ALEXANDRE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2016
  • Opdateret: 18 dec. 2016
  • Status: Igang
Fyren med de mørkebrune øjne og det krøllede hår virkede bekendt, men jeg kunne ikke huske, hvor jeg havde set ham henne før. Jeg fandt først ud af hele sandheden, efter dagen hvor han stod foran min dør med en flækket læbe og et stresset ansigtsudtryk og bad om min hjælp.

2Likes
0Kommentarer
953Visninger
AA

4. 4

Jeg gik alene hen til musiklokalerne mandag morgen i støvregnen og ærgrede mig over, at jeg lige netop havde valgt musik som valgfag. Jeg kunne vælge mellem ti ting, og så skulle jeg vælge lige præcis det samme fag som Max og hans venner.

Han stod lænet op af døren til musiklokalet. Jeg kunne slet ikke genkende ham, og det var ikke kun på grund af, at han havde puttet en halv liter voks i håret eller var stoppet med at gå med de der kiksede T-shirts…

Han kiggede på mig med et koldt blik uden at sige hej, da han så mig, hvorefter han snakkede videre med Jonas, som han førhen havde syntes var en opblæst nar.

Jeg savnede ham. Og selvfølgelig valgte endte jeg også i gruppe med ham og hans venner.

”Vi er kun tre,” sagde Jonas og kiggede på mig, ”Hvis du vil, så kan du godt være med hos os?”

Max gav ham en albue i siden og sendte ham et vredt blik, men det tog han sig ikke af.

Jeg kunne ikke rigtigt sige nej, for der var ingen andre grupper, der ville have mig.

”Du kan synge,” sagde Jonas og kiggede på mig, imens han tilsluttede sin bas til en forstærker. Han, Viktor og Max havde vist allerede aftalt på forhånd, hvad de skulle spille.

Før jeg nåede at svare trådte Maria ind ad døren:

”Jesper sagde, jeg skulle være sammen med jer,” sagde hun, ”Vi var for mange i min gruppe.”

”Og jeg skal synge!” sagde hun og skyndte sig hen til mikrofonstativet, som ellers var alt for højt til hendes lille, buttede krop.

”Hvad så med mig?” svarede jeg.

”Dig?” svarede hun spydigt, ”Du kan hente mig en cola ovre i kantinen?”

Jeg kiggede over på Max i håb om, at han ville bakke mig op, men han sendte mig bare et koldt blik.

”Du, Maria…” sagde Jonas, ”Faktisk, så… Øhm…”

”Hvad?” svarede Maria og gik hen til ham. Hun kiggede på ham med et intenst blik og skød brystet frem i sin bluse, der nok skulle have været en størrelse større.

”Lige meget,” svarede han, ”Nogen der har nogle idéer til hvilken sang, vi skal spille?”

Og sangen fik Maria selvfølgelig også lov til at vælge, for det var jo hende, der skulle synge den.

De irriterede mig så meget, at jeg kom til at slå Max med hockeystaven til idræt senere på dagen.

”Sindssyge kvindemenneske…” peb han.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...