Den Magiske Telefon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2016
  • Opdateret: 30 dec. 2016
  • Status: Igang
12-årige Linus bor sammen med sine forældre. Hans far har et computerfirma, som har fået stor succes i USA. Det betyder også, at de skal flytte dertil efter jul. Men hvad sker der, når han får den mærkelige vikar på skolen? Hvilken hemmelighed gemmer han på?
Den Magiske Telefon er et juleeventyr, der handler om venskab, mod og sammenhold.
Deltager i konkurrencen: Mulighed 2.

0Likes
15Kommentarer
527Visninger
AA

11. 11. december

 

Linus vågnede ved, at mor ruskede i ham. “Linus, far og jeg tager af sted nu. Der er boller til dig nedenunder,” sagde hun. 

Linus satte sig søvnig op i sengen. “Jeg forstår godt du er ked af det, men derfor må du ikke stjæle. Jeg ved også godt, at du ikke bare skulle stjæle stjernen, fordi vi ikke har nogen selv. Du ved jo godt, at vi har en kæmpestor julestjerne, som vi bruger til pynt. Jeg havde også mange hemmeligheder som barn. Hvad skal du bruge den til?” spurgte mor. 

“Ikke noget, du skal blande dig i,” sagde Linus vredt og vendte sig om på den anden side. 

“Nårh okay. Jeg spurgte jo bare. Men jeg tager i hvert fald af sted nu,” sagde mor og kyssede ham på kinden. 

“Ej, har du ikke ryddet pallietterne op endnu? Det skal du altså få gjort i dag,” fortsatte hun. 

“Ja, ja, mor. Det skal jeg nok,” sagde Linus, uden at se på hende. 

“Vi ses, skat,” sagde mor og gik ud af Linus’ værelse. 

Da Linus var helt sikker på, at hun var gået, tog han først tog på og fandt Usynlighedsstene frem. Han tog en af dem op og gned på dem med sit ærme fem gange. I det samme fik han et kæmpe sug i maven. Han lukkede øjnene og åbnede dem først igen efter lang tid. Han så ned ad sig selv, man han kunne ikke se sin krop. Han prøvede, at stille sig hen til sit spejl på væggen. Han plejede altid, at kunne se hele sin krop, men det kunne han ikke denne gang. Det var rigtigt. Han var virkelig blevet usynlig! Han gik ned i stuen, hvor mor havde stillet en kurv med boller frem. I det samme gik hoveddøren op. Linus blev stående et øjeblik endnu. Han ville lige sikre sig, at han stadig var usynlig. Det var far, der kom ind ad døren. Det viste sig, at han havde glemt sin pung, som han åbenbart havde efterladt på køkkenbordet. Han tog den med sig, uden at genkende Linus. Han åndede lettet op. Nu kunne han gøre lige, hvad han ville! Han tog en bolle fra kurven, og ellers gik han ud af døren, da han var sikker på, at hans forældre var kørt igen.

 

Da han var kommet op til skolen, gik han som det første ind i aulaen. Juletræet var der stadig, og stigen var der også - heldigvis! Han sukkede lettet, og tog fat i stigen og stillede den ved juletræet. Han tog forsigtigt stjernen af og lod den falde til gulvet. Bare for en sikkerheds skyld. Han ville nødig have, at Hans opdagede ham. I det samme gik døren til aulaen op, og ind kom skoleinspektøren, der fløjtede for sig selv. Han standsede og undrede sig, da han så stjernen falde ned på gulvet, men for ham var der ingen at se. Han gik hen til juletræet og samlede stjernen op. Linus skyndte sig, at klatre ned ad stigen. Selvom han var usynlig, ville han alligevel klatre ned for en sikkerheds skyld. Skoleinspektøren undrede sig nu over, at han kunne høre tydelige skridt på stigen, men han rystede på hovedet af sig selv og satte stjernen på plads. Linus var mere end lettet over, at han var klatret ned. Og han tillod sig selv, at udstøde et lettelsens suk. Skoleinspektøren blev mistænksom ved lyden af sukket, der tilsyneladende kom uden grund. Han så sig mistænkeligt omkring. 

“Er her nogen?” spurgte han. 

Men Linus svarede selvfølgelig ikke, selvom han havde meget svært ved at holde masken. Skoleinspektøren rystede på hovedet af sig selv, og gik ud af døren til aulaen. 

Da Linus var helt sikker på, at Hans var gået, satte han stigen tilbage ved træet. Han klatrede atter op ad den, og skyndte sig, at tage stjernen og ligge den i sin lomme. Den var heldigvis plads til den. I det samme gik døren til aulaen op, og skoleinspektørens ansigt viste sig igen. 

“Hallo? Er her nogen?” sagde skoleinspektøren, og kiggede sig mistænkeligt omkring. Men han kunne ikke se nogen. 

Han satte stigen på plads ved panelvæggen, og gav sig til at fløjte igen. Lige da han skulle til at gå ud af aulaen, stødte han ind i Jens, der netop var på vej ind til lærerværelset, der lå ved siden af aulaen. 

“Der bliver ved med at ske mærkelige ting. Først forsvinder Hans’ telefon, så bliver en masse telefoner stjålet. Måske er jeg bare skør, men jeg er helt sikker på, at der er nogen eller noget herinde,” sagde skoleinspektøren til Jens.

“Jamen hvem skulle det dog være? Her er ikke et øje. Og første time begynder først om ti minutter,” sagde Jens, men han kastede alligevel et blik ud i aulaen. 

“Det er det, jeg mener. Stigen var på sin plads for lidt siden. Jeg hørte nogle underlige lyde herinde, og så stod stigen ved juletræet igen. Men det er sikkert bare nogle af pedellerne. Jeg er ikke typen, der tror på nisser,” sagde skoleinspektøren, og gik ud af aulaen.

“Nej, selvfølgelig. Det er det sikkert,” sagde Jens. 

Han så sig omkring i aulaen endnu en gang, før han besluttede sig for, at gå ind i lærerværelset.

 

Linus var ved at løbe hjem, da han pludselig fik øje på noget. Drengen han mødte i skolegården forleden dag. Han tænkte, at han ligeså godt kunne gøre sig synlig igen, nu hvor han alligevel var på vej hjem. Hans forældre ville alligevel ikke opdage noget, da de stadig var på arbejde, og ville først komme hjem sent om aftenen. 

“Hvad laver du her?” spurgte drengen Linus, da han så ham komme gående. 

“Jeg troede du var blevet bortvist.”

“Det er jeg også. Jeg var bare ude at gå en lille tur,” løj Linus. 

“Helt sikkert. Man skulle tro, du var ude på noget,” sagde Mathias med et grin. 

“Det her er altså meget, meget hemmeligt. Du må ikke sige det til nogen,” sagde Linus, da han havde sikret sig, at ingen hørte dem. 

“Hvad er det?” spurgte Mathias. 

Linus sukkede. Han ville helst ikke afsløre sin hemmelighed, men han kunne ligeså godt gøre det, da han alligevel havde afsløret sig selv. Han rømmede sig og begyndte, at fortælle om sin mission. 

“Hold da kæft!” udbrød Mathias. “Må jeg se den der telefon?” 

“Den er inde på mit værelse. Men jeg må altså hjem nu,” sagde Linus og vendte sig for at gå. 

Men Mathias standsede ham. “Jeg vil se den nu!” nærmest råbte han. 

Det gav et sæt i Linus, og han blev så forskrækket, at han var lige ved at falde ned fra fortovet og ud på vejen.

“Okay, okay, okay. Jamen så følg mig,” sagde Linus, og begyndte at gå mod hoveddøren. 

Mathias var lige i hælene på ham. Han fandt nøglen frem og låste hoveddøren op. 

Han tog sit overtøj af og hængte det på plads.
“Skal du ikke også tage dit overtøj af?” spurgte Linus Mathias. 

“Nej, jeg klarer mig. Jeg er… øhhh… meget kuldeskær,” sagde Mathias. 

Linus kunne høre, at hans tænder klaprede.
“Nå, okay. Det går nok,” sagde Linus, og gik ind på sit værelse, hvor han fandt telefonen frem.
Han indtastede kodeordet, og i løbet af få sekunder var de på startsiden. Han trykkede på en tast, og det guldagtige lys opslugte dem ind i telefonen. Da de åbnede dem igen, befandt de sig i julemandens værksted. 

“Wow! Hvor er det vildt!” sagde Mathias, og gloede med åben mund og polypper. 

“Vi skal fodre rensdyrene, fordi julemanden er for svag til det,” sagde Linus, og fandt en balle hø og posen med æbler frem. De stod midt på staldgangen. 

Linus gav hø og æbler til alle rensdyrene. 

“Må jeg prøve?” spurgte Mathias ivrigt. 

“Ja, selvfølgelig,” sagde Linus og rakte Mathias et rødt æble, som han gav til Rudolf. 

Rudolf snusede til æblet, og vendte ryggen til dem. 

“Jamen Rudolf. Du plejer altid at elske æbler. Hvad går der dog af dig?” spurgte Linus. 

“Han kan ikke tale,” sagde Mathias med et grin. 

Mathias rakte igen æblet til Rudolf, der havde vendt sig mod dem igen. Rudolf prustede heftigt og pustede sig op. Så stejlede han og sparkede boksdøren op med sine klove. Og før de kunne nå, at sige hverken fra eller til, var Rudolf allerede stukket af. Den var løbet ud af en dør i stalden, som stod åben. 

“Rudolf!” kaldte Linus. 

Det var mørkt udenfor, men sneen oplyste vejen for dem. De fik øje på rensdyrspor i sneen og besluttede sig for at følge dem. De fandt Rudolf, der stod ved nogle halmballer, der var bag ved stalden. Han stod og guffede halm i sig. Linus gav sig til at fløjte, da de var et par meter fra Rudolf. Han spidsede ører, lagde hovedet på skrå og gik hen til Linus, der fangede ham. 

“Du skal ikke stikke af, vel?” sagde Linus til Rudolf, og strøg den på halsen. 

Rudolf fulgte efter drengene og gik ind i sin boks i stalden. 

“Nå, nu har vi fodret rensdyrene. Lad os tage hjem igen,” sagde Linus og fandt julemandens telefon frem igen. 

Han trykkede på en tast, og det guldagtige lys sugede dem ind i telefonen. Linus og Mathias befandt sig på Linus’ værelse igen. 

“Nå, jeg bliver nødt til at gå. Jeg har lektier for,” sagde Mathias og gik ud af værelset og ud af hoveddøren, netop som hans mor kom hjem. Hun havde åbenbart fået tidligere fri. 

Hun gik ind til Linus, der havde lagt sig i sengen med julemandens telefon. “Linus. De har ringet fra hospitalet. Du bliver nødt til at komme derud med det samme. Far tager med dig,” sagde mor hastigt til ham. 

Linus’ hjerte hamrede i halsen på ham, da han tog sit overtøj på og mødtes med sin far ude i indkørslen. Far havde åbenbart også fået tidligt fri i dag. 

“Hvad er der sket?” spurgte Linus bekymret, da han havde sat sig på forsædet i bilen. 

“Det ved jeg ikke. Men det er i hvert fald meget alvorligt,” sagde far, og startede bilen. 

Da de kom ind på stuen, hvor Marcus var indlagt, blev Linus både glad og ked af det på samme tid. Marcus var vågnet fra sin koma, men hans blodprocent var meget lav, hvilket betød, at han skulle have blodtransfusion. Det var så alvorligt, at han kun havde 50% chance for at overleve operationen, som skulle finde sted i morgen tidlig. Derfor ville Marcus møde Linus igen - måske for sidste gang. Først da Marcus’ forældre skulle snakke med en læge, og Linus’ far var på toilet, var de helt alene på stuen. Linus fortalte Marcus, hvad der var sket på julemandens front. Marcus gjorde store øjne, og gloede på Linus med åben mund og polypper. 

“Hold da kæft,” sagde Marcus. “Jeg tror Mathias ikke har rent mel i posen.”

“Hvorfor skulle han ikke det?” spurgte Linus. 

“Det ved jeg ikke. Jeg har det bare på fornemmelsen.”

I det samme gik døren op, og Marcus’ forældre kom tilbage med en kvindelig læge. “Vi har fundet ud af, at du godt kan blive opereret nu. Og dine forældre har sagt god for det,” sagde lægen. 

“Okay,” sagde Marcus. 

Døren gik op, og en mandlig portør kom ind. Linus gættede på, at han var mellem 30 og 50 år. Han havde skægstubbe og brunt hår. 

“Så er det nu, Marcus,” sagde han. 

Marcus og Linus gav hinanden et kæmpe knus, før Marcus blev kørt væk.

Linus havde en virkelig klam fornemmelse i maven. På den ene side var han glad for, at Marcus kunne blive opereret. For det andet frygtede han, at han ikke ville overleve operationen. Han kunne ikke gøre mere nu, og da hans far var færdig på toilettet, kørte de hjem igen. 

“Hvad nu hvis han dør?” sagde Linus hulkende, da de kørte. 

“Det gør han ikke. Det tror jeg simpelthen ikke på,” sagde far, og klappede ham på skulderen. 

Linus nåede ikke, at spørge om mere, da de kørte ind på parkeringspladsen. 

 

Det var en lang og kedelig aften. Han spiste bare tavst sin aftensmad, og så gik han ind på sit værelse og spillede på computer resten af aftenen. Han magtede ikke andet, fordi han var så bekymret for Marcus. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...