Udslukt Sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Kræftramt.

1Likes
2Kommentarer
94Visninger

1. Udslukt Sol

 

Træernes krogede grene snoede sig om hinanden. Den okkergule solnedgang i horisonten, gjorde dem til detaljerede silhuetter, der dannede levende mønstre. Hvorfor lagde jeg mærke til dette?

Solens isse stak endnu op over bakketoppen og sendte et mildt orange skær mod mit ansigt. Skyerne over landskabet, bar en rosa farve, og bakkens græs var næsten helt gyldent. Hvorfor så jeg dette nu?

 

Min mobil brummede for syvende gang i lommen, men jeg tog den ikke op. Jeg vidste, hvad der foregik på den, og jeg magtede det ikke. Lige siden i søndags havde alle prøvet at få kontakt til mig. Mine venner, min kæreste og folk jeg knapt nok kendte.

 

Jeg betragtede solnedgangen i stilhed, med armene over kors og cappen lidt på skrå. Hvorfor var det så smukt, så pludseligt? Jeg havde det som om jeg aldrig havde levet. Som om de seneste hændelser havde forflyttet mig til en ny krop, som jeg hverken kendte navnet på, eller dennes historie. Jeg havde forladt min egen krop og historie. Eller også var jeg død?

Måske jeg slet ikke var til stede længere. Måske far stod inde i køkkenet netop nu, og var i gang med at lave sin hjemmelavede pizza. Måske han stod og grinte smørret til min mor, mens den sædvanlige gnist spejlede sig i deres blikke; kærligheden mellem to mennesker.

Men sådan kunne det ikke være. Jeg kunne mærke jorden under mine sorte converse og mærke kulden snige sig op i mine ærmer. Alligevel bed jeg mig hårdt i kinden, blot for at være sikker på, at jeg eksisterede. Jeg holdt ikke op med at bide. Jeg bed hårdere og hårdere, til jeg syntes at kunne smage blod i munden. Så stoppede jeg.

 

Først nu trak jeg min IPhone op fra lommen og kiggede mine notifikationer igennem. Laura og Aysha havde forsøgt at ringe, Mathias havde skrevet, Sigrid havde sendt en lang smøre af en besked, og selv Tobias havde skrevet en kort besked på Messenger. Og det var blot inden for det sidste kvarter.

Jeg lagde mobilen tilbage i lommen og satte mig på hug. Nu var solen ikke længere til at se for bakketoppen, men dens varme stråler skød stadig op over bakken og op mod himlen, der langsomt blev dunklere. 

Al den opmærksomhed. Jeg ønskede den ikke på nuværende tidspunkt, selvom det var, hvad alle troede. Folk var stupide, uvidende og prøvede at forstå noget, de ikke havde den fjerneste idé om, hvad var. Som om de betragtede mit liv gennem et teleskop, på en fjern, fjern planet. De anede kun ydersiden. 

 

Han var død og borte, og hvad så? Jeg bekymrede mig ikke længere, for han var ikke længere en bekymring. Han var væk og ville aldrig komme tilbage, men det gjorde mig mindre, end da han var her. Det var bedre nu, end det var det, da han lå i sengen og kæmpede for sin overlevelse. Bedre end de dage, hvor jeg gik med frygten og smerten i hjertet, ved at se ham lide. 

Hvorfor kunne folk ikke forstå det? Alt imens min far var under kemobehandling - alt mens han brækkede sig og faldt på knæ i fortvivlelse og ude af stand til at passe sit job, sin familie, sit liv. Alt imens dette stod på, stod jeg alene. Jeg mødtes med en gruppe andre unge hver mandag i en såkaldt "omsorgsgruppe", hvor vi fik snakket om alt det svære ved at have en syg forælder. Men hvad med dem omkring mig? Mine venner, min kæreste, mine klassekammerater? Eller dem jeg knapt nok kender, men som i dag har bombarderet mig med SMS'er? Har du lyst til at snakke om det? Skriv hvis du har brug for det. Er du okay? 

De fatter det ikke. De fatter ikke, at jeg nu er mere okay, end jeg var det, mens det stod på. Det er ovre, og det er en lettelse for hjertet, blandet med en tomhed, fordi han ikke længere er. Men da jeg havde allermest brug for deres omsorg - mine venner, min kæreste, mine kammerater, dem alle - hvor var de da? Og nu ser jeg dem alle vegne. Nu kan jeg ikke slippe for dem, men vil allerhelst være i fred. 

Der er en kamp inden døden. Og den er langt farligere, for modsat dødens smerte, er denne smerte tavs: Den kommer snigende, mens ingen hører den. Kryber sig op ad én, bider sig fast og suger al energi fra én. Nu er han væk, og selvfølgelig dræner det mig også for energi. Bare tårerne i sig selv gør mig ufatteligt psykisk træt. Men kampen er ovre, og jeg har tid. Jeg havde ikke tid, mens han var syg. Nu har jeg alverdens tid til at komme mig over det. Og først nu kan mine nærmeste og mine fjerneste forstå min sorg. En sorg jeg knapt nok bærer. 

 

Og nu sidder jeg her og betragter solens sidste stråler forsvinde væk i horisonten, og efterlade landet i mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...