Inside of Forest

Melena er en normal pige, hun keder sig bare usædvanligt meget. Hun sover i gennem livet, for det er kedeligt og der sker aldrig noget nyt.
Så bumper hun ind i Forest på gangen i skolen, en fyr hun aldrig før har lagt mærke til. Nu hvor hun endelig har fået øje på ham, virker han spænende og anderledes og hun vil prøve på virkelig at finde ud af hvem han er.

4Likes
4Kommentarer
143Visninger

1. Meeting Forest

Jeg sad og halvsov i klassen, lærerne sagde altid at vi havde brug for dit og dat, men jeg troede aldrig på noget af det. Det gav et sæt i mig, hver gang mine øjne var ved at lukke i, på et tidspunkt kunne jeg ikke åbne dem igen. “Melena, du skal sove om natten, ikke i skolen,” sagde hr. Lester.

Jeg kiggede dovent op på ham. “Jeg sover skam om natten, men siden at sidde og lære ting, der ikke interesserer mig, suger livet ud af mig, så føler jeg at jeg har brug for lidt ekstra søvn,” svarede jeg koldt igen og jeg kunne høre et stille ‘Uuuh’ brede sig over klassen, chokerede over at jeg var dumdristig nok til at svare læreren igen, men jeg var ligeglad. Jeg havde ingen energi til at holde betydningsløse ord inde.

Han gav et håbløst suk fra sig inden han svarede. “Melena, bare lad være med at sove i mine timer, jeg er ligeglad med hvad du laver i frikvartererne, men jeg vil ikke fange dig i at sove i mine timer igen, er det forstået?” Gud, han lød næsten som min mor.. “Selvfølgelig forstår jeg, vi taler trods alt det samme sprog, gør vi ikke?” Jeg sendte ham et strålende smil, da klassen begyndte at grine. Hr. Lester sendte mig et enkelt strengt ‘Bare-lad-være-blik’ inden han igen vendte sig om og fortsatte sin ‘yderst interessante’ geografi.

Ud fra dette skulle man tro at jeg dumpede alle fag, men det var aldrig tilfældet. Faktisk så klarede jeg det rigtigt godt, og udover enkelte 4-taller så bestod mit karakterblad faktisk af rene 7- og 10-taller. Lærerne forstod stadig ikke hvordan, men sandheden var vel bare at jeg var klog.

Da det endelig ringede til frikvarter et stykke tid efter, var jeg stadig pænt træt, da jeg gik hen til mit skab med geografi bøgerne, og for at hente mine tysk bøger. Jeg gik ret automatisk, som en zombie eller en robot, ikke klar over mine omgivelser, men opsat på at komme videre, videre med frikvarteret, dagen, livet. Det hele var så kedeligt og uden twists i løbet af dagene, der langsomt gik, år efter år.

Min trance blev brudt, da jeg kunne føle en fjern smerte i min skulder og mine hænder og knæ imod det beskidte gulv. Jeg så mine geografibøger i en alt for rodet bunke foran mig. “Av..” Jeg kiggede chokeret til venstre for mig, da jeg hørte en fremmed stemme og så en fyr, der så ud til at være knap et år ældre end mig. Ud fra hans tøjstil og øjenmakeup, der var mørkere end min egen, så han ud til at være en person der skillede sig meget ud, dog havde jeg alligevel aldrig før set ham.

“U-undskyld, jeg så mig ikke for,” fik jeg endelig fremstammet efter et par sekunder. Han kiggede på mig og hurtigt kom der et smil frem på hans ansigt. “Nej, det er ikke din skyld, jeg så mig ikke selv for,” sagde han med en overbevisende stemme og kløede sig i nakken. Jeg smilede tilbage. “Kom du noget til, er der noget, der gør ondt, eller?” Han rystede hurtigt på hovedet. “Nej nej, det behøver du virkelig ikke at bekymre dig om,” svarede han og så ud som om han ledte efter noget.

Jeg kiggede på den rodede bunke af bøger foran mig og så to, der ikke var mine. Jeg kastede et blik på navnet på dem, inden jeg afleverede dem. “Værsgo, Forest,” sagde jeg smilende, inden jeg samlede mine egne bøger og hurtigt gik videre af en anden korridor og hen til mit skab. De sidste to timer i skolen, gik som smurt, jeg sov bare i timerne, lærerne havde jo selvfølgelig så travlt med at få styr på de elever, der ikke kunne holde kæft, til faktisk at lægge mærke til dem, der bare var alt for stille.

Endelig kom jeg da hjem med skolebussen, det var fredag, så hvis jeg ikke havde andet at lave, så ville jeg nok bruge de næste par dage på at lave ingenting. Men jeg gik ind på Facebook, for at se, om der var den mindste ting, der kunne interessere mig. Jeg var kommet langt ned i min newsfeed, da jeg bumpede ind i nogle forslag til personer som jeg måske kender.

Jeg kiggede lidt og pludselig så jeg Forest der. ‘Hvorfor ikke?’ Tænkte jeg, da jeg sendte en venneanmodning. Jeg kiggede videre på Facebook i omkring en halv time, da jeg fik en notifikation om at Forest havde accepteret min venneanmodning.

Jeg tog lejligheden for at skrive til ham. “Hey Forest, undskyld for tidligere, det plejer normalt ikke at ske for mig,” jeg trykkede ‘send’ og ventede ikke længe før han svarede. “Hej, jeg har sagt at det ikke var din skyld, jeg kiggede mig ikke for.”

Jeg tænkte et øjeblik inden jeg svarede. “Hmm, måske var det bare en kombination af os begge, der ikke var helt til stede.. Nå, men hvad laver du?” Han svarede med det samme, måske kedede han sig lige så meget som mig? “Lige nu lytter jeg bare til musik, hvad med dig?”

“Lige nu keder jeg mig bare. Jeg kan egentlig godt lide din stil.” En miaven udenfor min dør sagde at Bailey gerne ville ind, så jeg gik hen og lukkede ham ind. Han var en stor flot maine coon, samme farve som Baileys Irish Cream. Jeg lukkede døren efter ham og gik hen til mit skrivebord og så at Forest igen havde svaret, da jeg skulle til at læse beskeden fik jeg et chok, da Bailey spindende hoppede op i mit skød og forlangede at jeg skulle kæle med ham.

“Virkelig?” Jeg svarede med det samme. “Yea.” Bailey skulede til mig med onde øjne, da jeg havde holdt en pause med at nusse ham, for at svare på en besked. “Tak, folk er ellers ikke normalt så søde mod mig,” stod der i den næste besked. “Hvorfor?” Jeg fik et stød af smerte i min hånd, da Baileys kløer sad i den, jeg var kommet til at klø hans mave, som han hadede når folk gjorde.

Jeg trak min hånd til mig og løftede ham hen i min seng, hvor han hurtigt lagde sig til rette i fodenden. Da jeg kom tilbage, var der endnu en ulæst besked. “Mest på grund af mit udseende, jeg tror bare at det er fordi at jeg er anderledes.” Jeg lagde hovedet på skrå. “Det burde da ikke være en grund til at hade dig, altså fra hvad jeg ved er du altså ret venlig,” skrev jeg. “Tak, jeg har aldrig rigtigt haft en ven,” jeg blinkede overrasket et par gange. “Okay, vi kan da være venner,” skrev jeg og ventede på en reaktion.

Til dette kunne han vel reagere på tre forskellige måder, den første måde ville være at sige ja, den anden ville være at sige nej, den tredje ville være at være usikker på svaret. “Virkelig?!” Jeg grinte en smule i overraskelse inden jeg skrev, “Jada!” “Yea okay,” skrev han. Han virkede som en venlig, misforstået person, som jeg gerne ville lære bedre at kende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...