Torsdag

Det skal være i dag. En torsdag, ikke i morgen eller i næste uge, i dag. Ingen vil savne mig, ingen vil græde for mig. Ingen vil tænke på mig.

1Likes
0Kommentarer
60Visninger

1. Torsdag

Det skal være i dag.  En torsdag, ikke i morgen eller i næste uge, i dag. Ingen vil savne mig, ingen vil græde for mig. Ingen vil tænke på mig. Jeg er ikke vigtigt, jeg har ingen betydning, jeg er ingenting. Min liv er så ulykkelig og smerteful at det vil gøre mindre ond ved at bare ende den. Men måske skal jeg leve videre. Bevise dem at de kan ikke slå mig, bevise dem at jeg er ikke en de kan bare træde på.

Det er en hele almindlig torsdag. Det er morgen, og jeg skal i skole. Jeg spiser min morgenmad, hele alene. Sådan er de flest morgen. Alene ved køkken bordet. Det er kun mig. Sådan har det været siden min mor efterlade min far og mig. Min far er ligeglad med mig. Han er på arbejdet nu. Når han er tilbage om aften, går han ud lige med det samme til at drikke med hans venner. Ikke en eneste blik på mig. Jeg laver min egne madpakke, min egne mad. Han efterlader normal en 50er på køkkenbordet til mad, eller efterlader ingenting.

Da jeg kom var time ved at starte, så jeg tog mine bøger og gik hen til min plads. Dansk timen var langsom, det handlet om en bog vi har læst. Det handler om en ensom drenge som har det dårlig. Så får han det bedre og få en kæreste og venner. Bøger ender altid lykkelig. Men sådan er mit liv i hver fald ikke. Livet er ikke som en eventyr hvor du skal bare skal bekæmpe monsteret. Nogen gang er monsteret usynlig og kan ikke slås eller bekæmpes.

Vi skulle svar på nogle spørgsmål om historien. Men jeg kunne ikke finde ud af det. Så jeg sad bare og kiggede på min tomme skærm fuldt med spørgsmål. Jeg kan godt række hånd op, men læren kommer aldrig til mig. Dumme elever skal der ikke spildes tid på-

 Da vi var i kirken sammen i klassen til en gudstjeneste i sidste uge, sagde præsten, at vi kan altid bed gud om hjælp. Det har jeg også gjordet. Den gang da min mor og far skændes, da min mor gik og da min far drak hver aften. Det er ikke blevet et spor bedre. Der er ingen engle der hjælper mig. Ingen gud der beskytter mig. Kun mig.

Klokken ringet det var frikvarter. Det værste tid om dagen. En smerteful tid, måske glemmer de mig i dag.

Men sådan var det ikke, der kom Kasper og William. Med deres onde blik og stor skygge kom de. De var begge to meget stor for en 8 klasse elev. De lignede næsten gymnasium elever. ” Er det ikke tid til noget bank? ” Sagde Kasper med en onde smile. ” Jo det tror jeg du har ret i.” sagde William. Jeg har prøvet at kæmpe i mod før, men det gjorde ikke noget godt. Der har bare altid endte med mere bank. De andre gør ikke noget, de ved hvis de gør noget som heles vil det være deres tur. Jeg kan ikke sige det til lærerne, Kasper og William vil gøre mit liv værre hvis jeg gjorde det.

Da det var slut var frikvarter over. Jeg fik en mere en blå mærke på halsen til samling. Da læren spurte hvad der har sket, kiggede jeg over til Kasper og William og sagde at jeg slog mig. Jeg er glad for at de ikke er her til næste frikvarter. Det er fodbold sæson og de skal på tur resten af dagen. Jeg var også med til fodbold før i tiden. Da min far var normal og min familie var sammen. Men da min mor og far blev skilt, stoppede jeg med at kom. Jeg havde bare ikke lyst mere.

 

Det er tid til matematik, det sværest fag af dem alle sammen. Jeg kan ikke forstå hvad jeg skal bruge det her til. Den først er nemt, plus stykker, men efter det er det gangestykkerne. Det er svært og jeg har brug for hjælp. Jeg rækker hånden op og venter. Tiden går og læren kommer stadigvel ikke. Jeg tager min hånd ned. Han kommer nok aldrig til mig. Jeg er usynlig, jeg er en spøgelse. Klokken ringer og jeg blev ikke færdig. Læren råber:” Husk resten er lektier til i morgen! ” Fedt, nu har jeg bare mere lektier.

Jeg har opgivet til at lave venner, så frikvarterer gik med ingenting. Jeg prøvet at finde på de god ting i livet. Men jeg kunne ikke komme på noget. Ingen familie, venner, ingen hobby, ikke god til noget og dårlig fremtid. Ingen ting godt. Hvad er mening med at lev videre? Jeg er den dårligst til alt, dårlig karterer, lektierne bliver aldrig lavet. Det er ikke som at jeg vil få en god fremtid. Fremtid vil blive mere smerteful. Får en dårlig eksem resultat, dårlig uddannelse, dårlig job, bliver aldrig gift og dør alene. Der vil vær ingen ende på den her smerte. Jeg er denne mørk hul som jeg bliver ved at faldet i.

Vil min far savne mig? Eller vil han bare være glad for at slippe af med mig? Vil skolelæren var ked af det? Nok ikke, en mindre dum elev at lære. Vil min klasse savne mig? Nej, de vil nok ikke en gang lag mærke til at jeg er væk. Det var faktisk dem der gav mig ideen. ” Hvorfor begår du ikke selvmord? Bedre for os alle sammen” sagde Kasper til mig i går. De vil nok være glad for at deres ide virkede. Men jeg vil ikke bare give dem tilfredshed til at skub mig til her. Min lærer skal ikke få den tilfredshed, heller ikke min klasse eller min far.

Nu stå jeg her, kan ikke bestemme mig,                       jeg har snoren fra garagen. Jeg binder den fast til loftet, og stå op på min stol. Tager denne halskæde af snor rundet om min hals. Alt hvad jeg skal gøre nu er at hop og spark stolen væk. Skal jeg? Livet er en gave fra gud, skal jeg bare kaste den væk? Skal jeg bare give op?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...