Tyranner & Martyrer: Kongernes konge (Bog 1 af 4)

Kongerigets skæbne ender i den unge prins Herions hænder, da hans ældre bror dør i krig. Han indser hurtigt, at han står med et stort ansvar, og en skæbne han ikke havde forventet. Han er nødsaget til at flygte, men sværger at hævne sig en dag, og generobre hans retmæssige trone.


Dette er bog 1 af en Dark fantasy-serie jeg arbejder på. Bog-serien omhandler hovedpersonen Herion og om hvordan han går fra at være en ung og passioneret mand til at være en gammel mand indædt af sorg og had. De kommende bøger skal indtil videre hedde: Kongernes konge, Kejserens nåde, Skyggen af en helt og Solens sønner.

5Likes
13Kommentarer
483Visninger
AA

1. Prolog

Tyranner & Martyrer: Kongernes konge (bog 1 af 4)

Prolog:

Han var på knæ og i hans sind spillede den trettende symfoni for ham, igen. Han lukkede øjnene, og hørte hvordan musikken spillede for hans indre øre. Han så hendes ansigt for sig igen. For et øjeblik stoppede tiden. Alting stod stille. Hans åndedræt, hans hjertebanken og blodet der løb ned ad hans ansigt. Det var som om, øjeblikket var uendeligt, og udødeligt på en måde. Han tog sig til ansigtet og mærkede dets ar, og dets harske hud, som forekom det ham fremmed og ukendt. Det var tildækket af mudder, sved og blod. Han åbnede øjnene igen, som var det for første gang. Hans himmelblå øjne lyste i skyggen fra ham selv. Han var omringet af kaos og død. Hans sværd var stukket i jorden foran ham. Han løftede blikket, greb fat om skaftet, og brugte det til at kæmpe sig op på benene igen. Han kiggede udover markerne, hvor død herskede. Så mange unge mænd var faldet. Fædre, brødre, sønner og fætre. Aldrig før havde han set en dag som denne. Så smuk og fæl en dag på en og samme tid. Han kastede sit blik mod solen. En stor ørn fløj forbi inden, at skyerne opslugte lyset igen. Omkring ham var, der flere døde end, der var levende. Kampene var stadig i gang og han erindrede nu at der ikke var meget håb tilbage. Hans blik var tomt og hans blå øjne gemte sig, under hans store tilmudrede øjenbryn. Han hørte sit egen åndedræt, for en stund, lukkede øjnene, og mærkede, hvordan hans hjerte bankede langsommere og langsommere. Han stod på Aggatalas marker, som var malet røde af det kaos, som herskede.

 

Han var opslugt af sine egne tanker og kun de hørte han; For han var søn af kong Malander II, af Taron, og efterkommer af guderne selv. Hans blod gik tilbage til hans lands grundfader, Artalan, som var søn, af Solens gud, Earias, og kærlighedsgudinden Elia. Han nægtede at falde, at give op, eller give efter. Smagen af hans eget blod beroligede ham. Han var stærk og frygtløs; en sand caronianer. Han åbnede øjnene, og trak sit sværd fri. Han brølede højt og længe, imens han stormede mod fjenden, som kom imod ham, som bølger mod klipper.

 

Var dette selvmord eller mandsmod uden lige?

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...