ALEXANDRE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2016
  • Opdateret: 18 dec. 2016
  • Status: Igang
Fyren med de mørkebrune øjne og det krøllede hår virkede bekendt, men jeg kunne ikke huske, hvor jeg havde set ham henne før. Jeg fandt først ud af hele sandheden, efter dagen hvor han stod foran min dør med en flækket læbe og et stresset ansigtsudtryk og bad om min hjælp.

2Likes
0Kommentarer
918Visninger
AA

24. 24

Vennefesten. Den meget omtalte fest, som altid blev holdt om torsdagen, og som var den eneste fest på gymnasiet, hvor man måtte tage sine venner med. Jeg var gået glip af den det forrige år på grund af blindtarmsbetændelse. Det kunne heldigvis ikke ske igen.

Lola og jeg havde taget matchende pailletkjoler på, men Lola så helt klart bedst ud i den, for den passede perfekt til hendes vinrøde, nyklippede hår og gyldne hud.

Vi endte med at blive væk fra hinanden, da vi stod i kø til toilettet alligevel. Lidt senere på aftenen mødte jeg Jonas’ venner. Han var sammen med Lucas og nogle andre, som jeg ikke hørte navnene på, fordi jeg havde så travlt med at dagdrømme om Lucas…

Lucas…

Han var bare så charmerende. Han havde en cool, afslappet attitude uden at være arrogant. Hans smil var charmerende, hans hår så lækkert og blødt ud, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på vores kys, når jeg så ham.

Faktisk havde jeg ikke tænkt meget på ham siden den aften, men nu hvor jeg så ham igen, føltes det som om, han var manden i mit liv.

Jeg sad ved siden af ham, og han spurgte, om vi ikke skulle gå ud i gården for at ryge en smøg.

”Det kan vi vel godt…” svarede jeg og smilede.

Da vi rejste os, lagde han armen om min talje. Jeg fik lyst til at kysse ham, men så fik jeg øje på Alexandre, der lignede, han var på vej hen til mig. Jeg fangede hans blik, og jeg kunne ikke tyde, om han var vred eller ked af det, før han brød vores øjenkontakt og rasede ud af salen med hastige skridt.

Jeg anede ikke, om jeg skulle gå efter ham eller lade ham være. Jeg forstod ham ikke rigtigt.

”Hvad skete der lige for ham?” spurgte Lucas og rystede på hovedet.

”Alex!” råbte jeg og løb efter ham.

”Hvorfor kysser du mig den ene dag, og så den næste sidder du og snakker med ham dér?” hvæsede han og kiggede på mig med et såret blik.

”Hvorfor gør det noget, at jeg snakker med Lucas?” spurgte jeg, ”Det betyder jo ikke noget?”

”Jo det gør!” hvæsede han, ”Jeg kender ham. Jeg ved hvordan han er.”

”Hvor kender du ham fra?” spurgte jeg forvirret.

”Det er lige meget,” svarede han, ”Han er bare ikke typen man bare nøjes med at snakke med.”

”Kan du ikke være ligeglad?” spurgte jeg, ”Du er alligevel flyttet, og du… Du er så skide hemmelighedsfuld. Jeg føler slet ikke, at jeg kender dig. Man kan slet ikke snakke med dig.”

Alexandre stod og stirrede på mig i lidt tid. Jeg fortrød på en måde, hvad jeg havde sagt, men det var jo sådan, jeg havde det.

”Undskyld,” sagde han og omfavnede mig i et stort kram, ”Undskyld, at jeg er sådan en idiot.”

”Du er ikke nogen idiot…” svarede jeg.

”Skal vi ikke smutte?” spurgte han så og kiggede på mig med et helt specielt glimt i øjet.

Jeg nikkede og kunne ikke lade være med at smile lidt.

Fuck vennefesten.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...