ALEXANDRE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2016
  • Opdateret: 18 dec. 2016
  • Status: Igang
Fyren med de mørkebrune øjne og det krøllede hår virkede bekendt, men jeg kunne ikke huske, hvor jeg havde set ham henne før. Jeg fandt først ud af hele sandheden, efter dagen hvor han stod foran min dør med en flækket læbe og et stresset ansigtsudtryk og bad om min hjælp.

2Likes
0Kommentarer
867Visninger
AA

23. 23

Der var en anspændt stemning i min lille lejlighed efter vores kys.

En time senere kunne jeg ikke holde det ud mere.

”Vi ses senere, jeg tager hjem til Lola,” sagde jeg til ham og smækkede døren efter mig.

Heldigvis boede Lola kun fire opgange væk fra mig. Første prioriteten, da hun skulle flytte hjemmefra, var at bo tæt på mig.

Jeg ringede på døren hos hende, men hun åbnede ikke.

Jeg ringede på igen, men hun åbnede stadig ikke. Til sidst ringede jeg til hende på mobilen.

”Hvorfor fuck åbner du ikke?” spurgte jeg irriteret.

”Fordi jeg ikke er hjemme?” hviskede hun.

”Kom hjem?” svarede jeg irriteret, ”Det er vigtigt.”

”Jeg kan ikke lige nu,” hviskede hun tilbage, ”Hvorfor er du så sur?”

”Hvorfor?” svarede jeg, ”Og hvorfor hvisker du?”

”Fordi jeg er et sted,” hviskede hun irriteret.

”Hvor?” spurgte jeg forundret. Jeg havde regnet med at hun stadig lå i sin seng med tømmermænd efter festen i går.

”Du må ikke grine,” svarede hun, ”Hos Jonas.”

”Hvad fanden laver du der?” svarede jeg forvirret.

”Ja, hvad tror du selv?” hviskede hun, ”Jeg kan ikke snakke mere, vi ses.”

Og så lagde hun på. Jeg besluttede mig for at gå en tur, før jeg gik hjem igen.

”Undskyld,” sagde Alexandre, da jeg kom tilbage fra min lille tur rundt om søerne. Han sad inde i sofaen med benene trukket op under sig, og han stirrede ned i gulvet med et tomt blik og røde øjne.

”Hvorfor siger du undskyld?” spurgte jeg.

”Undskyld, fordi jeg er sådan en byrde,” svarede han, ”Du kan bare smide mig ud, hvis du ikke vil have mig her. Det gjorde min far.”

”Hvorfor skulle jeg dog synes det?” svarede jeg og satte mig ved siden af ham. Da jeg strøg ham hen over håret, bemærkede jeg, at han havde grædt.

Han flyttede tilbage til sine forældre dagen efter. Han fortalte mig aldrig hvorfor.

Alexandre?” svarede Lola overrasket og lød næsten en smule væmmet, da jeg fortalte hende, at vi havde kysset.

Jeg nikkede med varme, røde kinder.

”Nårh ja, det er rigtigt, han bor jo hjemme hos dig…” svarede hun med et skævt smil.

”Ikke mere…” sukkede jeg, ”Men øhm, hvad var det dér med Jonas?”

”Gæt?” svarede hun og gemte sit ansigt ned i sit store halstørklæde, ”Jeg har allermest bare lyst til at glemme det… Skal vi ikke hellere snakke om dig og Alex???”

”Nej!!” svarede jeg, ”Havde han ikke en kæreste? Hende dér Jenny?”

”Nejnej, er du sindssyg,” svarede hun og rullede med øjnene, ”De slog jo op. Hvor tidligt gik du lige hjem?”

”Alt for tidligt, åbenbart…” svarede jeg og trak på skuldrene, ”Men det udnyttede du så, kan jeg høre?”

Lola svarede ikke på mit spørgsmål. Hun nøjedes med at smile hemmelighedsfuldt til mig.

”Glæder du dig ikke bare helt vildt meget til torsdag?” spurgte hun, da vi gik op ad trapperne på vej op til klassen.

”Hvad sker der torsdag?” spurgte jeg og følte mig totalt uniformeret.

”Vennefesten!!!” udbrød hun, ”Der er helt sikkert nogen, der tager deres mega lækre venner med. Åh, Rosie, du aner ikke, hvor træt jeg er af skolens drenge.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...