Blodpletten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2017
  • Opdateret: 15 dec. 2016
  • Status: Færdig
Liv er nødt til at tage ud i en stor mørk skov, efter at have fundet en seddel på hendes værelse, der truer med at dræbe hendes små søskende. Men turen i skoven viser sig at ende med at blive hendes værste mareridt...

2Likes
1Kommentarer
141Visninger

1. Blodpletten

Vi stod foran den store skov. Solen var lige gået ned, og mørket havde lagt sig over os som et mørkt tæppe. Kulden var bidende og gik helt ind til knoglerne. Et hårdt vindpust fik mig til at tage et vaklende skridt fremad. Jeg mærkede en kold hånd på min skulder. Jeg vendte mig om.

”Er du sikker på, at vi skal gå derind?” Spurgte Noor usikkert. Jeg tænkte mig om. Nikkede så hurtigt med hovedet og begyndte langsomt at gå ind i skoven. Et sted dybt inde i skoven var der en ulv, der hylede. Et langt sultent hyl. Jeg kunne mærke, hvordan en fornemmelse af ubehag skød gennem min krop. Jeg rystede den hurtigt af mig. Tog Noor i hånden og hev ham efter mig.

Da vi var nået til søen, stoppede vi op. Jeg kiggede på mit ur: 23.13. Vi skulle være der 23.30. Jeg kiggede hen på Noor. Han kiggede nervøst rundt. Kiggede efter potentiel fare. Men der var intet der bevægede sig, intet der sagde en lyd. Ikke engang hylet kunne høres længere. Men jeg gav mig alligevel til at lytte. Da jeg havde stået stille uden at sige en lyd i et par sekunder, begyndte jeg at kunne høre vandet i søen. Den stille skvulpen, når vandet slog mod bredden. En svag brise indhyllede os. Jeg kunne se fuldmånen i det mørke vand. Jeg kom ud af min trance, da jeg hørte en gren knække. Jeg vendte mig hurtigt om. Men der var intet. Kun mig og Noor. Jeg kom i tanke om, hvad vi skulle.

”Kom,” sagde jeg og begyndte at gå mod det store birketræ. 19 skridt ligeud og drej så til venstre, havde der stået. Tag så 49 skridt hen mod bakken, dér vil I finde en hule. Gå ind i den, havde sedlen forklaret.

Da vi stod foran hulen, kunne jeg mærke, mit hjerte begyndte at slå hurtigere. Knuden i mit bryst voksede til dobbelt størrelse. Jeg kunne svagt skimte lys bag bladene, der dækkede hulens åbning. Jeg kiggede hen mod Noor, han trak vejret nervøst. Hans blik flakkede uroligt mod hulens åbning.

”Hvad tror du, der er derinde? Og hvad skal vi?” Tilføjede han hurtigt. Han talte med en lav hvisken.

”Jeg er ikke sikker… der stod ikke meget på sedlen…” Sagde jeg langsomt og huskede, hvad der havde stået på sedlen; tag ud i skoven i aften. Gå ud til den store sø. Når I står der, kan I se et stort birketræ. Gå 19 skridt ligeud og drej så til venstre. Tag så 49 skridt hen mod bakken, dér vil I finde en hule. Gå ind i den. Der vil I møde mig. Ses…

PS: Hvis du ikke kommer inden 23:30 med din ven Noor, så kan I sige godnat til jeres små søskende for sidste gang…

Jeg gøs ved tanken. Jeg huskede følelsen, da jeg fandt sedlen i mit skab. Først troede jeg, at det var min nisseven fra skolen, der drillede mig. Men så da jeg fandt endnu en seddel der hjemme på mit værelse, gik det op for mig, at det ikke var for sjov…

Mine tanker blev afbrudt, da en skikkelse trådte ud af hulen. Jeg kunne ikke se ansigtet, men jeg var straks sikker på, at det var en mand. Skikkelsen havde en lang jakke på. Han havde noget i hånden, men jeg kunne ikke se hvad. Jeg blev blændet af noget skarpt lys. Min hånd fløj automatisk op og dækkede for det hvide lys. Manden stod med en lygte.

”Liv og Noor?” Spurgte manden med en dyb rungende stemme.

”J-ja…” Fik jeg fremstammet. Frygten steg i mig, som et blus der blev skruet op på fuld kraft.

”Kom med ind.” Sagde han. Nu med en mere blid stemme. Jeg adlød straks, men Noor tøvede. Manden var allerede gået ind i hulen.

”Kom nu Noor! Vi er nødt til at gøre det! Det ved du godt!” Hviskede jeg med sammenbidte tænder. Han vaklede tøvende hen mod hulens åbning, og vi gik ind sammen.

Hulen var ikke stor, men heller ikke helt lille. To arbejdslamper lyste hele hulen op med et kraftigt lys. To store apparater fyldte næsten hele hulen, der var røde lys der blinkede faretruende. Foran apparaterne stod der to stole, der lige så godt kunne have stået i en tandlægeklinik. Den eneste forskel var, at der var lænker på stolen. Frygten i mig, der allerede var høj, steg yderligere. Adrenalinen pumpede rundt i min krop. Jeg trådte nervøst et skridt tilbage, men min ryg stødte ind i noget. Manden havde stillet sig bag ved os, uden jeg havde bemærket det. Mit hjerte hamrede afsted.

”Sæt jer.” Sagde han. Jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit hår. Han var meget højere end mig. Han puffede til os, så vi var nødt til at tage et stort skridt fremad for ikke at vælte. Der var nu en meter mellem os og stolene. ”Sæt jer!” Det blide i hans stemme var væk. Han råbte af os. Jeg havde ikke lyst til at sætte hans tålmodighed mere på prøve.

Jeg gik tøvende hen mod den ene stol. Satte mig ned på kanten. Stolen var hård i modsætning til en tandlægestol. ”Også dig knægt!” Vrissede manden. Jeg sendte Noor et blik der betød; gør nu som han siger! Men han bevægede sig ikke en centimeter. Han var i chok.

Før jeg nåede at bemærke det, stod den store mand med en kniv mod min hals. Knivens kolde ægge rørte lige akkurat min strube. ”Nu sætter du dig ned, eller du mister din veninde.” Vrissede manden til Noor.  

”Okay!” Sagde Noor panisk. Han skyndte sig hen mod den anden stol og satte sig. Manden fjernede kniven fra min hals. Jeg kunne mærke lettelsen, men jeg var stadig bange for, hvad der nu ville ske. Manden gik hen mod Noor. Langsomt. Noors blik vandrede rundt efter muligheder, men vi kunne umuligt slippe væk. Manden spændte Noor fast. Noor prøvede at vriste sig fri. Men uden held. Manden strammede bare lænkerne endnu mere. Jeg kunne se på Noor, at han havde svært ved at trække vejret. Manden kom nu hen mod mig. Først da lagde jeg mærke til hans ansigt. Et stort ar gik fra hans højre side i panden, hen over øjet og helt ned til hans hage. Det øje som arret kørte hen over var helt hvidt - han var blind på det ene øje. Manden tog fat i de store lænker, og førte rundt dem om min krop flere gange. Lænkerne var tunge og kolde. Jeg kunne mærke, hvordan de trykkede mig ned i stolen. Han gik væk fra mig og over mod et kamera, der stod på et stativ. Han rodede lidt ved kameraet, så gik han væk fra det. Et rødt lys blinkede på kameraet. Det filmede. Han gik hen mod apparatet med de røde lys. Trykkede på en knap. En høj brummende lyd fyldte hele hulen. Jeg kunne se apparatet komme tættere og tættere på. Jeg kastede et panisk blik hen på Noor. Han kiggede også på mig. Så blev alt mørkt.

Jeg drømte. Det vidste jeg, at jeg gjorde. Men drømmen gav ingen mening. Jeg stod på en eng. Men jeg stod også i en skov. På samme tid. Jeg kunne høre fuglene kvidre. Træernes hvislen. Men jeg kunne også høre græssets raslen. Og så pludseligt ændrede det hele sig. Engen blev fyldt med blod og lig, fuglene faldt døde om, bladene mistede deres farve og træerne væltede. Alt omkring mig døde. Hele verden drejede rundt. Jeg løftede mine hænder. De var fulde af blod. Jeg skreg panisk, jeg var bange. I et par korte sekunder stod alt stille. Jeg stoppede med at skrige, følte at jeg havde fået det under kontrol, men så begyndte alt at snurre rundt igen…  

Jeg vågnede med et sæt. Slog øjnene op. Blod. Blod over alt. Jeg var smurt ind i klistret blod. Jeg kiggede panisk rundt. Jeg lå på gulvet. Midt i en stor blodpøl. Men det var ikke mit blod. Hvad var der sket?

Jeg satte mig op. Alt snurrede rundt. Jeg prøvede at fokusere på en bunke, der lå på gulvet cirka en meter væk. Mine øjne begyndte langsomt at stille skarpt, og jeg kunne se en person, der lå foran mig dækket i blod. Panikken steg i mig. Jeg skyndte mig at kravle hen mod personen. Jeg stoppede ti centimeter væk. Hvad nu hvis?.. Nej, det kunne det ikke være?!

Åh nej! Åh nej! Åh nej!

Jeg trak forsigtigt i personens skulder, så han lå på ryggen. Hans øjne stirrede dødt på mig. Noors øjne stirrede dødt på mig. Før jeg nåede at reagere på min bedste vens død, lød en kold latter bagfra. Jeg kiggede foragtet bagud. Den store mand med arret stod og kiggede på mig. Et bredt smil fyldte hans sprukne læber. Jeg kunne mærke vreden ulme i mit bryst. Og en pludselig sult fyldte min krop. Men jeg var ikke sulten efter mad… sorte prikker begyndte at tilsløre mit syn. Så blev alt mørkt.  

Mørke. Så lidt mindre mørke. Så lys. Dagslyset strømmede ind af en lille sprække. Jeg kneb mine øjne sammen. Lugten af død satte sig i mine næsebor - den karakteristiske metalliske lugt af blod. Mine øjne var langsomt ved at vænne sig til lyset. Jeg kunne svagt skimte en arm, der var indsmurt i mørkerødt klistret blod. En finger bevægede sig. Det var min arm, der var indsmurt i blod. Jeg satte mig forskrækket op, men synet der mødte mig, var endnu mere foruroligende end min arm, der var indsmurt i blod. Manden med arret sad halvt op af den kolde grottevæg. Hans øjne kiggede livløst op i luften. Og hans sidste grin, sad stadig på hans kolde sprukne læber. Hans arme og ben lå helt slapt på grottegulvet. Han var smurt ind i det samme klistrede blod, som jeg var. Men det var ikke det værste; mandens brystkasse var flået op, så man tydeligt kunne se hans indre organer. Dog manglede hjertet. Det var der ikke. Heller ikke andre steder i hulen. Det var helt væk. Jeg vendte mig rundt. Så Noors sønderrevne lig. Jeg kravlede hen til ham. Til min store væmmelse, lagde jeg nu mærke til, at hans brystkasse også var flået op. Jeg fjernede hurtigt mit blik, men jeg nåede lige at se, at hans hjerte også manglede.

Jeg rejste mig op. Prøvede at få overblik over situationen. Men jeg kunne ikke. Tårerne trillede ned af mine kinder. Noor var død. Gennem tårerne kunne jeg sløret se et rødt lys blinke. Kameraet. Jeg tørrerede hårdt tårerne væk fra mine øjne og gik hen mod kameraet. Trykkede på knappen, der fik det til at stoppe med at filme. Jeg gik ind på gemte optagelser. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad der var sket med Noor. Jeg vidste, at jeg ville fortryde det, men jeg trykkede alligevel play.

Jeg kunne se mig selv. Jeg lå spændt fast til stolen. Noor var der også. Nu kom manden også ind i billedet, han gik hen mod apparatet. Trykkede på knappen der fik det hele til at starte. Jeg kunne se, hvordan apparaterne langsomt bevægede sig hen mod Noor og mig. Jeg så, hvordan vi kiggede på hinanden. Jeg huskede, hvordan alt var blevet mørkt. Men det blev det ikke nu. Jeg kunne se alt. Manden stod i kanten af billedet. Han stod og snakkede til en diktafon.

”Dag 592. Klokken 23:47… eksperimenterne er gået i gang og alt går som det skal. Formål med forsøget: at finde testpersonens underbevidsthed frem. Og på den måde skabe en helt ny og bedre person.” Forklarede han med en hæs stemme til diktafonen. ”Testpersoner: Noor Bech og Liv Holst.” Afsluttede han og lagde diktafonen tilbage i lommen.

 Jeg lå på stolen. Helt roligt - det lignede jeg sov. Noor sov også, men så pludselig begyndte jeg at ligge uroligt. Jeg vendte og drejede mig, så meget som jeg nu kunne på trods af lænkerne. Noor lå stadig roligt. Et højt knæk lød, da jeg sprængte lænkerne og satte mig op. Jeg kiggede undersøgende rundt i rummet. Manden stod og kiggede på mig. Han trådte et skridt tilbage af bar forskrækkelse. Jeg reagerede på lyden af hans fodspor, og kiggede olmt på ham. Han stod helt stille. Holdt vejret. Jeg fjernede mit blik fra ham, og kiggede hen mod Noor. Der var et mærkeligt sultent blik i mine øjne. Jeg drejede benene ned fra stolen, og satte dem på gulvet. Tog langsomt et skridt hen mod Noor. Et til. Jeg stod ved siden af ham. Manden stod helt ubevægelig og kiggede på mig. Jeg ænsede ham ikke. Mit blik var fæstnet på Noor. Jeg løftede langsomt mine hænder og tog fat i lænkerne, der holdt Noor fast til stolen. Løftede op i dem og skulle til at rive dem af, men så stoppede jeg brat op. Stod helt stille. Jeg udstødte et koldt rungende skrig. Det lignede,  at jeg kæmpede mod mig selv, for at få mig til at stoppe. Men i samme sekund som skriget stoppede, begyndte jeg at flå lænkerne op. Noor lå stadig roligt og sov.

Mit onde jeg tog fat om hans hals og begyndte at klemme til. Så vågnede han med et sæt. Hans hænder røg hurtigt op til mine, og prøvede at skubbe dem væk. Men uden held. Jeg var for stærk. Hans øjne kørte panisk rundt i hans hoved. Han kæmpede for at få luft. Han blev helt rød i hovedet. Jeg slap ham hurtigt og smed ham ned på gulvet.

Krash.

Han slog hovedet mod gulvet. Han lå helt ubevægelig. Trak ikke vejret. Jeg gik langsomt hen mod ham, og satte mig ned ved siden af ham. Begyndte at flå og rive i ham. Til sidst gav hans brystkasse efter med et højlydt knæk, da ribbenene brækkede. Mine hænder blev dækket i blod, da jeg stak min hånd ind i hans brystkasse, mellem ribbenene, for at flå hans hjerte ud. Jeg stod med det i hånden. Betragtede det nøje. Så vendte mit onde jeg ryggen mod kameraet. Jeg kunne ikke se, hvad jeg lavede. Men da mit onde jeg vendte sig mod Noor igen, var hjertet væk. Til gengæld var jeg fuld af blod rund om min mund. Så faldt mit onde jeg om…

Jeg slukkede hurtigt kameraet. Jeg havde dræbt min bedste- og eneste ven og bagefter havde jeg dræbt manden! Tårerne begyndte igen at trille ned af mine kinder. Jeg tørrede dem arrigt væk. Jeg havde ikke tid til at græde. Jeg var nødt til at få fjernet ligene. Jeg var nødt til at få fjernet de lig, jeg havde dræbt. Hvad var der galt med mig?

Jeg skyndte mig at tage fat om Noors håndled, uden at kigge for meget på ham. Jeg trak ham om bag en af de store apparater. Jeg lagde forsigtigt hans arme ned. Gik så hen for at hente manden. Jeg tog fat med begge hænder i hans højre arm. Trak så hårdt jeg kunne, men jeg kunne ikke flytte ham mere end ti centimeter. Han var for tung. Jeg gav opgivende slip på hans arm, og satte mig op af den kolde klippevæg. Jeg kiggede på mine arme, de var smurt ind i blod. Jeg begyndte at gnubbe det størknede blod af mine arme. Og det gik også fint nok med den venstre arm. Jeg kunne bare ikke få blodet væk fra min højre arm. En stor blodplet, der gik fra min hånd og op til albuen, kunne ikke komme af - uanset hvor meget jeg gnubbede. Til sidst opgav jeg at prøve. Jeg rejste mig beslutsomt op, og gik hen mod hulens åbning. Kastede et hurtigt blik tilbage og løb så væk. Jeg kom aldrig tilbage.

”Er der ikke mere?” Spørger en af børnene trist.

”Nej. Ikke i dag.” Svarer pigen der sidder oppe i træet.

”Hvor lånte du bogen henne” Spørger en lille pige nysgerrigt, og kigger længselsfuldt på den bog, pigen i træet sidder med.

”Jeg… øh… lånte den på biblioteket.” Svarer pigen med bogen langsomt.

”Hvem har skrevet den?” Spørger en lille dreng. Han kigger op på pigen i træet, men sænker så hurtigt blikket igen. Spørgsmålet kommer bag på pigen i træet. Hun kigger nervøst rundt. Spejder efter noget, hun ved ikke er der. Men pludselig ændrer hendes blik sig. Det kigger på de små børn, der sidder i en halvcirkel foran træet. Hun kigger næsten sultent på de små børn.

Jeg har skrevet bogen…” Svarer hun hvæsende, og trækker op i hendes højre ærme, så man kan se blodpletten, der går fra hendes hånd til hendes albue. Hun kan mærke sulten brede sig i hende - den stikkende fornemmelse af sult. Hun hopper ned fra træet, og så sortner det for hendes øjne…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...