Titanic 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2016
  • Opdateret: 21 dec. 2016
  • Status: Igang
Fra det isnende Atlanterhav bliver en mand indkapslet i is fisket op. Manden bliver vækket til live igen, men den verden han kendte er væk. Alle mennesker han holdt af er døde, og myndighederne indleder en menneskejagt på ham! Vil han kunne finde sig til rette i fremtiden – og får han lov? ♦ Jack Dawson er tilbage! Mere levende end nogensinde før i denne efterfølger til 'Titanic'.

4Likes
3Kommentarer
524Visninger
AA

5. Så må man jo gøre det selv

 

・ KAPITEL FIRE ・
SÅ MÅ MAN JO GØRE DET SELV

 

Den uundgåelig samtale blev taget i vores lille køkken, hvor både Tina og jeg sad med en kop kaffe i hænderne for berolighedens skyld, som Tina havde udtrykt det. Kaffen hjalp ikke en skid!

“Rose,” startede Tina ud med en pædagogisk stemme for at flytte mit blik fra kaffedampen til hende, det virkede ikke, så hun fortsatte et tonefald der var bare en anelse skuffet: “Hvad skete der? Hvad gik der galt?” men inden jeg kunne svare hende, gik hun allerede i forsvarsposition, “Var det Jared? Indstillede han ovnen forkert? Han er jo ikke så god til det endnu. Jeg burde jo nok have–”

“Det var ikke Jared!” afbrød jeg irriteret, kunne man slet ikke få lov til at udtale sig! “Det var ismanden.”

Mine ord fik Tina til at rykke brynene helt samme – det gjorde ikke noget for hendes udseende. Faktisk fik det hende til at ligne en abe. Hun burde virkelig lade en skønhedsklinik hjælpe hende!

“Ismanden?” spurgte hun vantro, da jeg ikke selv uddybede. Det var en grund til at jeg ikke havde lyst til at uddybe. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, men når ens chef spørger, så svarer man: “Han optøede helt forkert!”

Tina stillede kaffekoppen ned med lidt for meget kraft og stormede ud ad køkkenet i retning af ovnen. Det var godt, hun ville bedre forstå det, hvis hun selv så det. Lidt efter kom hun da også tilbage med øjne så store som kaffekoppen på bordet. Man bliver dog ikke leder for verdens førende laboratorium i nedfrysning uden en selvkontrol af titanium: “Det ser ud til at vi må få ham fri på den gamle måde.”

Så det gjorde vi, hvad skulle vi ellers stille op? Ligge hoved et i hænderne og græde? Det var ikke sådan pengene blev tjent hjem. Vi hjalp hinanden med at finde laserboret i magasinet og fragte det op til laboratoriet. Det var svært at operere borets manueller kontrolpanel med de store jakker på, men det lykkedes os da at få skåret manden fri på lidt over fem timer. Det begyndte at ligne endnu en nat med overarbejde, for vores job var langt fra slut. Havde vi kunne bruge ovnen, ville vi være færdige for længst, og manden ville selv kunne spankulere omkring, men ham her, han var ikke normal.

Selv efter vi manuelt havde fået skåret hans krop fri fra isen, var han stivfrossen og alt andet end spralsk.

“Tror du nogensinde vi får liv i ham?” spurgte jeg, da vi pustede ud efter at have fået – manuelt – løftet ham op på et rullebord. I morges ville hun havde sagt selvfølgelig uden at tøve det mindste, nu kunne jeg ligefrem se tvivlen i hele hendes mimik: “Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig været med til noget lignende.”

Jeg så ned på den blå og sovende dreng og følte et stik i mit hjerte. Nu hvor han var ude af isen, var han meget mere menneskelig, meget mere levende … bortset fra at det var han jo overhovedet ikke! Hvad var der dog blevet gjort ved ham? Hvem end der havde gjort det, så håbede jeg, at FBI ville finde dem og sørge for, de fik dødsstraf! Én af de rigtig lede! Én af de langsomme og pinefulde!

“Jeg er klar!” meddelte Tina på min mobil, der var kommet ned i kælderen, og trak mig ud af min negative tankestrøm. Det var en gammel mobil, en iTalk 30, ja, jeg burde jo have udskiftet den for længst – hvilket min datter blev ved med at minde mig om – men jeg kunne godt lide den. Den kunne det den skulle og så kunne jeg finde ud af den! Mine børn forstod det ikke, hvordan kunne deres mor operere stor, avancerede maskiner, men ikke en lille mobil? Ja, det spørgsmål ville jeg også gerne kende svaret på.

“Okay, vi ruller!” meldte jeg tilbage og satte i løb med rullebordet foran mig. Det var en meget langsommere start end forventet, fordi jeg havde glemt hvor tung manden var. Nok var han ung, men han var intet mindre en fuldvoksen mand. Gennem dørene ud ad laboratoriet løb jeg, ned ad gangen og direkte mod elevatoren, der stod med dørene åbne. Præcis som Tina havde indstillet dem til.

“Kælderen!” råbte jeg til stemmesensoren, før jeg overhoved var nået ind i elevatoren. Det skulle gå hurtigt! Så hurtigt som overhovedet muligt. Hvis manden optøede under de forkerte temperaturer, ville nervesystemet sætte ud, det samme med hans indre organer, og så ville det være retsmedicinerne og ikke FBI, der ville få glæde af ham.

Mens elevatoren bevægede sig ned ad – alt for langsomt for min smag – begyndte jeg at mærke, at temperaturen herude var langt varmere end i laboratoriet. Jakken, jeg stadig havde på, hjalp jo heller ikke ligefrem. Jeg turde dog ikke begynde at stå og fifle med at få den af, tænk hvis dørene åbnede, og jeg ikke var klar! Jeg måtte bare tage mig sammen et par minutter mere. Bare 3 etager mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...