Den Magiske Telefon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2016
  • Opdateret: 30 dec. 2016
  • Status: Igang
12-årige Linus bor sammen med sine forældre. Hans far har et computerfirma, som har fået stor succes i USA. Det betyder også, at de skal flytte dertil efter jul. Men hvad sker der, når han får den mærkelige vikar på skolen? Hvilken hemmelighed gemmer han på?
Den Magiske Telefon er et juleeventyr, der handler om venskab, mod og sammenhold.
Deltager i konkurrencen: Mulighed 2.

0Likes
15Kommentarer
467Visninger
AA

10. 10. december

Linus sad ved spisebordet og spiste morgenmad med mor og far. Han kiggede ud af vinduet, hvor sneen dalede langsomt ned på jorden. “Det sner, Linus,” sagde far glad. 

“No shit Sherlock,” sagde Linus irriteret. 

Far sagde ingenting, da han vidste, at det var bedst at lade ham være, når han var sur. 

Linus skyndte sig, at spise sin morgenmad og gik derefter ud i entreen og tog overtøj på. 

 

Henne i skolen, gik Linus og fløjtede stille for sig selv. Han var kommet i god tid, og han kunne derfor bruge tiden på at gå lidt omkring. Der var ti minutter til første time startede. Han gik ud i aulaen, hvor han fik øje på Hans og skoleinspektøren, der var ved at pynte et meget højt juletræ. Hans blev nødt til at stå på en stige, for at pynte det pynt, der skulle hænges på de allerhøjeste grene. 

“Hej, Linus,” sagde skoleinspektøren venligt, da han fik øje på ham i døren. 

“Vi mangler bare lige, at sætte stjernen op på juletræet. Vil du hjælpe til?” spurgte han. 

Linus ville først nægte, at kravle helt derop, men kom i tanke om sin mission, så han sagde ja. Skoleinspektøren rakte ham stjernen, og Linus begyndte at kravle op ad stigen. Han rystede meget, og han havde svært ved at holde balancen. 

“Sådan, ja,” sagde skoleinspektøren, da Linus var helt oppe i toppen.

Med rystende hænder fik Linus sat stjernen fast på træet. 

“Godt gået, knægt,” sagde Hans og klappede ham venligt på skulderen. 

“Ved du, hvorfor man hænger en stjerne op i træet, Linus?” spurgte Hans. 

Linus rystede på hovedet.

“I gamle dage brugte man en stork, i stedet for en stjerne. Det er et symbol for fødsel. Og så fandt man på, at hænge en stjerne op i toppen, da den ledte de tre vise mænd til Jesus-barnet i krybben,” fortalte han. “Man var meget overtroisk dengang. Man mente også, at det var storken, der kom med de nyfødte børn. Det er det rene nonsense, efter min mening,” fortsatte han med et grin. 

Nu huskede Linus, at han engang havde læst om det i dansk. Det mindede ham om, at han skulle skynde sig, da han ikke ville komme for sent til første time.

 

Dagen i skolen var dræbende kedelig. Han ventede kun på, at det blev frikvarter, så han kunne forsøge, at stjæle stjernen, der var på toppen af træet. Men det blev frikvarter, og Linus ventede på, at alle var ude af klassen. Så gik han ned i aulaen, uden at blive set. Han åbnede forsigtigt døren til aulaen og kiggede sig omkring. Stigen stod åbenbart op ad panelvæggen, så det blev let for ham, at sætte den op. Han åndede lettet op. Nu skulle han ikke til, at gøre et eller andet drastisk, som han ville blive bortvist for. Da han var helt sikker på, at der var fri bane, satte han stigen op ved træet. Det var næsten umuligt, fordi der ikke var nogen til at holde den. Men på en eller anden måde lykkedes det ham, at komme op i toppen alligevel. Det var meget let for ham, at tage stjernen. Han havde jo selv hængt den derop, så han vidste, hvordan han skulle bære sig ad med at få den af. Netop som han var kommet ned af stigen, hørte han skoleinspektørens stemme råbe efter ham: “Hey, hvad laver du her, knægt?” 

Linus satte i løb og løb ud af den anden dør til aulaen, så hurtigt han kunne. Men så let spillede klaveret ikke. Foran ham stod ingen ringere end Hans! Han var fanget, og hjertet hamrede i halsen på ham. Han forsøgte allerførst at løbe den modsatte retning, men Hans lavede et kæmpe spring på ti meter, og stod lige foran ham. 

“Hvordan gjorde du det?” spurgte skoleinspektøren Hans.

“Skulle du spørge fra nogen?” spurgte Hans, der netop havde taget fat i Linus. 

“Nej, jeg tænkte bare, at du var god til længdespring,” sagde skoleinspektøren. 

Linus prøvede desperat at vriste sig fri, men Hans var stærk som en okse. 

Hans sagde ingenting. Han var kun glad for, at han endelig fik fat i Linus, der blev ved med at forsøge at vriste sig fri, til ingen verdens nytte. 

 

Linus blev taget ned på kontoret, hvor han fik et kæmpe møgfald af skoleinspektøren. 

“Hvad fanden tænker du på, knægt?” råbte han. 

“Stjæle julestjernen fra juletræet. Det er jo det rene vanvid! Hvad skal du bruge den til?” 

“Vi har ikke nogen stjerne derhjemme, og så tænkte jeg, at jeg ville stjæle den. Undskyld, undskyld, undskyld!” løj Lines hulkende, og turde ikke se ham i øjnene. 

“Det her får konsekvenser. Linus, du er hermed bortvist i en uge. Jeg skriver til dine forældre med det samme. Så kan du ligge derhjemme og tænke over tingene,” sagde skoleinspektøren. 

“Se at komme ud herfra, og det i en vis fart! NU!” råbte han.

Det var ikke noget, han skulle sige to gange. Der var ikke noget, Linus hellere ville lige nu. Han ville allerhelst være fri for, at være under skoleinspektørens skarpe kløer. Han havde sluppet forholdsvis billigt. Engang blev en af drengene fra hans klasse bortvist i en hel måned, fordi han havde stjålet noget slik fra deres gamle matematiklærer.

 

Hans forældre var heldigvis ikke hjemme, da han kom hjem. Han gik bare direkte op på sit værelse, og tudede ned i puden. Nej, nej, nej! Tænkte Linus panikslagen. Han havde ikke råd til, at det skulle glippe endnu mere for ham. I stedet fandt han julemandens telefon frem, indtastede kodeordet og i løbet af to sekunder blev han opslugt af det skarpe lys. Han åbnede øjnene og opdagede, at han befandt sig i julemandens stald. Der lå en pose med æbler foran ham, en balle hø og en rulle gammelt pergament. Der lå åbenbart også et par røde sten. Han tog pergamentet, hvor der stod følgende: 

 

Kære Linus!

 

Hans har været her. Han forsøgte at slå mig ihjel, men uden held. Jeg er dog meget svag, og kan knap nok fodre rensdyrene. Jeg er bange for, at jeg ikke klarer den. Jeg vil lige fortælle dig, at jeg er din oldefar. Du har måske allerede fået det at vide, men jeg ville bare lige sige det. Du kan gøre mig en stor tjeneste og fodre rensdyrene for mig. Jeg har givet dig disse to Usynlighedssten, som du kan se foran dig. Du skal bare gnide på en af dem fem gange, så bliver du usynlig. Den ene sten er til dig, og den anden er til Marcus. Jeg må egentlig ikke give dem væk, men da dette er en nødsituation, bliver jeg nødt til det. Jeg har brug for al den hvilke, jeg kan få, for at blive frisk til jul. Du må for alt i verden ikke lade Hans få fingrene i min telefon og Usynlighedsstenene.

 

Kærlig hilsen Julemanden (din oldefar) 

 

Linus kunne ikke tro sine egne øjne. Nu behøvede han ikke engang gøre noget ulovligt, for at snige sig ind på skolen, eller i Hans’ lejlighed. Hans humør havde lige vendt 90 grader. Han gav sig til at fodre alle rensdyrene med æblerne og den ene balle hø. Han delte den i den rette mængde, så alle rensdyrene kunne ligemeget af den. Først Rudolf, og så resten af flokken. Han gav dem også tre æbler hver, og alle rensdyrene tiggede efter mere. 

“Jeg må desværre gå nu,” sagde Linus og klappede Rudolf på mulen. Han fandt julemandens telefon frem, tog stenene og lagde dem i sin lomme, trykkede på en tast, og blev opslugt af det skarpe guld-agtige lys, der førte ham tilbage til hans værelse. Han åbnede først øjnene efter mange sekunder. Da han havde åbnet øjnene, stak han hænderne i lommen og fandt de to rødglødende sten frem. Han besluttede sig for, at vente med at bruge dem til i morgen. Hans gode humør varede lige indtil de skulle spise aftensmad. Da han var nede i stuen, var hans forældre virkelig rasende over det han havde gjort. Hans mor forlangte, at han altid skulle fortælle hende, hvor han var og hvad han lavede. Linus blev så rasende, at han tog noget mad på sin tallerken og stormede ind på sit værelse, uden at sige et ord. 

“Hvad har jeg gjort?” spurgte far undrende, da Linus var gået.

“Ja, hvad tror du selv? Du plaprer løs om dine penge og dit firma. Altså, jeg begynder også at synes, at det er gået for vidt,” sagde mor vredt. 

“Begynder du nu også? Jeg er sgu da glad for, at vi flytter. Bare tænk på alt den succes, vi kan få,” råbte far. 

“Jeg er ligeglad med succes,” sagde mor vredt og gik ind på sit værelse. 

Hun smækkede døren hårdt i efter sig. 

Nu sad far helt alene tilbage i stuen. Han sukkede og begyndte at spise sin aftensmad i tavshed. 

Linus holdt sig for ørerne. Han hadede, når hans forældre skændes. Men han turde ikke blande sig i deres skænderi, så han besluttede sig for at gå i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...