Livet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2017
  • Status: Færdig
Livet?

Det er en stille aften, kun vindens legende arme der blidt at kærtegne træernes snart nøgne smukke grene får stilheden til at briste. Det er efterår, igen. Jeg kan se livet langsomt svinde fra træernes ravgyldne blade, lugte den krybende fugtfyldte vind som legende tager sommerens blide favn med sig. Er dette, hvad det vil sige at ældes? Som årstidernes evige fejde for opstandelse, nogle i harmoni, andre i strid. Som sommeren der fletter bånd med forrårets blide friske kys af liv og farver, kun for at blive stukket ned af vinterens hjerteløse syl. Er det derfor efteråret er så smukt og rødgyldent? Sommerens livsblod som lige så blidt flyder ud og ligger sig som et farverigt, tykt tæppe over jordens kolde muld?
Man kan kun undres. At se sig selv i spejlet og imødekomme sine livsfyldte øjne. Er dette mit forår? Et smil som trækkes i din mundvig og afslører et lille smilehul. Men, hvad vil det sige sig at være i live? At leve? Er det lige så nemt som alle går og siger? Eller er de

0Likes
0Kommentarer
50Visninger
AA

1. Hvad vil det sige sig at leve?

Det er en stille aften, kun vindens legende arme som blidt kærtegner træernes snart nøgne smukke grene, får stilheden til at briste. Det er efterår, igen. Jeg kan se livet langsomt svinde fra træernes ravgyldne blade, lugte den krybende fugtfyldte vind som legende tager sommerens blide favn med sig. Er dette, hvad det vil sige at ældes? Som årstidernes evige fejde for opstandelse, nogle i harmoni, andre i strid. Som sommeren der fletter bånd med forrårets blide friske kys af liv og farver, kun for at blive stukket ned af vinterens hjerteløse syl. Er det derfor efteråret er så smukt og rødgyldent? Sommerens livsblod som lige så blidt flyder ud og lægger sig som et farverigt, tykt tæppe over jordens kolde muld?
Man kan kun undres. At se sig selv i spejlet og imødekomme sine livsfyldte øjne. Er dette mit forår? Et smil som trækkes i din mundvig afslører et lille smilehul.
Men, hvad vil det sige sig at være i live? At leve? Er det lige så nemt som alle går og siger? Eller er det bare en facade folk opbygger for at skjule at de ikke selv tør prøve at smage på livets glød?
Måske livet i virkeligheden er en drøm, en idé eller måske en vittighed en fulderik engang hostede op i en brandert? For hvad nu hvis det hele blot var en drøm, og du allerede er nået til din egen vinter? 6 fod under den kolde tunge jord, pakket ind i dine nære og kæres sorger og glæder efter deres afsked med dit stive blege lig. Her kunne du ligge i fred sammen med den larmende stilhed som tirrende trækker på alle dine små fortrydelser og længsler som du ikke nåede mens da du var i live, men som du nu ikke kan slippe tanken om når nu du er død.
Du mærker den kølige bløde vind kærtegne dit ansigt idet du åbner vinduet og byder den velkommen i dit sind. Åbner dine sanser og lader dine lunger fyldes med den milde duft af fugtig muld fylde dine lunger og du mindes sommerens kærlige favn en sidste gang.
Måske livet er en kålorm? Du knokler for at overleve, lærer, arbejder, føler kærlighed, sorg, og til sidst føles det som om at dit hjerte er ved at briste og din krop er ved at svinde. Først da, når alt lys er væk, oplever du livet fylde din krop med varme og lys. Lader dig omfavne modet til at tage en chance og rækker dig hånden for at guide dig ud af mørket og byder dig sprede dine store, gyldne vinger, byder dig at leve.
Du lader den kølige efterårsbrise hvile i dit bryst lidt endnu. Lader den opvarmes tæt ved dit hjerte inden du langsomt slipper den fri. Fornyet, fuld af varme og præget af din nysgerrighed for denne verden badet i flammernes forgyldte røde farver og uforudsigelige temperament. Men lige så kold og brutal dens ondskabsfulde vinde end kan være, lige så mild og vidunderlig kan dens uransalighed udfolde sig. Ligesom os lever efteråret på lånt tid, kæmper for at holde stand mod de kommende frosttitaner i flæng med dens higen efter energi fra sommerens fald, for selv at overleve.
Er det dét livet i virkeligheden er? En gladiatorkamp for sejr? Når den ene udgår, træder den næste til og bader sig i blodet fra den forrige for at opnå glorværdighed og styrke til at forberede sig på den nye modstander og så starter vi forfra?
Den legesyge vind smyger sig om de blodrøde blade på jorden, inden den sætter farten op og tvinger dem rundt i en rasende minitornado for foden af hvad der engang var deres livsbringer, men som nu blot ser ned på sit faldne afkom oppe fra sine nøgne, spinkle grene.
Det som engang var frodigt og energisk vil også en dag finde sig til hvile. Men om den vil være evig eller midlertidig, slutningen på enden eller starten på begyndelsen, det er ikke til at vide. Men selv, hvis vi kendte svaret, ville vi så være i stand til at forstå? Meningen med det hele. Hvad er livet? Hvad er døden? Har vi lyst til at vide det, eller vil vi fortryde det, hvis det hele i virkeligheden blot var en joke, en dårlig spøg?
Du trækker dig langsomt og lader dine hænder langsomt forene det åbne vindue i karmen hvori den hører til, som to enheder forenes og sammensmeltes til en skabning på ny. Lader verden udenfor langsomt forsvinde i sit eget mørke som du trækker dig tilbage i hjemmets trykke rammer. Tør vi tage chancen? Hvad nu hvis vi ikke kan lide hvad vi finder, hvis vi tager chancen og giver slip på det vi kender kun for at finde os selv faret vild i uvisheden? Men måske er det dét livet handler om. At tage chancen, sætte af, sprede sine vinger og give slip?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...