Træskoens fodspor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2016
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Færdig
Den 8-årig Janus er på weekend hos sin oldefar sammen med sin blinde lillesøster, Marie. I haven har deres oldefar sat nogle store fodspor i sneen med sin træsko, så Marie ved, hvor der er sikkert at gå. Janus tror, at det både vil give ham og hans lillesøster et lykkeligt liv, hvis de går i oldefars fodspor. Men kan lykken findes ved blindt at følge de fodspor, som andre har sat?

0Likes
0Kommentarer
81Visninger
AA

1. Træskoens fodspor

I sine små træsko gik lille Marie så flot i sneen og fulgte vores oldefars fodspor, som han havde sat for at markere, hvilken retning man skulle gå i haven. Da hun kom tilbage til mig, roste jeg hende, og jeg fulgte hende sikkert ind i huset igen. Marie var min lillesøster og var født blind. Derfor hjalp jeg hende ofte, når hun skulle gå et sted hen. Mens vi tog vores flyverdragter af i bryggerset, kunne jeg høre nogle små bank i gulvet. Jeg vidste, at det var vores oldefar, der med sin stok var på vej ud til os. Marie sagde til ham, at hun sagtens kunne følge hans fodspor i haven. Det blev vores oldefar glad for. Marie og jeg var på weekend hos ham. I modsætning til Marie var vores oldefar både seende og gammel. Han fortalte jævnligt om, hvor sjovt og langt et liv han havde haft. Marie var kun fem år og havde aldrig kunnet se noget som helst, og det var ikke sjovt.

 

Næste formiddag var vi alle tre på vej ned for at handle ind sammen i vores træsko. Jeg gik i midten ved siden af min oldefar med sin stok og Marie med sin blindestok. Jeg ønskede, at jeg ville få et liv ligesom min oldefar - et langt og sjovt et. Derfor kunne jeg nogle gange finde på at tage hans træsko på, selvom de var alt for store. Jeg håbede, at de kunne give mig lykke og et langt liv. Marie hev fat i min hånd for at opretholde balancen. Jeg greb fat og fulgte hende et stykke vej. Jeg havde lovet hende, at jeg aldrig ville give slip på hende, og at jeg altid ville være der for hende. Jeg ville give hende et så godt liv som muligt, selvom jeg godt vidste, at det aldrig ville komme til at blive ligeså godt som min oldefars. Nede hos købmanden greb Marie fat i flere varer for at mærke, om der var blindskrift på nogen af dem. Det var der ikke. Derfor måtte jeg fortælle hende, hvad det var, som hun havde fat i.

 

Senere på dagen gik jeg igen med Marie rundt i haven og fulgte vores oldefars fodspor i sneen. Jeg havde faktisk taget hans træsko på, uden at han vidste det. At gå rundt i hans træsko i hans fodspor måtte bringe mig det samme held i livet, som han havde haft, prøvede jeg at bilde mig selv ind. Jeg prøvede også at opmuntre Marie med, at det også ville bringe hende held i livet at følge oldefars fodspor. Det virkede ikke helt som om, at hun forstod det, men hun smilede alligevel.

 

Om søndagen sad jeg alene med Marie i sofaen. Vores oldefar skulle lige udenfor og snakke med nogle, havde han sagt. Da han kom tilbage, gik jeg ind for at pakke mine ting, fordi vi skulle til at hjem. Da jeg var færdig, gik jeg ind i stuen for at sige til Marie, at vi skulle pakke hendes ting, men hun var der ikke. Derefter gik jeg ind på det værelse, hvor hun nogle gange var. Der var hun heller ikke. I samme øjeblik kunne jeg høre en lastbil dytte et par sekunder ude på vejen bag ved haven. Jeg tænkte det værste, så jeg løb hen til vinduet i stuen for at se, om jeg kunne se noget. Jeg kunne se en lastbil holde stille, og chaufføren løb ud. Min oldefar og jeg løb ned gennem haven og ud på vejen gennem hullet i hækken. På vej ud gennem hækken bemærkede jeg, at min oldefars fodspor førte hele vejen herud igennem. Det måtte være her, at han lige var gået udigennem for at snakke med nogle. Min værste frygt blev desværre til virkelighed, da jeg kom tættere på alle menneskerne, der nu havde samlet sig på vejen. Dér lå hun. Marie var blevet kørt ned. Hun måtte være gået udenfor, uden at vi vidste det og fulgt mine oldefars fodspor i den tro, at det var den sikre vej rundt i haven. Min oldefar og jeg begyndte begge to at græde. Jeg havde aldrig været så ulykkelig før. På den ene side beskyldte jeg mig selv for ikke at have beskyttet Marie mod at blive kørt ned. Jeg havde jo lovet hende, at jeg aldrig ville give slip på hende, og at jeg altid ville være der for hende. På den anden side var jeg også vred på min oldefar. Han vidste jo, at Marie fulgte hans fodspor i haven, så hvorfor var han gået uden for haven med sine træsko på?

 

Frem til sin død et års tid senere bebrejdede min oldefar sig selv noget så inderligt over, at han var kommet til at gå uden for haven med træskoene på. Han var gammel og kunne godt nogle gange være lidt glemsom. Èn ting var jeg i hvert fald blevet bekræftet i: Man skal aldrig jage lykken gennem andres fodspor, som man ikke selv er kendt med. Jeg beholdt Maries træsko som et minde, men jeg valgte aldrig at gå i dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...