Den Magiske Telefon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2016
  • Opdateret: 30 dec. 2016
  • Status: Igang
12-årige Linus bor sammen med sine forældre. Hans far har et computerfirma, som har fået stor succes i USA. Det betyder også, at de skal flytte dertil efter jul. Men hvad sker der, når han får den mærkelige vikar på skolen? Hvilken hemmelighed gemmer han på? Den Magiske Telefon er et juleeventyr, der handler om venskab, mod og sammenhold. Deltager i konkurrencen: Mulighed 2.

0Likes
15Kommentarer
440Visninger
AA

1. 1. december

Linus vågnede ved, at hans mor ruskede i ham. Han havde sovet over sig - igen! 

“Linus, du skal op nu,” sagde mor til ham med hendes blide stemme. 

Han havde en tendens til at sove sig i øjeblikket, da hans far var blevet forfremmet i sit computerfirma, som havde fået succes i USA. Det betød også, at de skulle flytte dertil efter jul. Det bekymrede ham meget, og han lå altid meget længe og spekulerede, inden han endelig faldt i søvn. Han nægtede at tro på, at han allerede skulle op, da han var meget søvnig. Men han blev nødt til det, så han rejste sig og tog tøj på. Linus var en usædvanlig dreng. For det første havde han næsten ingen venner i skolen og var en enspænder. Han var desuden enebarn og kunne derfor ikke snakke med nogen om det. Han lavede altid sine lektier og var meget flittig i skolen. Men han havde dog en bedste ven, som han tit var sammen med. Det var Marcus fra klassen. Modsat Linus lavede han aldrig sine lektier, og læreren havde opgivet at give ham nogen for. Hans værelse var et typisk drengeværelse med plakater af fodboldspillere og en bærbar computer, som han havde stående på sit skrivebord. Han kunne bruge flere timer på at spille på sin computer, hvilket irriterede hans mor meget. Men det havde hun også opgivet. Linus gik ned i stuen, hvor mor og far allerede sad ved morgenbordet, som var dækket. De sagde godmorgen til ham, men Linus svarede ikke. Han kiggede på i stedet på de mange flyttekasser, der stod rundt omkring. 

“Nå, der er nok en der er sur her til morgen,” sagde Linus’ far som hed Niels. 

Han var skaldet og høj, og han havde blå øjne. Han var iført en blå- og hvidstribet skjorte og et par cowboybukser. 

“Op med humøret, Linus. Jeg er sikker på, at det bliver alletiders i New York. Så kan du også komme ud og opleve storbyen, alle de fede butikker og du får måske en chance for at møde dine idoler i Hollywood. Hvad mere kan man ønske sig?” 

Linus hang stadig med hovedet ned i bordet. Han ønskede sig ikke alt det hans far nævnte. Han ville allerhelst bare blive her i Danmark og være sammen med sin bedste ven, Marcus. Fars computerfirma skulle installeres lige overfor Hollywood. Han havde ikke snakket om andet, siden han fik muligheden. Han var typen, der altid tog den første, den bedste mulighed, når det var muligt for ham. Mor var egentlig lidt ligeglad med Hollywood, men samtidig glædede hun sig også til at få mulighed for at shoppe-amok i de fede butikker derovre. Hun ville selvfølgelig savne hendes veninder, men det måtte hun tage til den tid. De vidste godt, at hun skulle flytte, og de havde ovenikøbet arrangeret en afskedsfest for hende, som ville finde sted i løbet af december. Hun prioriterede familien frem for alt, og hvis Niels ønskede at flytte til New York, så var hun nødt til at flytte med. 

“Nyd dagen i skolen i dag,” sagde far til ham, da Linus havde fået sit overtøj på og skulle til at løbe ud af døren. 

De boede heldigvis lige overfor skolen, så han havde ikke ret langt at gå. Han krammede sine forældre farvel, som om de aldrig skulle ses igen. Og så pilede han ellers af sted over på den anden side af vejen. Skolen lignede sig selv. Den røde bygning blev større og større, efterhånden som Linus gik imod den. Han var allerede sent på den, og der var kun fem minutter til det ringede til første time. Hans klasse befandt sig på øverste etage, og han kunne lige nå det, hvis han skyndte sig. Men på vejen op til gangen, hvor Linus’ klasse befandt sig, stødte han ind i en mand, som han aldrig havde set på skolen før. Han havde det sorteste hår, og hans øjne var helt røde. Hvis Linus ikke tog meget fejl, så det ud som om han havde en hugtand i munden. Men han besluttede sig for, at han ikke ville lade hans fantasi løbe af med ham. Han tog sit overtøj af, hængte det på knagen udenfor og gik ind i klassen. Det viste sig, at den underlige mand skulle være deres nye vikar. Linus kom i tanke om, at deres dansklærer Hr. Jensen var gået på pension, og indtil de fik en ny lærer, skulle de have en vikar. Og det var altså ikke en helt almindelig vikar, ifølge hans udseende. Han gloede rundt på alle eleverne, der sad og stirrede på ham med åben mund og polypper. Der gik ikke længe, før manden præsenterede sig selv som Hans. 

Undervisningen var langt sjovere end Linus havde drømt om. De skulle bare se film, slappe af og spise brunkager, som Hans havde taget med til hele klassen. For en gangs skyld kunne Linus og Marcus godt lide at gå i skole.

Endelig ringede det til frikvarter, og alle bortset fra Linus og Marcus gik udenfor. Det var obligatorisk, at man skulle være ude i frikvarteret - medmindre man havde en gyldig grund til at være indendøre. F.eks. hvis man skulle på toilet. Marcus og Linus gemte sig indtil Hans var gået ud af klassen. Han havde åbenbart været dum nok til at overse dem. Det var sjældent det lykkedes for dem, at være inde i frikvartererne. De ville altid blive opdaget før eller siden. Der var nemlig kun to computere i klassen, og Marcus og Linus havde altid en drøm om at blive inde og spille på dem, i stedet for at være ude. Der var altid rift om dem i timerne, når læreren ikke var tilstede. Og det foregik efter først-til-mølle-princippet og rangordenen i hierakiet i klassen. Linus var selvfølgelig en af de nederste i rangordenen, og han fik aldrig mulighed for at spille på computerne. Marcus ville ikke svigte ham, og derfor spillede han aldrig på computerne, selv da han fik mulighed for det. Nu hvor de var de eneste i klassen, kunne de ligeså godt gå i gang.
“Han var sgu da en mærkelig fætter,” sagde Linus, idet han tændte for den ene pc, der altid startede med en voldsom skrattende lyd.
Det var et par gamle Windows 95 stationær computere, men de var bedre end ingenting. I det mindste virkede internettet, så det var altid noget. 

“Helt sikkert,” sagde Marcus, der ventede utålmodigt på, at computeren skulle starte op. Han sad og rokkede frem og tilbage på kontorstolen. Det var noget han altid gjorde, når han kedede sig. “Man skulle tro, at de her pc’er stammede fra middelalderen,” sagde Linus. 

Både Marcus og Linus fnisede over denne kommentar.  

“Hvorfor opgraderer de ikke bare de her skrammelkasser til de nyeste Windows 10 pc’er?” spurgte Marcus og bankede irriteret på computerens tastatur. Hans computer var netop “frosset,” og han kunne ikke klikke på noget som helst med musen, som var fuldkommen stivnet.
“Helt ærligt, hvis min far så de her computere, så ville han besvime,” sagde Linus. “Han går meget op i det nyeste mode.”

“Jeg giver op,” stønnede Marcus og slukkede computeren igen. “Den vil ikke hvad jeg vil. Det er åndssvagt. Vi kunne ligeså godt have gået udenfor,” klagede han. 

“Tja... I det mindste har jeg min computer fra min fars firma. Man kan sige meget om min fars selvglade firma, men de er fandeme gode til at lave computere!” sagde Linus. 

Og det var ikke engang løgn. Så snart der var det mindste i vejen med den, kunne hans far fikse den som en mis. Det så altid ud til, at det var så let som at klø sig i nakken. 

“Jeg går lige på toilet,” sagde Marcus. 

“Okay. Men pas lige på spasserne derude, ikke? Altså gangvagterne, selvfølgelig,” sagde Linus med et grin. 

“Det skal jeg nok. Jeg er snart tilbage!” sagde Marcus. Og i løbet af to sekunder var han ude af døren. 

Nu var Linus alene tilbage i klassen. Han kiggede sig omkring og fik øje på noget. Det var Hans’ mobiltelefon, som han havde efterladt på bordet. Af nysgerrighed gik han derhen og studerede den. Den var helt sort, og... Der var noget underligt over den. Tasterne var erstattet med symboler i stedet for bogstaver. Linus prøvede at trykke på en knap. I det samme ændrede tastaturet sig. Symbolerne blev erstattet med almindelige bogstaver. Han trykkede på endnu en knap, og han kom ind på startsiden, som bad ham om kodeordet. Men til Linus’ overraskelse var telefonens sprog latin! Hvem i alverden har sin mobil på latin, tænkte han. Men han nåede ikke, at tænke over det, før han kunne høre et skrig ude på gangen. Han skyndte sig at løbe derud, for at se hvad det var. Han sank en klump, da han så Marcus og den underlige mand. Manden havde taget fat i Marcus’ nakkeskind og stod og ruskede i ham. “HVAD FANDEN LAVER DU HERINDE? DU VED GODT DET ER FORBUDT, IKKE? HVAD KLASSE GÅR DU I? SJETTE? SMUT HJEM TIL DIN FORKULEDE KLASSE OG FÅ DIN BLE PÅ!” brølede han. Han lignede en gal hankat! 

“Jeg tror lige vi skal have de to fyre her på kontoret. Også dig, Hans,” lød en stemme bag ham. 

Det var deres geografilærer, Kirsten, som var dukket op. Hun var altid meget venlig, men kunne ikke tolerere børn, der lavede ballade. Hun kastede et gnavent blik på Linus. Og nu var de virkelig på spanden! 

“Denne vej,” sagde hun og viste vej til kontoret. 

 

Nede på kontoret blev de mødt af skoleinspektørens alvorlige, men venlige ansigt. Til sammenligning med Hans var han nærmest en hundehvalp, når det kom til udtalelser, eder og forbandelser. Han stirrede længe på dem, før han sagde noget. “Hvad bestiller I her?” spurgte han venligt. 

“Jo, disse to drenge har været indendøre - igen! Jeg har lige grebet dem på fersk gerning,” sagde Kirsten. 

“Jeg skriver en seddel til deres forældre. Og de slipper med en advarsel. Hvis jeg så meget som ser eller hører, at I laver ballade, så er det ud. Er I med?” 

Linus og Marcus nikkede ivrigt. “Og hvad laver du her, Hans?” spurgte skoleinspektøren. 

“Jo, altså, jeg greb ham i at svine børnene til,” sagde Kirsten. 

“Og har du beviser på denne hændelse?” spurgte skoleinspektøren og rettede på sin skjorte. 

“Nej. Desværre,” sagde Kirsten og turde ikke se ham i øjnene. 

“Hm... Hans, du slipper med en advarsel. Hvis det gentager sig, så er det ud af porten med dig.”

Hans nikkede og forføjede sig ud af døren. De andre fulgte efter ham. 

 

Linus fik selvfølgelig et møgfald, da han kom hjem fra skole. “Linus, det der gør du aldrig igen,” havde hans mor sagt. 

“Linus, du går op på dit værelse, og det er lige nu!” havde hans far råbt. 

Det var ikke noget, han skulle sige to gange. Han lå allerede nu i sengen med sin computer og spillede Minecraft. Han tænkte længe over episoden med Hans’ mobil. Han ville gerne have fingre i den, så han kunne undersøge den nærmere. Men han vidste bare ikke helt hvordan. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...