Den Magiske Telefon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2016
  • Opdateret: 30 dec. 2016
  • Status: Igang
12-årige Linus bor sammen med sine forældre. Hans far har et computerfirma, som har fået stor succes i USA. Det betyder også, at de skal flytte dertil efter jul. Men hvad sker der, når han får den mærkelige vikar på skolen? Hvilken hemmelighed gemmer han på?
Den Magiske Telefon er et juleeventyr, der handler om venskab, mod og sammenhold.
Deltager i konkurrencen: Mulighed 2.

0Likes
15Kommentarer
469Visninger
AA

4. 4. december

Linus var tidligt oppe. Han lå i sengen med Hans’ telefon. Han kunne ikke sove, fordi han hele tiden tænkte på, hvad koden kunne være. Klokken var kun 6 men alligevel var han frisk som en havørn, hvilket var lidt mærkeligt, eftersom han altid var træt om morgenen. Han prøvede igen, at gå ind på Google Oversæt, men internettet var stadig nede. Men han lagde mærke til noget underligt. Der lå pallietter i forskellige farver på sengen. Og de glimtede i lyset fra hans sengelampe. Han måbede og trykkede på en tast på telefonen. Det så ud til, at det kom fra den. Han havde hele hånden fuld af pallietter. Han lå længe og trykkede på de forskellige taster. Der blev ved med at komme pallietter ud af telefonen. Han begyndte for alvor at tro på, at den virkelig var magisk. 

I det samme gik døren op og mor kom ind til ham. “Nå, du er allerede vågen. Jeg har bagt boller her til morgen,” sagde mor til ham med et smil. 

Linus lagde mobilen under dynen og skyndte sig at gå ned i stuen, hvor morgenbordet allerede var dækket. Hele huset duftede af nybagte boller. Da han havde spist en bolle, kom far hen til ham. “Linus, jeg vil gerne have en ønskeseddel af dig. Hvad ønsker du dig? Den nyeste Macbook Pro? En iPhone 6s? Eller en playstation 4?” 

Linus tænkte sig lidt om. Han var irriteret på ham, fordi han gik så meget op i berømmelse, penge og sit firma. Det han ønskede sig allermest, var at de blev i Danmark, så han kunne være sammen med Marcus.

“Du tænker ikke på andet end penge!” sagde Linus irriteret, og rejste sig rasende fra stolen. 

“Linus…” begyndte far, men før han kunne nå at sige hverken fra eller til, var han allerede løbet ud af døren. 

Far stod og tænkte lidt, før han begyndte at spise sin morgenmad. Han forsøgte at gå på nettet med sin mobil. “For helvede! Nu virker nettet ikke igen! Jeg har genstartet routeren og forsøgt at reparere netværkskortet. Men det virker stadig ikke!” brokkede han sig. 

“Måske skal vi bare give det lidt tid. Ligesom, at vi også skal give Linus tid til at acceptere din beslutning om at flytte,” sagde mor.

 

Henne i skolen var der allerede fuld gang i første time. De skulle have Hans, og han kom et par minutter efter Marcus og Linus var trådt ind ad døren. Nogen elever sad og snakkede, andre spillede på de to computere, de havde i klassen. Så snart Hans kom ind, lukkede de alt ned og opførte sig eksemplarisk. Hans gloede rundt på eleverne, der stirrede måbende på ham. Hele klassen var blevet ramt af en åndeløs tavshed. Kun det tikkende ur på væggen overdøvede stilheden. 

“Er der nogen af jer, der har set min telefon?” spurgte han, som det første. 

Intet svar. 

“Hvis I ved det, så er det bedst, at sige noget nu. Ellers vil I blive straffet hårdt…” sagde Hans og gik rundt mellem elevernes borde. Linus prøvede at se så uskyldig ud som muligt. 

“Linus, Linus… Hvad har du på hjerte?” spurgte Hans. Han standsede ved Linus’ plads. 

Det var som om hans øjne gloede direkte igennem ham. 

“Ikke noget.”

“Hvor ynkeligt! Ja, I vil snart kunne mærke, at jeg ikke er en helt almindelig lærer,” svarede Hans selvsikkert. 

Da Linus kom hjem fra skole, gik han som det første ind på sit værelse. Han fandt Hans’ telefon frem. Han havde tænkt på, at koden måske kunne være Linus. Hans var nemlig altid på nakken af ham. Men alligevel ville det være usandsynligt. Han blev dog enig med sig selv om, at det kunne være værd at prøve. Lige da han skulle til, at finde telefonen frem, kom mor ind ad døren. 

“Linus, vil du være med til at bage?” spurgte hun venligt. 

Selvom han ikke havde overskud til det, kunne han ikke sige nej, da han ikke vidste, hvornår han ville få muligheden igen. 

“Hvor kommer alle de der pallietter fra?” spurgte mor undrende. 

Linus skyndte sig, at lægge mobilen under dynen, uden at mor så det. 

“Nårh, det er bare fordi vi havde klippedag i skolen, og så havde jeg åbenbart fået rimelig mange pallietter på mig,” løj Linus.

De brugte hele eftermiddagen på at bage forskellige ting: pebernødder, brunkager, klejner og hvad der ellers hører julen til. Til sidst duftede hele huset af julebag. Mor satte julemusik på, og for en gangs skyld var Linus ved at glemme alt om flytningen. 

I det samme gik hoveddøren op og far kom ind. Han slæbte på to store poser, og Linus konkluderede, at de kunne indeholde julegaver. 

“Så har jeg været på julegave-indkøb. Og i morgen sker der noget stort for mig og for firmaet. Aftenshowet skal interviewe mig,” sagde far og satte poserne på gulvet. 

“Det er fantastisk! Tillykke med det!” sagde mor og kyssede ham på munden.

“Jeg går ind til mig selv,” sagde Linus irriteret. 

Han var træt af, at far aldrig lyttede til ham.

“Hvad er det for et humør?” spurgte far undrende. 

“Måske skulle du blive lidt bedre til at lytte til ham,” foreslog mor. 

 

Da Linus kom ind på sit værelse, skyndte han sig at finde mobilen frem. Han tænkte længe over det, og vidste ikke, om han skulle tage risikoen eller ej. Men samtidig var han alt for nysgerrig til, at lade telefonen være en telefon. Han havde jo ikke stjålet den for ingenting. Han tog en dyb indånding, og med bankende hjerte skrev han Linus på startsiden, der bad ham om kodeordet. Han kunne se, at det så ud som om, at telefonen var ved at loade. Det gjorde den også de gange, hvor han skrev koden forkert. Han var lige ved at tro, at det også var tilfældet denne gang, da han pludselig kom ind på skrivebordet. Han opdagede det først et par sekunder efter det skete. Og så gloede han på den med åben mund og polypper. Hans hjerte hamrede så hurtigt, at han troede det skulle sprænges. Hans hænder rystede så voldsomt, at telefonen gled ud af hånden på ham. Det var et utroligt held. Nej, det var ikke bare et held. Det var et mirakel. Et helt ufatteligt mirakel. Det var som om telefonen ikke længere tilhørte Hans. Som om den i virkeligheden tilhørte Linus. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...