Umættelig Higen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2016
  • Opdateret: 14 dec. 2016
  • Status: Færdig
'It does not do to dwell on dreams and forget to live.' Bidrag til advents-konkurrencen.

0Likes
0Kommentarer
160Visninger

1. Tørster

De sad på marken belagt af blød sne, så opslugte af hinandens nærvær, at de endnu var uberørte af sneens færd med at trænge igennem tæppets tynde stof, der en anelse funktionsløst var blevet spredt over det hvide underlag. Picnic-kurven var endnu uberørt – de havde knap bemærket, at den var der.

”Jeg savner dig,” hviskede hun, løftede forsigtigt hånden mod hans kind, tøvede et øjeblik, før hun placerede håndfladen på hans bløde hud og følte en kærtegnende varme sprede sig i fingerspidserne. Hendes smil var et øjeblik lettet, som havde hun forventet, at hånden ville ryge igennem ham eller at hans kind ville være kold som sneen, de sad på.

Selvom hun havde studeret ansigtstrækkende så mange gange, lod hun fingrene bevæge sig ned mod kæben, analyserede hans kendetegn på ny. Hun berørte blidt hagen med den lille kløft, det brede kæbeparti og læberne med det skjulte smil i mundvigen. Til sidst kørte hun hånden op til hårgrænsen og lod fingrene begrave i hans krøllede mørke lokker.

”Jeg er jo lige her.” Hun bemærkede den undrende fure på hans pande, og det gik op for hende, at hun også havde savnet den.

”Det ved jeg godt.” Uden at prøve at modstride sine impulser, fandt hendes læber frem til hans, forenet igen, som de havde været det før. Han trak sig let tilbage, formentlig overrasket over indfaldet, men lod så en arm vikle sig omkring hendes liv og gengældte den umættelige higen efter nærvær. Sådan sad de et øjeblik – viklet ind i hinanden og med en følelse af ikke at kunne komme tæt nok på. Hver afkrog af hendes krop sitrede af en fornemmelse, hun ukritisk identificerede som lykke. Hun var lykkelig. Hun var lykkelig med ham.

Det fik hendes øjne til at blive fugtige og hun prøvede at ignorere det, blinke det væk, men snart løb den salte væske ustyrligt ned ad kinderne, og hun måtte trække sig lidt væk fra ham.

”Hvad er der?” Hans tommelfinger tørrede formålsløst en tåre væk fra hendes kind, der straks blev erstattet af en anden.

”Jeg har noget, jeg skal fortælle dig.” Tårerne blandede sig med et smil, og hun nød at se forvirringen stråle ud af ham. Hun havde haft mange forestillinger om dette scenarie, gennemlevet en del af dem, men ingen af dem ville være helt identiske med denne virkelighed. Det ville blive et minde, hun ville huske resten af sit liv.

”Jeg er…”

Inden hun nåede at færdiggøre sætningen, blev det hvide landskab opslugt af det altædende mørke. Hans klare blå øjne blev opløst og hans væsen lod sig infiltrere med intetheden. Et øjeblik følte hun forvirring, inden den anden virkelighed forklarende mindede om sin tilstedeværelse.

 

En sløret silhuet af en kvinde bøjet over hende erstattede det sorte hul. Brat satte hun sig op i den kliniske seng.

”JEG VAR IKKE FÆRDIG!” Hun skreg af sine lungers fulde kraft, greb fat om kvindens håndled, der rutineret var begyndt at fjerne sonden til maden, der stak ud af hende, og nålen der forsynede hende med den bedøvende væske.

”Du har betalt for 5 døgn, og det har du fået. Vær sød at slippe mig.”

”JEG VIL TILBAGE. PUT MIG TILBAGE.” Hun strammede grebet om håndledet, kiggede bedende på den anden.

”Der er ikke noget, jeg kan gøre. Du må komme tilbage, når du har samlet mere ration.”

”Jeg beder dig, jeg skal bare fortælle ham om barnet. Han skal bare høre om barnet!”

”Han skal nok vente på dig til næste gang,” sukkede den fremmede, førte den frie hånd op til øret ”Jeg får brug for en vagt i sektor 3, vi har en Tørster.”

En Tørster… Hun glippede overrasket med øjnene. Var hun en Tørster? Var hun nu en af dem, der levede mere i drømmenes univers? En af drømmenarkomanerne, der ikke troede på virkeligheden.

”Jeg er gravid med hans barn,” forklarede hun, mens en ætsende tvivl bevægede sig ind i hendes indre. Det var blevet så svært at skille tingene ad. For han havde da eksisteret i det virkelige liv, havde han ikke? Inden han var død i arbejdsulykken. Inden han havde forladt hende gravid og alene. Med den voksende knude i sit bryst, placerede hun den frie hånd på sin mave, der syntes fladere end den nogensinde havde været. Men barnet var derinde, det var det.

Hun slap endelig grebet om kvindens håndled, forsøgte ikke længere at finde sammenhæng i sin vågne tilstand, men pressede i stedet øjnene sammen i et sidste forsøg på at komme tilbage til drømmenes land.
"Bare giv mig 5 minutter mere."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...