(kortprosa) Brevet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 dec. 2016
  • Opdateret: 17 dec. 2016
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
269Visninger

1. Brevet.

Skriver noget. Et brev altså. Et meget meget vigtigt brev. Hun vidste ikke hun skulle have det, men hun havde på fornemmelsen at der var noget galt.

Svært at få ordene ned på papiret, men det skulle altså skrives. Det skulle skrives nu. Med det samme. Inden hun opdagede at det var nu det blev skrevet.

mor ville aldrig tilgive mig hvis hun så det. Mor ville jo prøve at stoppe mig. Der var én enkelt person der vidste om det her. Ella. Hun ville også prøve at stoppe det jeg havde sat for mig.

Aldrig havde hun hørt en dummere idé. havde hun fortalt mig.

Hun regnede jo bare med at det var for sjov. Næ nej det her var dog ikke for sjov.

Det var jo ikke min skyld at Hannah ville være en del af vores lille gruppe på to personer. Men jeg vidste godt hvorfor hun ville være med. Ikke på grund af mig, men Ella. Hannah elskede Ella.

Men det var ikke noget problem at Hannah kom med i gruppen. For hvem elskede ikke Hannah? Hannah var den sødeste pige i klassen så selvfølgelig gav Ella hende lov til at være med. 

Det er nok bare derfor Ella ikke tog mit brev ligeså alvorligt som det i virkeligheden var. Hun havde travlt med at vise Hannah rundt i vores hemmelige hule.

"Behøver vi at være sammen med Ida?" Havde hannah sagt. "du ved jo det der med hendes far...Vi ved jo ikke hvad der foregår inde i hovedet på hende! Hvad nu hvis hun hører stemmer og alt muligt!" Det lød groft.... Men det var rigtig nok. De vidste ikke hvad der foregik derinde. Hverken godt eller dårligt, Men det var i de sjældneste tilfælde at det var godt.

Imellemtiden imens de var i hulen var kuverten lukket og jeg stod ved havelågen. Mor stod i vinduet og vaskede op. Hun havde grædt igen. Det kunne man se. Hun var ikke glad. Far havde ringet igen. Det var jeg sikker på.

Røret var ikke lagt på. Hun stirrede blindt på mig. Hun regnede med at jeg kom hjem nu. "gå nu hjem Ida!" var der nogen der sagde.

Jeg kiggede tilbage. Ingen. Det var bare min fantasi. "jeg gør det nu." Sagde jeg til mig selv. Nu lå brevet der. Inde i postkassen, så det ikke blev vådt. Jeg begyndte at løbe. Væk. Ikke nogen steder hen, bare væk. Nu var det eneste spor, et brev fra mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...