Snella

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2016
  • Opdateret: 15 dec. 2016
  • Status: Igang
En spændene Science-Fiction der findersted i et fremtidssamfund, hvor alle robotter skal slukkes. Hovedpersonen Alex stiller lidt for mange spørgsmål og hvad er rigtigt og forkert, når man er forelsket i den såkalte fjende?

0Likes
0Kommentarer
53Visninger

1. Mødet

Pandekagerne brændte på panden, selv om det var hendes eneste hun skulle, havde hun skruet hun for højt op for varmen. Selv fjernsynet var skruet for højt op... -.- Det ville nok også være lyde mindre voldsomt hvis personerne i fjernsynet ikke var så ophidsede. Alle var så frustrerede over robotterne. Først var de det bedste der var ske for os, og nu skal de alle slukkes. Også i bussen snakkede vi om robotterne, Asger fortalte noget med at en robot i København, havde dræbt sin ejer. Her ude på landet var der kun de almindelige butiks-, fabriks- og chaufførrobotter. Alle robotterne lignede mennesker, men var lavet ud af metal, så det var tydeligt at kende forskel. Dem jeg kendte, havde nogen specifikke spørgsmål de kunne svare på, og havde kun et begrænset sprog. Jeg kunne aldrig forestille mig at sådanne harmløse væsner, ville være i stand til at dræbe nogen. Asger forklarede at det ikke endnu var afklaret om det var robotten eller et menneske, men at regeringen nu har besluttet at Danmark skal tage afstand til alle robotter. Mine forældre var også imod robotter fra starten af, og ja, selv mine gamle legetøjs robotter skal smides ud, efter deres mening...

 

I sidste time havde vi biologi. Min makker Nina var syg så jeg skulle selv lave videre på vores projekt omkring affald og genbrug. Efter skole ville jeg gerne hen og tage nogen billeder af den lokale genbrugsplads, da det var svært at finde ordentlige billeder på nettet. På google maps, stod der ellers at den kun var 5km væk, hvilket er mærkeligt da jeg heller aldrig har set bygningen før. Min lære var meget glad for min projekt, og gav mig tidligere fri så jeg kunne cykle der hen. Min GPS viste vej, og det var også klart at jeg aldrig havde været der før, for det lå et stykke ude i skoven. ”Du er nået til din destination”, det så ikke helt ud som jeg havde forventet, eller der var nu ikke så meget at se, altså det jeg kunne se var en murstensmur, og sådan 8 store containere fyldt med forskelligt skrald. Jeg prøvede at gå lidt rundt for at finde indgangen, men jeg måtte være havnet på bagsiden eller noget, for efter hvad jeg kunne se var de ikke nogen indgang. Jeg gik tættere på de forskellige containere, for at tage billeder.

 

 hmm der var  mest elektronik, lidt træ og haha en fjollet plastik hest. Jeg trådte ned i containeren, og i det jeg rakte hånden ud efter hesten, så jeg hende. Hun stålede, det var næsten som om hun lyste op. Hun var hvid og uskyldig, hvordan kunne nogen smide hende ud. Jeg skiftede retning, og møvede mig igennem skraldet. Hvis det ikke havde været for hendes blottede metal ben og beskidte udseende, ville have troet hun var et menneske. Jeg løftede hende op, hun var så let som igen ting, selv om hun kun var 10-15 cm lavere end mig. Hun var så fandens smuk, og selvom det var forkert, var jeg var for fascineret at lade være. Jeg begyndte at fjerne de ting der lå ovenpå hende. Hendes hud var hvid som sne, øjne blå som is og læber røde som chili. Jeg var for fascineret af hende til at lade være. Jeg bar hende op, holdte hende tæt, og lagde hende en på græsset. Jeg havde aldrig set en robot som hende i virkeligheden; Hvorfor er hun her? Hvem er hendes skaber? Fik hun nogensinde en chance? Jeg havde så mange spørgsmål. Mine forældre ville dræbe mig, hvis de viste hvad jeg lavede lige nu.. Jeg lagde hende tilbage, og begyndte at cykle hjem, det var også ved at blive mørkt. Men jeg kunne ikke få hende ud af hovedet, jeg var så nysgerrig, og tiltrukket af hende. Jeg vendte om og cyklede tilbage. Jeg kunne ikke bare lade et mesterværk gå til spilde. Nu var der ankommet en lastbil, hvor kom den dog fra?! Jeg skulle aldrig havde ladet hende i stikken.. De skal ikke se hende! Jeg cyklede så hurtigt jeg kunne hen til containeren, og hoppede ned med min cykle under armen. Lastbilen kørte forbi, og ned til den bagerste container. Jeg tog fat i hende, bar hende op af containeren, og begyndte at cykle hjem ad. Det føltes så mærkeligt men også godt, hun var en bare en robot, hvorfor var jeg ikke bare ligeglad.. hmm, men altså det gik ikke at cykle rundt med hende i byen. Jeg gemte hende i udkanten af skoven, cyklede hjem og lånte bilen. Mine forældre var først lidt skeptiske, da jeg ikke ville fortælle grunde, men havde for meget i hovedet til at finde på en løgn. Jeg hentede hende, og bar hende igennem bagindgangen og op på mit værelse.

 

Der lå hun på mit gulv. Hendes tøj var beskidt, og hun havde mange skrammer. Det en ben var næsten hel blottet, så man kunne se hvordan hun var lavet af metal. Burde jeg skifte tøj på hende,? jeg kunne tage noget af min lillesøsters aflagte tøj og give hende på. Haha, det er som at have en dukke.. måske skulle jeg bare lade være. Men jeg havde sådan lyst til at se hvordan hun så ud, uden den lyseblå kjole.. Jeg tjekkede om jeg nu havde låst døren helt, og trak gardinerne for. Jeg satte hende op, og begyndte at lyne ned bagpå. Jeg begyndte at ryste lidt, jeg havde aldrig taget tøjet af en pige før. Hold nu op, det er bare en robot, og nu skulle det ske. Jeg var så klar til at se og mærke hende. Min hånd gled ind under kjolen, hendes overflade var kold og jeg trak forsigtigt ned i kjolen, så hendes bryst blev blottet. Ikke helt hvad jeg havde forventet. Metal med metal. Jeg trak resten kjolen af hende, og der lå hun så nøgen på mit gulv. Hvis man overhovedet kan kalde det nøgen. Jeg kunne gøre lige hvad jeg ville med hende. Hmm.. Jeg var i tvivl om hun kunne tåle vand, da jeg gerne ville vaske hende lidt, hvis hun altså skulle blive her. Så jeg begyndte at undersøge hende på nettet. Hendes model kunne jeg ikke finde, men jeg fandt noget der lignede hende meget, det måtte være samme brand. Her stod der at man kunne vaske hende med vand og sæbe, bare hendes ikke blev hoved blev vådt. Jeg læste lidt videre, og der stod at hun kunne tændes ved at trykke på nogen forskellige kropsdele samtidig. Cool nok, men jeg ved nu ikke helt.

 

Jeg løftede hende ind i badekaret og vaskede hende stille og roligt med en svamp. Hun var godt nok en flot model, hvordan kunne man smide hende ud? Hun så så stille og rolig ud når hun lå der, hun kan da ikke være ond.. Jeg førte svampen langsomt op og ned af hendes ben, blidt over hendes skulder og duppede hendes bryst. Jeg kørte svampen i l cirkler på hendes mave, jeg ramte navlen stoppede, og kørte langsomt nedad, men så stoppede jeg. Ej det kunne jeg da ikke gøre, hvad hvis hun vågnede. Hun er en robot hun vågner ikke af det? det er jo lige meget jeg er helt alene, jeg kan gøre hvad jeg vil. Jeg begyndte at køre den ned ad igen, og jeg var tæt på, da det bankede på døren. “Der er mad!” Der gav et sæt i mig, og jeg råbte tilbage at jeg nok skulle komme ned om 5 min. Jeg tog hende op og tørrede hende hurtigt med et håndklæde. Jeg kunne ikke bare lade hende ligge sådan, så jeg gav hende en af mine skjorter på og lagde hende ind i mit skab.

 

“Hvordan har din dag så været?” spurgte mor. “Super” skynder jeg mig at sige, imens jeg prøver at spise maden så hurtigt jeg kan. Jeg vil så gerne op og se hende igen. ”Hvordan går det med dit projekt?” spurgte hun,
”Det går super fint, men Nina var igen ikke i skole i dag, så det bliver næsten et solo projekt”.
”Det virker som om, at der er en masse uro i den familie, måske du burde tage over og besøge hende” sagde mor.

”Men er det ikke noget med at hendes far arbejder med teknologi” tilføjede far.

”Gud ja, han var fortaler for robotterne” Udbryder mor.

 

”Det er ikke noget vi støtter op om, det håber jeg at vi alle omkring madbordet er enige om” sagde far, mens han tog en runde, hvor vi alle skulle se ham i øjnene.

”Ja” svarede min bror, som ellers havde været tavs under aftensmaden. Min lille søster var mere tøvende med sit ”jo”, min far kiggede en ekstra gang, og hun sagde ”ja ja”. Da det blev min tur, samlede jeg alt mit mod og sagde ”men hvorfor ikke?”. Det skulle jeg aldrig have sagt, for der er faktisk en grund til at vi bord på i udkants Danmark, har høns, solceller og køre i elbil. Min far hader er i mod alt der har noget med elektronik og optimering af hverdagen af gør. Hmm.. det endte med at jeg gav ham ret i alt hvad han sagde, og sagde at nok skulle lade være med at stille sådanne dumme spørgsmål igen. Det virkede faktisk, for nu fik jeg lov til at gå op på mit værelse.

 

Jeg brugte resten aftenen på at fantasere om hvad hun ville sige og gøre, hvis jeg tændte for hende. En gang mellem vågnede jeg fra min tåge af drømme, og overvejede at køre hende tilbage, men det umuligt. Jeg kunne ikke stoppe nu, jeg var jo kun lige startet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...