Fortabt i sandstormen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2016
  • Opdateret: 21 dec. 2016
  • Status: Igang
15 årige Alaska, er tvunget til at flytte til Texas efter en tragisk ulykke. Hun skal flytte til hendes fars første kone, Ellen og hendes halvsøskende, hvor familien bliver beskrevet som glad og en kerne familie. Men er familien virkelig, eller er det hele opdigtet?

0Likes
2Kommentarer
60Visninger

1. Kap. 1

De døde på en onsdag. Ikke den her onsdag, eller sidste onsdag igen. Heller ikke sidste, sidste onsdag. For lige præcis 6 uger siden, på en onsdag. Dem alle fem. Uden mig. Uheld, eller held, kald det hvad du vil. Døde er de i hvert fald. Alle fem. Stendøde, kolde og uden liv i kroppen. Som i rigtig død.

Det var ikke af en sygdom, hvor man kan bebrejde lægerne for ikke at have gjort nok. Ikke en eller anden epidemi, som have dræbt fem af familien Hemmington. Der er kun mig, et par halvsøskende i Texas, Og så Onkel Jean men han tæller egentlig ikke rigtigt. Men ingen andre. Det regner. Køreturen til lufthavnen føltes uendeligt lang. Jean trommer lidt med fingrene på rettet. Jeg kigger skiftevis på Jean, og ud af vinduet. ,,Forbandede amerikanere” Han ruller lidt på r’et. Han har samme skotske accent som min mor. En stor lastbil har netop lige overhalet. ,,Er trafikken altid så tung?” Jeg svare ikke. Stirre stadig ud af bilen. ,,Alaska. Jeg spurgte dig om noget” Hans stemme er hård. Jeg trækker på skuldrene. ,,Det tager jeg som et ja” svare han så. Endelig åbner jeg munden: ,,Vi kørte ikke rigtigt ude på de store veje”. Jean kigger på mig. Han sukker og skifter gear. ,,N ej i boede her jo heller ikke så lang tid”. Det føltes mere som en kritik, at vi overhovedet flyttede. ,,Jeg flyver ikke med til dig Texas, hvis det var det du troede” Han kigger på mig, med hans grønne øjne. Jeg ryster på hovedet. Selvfølgelig gør han ikke det. Han skal bare tilbage til Skotland. Ikke noget med at bruge et sekund for meget, i U.S.A, og på hans niece som han egentlig aldrig har bedt om at møde. Han var bare den eneste der kunne køre mig til lufthavnen. ,,Du har vel mit nummer, hvis der bliver noget . Men det tror jeg ikke. Ellen, skal nok passe på dig”. Ellen. Min fars første kone. Det er også derfra, jeg har mine to halvsøskende. Jolene og Noah. Ikke at jeg nogensinde har mødt andre end Noah, for ca. 7 år siden. De skulle holde sammen med os, i Oregon. Jean, kigger et kort øjeblik på mig, med et sørgmodigt blik, der er væk så hurtigt som det kom. Der er stadig 2 en halv time tilbage af køreturen. ,,Du har din mors øjne" Siger han så endelig. Jeg lader være med at svare, venter bare på at han beder mig om det. ,,Hvordan har Emily det?" Spørger jeg i stedet. Emily, er hans datter på 17 år. Min kusine, men ikke en del af Hemmington familien. Han trækker på skuldrene, og drejer skarpt til højre. ,,Sorgen er meget tung for hende" Svarer han. Hvilken sorg? Hun mistede sin faster, en onkel, to kusiner og en fætter, som hun havde mødt maks 3 gange. ,,Jeg er sikker på hun nok skal blive lykkelig igen" Han drejer mod venstre og skifter gear. Sætter farten yderligere op.

Jeg samler mod. Trækker vejret dybt ind. Min hjerne fortryder. Men det gør min mund ikke. ,,Hun kendtre dem knapt nok. Præcis ligesom dig. Du ved ikke engang hvad mit mellemnavn er, gør du vel? Du "nåede" aldrig at hilse på min lillesøster. Du ved ikke engang hvad hun hedder gør du vel? Du skulle have været gudfar til hende, men du dukkede aldrig op i kirken!.Du er min fadder, du skulle passe på mig! Jeg er som en gammel sofa jeg er skrevet til at du skulle tage mig!" Jeg råber det. Aner ikke hvorfor. Jeg rykker mig lidt væk, parat til den latterlige kørediskussion, min søster og far altid havde. Råb og skrig, inde i bilen. Men der kommer ingenting. Han drejer blot, roligt til venstre inden han åbner munden. ,,Alaska Maria Hemmington. Din lillesøster hed Jill"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...