ALEXANDRE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2016
  • Opdateret: 18 dec. 2016
  • Status: Igang
Fyren med de mørkebrune øjne og det krøllede hår virkede bekendt, men jeg kunne ikke huske, hvor jeg havde set ham henne før. Jeg fandt først ud af hele sandheden, efter dagen hvor han stod foran min dør med en flækket læbe og et stresset ansigtsudtryk og bad om min hjælp.

2Likes
0Kommentarer
997Visninger
AA

6. 6

Underligt nok var Lola frisk som en fisk, så snart vi kom ind på diskoteket. Vi dansede så vildt på dansegulvet, at det næsten føltes som om jeg fik et hjerteanfald.

”Jeg er nødt til at sidde ned,” sagde jeg og holdt mig i siden, ”Jeg tror, jeg har sidestik.”

”Shots!” svarede Lola bare og trak mig med hen til baren, hvor de andre var.

Og hun fik selvfølgelig Jonas til at betale.

Vi fik serveret tyve shots på et fad, og Lola tog halvdelen af dem, før jeg overhovedet kunne nå at tælle til ti.

Og så fik jeg øje på ham…

Alexandre

Først troede jeg, at jeg så syner, men da jeg havde kløet mig i øjnene, taget tre shots og kigget hen mod dansegulvet endnu en gang, stod han der stadig. Jeg var helt sikker.

Det var ham.

”Hvad laver han her?” spurgte jeg Lola, som var gået i gang med at tage nogle af mine shots.

”Hvem?” spurgte hun forvirret og tørrede sig om munden.

”Alexandre…” svarede jeg og nikkede hen mod ham.

Da jeg fik øjenkontakt med ham, mindede det mig om festen i Paris. Han kom over til os og hilste på Jonas og Viktor.

”Rosie…” sagde han så og smilede til mig, ”Godaften.”

Der var noget mystisk ved ham. Han virkede også helt ædru… Måske var alkohol bare ikke hans ting?

”Max kan ikke komme ind,” sagde Viktor så, ”De vil se ID. Jeg går altså, hvis han ikke kan komme ind.”

”Også mig!” svarede Jonas, ”Skal du med, Rosie?”

Jeg kiggede rundt i baren for at spørge Lola, om vi ikke skulle blive, men hun var ingen steder at se. Sådan var det altid.

”Jahh…” svarede jeg.

Jeg sad ved siden af Alexandre i metroen. Heldigvis var jeg så fuld, at jeg var ligeglad med, at jeg var ude af min komfortzone.

Vi snakkede om alt muligt, og han kiggede mig dybt i øjnene under hele samtalen, lige indtil jeg stillede ham det uundgåelige spørgsmål.

”Har vi ikke mødtes før, egentlig?” fløj det ud af mig.

Hans blik begyndte at flakke.

”Jo,” svarede han med en skinger klang og kiggede væk, ”Hvor var det nu, det var henne?”

”Var du ikke med til Vennefesten på gymnasiet sidste år?” spurgte jeg og kiggede stadig på ham.

”Jo!!!” svarede han, ”Nåårh ja, selvfølgelig!”

Jeg var ikke engang selv med til Vennefesten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...