En sidste uge på jorden

Denne historie er 3. valgmulighed for at vinde "Illuminae" Den er inspireret af citatet “You have me. Until every last star in the galaxy dies.
You have me.”
Luna er i sorg. Hun og alle andre på jorden har fundet ud af at der kun er en uge tilbage at leve på jorden. Jorden vil nemlig eksplodere, og menneskene har indtil videre ikke fundet nogen løsning på katastofen. Hvad gør de? Og finder de en løsning?

I er mere end velkomne til at give feedback i kommentaren (helst konstruktiv feedback) så jeg kan gøre det bedre en anden gang. <3


3Likes
0Kommentarer
842Visninger
AA

16. Tillykke

6. dag

Nina, Lasse, Emilia og August holder surprise party for mig. Der er ikke så meget surprise over et surprise party når jeg ved at de holder et surprise party for mig. Alligevel er jeg glad. Hvordan kan jeg ikke være det? Jeg står lige ude foran hoveddøren og er klar til at låse op. Jeg tager mine nøgler, og låser døren op. Der er allerede lys i huset. "Så er jeg hjemme", siger jeg glad og forventningsfuld. "Hallo!" "Er der nogen?" der er ingen der svarer. Det er da mystisk. Har de glemt det? Helt seriøst... har de glemt at det er min fødselsdag? Jeg går over i sofaen og sætter mig. Jeg føler mig trist og skuffet. Laver de sjov? Jeg tager min telefon op ad min army grønne jakkelomme. Jeg starter mejkd at ringe til Nina "dette nummer er ikke eksisterende" siger damen i telefonen. Det er da utrolig mærkeligt. Så ringer jeg til Emilia, damen siger præcis det samme. Jeg ringer til Lasse og August og damen siger at deres numre ikke eksisterer. Jeg går lidt i panik. Hvor er de henne? Jeg går hen til hoveddøren, og går ud og hen til naboen Og banker på. Det er en sød lidt ædre dame der bor derinde. Jeg står og venter men der kommer ikke noget svar. Er der virkelig ikke nogen hjemme? Jeg går lidt rundt og ser efter mennesker, men der er ikke nogen. "HALLO" råber jeg, men der er INGEN der siger noget. Jeg kan ikke se noget som helst. Hvor er alle henne? jeg skriger af mine lungers fulde kraft. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg lægger mig ned på den hårde kolde asfalt. 

"Du har vist sovet nok nu". Det er August der taler, det kan jeg høre på hans stemme. Jeg åbner øjnene hurtigt, og håber at jeg ikke ligger på asfalten. Jeg er i skoven igen. Tilbage i virkeligheden. "Er du okay? Du lå meget uroligt". "Jeg kunne ikke få mig selv til at vække dig på din fødselsdag. Tillykke". "Tak", siger jeg og er taknemmelig for at jeg er her med August og ikke i mit mareridt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...