Ramona

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2016
  • Opdateret: 10 dec. 2016
  • Status: Færdig
"Jeg sender dig dette af selviske og uselviske grunde: Selvisk prøver jeg at lette min dårlige samvittighed ved i det mindste at lade dig kende til, hvad der skete, og hvad der kunne være blevet. Uselvisk vil jeg af al magt at få dig til at forstå, hvor betydningsfuld og afgørende du har været i mit liv. Vi har mødt hinanden to gange - du kan måske kun huske den ene."

3Likes
4Kommentarer
244Visninger

1. Ramona

Ramona,

 

Jeg sender dig dette af selviske og uselviske grunde: 

Selvisk prøver jeg at lette min dårlige samvittighed ved i det mindste at lade dig kende til, hvad der skete, og hvad der kunne være blevet.

Uselvisk vil jeg af al magt at få dig til at forstå, hvor betydningsfuld og afgørende du har været i mit liv.

 

Vi har mødt hinanden to gange - du kan måske kun huske den ene.

 

Vinteren vi mødtes første gang, sneede det. Det ikke bare sneede, det var den værste snestorm i 20 år. Jeg tror du husker det. Af mit livs held, var vi endt i samme togvogn på vej til din hjemby. Jeg skulle holde jul hos mine bedsteforældre der. Det står tydeligt for mig, hvordan togvognene var proppede med mennesker på farten som os. Jeg stod mast op af den ene væg i vores kupé. Mennesker med store vinterfrakker og indkøbsposer var proppede sammen. Jeg har altid hadet klaustrofobiske situationer som disse. Jeg kan ikke lide alle menneskerne, den stressede atmosfære eller følelsen af ikke at kunne komme væk. Jeg kiggede rastløst rundt, prøvede ikke at kigge på nogen bestemt. Da fangede jeg dit blik. Fangede dine smukke himmelblå øjne. Som den eneste jeg havde mødt hele dagen, smilede du til mig. Normalt smiler folk ikke til andre. I hvert fald ikke til mig. Jeg tror det handler om mit udseende. Jeg ligner en person, der hader alle - en alle hader. Mine øjenbryn ligger naturligt lavt i en vred attitude, mine mundvige, der hænger nedad når jeg slapper af, min lade holdning, mit sjuskede, pjuskede hår, mit skulende blik og mit tøj, der poser på de forkerte steder. Sådan en person smiler man ikke til. Jeg ved stadig ikke, hvad der fik dig til det. 

I løbet af de næste minutter maste jeg mig tættere på dig. Ved et mirakel fik jeg pladsen ved siden af dig, da fyren, der optog den, skulle ud. 

 

Du drejede hovedet da jeg satte mig og smilede til mig igen. Jeg smilede hurtigt igen, men blev usikker og kiggede væk. Du måtte bare være en af de der alt for venlige overskudsmennesker, der smiler til folk, der ser håbløse og alene ud. Jeg havde mødt dem før. Smil af medlidenhed eller venlighed. Smil, hvor du ved, hvad person i virkeligheden tænker om dig… Men der var noget over dig. Dit smil var ægte. Inviterede mig indenfor hos dig.

 

For at komme lidt på afstand af situationen, trak jeg en bog op af min grimme, gamle taske. Det var min slidte udgave af “Griberen i rugen”, som jeg havde læst mindst et par tusind gange. Jeg kiggede ned og var hurtigt med på, præcis hvor jeg var i historien. Jeg havde bare lidt svært ved et koncentrere mig. Jeg var overopmærksom på din tilstedeværelse ved siden af mig. Da jeg havde læst den samme linje alt for mange gange, kiggede jeg op på dig. Du smilede igen og spurgte mig om, hvad jeg læste. Jeg viste dig forsiden af bogen, og du kiggede på mig med et blik så levende. “Griberen i rugen! Jeg elsker den bog.” Jeg forklarede dig varsomt, at det også var min yndlingsbog. Ser du, normalt snakker jeg ikke med andre om mine yndlingsbøger. Andre mennesker har det ofte med at udpege de dårlige sider, som jeg ikke har overvejet, og det ødelægger min ide om bogens perfektion. Jeg begynder at overveje andres mening og bliver pludselig i tvivl om min egen. Du, derimod, fik mig til at glemme alt om min frygt for at se fejlene og gav mig lyst til at se tingene mere komplekse.
Den samtale om den bog varede forevigt og et splitsekund på samme tid. Det var den mest interessante samtale, jeg havde haft i mit liv. Du var den mest interessante person, jeg havde mødt i mit liv. Vi var enige om mange ting i bogen, men uenige om flere.
Jeg udtalte mig om, hvordan Holden Caulfield var sådan en person, der aldrig rigtig kan blive elsket. Ikke at det er hans egen skyld. Det er en ond cirkel, hvor han er blevet vist, at han ikke er god nok og ikke er værd at elske. Det får ham til at tro at han ikke fortjener kærlighed og gør, at han handler ud fra det. Hans uelskelige opførsel får igen folk til ikke at elske ham. 

Du svarede, at alle kan elskes, også Holden. Alle fortjener kærlighed. Der er nogen i bogen, der allerede elsker ham - hans søster. Du ønskede at Holden ville indse det.

 

Sjovt nok kom small-talken som afslutningen på vores samtale. Vi talte om, hvor vi skulle hen og hvornår. Det var også nu, jeg lærte dit navn. Min viden om, at turen snart var slut, fik mig til at holde mig tilbage. Måske havde du det på samme måde.

Efter to timer i det tog, i den kupé, i den verden, sænkede toget farten ved dets endestation. Vores endestation. Jeg var sikker på, at det var sidste gang, jeg så dig. Jeg havde lyst til at spørge om dit nummer, men hvorfor skulle du synes, at jeg var speciel? For dig betød jeg nok ikke noget. Du var nok vandt til at have rare samtaler med fremmede. Du virkede som en person, der gjorde folks dage bedre hele tiden.

Vi maste os igennem toget og ud på paronen, hvor vi skulle skilles. Dette er det, jeg husker tydeligst. Jeg husker sneen, der føg omkring os, og lygtepælen, vi stod under, der lyste os op. Vi stod og kiggede på hinanden. Jeg overvejede først senere, at du kunne have de samme følelser, som jeg havde. Jeg følte det som om, tusind ord skulle siges, men tiden ikke gav en chance. Jeg havde ikke lyst til at sige farvel. “Tak for en god togtur,” var det tammeste, jeg kunne sige i forhold til alt, hvad der lige var sket, men ikke desto mindre, hvad jeg sagde. “Det var godt at snakke med dig,” sagde du og trådte hen imod mig. Jeg stivnede, da du lænede dig ind og kyssede min kind meget blidt med fugtige læber. Du så på mig og gav mig endnu et af dine smukke smil. Så vendte du dig om og gik. 

Jeg brugte de næste måneder af mit liv på at fortryde ikke at løbe efter dig.

 

 

 

Den anden gang vi mødtes, var nogle måneder efter togturen. Jeg var begyndt at besøge mine bedsteforældre oftere, i håb om at se dig. Efter omkring en måned bar min tålmodighed frugt. Det var fredag aften, og jeg var henne på den lokale bar. Egentlig havde jeg givet lidt op. Jeg regnede ikke med at se dig, men var herhenne dels fordi jeg trængte til at komme lidt ud fra mine bedsteforældres hus, jeg boede i, og dels af ren vane. Jeg havde kreeret et lille rute, jeg gik rundt i byen på de steder, hvor det var sandsynligt at møde dig. Biblioteket, butikker, cafeer og baren her. Jeg prøver ikke at lyde creepy, men det er svært at argumentere imod, at jeg var det en lille smule. Jeg håber, du er okay med det. Jeg ønskede sådan at se dig igen. Siden vores togtur sammen, havde jeg tænkt på dig konstant. Jeg havde forestillet mig så mange forskellige udfald af den dag, hvis jeg havde handlet anderledes. Jeg kunne se for mig i detaljer, hvordan vores forhold kunne udvikle sig. Det var magisk for mig. Jeg havde brugt al den til på at dagdrømme om dig, så da jeg så dig på baren, kunne jeg ikke tro mine egne øjne. Det var som at vågne op, og pludselig anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Al min tvivl skyllede ind over mig. 

Jeg var lige kommet ind på baren og stod og dannede mig overblik over hele situationen. Kiggede efter dig af ren vane. Jeg er ikke normalt til barer. Du sad sammen med nogle af dine venner, så jeg satte mig ubemærket i den anden ende af lokalet og holdt øje med dig. Ventede på det rigtige øjeblik. Udsatte det. Jeg tror ikke, mit blik flyttede sig fra dig meget mere end nogle få minutter i løbet af de timer, jeg sad der. Klokken var tre, da det så ud som om dine venner ville til at hjem. Du var dog modvillig, og jeg tog mod til mig og nærmede jer lidt. Jeg kunne høre jeres samtale. Dine veninder sagde til dag, at det var tid til at tage hjem. Du havde fået meget at drikke. Du plagede, om i ikke nok kunne blive lidt. Jeg øjnede min chance for at snakke med dig og brød ind jeres samtale. Jeg spurgte, om du kunne huske mig, og om du havde lyst til at blive her lidt med mig. Dine venner var overraskede og forvirrede da du, fuld som du var, omfavnede mig. Det var jeg også, men hvor blev jeg glad. 

 

Dine veninder tog hjem, og jeg endte på baren med dig. Jeg havde drømt om dette i flere måneder. Vi satte os i et hjørne, og begyndte at snakke. Du fortalte mig, at du havde tænkt på mig siden sidst, og at vi blev nødt til at udveksle numre. Jeg kunne ikke andet end at være enig og storsmile. Ting udviklede sig, og pludselig sad jeg og kyssede dig. Noget instinktivt inden i mig tog over, og min selvtillid voksede, da vores kys udviklede sig. Jeg havde svært ved at tro, det her skete for mig. Jeg havde været så sikker på, at ingen nogensinde villle kunne lide mig. Jeg følte så meget. Jeg ved ikke præcis, hvad jeg følte, bare at jeg følte en masse. Jeg prøvede at skjule mine lydløse tårer, der ikke ville stoppe. Enten opdagede du ikke at jeg græd, eller også forstod du, at jeg ikke ville konfronteres med det. Vi flyttede os fra vores hjørne, og fandt et tomt redskabsrum af en slags med stablede stole og borde. Vores hænder famlede sig rundt på hinandens kroppe, og vi kunne ikke være tæt nok sammen. Jeg havde aldrig været så tæt på en anden person før. Jeg havde heller aldrig prøvet noget mere spektakulært. 

Efter jeg ved ikke hvor længe af dette, begyndte du at få det dårligt. Ikke underligt med den mængde alkohol, du havde indtaget tidligere. Jeg hjalp dig ud på et toilet, og holdt dit hår mens du kastede op. Imens vi sad der skrev jeg mit nummer på et papir. Jeg puttede det i din baglomme. Så begyndte du at blive døsig og faldt i søvn nede på gulvet, og jeg besluttede at det var tid til at få dig hjem. Jeg ruskede i dig, og du kiggede op på mig med undrende øjne. Som om du havde glemt, hvem jeg var. Så smilede du heldigvis. Men dit undrende blik mindede mig om noget. Det slog mig som et lyn, at du ikke ville kunne huske dette i morgen. Jeg var næsten helt sikker. Med alt hvad du havde drukket. Jeg kunne mærke mit håb blive til ingenting. Alle de fremtider vi kunne have haft sammen. Men der var ingen chance for, at vi kunne blive noget. Alkoholen og stemningen havde taget over dig. Jeg overbeviste mig selv om, at det var alkoholen og ikke dig. Jeg fiskede mit nummer op af din lomme igen. 

Du faldt i søvn igen. Jeg vækkede dig og fik dig slæbt ud til en taxi. Ventetiden var alt for kort, og jeg spottede en taxi alt for hurigt. Jeg vinkede den hen og ønskede, at dette aldrig skulle ske. At vi aldrig skulle skilles. At du ikke skulle sætte dig ind i den taxi med intet minde om alt, hvad der lige var sket. Med intet minde om mig. Den følelse, og følelsen af din arm om mig, fik tårerne frem igen. Jeg lænede mig ind og kyssede dig en sidste gang. Det blik du gav mig bagefter var fuldt af forvirring og jeg så et blik af svag væmmelse i dine øjne. Det kunne have været fordi, du var dårlig, men dengang tænkte jeg selvfølgelig kun på, hvor meget du måtte hade mig. Hvis ikke jeg følte mig håbløs før, gjorde jeg det i hvert fald nu. Jeg var nu overbevist om, at jeg aldrig kunne se dig igen. Der var for meget i mellem os. Men plejer at sige at sandheden kommer frem, når man er fuld. Denne sandhed blev jeg nødt til st se i øjnene: du ville ikke have mig. Jeg var ikke speciel. Jeg skulle aldrig se dig igen. Jeg kunne mærke mit hjerte blive knust i tusind stykker. Taxaen kørte dig væk fra mig for sidste gang.

 

 

Jeg har ikke set dig siden. Og jeg kommer nok ikke til at se dig igen. Da jeg hørte om din cancer, kunne jeg ikke tro det. Der er noget galt, når en engel som dig, ikke får lov at leve det lange, lykkelige liv de fortjener. Der er noget galt. 

Du gav mig så meget. 

Du fik mig til at indse, at alle ikke hadede mig. Jeg hadede mig selv. Jeg fortjente kærlighed. Det gør alle. 

Ikke mange er i stand til at give så meget. Du gav mig alt. Jeg ved ikke, hvad jeg havde været uden dig, eller om jeg havde været her. Sådan en betydning havde du.

I dag har jeg et ordentligt liv for første gang i mit liv. Jeg har håb, og jeg har kærlighed.

Jeg burde ikke havde dette fantastiske liv. Dette skulle tilhøre dig. Det skulle være mig, der var døende. 

Jeg håber ikke, du har tænkt på mig og været pint over, hvad vi kunne være blevet. Jeg håber ikke, du har tænkt på os. Det har jeg gjort nok for os begge.
Jeg vil til sidst takke dig igen. Takke dig af hele mit hjerte.

 

Jeg håber, du når at læse dette. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...