Scarlet Thief [HxH]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2016
  • Opdateret: 17 dec. 2016
  • Status: Igang
Aerin Drake; Treasure Hunter, livsnyder og mestertyv. Hun er opvokset i den berygtede Drake-familie, som er kendt for at have fundet størstedelen af verdens mest dyrebare skatte over flere generationer, som har gjort dem fortjent til deres plads som verdens bedste skattejægere.
Aerin har derfor altid levet i troen på, at intet var vigtigere end de skatte, som menneskeheden har bevaret og jagtet siden tidernes morgen; det vil sige, lige indtil hun møder ham, som er i besiddelse af en af verdens mest dyrebare skatte, en skat som hele hans klan er blevet slået ihjel over - en skat, som er uden lige; Scarlet Eyes.
Aerin Drake, Treasure Hunter, livsnyder og mestertyv, har aldrig været interesseret i at komme i besiddelse af organiske skatte, men alligevel kan hun ikke lade være med at føle sig draget til denne fyr; Kurapika, den sidste overlevende af Kurta klanen - dem, hvis øjne afgiver det smukkeste, røde lys, selv efter deres død.

4Likes
2Kommentarer
421Visninger
AA

2. Yorknew City

Torsdag d. 1. september, Yorknew City.

 

Det er det, som står skrevet i min dagbog uden yderligere beskrivelse, fordi det netop er oplagt hvad der foregår i netop denne by, på denne specifikke dato. Det er overraskende nok ikke af den grund, at jeg befinder mig i byen, selvom jeg ville ønske at det var tilfældet.

Vi havde aftalt at mødes i denne by, os alle tretten, for første gang i flere år vil vi alle være samlet - selvom jeg trods alt først et blevet medlem for to år siden, og ikke engang har mødt dem alle sammen før.

Det skræmmer mig en lille smule at vide, at jeg arbejder sammen med tolv andre personer, hvor jeg kun har mødt knapt halvdelen af dem tidligere, uden at vide hvor mange af den der bærer nag over, at jeg dræbte deres tidligere kammerat for at tage hans plads.

Det var nu ikke engang meningen at jeg ville dræbe ham, han kom bare lidt i vejen for mig, og det endte ud i en kamp - og før jeg vidste af det, havde jeg nærmest meldt mig selv ind i den her forretning, som er så godt som umuligt at slippe ud af igen, såfremt man ikke vil jagtes til verdens ende af de resterende medlemmer.

Jeg skuler lidt op mod det nærmeste klokketårn alt imens jeg tager en lille tår af min efterhånden lunkne latte. Klokken er snart fire, og jeg burde egentligt komme af sted, men jeg må indrømme at jeg finder denne lille gadecafé ret hyggelig, også selvom der er kommet besynderligt mange mennesker til siden jeg begyndte at sidde her for to timer og fire kopper latte siden.

Jeg har lagt mærke til, at byens gader er begyndt at blive vrimlet med flere og flere mennesker som tiden går. Halvdelen af folkene her omkring må være bodyguards, hvis ikke flere - men det er vel kun naturligt, da det trods alt er den første september, og dette er kun starten på det, snart vil man nærmest kun være i stand til at se rige, fine mennesker på gaden, såvel som fem gange flere lommetyve og sælgere af alverdens kopivarer, som ønsker at få del i de riges penge.

Yorknew City er en storby, og alt imens andre mennesker finder den utroligt smuk grundet dens moderne arkitektur, muligheder og frihed, så kan jeg ikke lade være med at væmmes over den. Gaderne er ganske nok overraskende rene, himlen er blå og larmen fra trafikken er minimal trods omstændighederne. Alligevel bryder jeg mig ikke om den; bygningerne er ensformige og kedelige, lige op og ned, menneskerne har for travlt og er for pengegriske, og manglen på hyggelige gadecaféer som denne understøtter blot min teori om, at folk ikke har tid nok til at stoppe op og nyde tilværelsen hvis blot for fem sekunder.

Jeg burde dog ikke snakke alt for meget om at nyde tilværelsen, da jeg har det med at gå over stregen når det kommer til den slags.

“Undskyld mig, frøken,” hører jeg en ung pige sige, som jeg ser mig lidt til siden, kun for at få øje på den unge tjenerinde, som bærer gadecaféens uniform, “Er De færdig med at drikke Deres latte?” Hun virker nervøs, og jeg går ret hurtigt ud fra, at hun må være ny i jobbet.

Dog så snart vores øjne mødes, gennem mine ellers mørke solbriller, ser jeg noget andet som ligger bag; en voldelig alkoholiker af en far, en mor som forlod hende for mange år tilbage, og en kæreste som har misbrugt hende når end han havde lyst til det, og det er blot en brøkdel af hendes historie, for jeg ser hurtigt væk fra hende endnu engang for netop at undgå at se for meget. Jeg så dog også godhed blandt al hendes lidelse, gode venner og en sød hund som altid er glad for at se hende, når hun kommer hjem efter arbejde eller skole.

Hun er ikke meget yngre end mig, og alligevel har hun været igennem ting som har tvunget hende til at påtage sig rollen som en voksen i en al for tidlig alder.

“Ah, jeg er færdig, mange tak,” siger jeg bare, som jeg retter mit blik ud mod menneskestrømmen endnu engang, “Bemærker I mange kunder på denne tid af året, på grund af auktionen?”

Tjenestepigen er allerede gået igang med at stille min tomme kop latte op på sin serveringsbakke da jeg begynder at spørge. Jeg kan fornemme hvordan hendes hænder ryster, som hun stiller kruset på metalbakken, da der nærmest kommer et lille ekko af en svag klang.

“Åh, ja i den grad, men det er også begrænset hvor mange af de årlige gæster som ønsker at besøge en gadecafé som vores,” forklarer tjenestepigen men en svag stammen i sin stemme, “Jeg må indrømme, at jeg måske var lidt overrasket over at se en ung kvinde som Dem hos en café som vores.”

Jeg retter mit blik lidt op mod pigen som de ord forlader hendes mund, og jeg kan ikke lade være med at undres over hvad hun mener med det; jeg er ikke ret meget ældre end hende, jeg er netop fyldt atten år, og det er første gang i lang tid jeg begiver mig ind i en storby uden at have nogen ved min side - min far var da heller ikke glad for idéen.

“Hvad mener du?” spørger jeg, da min nysgerrighed ikke kan holdes tilbage.

“T--... Tja, D-De… De er jo en Drake, ikke sandt?” spørger pigen forsigtigt, som nervøsiteten vasker hen over hende, som om den stråler ud af hende til sidst.

Hendes ord får mig til at trække en anelse på smilebåndet, for her sad jeg og troede, at jeg ikke ville blive genkendt så let, men det er trods alt ikke alle mennesker på kloden som bærer vores kendetegn; det snehvide hår, den blege hud og de gyldne øjne, hvor mine dog trods alt er skjult bag mine solbriller.

“Ah, jeg forstår,” siger jeg bare og sender pigen et smil imens jeg undgår at se hende direkte ind i øjnene, “Nuvel, du må have mig undskyldt, jeg må se at komme videre.”

Jeg retter lidt på mine solbriller og lukker min dagbog sammen foran mig, som jeg skubber min stol ud for at komme på benene. Jeg bør ikke komme for sent, også selvom der er en kraft indeni mig, som ikke har lyst til, at jeg går derover - en ret så stærk kraft, som hellere vil søge ind mod auktionshallerne allerede nu, selvom auktionerne først starter i aften.

Verdens største auktion for skatte og andre sjældne genstande starter i aften, og som en Drake er jeg nødt til, at være til stede.

“J-Javel, frøken,” siger pigen som hun bukker fint for mig, “Jeg håber at De får en succesfuld aften, og varerne ikke skuffer Dem!”

Jeg sender pigen et sidste, lille blik, og et svagt smil, “Åh, mange tak, frøken,” siger jeg, og er selv lettere overrasket over, hvor varm min tone virker, da jeg altid har været kendt som lidt af en isdronning.

Jeg drejer om på hælen, og begynder da at begive mig ned ad gaderne i Yorknew City, for at komme over til det aftalte mødested. Jeg håber dog bare, at jeg ikke vil være nødsaget til, at forsvare mig selv så snart jeg står ansigt til ansigt med dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...