Den Magiske Telefon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2016
  • Opdateret: 30 dec. 2016
  • Status: Igang
12-årige Linus bor sammen med sine forældre. Hans far har et computerfirma, som har fået stor succes i USA. Det betyder også, at de skal flytte dertil efter jul. Men hvad sker der, når han får den mærkelige vikar på skolen? Hvilken hemmelighed gemmer han på?
Den Magiske Telefon er et juleeventyr, der handler om venskab, mod og sammenhold.
Deltager i konkurrencen: Mulighed 2.

0Likes
15Kommentarer
464Visninger
AA

8. 8. december

Linus sad ved morgenbordet i stuen. Han var ved at tage en skefuld cornflakes, da far kom hen til ham. “Linus,” begyndte han. 

“Mor og jeg har talt om det med din fantasi. Jeg ved godt, at tanken om, at flytte kan være svær. Men det skal nok blive godt, når vi først er kommet af sted. Det er okay, Linus,” fortsatte han og klappede ham på skulderen.

“Ja, helt sikkert,” sagde Linus ironisk. 

Far sagde ingenting. Han turde ikke diskutere med Linus om flytningen, da han godt vidste, at han ikke kom nogen vegne med det. 

I stedet sagde han: “Jeg havde engang en virkelig god ven, da jeg var på din alder. En dag skulle han flytte til England, og det endte med, at han fik det godt derovre. Jeg ved godt, at det ikke er det samme, men jeg ville bare fortælle dig, at det kan være godt, at få noget forandring i hverdagen.”

“Jeg tager af sted nu,” sagde Linus kort og satte sin tallerken i opvaskemaskinen. Bagefter gik han ud i entreen og tog sit overtøj på. 

 

Mens timerne på skolen var i fuld gang, gik Hans rundt og spekulerede på en plan, som han ville spørge Kirsten om i frikvarteret. Han smilede smørret for sig selv. Den plan skulle nok lykkes.

 

Endelig ringede det til frikvarter, og Marcus og Linus gik modvilligt ud i skolegården. De satte sig på helt inderst på den fjerneste bænk, som befandt sig under et halvtag i skolegården. Det var sjældent, der kom nogen, så de havde den næsten altid for sig selv. Linus fortalte Marcus om sine oplevelser med julemanden i går. Marcus måbede med åben mund og polypper. 

“Hold da kæft!” udbrød han. 

“Det er da helt vildt.”

 

Samtidig mødtes Hans med Kirsten på gangen, hvor Linus’ klasse befandt sig. “Jeg er helt sikker på, at det er Linus, der har taget min telefon,” sagde Hans.

“Ej, det tror jeg altså ikke på. Han er godt nok en lille ballademager, men jeg tror ikke han kan finde på sådan noget,” sagde Kirsten kort. 

“Men det tror jeg!” nærmest råbte Hans. 

Det gav et sæt i Kirsten, som instinktivt bakkede et par skridt bagud. Ikke fordi hun var bange for ham, men hun har altid været følsom overfor støj. 

“Men hvorfor? Hvad skulle han dog bruge den til?”

Hans rømmede sig og forklarede hvorfor.

“Så du siger altså, at Linus har din telefon, som du har stjålet fra julemanden. Og at den er magisk. Jeg ringer til en læge,” sagde Kirsten og vente sig for at gå.

“Ingen læge, tak,” sagde Hans vredt og standsede hende. 

Han fandt en lommekniv frem fra sin lomme og truede med den. 

“Hvis du ikke hjælper mig, så…” 

Hans slog kors over sin hals med kniven.

Kirsten nikkede rædselslagen, og Hans lod hende gå.

 

Efter skole fulgtes Linus og Marcus ad som altid. De havde fået lov til at gå hjem til Linus, og Marcus’ forældre havde givet lov til det, så det var ikke noget problem. Der var en del trafik - meget mere end der plejede at være. 

“Hold da kæft, der er godt nok meget trafik,” sagde Marcus. 

“Det må du nok sige,” sagde Linus, og betragtede bilerne og andet køretøj, der kørte i høj fart i begge retninger. Det var helt umuligt at komme over på den anden side af vejen, og der var ingen trafikovergang. På et tidspunkt, da trafikken var på sit laveste punkt, besluttede de sig for at gå over vejen. Det hele skete så hurtigt, at Linus slet ikke kunne registrere det. En hvinende lyd og et skrig afbrød hans handlinger, netop som han var ved at komme over vejen. Han havde allerede regnet ud, hvad der var sket: Marcus var blevet kørt ned! Han nåede ikke, at se førerens ansigt, da bilisten bare kørte videre.

“Marcus!” skreg han, idet han vendte sig mod ham. Han lå på jorden og rørte sig ikke. Han blødte fra hovedet, og Linus havde heldigvis nogle lommetørklæder i sin lomme, som han ville bruge til at stoppe blødningen. Han prøvede at ruske i ham, men han var stadig helt væk.

“Marcus!” gentog han. 

Der skete ingenting. 

Linus havde heldigvis haft førstehjælpskursus i skolen, så han vidste, hvad han skulle gøre. Han lagde ham i aflåst sideleje og ringede til alarmcentralen. De lovede, at sende en ambulance med det samme. Efter et par minutter kom ambulancen kørende og standsede et par meter fra dem. Ambulancefolkene spærrede vejen for andre bilister, og bad dem køre en omvej. Marcus var ganske rigtigt bevidstløs, og de lagde ham på en båre, som de lagde på en seng i ambulancen. Ambulancefolkene roste Linus for hans handling. Men det var han ligeglad med. Det vigtigste var, at Marcus ville overleve ulykken.

“Må jeg komme med på hospitalet?” spurgte han. 

Ambulancefolkene sagde god for det, og de kørte med fuld udrykning til det nærmeste hospital. 

 

Da de var på hospitalet, ringede Linus til hans forældre. Men de kunne desværre ikke komme, da de begge havde travlt med arbejde. De ønskede dog Marcus god bedring. Ambulancefolkene havde allerede kontaktet Marcus’ forældre, som ville komme med det samme. Marcus lå på en stue, hvor han var fastgjort til en respirator. Linus hadede at se Marcus sådan, men han vidste, at det var det bedste for ham. Begge forældre var dybt chokerede over ulykken. Hans mor var helt utrøstelig, og både Linus og Marcus’ far blev nødt til at være hos hende hele tiden. De roste Linus så meget, at han blev træt af det. Ambulancefolkene tilbød, at køre Linus hjem, men han vidste, at der var brug for dem, og han kunne sagtens selv finde vej, så han afslog tilbudet. 

Linus kunne ikke gøre mere nu, så han besluttede sig for at gå hjem. Han var selv chokeret over ulykken, og han havde meget svært ved at holde tårerne tilbage. Efter en ti minutters gang, var han endelig hjemme. Men der var noget underligt. Hoveddøren var åben, og mor var altid meget omhyggelig med at låse døren efter sig. Han blev først meget bange, men han beroligede sig selv med tanken om, at det måske bare var et tilfælde. Han gik ind på sit værelse, og opdagede til sin store skræk, at alle hans ting var væltet. Hans plakat var blevet revet midt over, og hans computer var væk. Han så sig om efter julemandens telefon, men den var forsvundet. Han kunne slet ikke finde den nogle steder. Han lagde sig ned på sengen og brød sammen i gråd. Først ulykken og så indbrudet. Det var for meget for ham, og han kunne ikke holde tårerne tilbage længere. Han græd stille for sig selv. Til sidst var hans pude helt våd af tårer. Han var samtidig også forundret over, at det hele var sket på samme tid. Som om nogen havde kørt Marcus ned med vilje, så en medforbryder kunne stjæle telefonen tilbage, mens Linus var på hospitalet… Med disse tanker faldt han i en urolig søvn.

 

Han vågnede først meget  senere ved, at hans mor ruskede i ham. Hun meddelte, at der var aftensmad. Far havde de lokale nyheder kørende i baggrunden, og Linus kunne høre værten omtale ulykken. Han havde ikke lyst til at høre på det, og spurgte far, om han ville slukke for fjernsynet. Det gjorde han også, og de satte sig ved aftensbordet for at spise aftensmad. De skulle have alle mulige rester - kartofler med brun sovs, frikadeller, medister og rødkål. Linus sad og hang med hovedet ned i bordet. Han var sulten, men han havde ikke lyst til at spise noget som helst. 

“Linus, jeg ved godt, at du er ked af det. Men du bliver altså nødt til at spise noget,” sagde mor til ham og strøg hans hår. 

“Jeg har anmeldt indbrudet,” sagde far til ham. “Min telefon er også blevet stjålet,” fortsatte han. 

Linus svarede ikke, men begyndte at spise i tavshed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...