ALEXANDRE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2016
  • Opdateret: 18 dec. 2016
  • Status: Igang
Fyren med de mørkebrune øjne og det krøllede hår virkede bekendt, men jeg kunne ikke huske, hvor jeg havde set ham henne før. Jeg fandt først ud af hele sandheden, efter dagen hvor han stod foran min dør med en flækket læbe og et stresset ansigtsudtryk og bad om min hjælp.

2Likes
0Kommentarer
920Visninger
AA

19. 19

Jeg så Maria sluge nogle piller ude i køkkenet sammen med en pige fra sin klasse, der hed Sara, og der lå også noget hvidt pulver rundt omkring i lejligheden. Hvis man så bort fra at alle var påvirket af stoffer, var det da en fed nok fest, selvom jeg følte mig lidt kejtet for at være den eneste i Victorias store lejlighed i indre by, der ikke var en del af gymnasiets elite.

Lola stod og snakkede med et par fyre, som jeg ikke anede hvem var, trods jeg havde set dem et par gange i skolegården. Jeg var ikke fuld nok til at gå over og deltage i deres samtale, så jeg stod bare for mig selv og sippede til min vodka med cola light.

Alexandre fortrød helt sikkert, at han havde inviteret mig til festen.

”Kom, Rosie!” sagde Victoria og greb mig om håndledet, ”Vi andre står ude i køkkenet og snakker. Kom med herud, så skal jeg nok lave dig en drink.”

”Nejnej, jeg har allerede noget,” svarede jeg, men jeg blev afbrudt:

”Mojitos eller cosmos?” spurgte hun insisterende og kiggede på mig.

”Øhmm… Cosmos,” svarede jeg og smilede. Jeg kunne egentlig ikke lide noget af det.

Jeg havde hadet hende lige siden gallaet i april, fordi hun havde stjålet Oscar fra mig. Jeg havde også altid haft en masse fordomme om hende, fordi hun var så populær og smuk, men jeg indså nu, at hun faktisk var meget mere end makeup og dyre tasker.

”Du går i 2.B, ikke?” spurgte hun mig og stillede sig op af køkkendisken ved siden af mig.                  

Jeg nikkede genert og tog en lille tår af min cosmopolitan… Den smagte slet ikke, som den burde, og jeg tvivlede på at Victoria anede, hvordan man overhovedet lavede drinks.

”Nice!!!” svarede hun, ”Har du så ikke alle de dér sprog?”

”Jo,” svarede jeg og følte mig en lille smule ukomfortabel. Hendes blik var meget intenst.

”Hvilke sprog har du?” spurgte hun og gik i gang med at mixe en drink til sig selv.

”Engelsk, latin, fransk og spansk…” svarede jeg.

”Godt, at jeg ikke er dig!” udbrød hun, ”Er det ikke meget hårdt?”

”Jo, det kan det godt være,” svarede jeg, ”Men det tror jeg også, at alle de andre linjer kan være…”

”Det tror jeg også…” svarede hun og smilede til mig, ”Altså, jeg har jo samfundsfag, naturgeo og engelsk. Det er godt nok kedeligt. Det eneste spændende er vores valgfag, billedkunst, som jeg har sammen med Alexandre.”

”Var der nogen, der kaldte?” spurgte Alexandre og trådte ind i køkkenet.

Jeg vidste ikke, hvad det var ved ham. Han var jo egentlig ikke rigtigt noget særligt. Han havde en hvid skjorte på og stramme sorte jeans. Præcis som Oscar ville have klædt sig.

Alligevel følte jeg mig bare tryllebundet af ham…

Var det hans lange, tynde ben? Hans flotte, mørkebrune hår, som sad lidt ned over det ene øje? Eller var det bare hans søde smil og hans lidt kejtede bevægelser?

”Hej,” sagde han til mig og smilede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...