The Violin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2016
  • Opdateret: 8 dec. 2016
  • Status: Igang
”Jeg er på vej hjem, jeg har lige været til øvning med det lokale orkester” Jeg snakkede tydeligt, og sendte ham et svagt smil. -”Men holdte vidst ikke så godt øje omkring mig. Undskyld igen. Men jeg bliver nød til at gå nu.” Mine skridt var hurtige, næsten i løbende tempo.

”VENT, hvad er dit navn?” Råbte den fremmede, med de smukkeste brune øjne.

”Essence.”


0Likes
0Kommentarer
52Visninger
AA

1. Prolog ~ The Violin


 

Solen var gået ned, og aftenmørket havde lagt sig som en tung dyne over byen, det eneste lys der gjorde, at jeg kunne se hvor jeg gik. Var det hassel brune med et skær af gult lys der kom fra gade lygterne. Jeg holde stramt om hanken på min violin taske. Hver aften efter violin træning med det lokale orkester, gik jeg denne vej hjem. Gennem den fredfyldte by, jeg havde levet i hele mit liv. Hver gang jeg pustede ud igennem munden kom der en dampsky, på grund af kontrasten mellem varm og kold.

 

Jeg nynnede stille mens jeg nød stilheden, der altid var når jeg går hjem om aftenen.

Hele mit liv omhandler min violin, hvis jeg ikke havde violinen vidste jeg ikke hvem jeg selv ville være. Min violin er min bedste ven, ja jeg ved det lyder trist men, den har været der igennem godt og skidt. Den har gjort mig glad, hjulpet med af få de ting ud, jeg ikke havde ordforrådet til at sige.

 

Vandrende mod hjemmet, med hovedet vendt mod jorden, og alt koncentration på mine tanker. Så jeg ikke kroppen der kom vandrende imod mig, og personen så tydeligvis heller ikke mig, da hans koncentration var fast låst til hans telefon.

 

Vi bumpede ind i hinanden, og forskrækkelsen gjorde at mit ellers faste grab om min violin slap og falde mod jorden, det samme skete med hans telefon. En lille vin forlød mine læber, før jeg smed mig ned og hurtigt åbnede låget til min violin for ar se om der var sket noget med den. Mit hjerte hamrede, jeg ville ikke have råd til en ny hvis den var i stykker. Jeg ville bedste det dyrbareste i mit liv, hvis den var ødelagt. Der var ikke sket noget. jeg åndende lettet op. heldigvis. Jeg kiggede over også han stille samlede hans telefon op, han var desværre ikke lige så heldig, skærmen var flækket, og så ærligt ikke for godt ud. dårlig samvittighed skyllede igennem mit krop.

 

”D-det må du undskylde.” Min stemme var skrøbelig, men stadig tydelig. Mine øjne gled op af hans arm, og videre op til hans kæbe, hvor de til sidst mødte hans øjne.

Han øjne var brune, eller hassel? De var svære at beskrive men bestemt i en kategori for dem selv. Mit blik kørte videre til hans fyldte læber der formede et skævt smil.  

”Det var vidst lige så meget min skyld, er din violin gået i stykker?” Han snakkede forsigtigt, og langsomt, han stemme var dyb men ikke for dyb.

Jeg rystede på hovedet -”Nej, men din telefon er, det må du altså virkelig undskylde, jeg øhh, så ikke hvor jeg gik..” Han læber formede et lidt større smil, der kom små smile rynker omkring hans øjne. Hvilket så helt igennem bedårende ud, og en lille hæs latter forlod hans læber.

”Det går, men hvis det ikke virker for påtrængende, hvor er du på vej en så sent om aftenen, med en violin under armen?” Hans smil og latter var smittende og, et lille smil bredte sig om mine læber.

”Jeg er på vej hjem, jeg har lige været til øvning med det lokale orkester” Jeg snakkede tydeligt, og sendte ham et svagt smil. -”Men holde vidst ikke så godt øje omkring mig. Undskyld igen. Men jeg bliver nød til at gå nu.” Mine skridt var hurtige, næsten i løbende tempo.

 

”VENT, hvad er dit navn?” Råbte den fremmede, med de smukkeste brune øjne.

 

”Essence.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...