Den Magiske Telefon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2016
  • Opdateret: 30 dec. 2016
  • Status: Igang
12-årige Linus bor sammen med sine forældre. Hans far har et computerfirma, som har fået stor succes i USA. Det betyder også, at de skal flytte dertil efter jul. Men hvad sker der, når han får den mærkelige vikar på skolen? Hvilken hemmelighed gemmer han på?
Den Magiske Telefon er et juleeventyr, der handler om venskab, mod og sammenhold.
Deltager i konkurrencen: Mulighed 2.

0Likes
15Kommentarer
487Visninger
AA

6. 6. december

Linus vågnede meget tidligt efter et mareridt, hvor Marcus blev kørt ned af en lastbil. Han satte sig forvirret op i sengen og trækkede vejret heftigt, som om drømmen havde været virkelig. Og det føltes faktisk også sådan for ham. Men han var mere end lettet over, at det bare var en drøm. Han tændte lyset og fandt Hans’ mobil frem. Han var alt for nysgerrig til, at lade den være en telefon. Han indtastede kodeordet, og i løbet af få sekunder var han inde på startsiden. Selvom han ikke kunne forstå et ord af latin, havde han alligevel fattet hvad meningen var med de fleste menuer. Han havde fundet et sjovt spil, der gik ud på at samle stjerner, som man skulle tage fra fjenden. Denne fjende var en dæmon, som ville udrydde julemanden, der havde brug for stjernerne. Han fandt sin egen telefon frem og gik ind på Google Oversæt. For en gangs skyld virkede internettet. Spillet hed “de siderum pluviae” og han var meget nysgerrig efter at vide, hvad det kunne betyde. Han indtastede spillets navn i oversættelsesfeltet. Han blev ikke overrasket over, at det blev oversat til Stjerneregn. Det gav egentlig meget god mening. Man havde i alt 24 sekunder til at samle stjernerne, og det var meget svært. Til gengæld skulle man kun samle 3 stjerner i alt. Der var mulighed for, at man kunne spille to-player og tre-player. Det havde Google Oversæt også bekræftet for ham. Han undrede sig meget over det, og han søgte på internettet, for at få oplysninger om spillet. Men til hans overraskelse fik han ingen resultater. Han kiggede alle sider igennem, men han fik ikke noget ud af det. Som om spillet slet ikke eksisterede.

Til sidst var klokken blevet så mange, at han blev nødt til at stå op. Ellers ville mor bare komme ind til ham igen, og det ville han ikke risikere. Hun måtte for alt i verden ikke opdage Hans’ telefon, som han gemte under dynen.

 

Efter morgenmaden ringede Linus til Marcus, som tog telefonen med det samme. “Du bliver nødt til at komme! Jeg skal vise dig noget helt vildt,” sagde Linus. Han var ellevild af begejstring. 

“Ej, det kan altså ikke lade sig gøre. Jeg skal til at købe julegaver med min familie,” svarede Marcus. 

“Det har noget at gøre med Hans’ telefon. Bare sig, at du har en stil for, og at det derfor er vigtigt, at du bliver hjemme,” sagde Linus. 

“Okay. Vi ses!” sagde Marcus og lagde på igen.

Efter ca. en times tid kom Marcus endelig. Da han havde taget sit overtøj af, gik de ind på Linus’ værelse. “Du skal altså se noget helt vildt. I går der kom der pludselig et guld-agtigt lys, der nærmest sugede mig ind i telefonen. Og så kom jeg hen til en anden verden,” sagde Linus. Han stoppede sin talestrøm for at trække vejret. 

“Du må være tosset, Linus. Du bestiller selv tid til psykologen, ikke?” sagde Marcus og skulle til at gå, da Linus standsede ham. 

“Det eksisterer ikke, så længe det modsatte ikke er bevist,” sagde Linus bedende. 

“Vil du ikke nok tro på mig?” 

“Du vil have mig til at tro på, at Hans’ telefon kan føre os til en anden verden?” spurgte Marcus med et grin. 

“Ja,” svarede Linus. “Jeg er helt alvorlig.”

“Okay. Du får en chance. Og hvis der ikke sker noget, så bestiller jeg tid hos skolepsykologen for dig. Aftale?” sagde Marcus. 

Linus nikkede og fandt Hans’ mobil frem. Han trykkede på en tast, men der skete intet. “Det var dog mærkeligt. Den er helt død,” sagde Linus undrende, og blev ved med, at trykke på de forskellige taster. Men der skete ingenting. 

“Linus, du er simpelthen for langt ude,” sagde Marcus og vendte sig for at gå. I det samme kom han ind på startsiden og indtastede kodeordet, der førte ham til startsiden. Linus lukkede øjnene og ventede på lyset. I det samme begyndte telefonen at lyse, og det guldagtige lys omringede dem. 

“Luk dine øjne,” sagde han til Marcus, der nåede det lige inden de blev suget ind i telefonen. 

Da de åbnede dem igen befandt de sig i det samme mørke rum, hvor Linus havde været. De kunne tydeligt se nøglehullet foran dem. De gloede på hinanden med åben mund og polypper. 

“Hold da kæft!” sagde Marcus imponeret. “Det må jeg nok sige.”

“Ja, mon ikke. Kom, lad os gå ud på den anden side,” sagde Linus og tog i håndtaget. Døren åbnede med en øresønderrivende knirkende lyd. 

Stalden lignede sig selv, med rensdyrene der gloede venligt på dem. 

“Hvad er det for et sted?” spurgte Marcus undrende.

“Aner det ikke. Men det kan vi jo finde ud af,” sagde Linus og fortsatte med at gå. 

“Hvem der?” lød en mørk, klar stemme for enden af gangen. Stemmen var så høj, at de blev nødt til at holde sig for ørerne. Den viste sig, at tilhøre manden med det røde tøj og nissehuen, der endte i en spids. Ham som Linus mødte i går. 

“Åh, undskyld. Jeg fik vist ikke præsenteret mig,” sagde manden venligt. 

“Jeg er julemanden. Hyggeligt at møde jer. Jeg skal nok flyve jer hjem,” fortsatte han, og vendte sig for at gå.

“Vent! Du skal lige se noget,” sagde Linus og viste julemanden Hans’ telefon. 

“Det er min telefon! Hvor har du den fra?” spurgte julemanden undrende. 

Linus og Marcus begyndte at fortælle om Hans og hvordan de stjal mobilen fra ham. 

“Det er ikke godt,” sagde julemanden og satte sig ned på gulvet. 

“Er du okay?” spurgte Linus.

Julemanden svarede ikke på hans spørgsmål. “Så er situationen værre end jeg troede. Hans er ikke et menneske,” sagde han.

“Hvad mener du?” spurgte Linus nysgerrigt. 

“Han er en dæmon. Han vil udrydde mig og har derfor stjålet telefonen fra mig. Den må under ingen omstændigheder havne i de forkerte hænder. Den indeholder vigtige ting, som holder mig og værkstedet i live. Og hvis noget bliver slettet, så… Kan det få alvorlige konsekvenser,” fortalte julemanden. 

“Jeg er bange for, at jeg er kommet til at slette noget på den,” sagde Linus stille og turde ikke se ham i øjnene. 

“Det er okay, Linus. Det kan ske for enhver, der ikke kender telefonens hemmeligheder,” sagde julemanden. 

“Men vi skal nok få rettet op på det her,” fortsatte han. 

“Hvad mener du med vi?” spurgte Marcus. 

“Det er en længere historie. Jeg forklarer det hele i morgen,” sagde julemanden. 

“Linus, du beholder bare telefonen. Men du må ikke lege med den,” fortsatte han. 

“Bare rolig. Jeg har et program, der kan oversætte latin,” sagde Linus med et smil. 

Julemanden nikkede kort. “Vi ses.”

Linus trykkede på en tast på telefonen, og i løbet af to sekunder var de tilbage på hans værelse. 

“Hold kæft, hvor var det vildt!” udbrød Marcus. 

“Tænk, at du har julemandens telefon. Og at den kan redde os allesammen,” fortsatte han. 

“Ja, det er ret vildt,” sagde Linus. 

Han fortalte om spillet, han havde fundet, og de gav sig til at spille det hele dagen. Lige indtil mor kaldte og meddelte, at der var aftensmad. Linus var overrasket over, hvor mange klokken egentlig var blevet. Men Marcus skulle hjem til sin familie, så han kunne ikke spise med. 

Far var allerede kommet hjem, og han sad ved bordet og snakkede med mor om interviewet. “Var det ikke et godt interview?” spurgte far Linus, da han satte sig ved bordet. 

“Jo, helt fantastisk,” sagde Linus ironisk. 

Mor og far sukkede og så på hinanden. 

“Linus, vi kan ikke lave om på flytningen. Det kan vi ikke nå. Men vi har hinanden. Og vi elsker dig,” sagde mor og strøg hans hår. 

“Helt sikkert,” sagde han ironisk. 

I det samme ringede fars telefon. 

“Ej, Niels, jeg synes ikke du skal tage telefonen, nu hvor vi spiser,” sagde mor irriteret. 

“Det er fra USA. Det er meget vigtigt, at jeg tager den,” sagde far og rejste sig fra bordet.

“Ja, det er fint… Jeg vil overveje det. Hvis ikke det bliver til noget, så vil jeg sige glædelig jul og godt nytår. Farvel!” sagde far på engelsk og lagde på igen. 

“Hvem var det?” spurgte Linus. 

“Det er min amerikanske chef. Han siger, at vi kan flytte allerede fra den 22. december, hvis vi vil det. Så får vi en rigtig amerikansk jul. Hvad siger du til det Linus?” spurgte far.

“Jeg siger ikke noget,” sagde Linus irriteret. 

“Jeg går ind til mig selv. Jeg har det ikke så godt,” fortsatte han og rejste sig. 

“Jamen vi skal have medister. Det er jo en af dine livretter,” sagde far bekymret. 

“Jeg går i seng nu. Godnat,” sagde Linus irriteret og gik ind på sit værelse. 

Han var godt gal i skralden over, at far kun tænkte på sig selv og på penge. Hvis bare han kunne få ham til at ombestemme sig. Men det ville nok ikke komme til at ske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...