hvorfor dræbte du hende” spørger en betjent. Som om de ville finde ud af det, selv hvis jeg fortalte dem det. Som om de nogensinde ville forstå. Som om de nogensinde ville få mulighed for at se denne afskyelige lampe, dem selv, mig selv eller min kære Angela gennem mine øjne. Jeg kigger denne politimand i hans mørke øjne bag de firkantede briller. De er kolde og anklagende. ”Ved det ikke” siger jeg med fast stemme. Jeg ved det godt. Hun var alt. Mit alt. Kun min. Og det er kun når vi mister alt, at vi kan bygge noget nyt. Kun når vores by er brændt, kan en ny genopstå af asken. ”Jeg fryser. Kan vi ikke fortsætte vores lille hyggesnak i morgen engang? Så kan i også øve jer på jeres ”god betjent/hård betjent” ting”. En flad hånd hamrer med næsten faderlig styrke imod min højre kind. ”Du har ikke ret til noget som helst”, siger den anden betjent. ”Du har myrdet en kvinde som du har levet med i årevis i koldt blod. Du har kørt sygeligt fuld i bil Du har forsøgt at stikke af fra politiet. Og nu sidder du her og fylder os med det her lort? Skal vi i ramme alvor tro på, at et afskyeligt monster som du, ikke ved hvorfor du slog din egen kone ihjel?” ”Ja” svarede jeg kort for hovedet, uden så meget som at blinke med øjnene. ”Og hvis jeg havde en grund, betød den intet for jer.”                                                                                                                                                 "Når du udtaler dig sådan er det tydeligt, at du har en grund. Hvorfor slog du din egen kone ihjel?”                                ”Hvor fanden skulle jeg vide det fra?”                                                                                                                                                                                      ”        

Nu bliver jeg sendt tilbage i min kolde grimme celle omgivet af nær ved intet. Jeg aner ikke hvor Angela er og jeg aner ikke hvad der skal ske med min bil. Én ting har jeg dog en vis idé om: Nemlig hvad der skal ske med mig. Tankerne derom, er dog nogen jeg helst ville være foruden. Jeg bliver velsagtens anklaget for mord og som resultat deraf, dømt til døden eller til at afsone en årelang straf. Alle detaljerne hænger mig i sidste ende langt ud af halsen. Det er slutresultatet, som mine tanker kredser om. Uanset hvad der hænder, kan jeg umuligt blive nogen straf fri. Så behøver jeg ej heller længere, at bekymre mig om dagen og vejen. Friheden kan findes bag tremmer, eller i afgrundens kolde, mørke, evige dyb. Denne sandhed kan man udelukkende med tiden erfare, hvis man nogensinde tager den ind i sit hjerte. De fleste udelader dette. Men fader forstod det. Ingen anden havde nogen nogensinde taget imod en sandhed, med ligeså åbne arme som han med denne. Det var dette der drev hans finger til at trykke på aftrækkeren. Dette der drev ham til at forlade os. Jeg selv havde aldrig været stærk nok. Aldrig modig nok. Min jernvilje omkring dette princip, manifesterede sig udelukkende i hvorledes jeg gebærdede mig med andre individers liv. Og nu, da cirklen skulle fuldendes, havde ordensmagten forhindret mig i at nå frihedens ypperste bjergtinde. Det naturlige, dyret, bæstet blev besejret af menneskenes sørgelige undskyldning for magt. Skæbnens ironi er dog en grusom størrelse. I lyset af disse rædsler, ser jeg dog skygger som jeg aldrig havde forestillet mig at se igen i dette liv. En flink politimand med et grimt læderansigt, informerede mig om, at jeg en dag får lov at konversere med min søster. Min kære søster. Ved døden var vi blevet skilt sidst og i dødens lys forenedes vi nu endnu engang. Nu venter jeg blot. Hvad fanden skal man lave i sådan en celle? Jeg kan blot sidde her og glo. Indimellem kan jeg bruge tiden på, at stirre på mine negle. Men det meste af tiden, går blot med at kigge mig selv i spejlet, mens jeg retter mit hår eller andet. Hvis dette er sådan fængselslivet er til dagligt, så tror jeg sgu jeg må finde mig en ordentlig advokat. I det mindste kan jeg være heldig at få selskab. Eller dø. Alt er vel bedre end dette. En cellepartner ville i hvert fald være rart. Det er vel det mindste man kan bede om, når man allerede er i fængsel.

Det trivielle hverdagsliv er vendt tilbage, dog i en måske endnu mere afskyelig form. Afhøring efter afhøring hives jeg igennem, af disse grinagtige, uniformbærende pesticider, for hvem den største glæde i tilværelsen er at snakke om min kone eller at klaske mig på kinden. Når dette aspekt af dagen så endeligt afsluttes, føres jeg tilbage til min afskyelig enkeltmandscelle. Overfor sidder en mand der konstant skærer tænder. Man knapt sove for bæstet og når man endelig falder i søvn, drømmer mand om de monstrøse lyde han konstant fremkalder. Jeg forsøgte at konversere med ham en dag. Han kendte hverken Dostojevskij, eller Sartre. Gad vide om han kender sit eget navn? Nå, men et menneske må jo snakke. Så jeg snakker med særlingen. Om mit liv førhen, min far, min søster. Jeg mindes mine kammerater og barndommen på landet. Hvor grønne engene var, hvor smuk Angela var og hvor smuk lyden af åernes og søernes rindende vand var. Jeg ser det for mig, når jeg snakker med særlingen, jeg ser det for mig i mine drømme. Og som en mørk sky kommer det. Jeg jages af hvad ved jeg. Jeg ryster og skælver som om jeg en sibirisk vind blæser på mit værelse. Jeg løber og løber, mens tårerne presser sig på. Jeg hører den samme stemme hver gang. Igen og igen og igen. Den samme afskyelige ryst. Lugten af blod invaderer begge mine næsebor. Floderne flyder med blod. Mit barndomshjem flyder og alt er rødt som blod. På væggene, i håndvasken, på spejlene. Over alt. Stemmen fortsætter blot sin kolde, mørke, monotone messen. Hele verden males af blod. Og slutningen er altid den samme: Spejlet. Det helt blanke spejl hvori jeg ser mig selv. Blodet er væk. Jeg har det som var tusinde lænker, på hvilke jeg hele mit liv havde båret, frigjort fra min krop. Indtil den kommer. Stemmen. Den kolde messen. Højere og højere lyder den. Den hænger over mig. Til sidst hamrer jeg hånden ind i spejlet, med alt den kraft jeg har. Og så vågner jeg. Skrigende og i gråd, men uden en snert af blod nogen steder. Det er det samme helvede hver nat. Og det samme helvede hver dag.

Udenfor er græsset sikkert grønt. Fuglene de synger, solen den skinner. Alt er på sin plads, præcis som før. Intet bevæger sig rigtigt. Og stadigvæk er jeg her. Langt væk. Hvor? Hvem? Spørgsmålene trænger sig evigt på. Mørket ligger som en tyk tåge over mig og åndedrættet spiller sin sørgmodige melodi. Jeg tåbe, jeg drømmeren. Jeg folder mig sammen og forsøger at glemme larmen som fortærer min dag og min nat. Hvem der dog bare kunne glemme. Hvem der dog bare kunne flyde væk. Jeg søger lys, men ved ikke hvor. Min formåen rækker trods alt langt, og lysets vinger spredes ud over mig. Intet svar har jeg dog fået. Intet nyt, intet gammelt. Intet.                                              

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...