Tyranner & Martyrer: Kongernes konge (Bog 1 af 4)

Kongerigets skæbne ender i den unge prins Herions hænder, da hans ældre bror dør i krig. Han indser hurtigt, at han står med et stort ansvar, og en skæbne han ikke havde forventet. Han er nødsaget til at flygte, men sværger at hævne sig en dag, og generobre hans retmæssige trone.


Dette er bog 1 af en Dark fantasy-serie jeg arbejder på. Bog-serien omhandler hovedpersonen Herion og om hvordan han går fra at være en ung og passioneret mand til at være en gammel mand indædt af sorg og had. De kommende bøger skal indtil videre hedde: Kongernes konge, Kejserens nåde, Skyggen af en helt og Solens sønner.

5Likes
13Kommentarer
469Visninger
AA

2. Kapitel 1 ( igang)

Kapitel 1:

 

Det var den trettende dag i det trettende måned og folket i Taron skulle snart vågne til en sorg det ikke havde hørt mage.

 

Han bankede tøvende på døren. Han kiggede rundt. Det så ikke ud til at nogen havde opdaget ham. Det var stadig tidligt på morgenen og ikke mange var vågne endnu. Ingen åbnede. Han tog i døren forsigtigt. Han åbnede den langsomt og kiggede ind. Hun stod i mørket af sin egen skygge og ventede ham. Han lukkede døren forsigtigt efter sig og låste den for at sikre sig at ingen kom ind.

 

"Noget nyt, min dronning?" spurgte han desperat

"Hvad er det du har på din rustning?" Han kiggede ned af sig selv. På hans gyldne bryst var en ganske lille sort plet. Han fjernede den hurtigt med hans læderhandsker og rettede sit fokus tilbage på hende.

 

"Ja et brev ankom i morges"

"Hvad skriver han?"

"Ja jeg skal blive hans niende kone når gerningen er fuldført. Han vil ikke vil såre mine børn, men rettere opdrage dem som var det hans egne, forsikrer han mig"

"Og hvad med mig? Hvad får jeg ud af det?" spurgte Argoleas

"Han giver dig dit liv og lover at du vil blive rigere end nogen anden mand i Eralos"

"Er det før eller efter de har plyndret byen, så?"

"Han siger du vil blive så rig at du kan svømme i den egen rigdom" Han gik et skridt tættere på hende. Hendes kraftige parfume sivede op i hans udspilede næsebor. Hans øjne var vidt åbne og alle hans sanser var klar.

 

"Hvordan kan vi stole på ham?" hviskede han

"Vi har intet andet valg. Vi må gøre dette eller dø som alle de andre fjolser"

"Men hvad hvis vi fejler?" Hun tog et skridt væk fra ham og kiggede ham dybt i øjnene.

"Fejler? Vi vil ikke fejle!"

"Hvordan kan du være så sikker?"

"Jeg kender ham bedre end nogen anden. Den gamle tåbe vil ikke vide hvad der ramte ham før det er for sent." De holdte deres alvorlige blik på hinanden. Der var stille i paladset og morgensolens stråler skinnede svagt ind af det smalle vindue, som kammeret havde. Døren til hendes sovekammer var låst og med den dørene til hendes balkon.

 

"Før vi kan gøre noget må vi have hans rådgiver af vejen. Du ved hvem jeg taler om"

"Er du en mand? Du ser så bleg og rædselsslagen ud. Over du ikke engang at nævne hans navn, som om det var fremmed for din tunge?"

"Jeg er en større mand end nogen anden du har mødt"

"Kun tiden kan bevise det. Lad mig tage mig af Elero og så kan du tage dig af resten, når tiden er inde" sagde hun og lagde hånden på hans brystplade.

 

"Hvordan vil du få ham af vejen?"

"Det får du af se, hvis det lykkedes. Senere i dag vil jeg snakke med min mand, og så skal du bare se". Det bankede på døren.

 

"Deres majestæt?" lød en gammel stemme der samtidig tog i dørhåndtaget. Argoleas forsvandt ind i skyggen af kammeret, hvor end ikke de døde kunne se ham. Serena åbnede døren, men kun nok til at hun kunne stikke hovedet ud.

 

"Hvad er det, kære Tesesrinae?"

"Jeg er blevet sendt af hans højhed for at informere Dem om at morgenmåltidet vil blive serveret om en halvtimes tid" Sagde hun imens hun ivrigt holdte sig til sin krogede stok. Hendes lange grå hår gik helt ned til toppen af stokken.

 

"Det er fint, fortæl kongen at jeg nok skal være der. Send bud efter min søn og datter, og sørg for at de kommer til tiden denne gang"

"Som de ønsker, Deres majestæt. Jeg skal personligt sørge for at de når frem i tide"

”Glimrende” sagde hun og smækkede døren efter sig. Den gamle tjenestedame tøffede langsomt ned mod prinsens sovekammer. Hendes krogede ryg fik hendes skygge til at ligne et monster, men hun var alt andet end et. Hun havde et godt hjerte og alle i paladset holdte af hende. Selv dronningen, som i sin tid genansatte hende efter den forrige konge, havde fyret hende, efter beskyldninger for tyveri.

 

Hun bankede forsigtigt på døren. Hun vidste ikke om han var vågen.

 

”Kom bare ind, lød en stemme” Hun åbnede døren og så den unge prins sidde ved sit lille bord og male små soldater, som han samlede på. Det var Herion, kongens anden og yngste søn.

 

"Deres mor ønsker at se dem til morgenmåltidet, gerne til tiden denne gang"

"Hvis min mor virkelig ville have noget af mig burde hun selv opsøge mig" sagde han imens han malede videre uden at kaste et blik væk fra en tapre soldate han netop havde malet som de taronianske soldater så ud. Han bar den gyldne sol på brystet, den var identisk med den som hans egen far havde på hans rustning.

 

"Jeg beder dig, Herion. Hvis ikke du kommer ned vil det gå mere udover mig end dig. Gør det ikke for din mors skyld, men min. Jeg er en gammel dame nu og jeg kan ikke længere holde til dronningens hysteriske vrede"

"Vi er da i det mindste enige om, at hun er hysterisk" sagde han med et smil og lagde den færdigmalede soldat fra sig. Han havde blå øjne og kort blond hår, som næsten alle i Taron havde.

 

"Jeg lover at komme til tiden i dag, Tesesrinae. Bare hent min søster, så gør jeg mig klar imens. Det lover jeg" Hun smilede og tøffede ud af døren igen. Hun lukkede døren svagt efter sig og man kunne høre lyde naf hendes stok i det at hun gik langsomt ned ad korridoren.

 

Han summede sig et øjeblik og kom i tanke om, hvor meget han hadede sin egen mor. Med langsomme skidt gik han ud mod balkonen, som havde udsigt udover byen og bugten den lå ud til. Han åbnede de guldbelagte døre og trådte ud. De lune klinker på balkonen varmede hans bare fødder, og han lænede sig udover balkonkanten, og tog en dyb indånding med lukkede øjne. Hans blonde hår blafrede i vinden og hans noble profil afslørede hans royale herkomst. Han havde himmelblå øjne, som næsten alle i Det Gamle Caronia havde. Han smilede og nød udsigten. Han vidste hvad dag det var, for han havde længe set frem til den. Dette var dagen, hvorpå han fremadrettet ville blive behandlet og respekteret som en voksen mand. Det var også dagen, hvorpå han for første gang, skulle være sammen med en kvinde, som det var skik i Det gamle Caronia. Han var ligeså spændt, som han var nervøs.

 

Han kiggede ud i horisonten og så det majestætiske fyrtårn i det fjerne, som stod på Ensomhedens ø, for at alle i Sorgens bugt, altid kunne finde vej til den prægtige storby. Det havde stået der i flere tusinde år og han vidste det ville stå der i mange tusinde frem. Kongerigets historie var lang og indviklet, men havde ofte holdt ham vågen om natten, hvor han kunne læse om sine forbilleder. Store helte og konger. Mange som han delte blod med, hvis ellers legenderne talte sandt.

 

Foran balkonen var en af paladsets mange haver. Haver smukkere end ens fantasi rækker til. Svøbt i snoende roser og med smukke blomster i alverdens farver, statuer hugget af det fineste sten og dekorerede arkader, med historie, poesi og kunst. Det smukkeste i haven sad dog på en lille marmorbænk omkring midten. Elena. elleve år gammel, men allerede smukkere end de fleste i kongeriget. Hendes lange bølgede hår, glimtede svagt i solens svage morgenstråler. Det var ligeså gyldent, som solen selv. Hun var hans nordstjerne, som han var hendes.

 

Hun sad med Livinae, Tesesrinae unge og raskløse datter. De fjollede altid rundt sammen, selvom Livinae ikke var andet end en simpel tjenestepige. Mange af de andre hofpiger anså Elena som værende snobbede og arrogante. Begge var de klædt i lyseblåt og begge deres grin kærtegnede blomsterne der lunede sig omkring dem. De gjorde blot haven endnu smukkere med deres tilstedevær.

 

I hjørnet af haven sad Elerias med en fint dekoreret bog, han havde fået af sin farfar Petétes, der havde tjent som læremester for hoffets børn. Han havde været det lige siden Herions farfar var konge og Herion selv var blevet lært af den berømte Petétes. Hans visdom var kendt vidt og bredt i verdenen, og dog alligevel så det ikke ud til at mange af hans ord fandt vej fra hans bog til hans barnebarn. Elerias var mere optaget af de to smukke piger end at læse den tykke bog. Gamle mænds visdom, kan vente til en anden dag, tænkte han inde i sig selv.

 

Rundt om Elena stod høje majestætiske træer symmetrisk placeret. ”Symmetri er nøglen til al skønhed”, havde Petétes engang fortalt Herion. En filosofi som mange caronianere fulgte, og var enige i, uden at skænke det én eneste tanke. Det var indbygget i deres natur og væsen, og ting der ikke passede ind blev hurtigt fjernet eller tilpasset.

Det var af denne grund, at træerne var placeret således. De var plejet og behandlet på en sådan måde, så de forekom nærmest identiske. Haven var fyldt med buske, træer og alverdens blomster og planter. Deriblandt var den gyldne blomst, Elena, som Herions lillesøster var opkaldt efter. En sjælden blomst, som virkede fortryllende, ja nærmest magisk, med sine gyldenlysende blade. Det var kongen selv, der havde opkaldt hende efter denne blomst. For han fandt den fagrest af alle blomsterne i verden.

 

Herion havde svært ved at holde sit smil tilbage når han så på hende. Hun var en af de eneste, der kunne oplyse hans dag når alt mørket omkring ham, havde opslugt ham, hans tanker og hans omgivelser. Kun hun formåede dette, og han passede derfor godt på hende, som en bror oftest gør med sine mindre søskende.

 

Han kiggede udover bugten igen. Sorgens bugt. Smuk, men vild og utæmmelig. Ofte havde den været banemand og gravsted for så mange tapre mænd, der var sejlet af sted i krig. Den var lunefuld, men forræderisk, som en forræderes hore.

 

Han lukkede øjnene og drømte sig langt væk. Han drømte om at rejse ud i det fjerne, og opleve verden. At sejle ud fra Eralos og opleve verdenen. Han ville være en helt og blive husket således. En skønne dag skulle unge mænd som ham selv, dagdrømme om at være ham; Herion søn af Malander, bæsters banemand og skæbnens betvinger. Hvis blot folk ville elske ham, og se op til ham som en helt. Det ville være lykken, tænkte han. Det havde han altid drømt om. Hvis blot de ville kigge på ham, som de kiggede på hans bror Marlios. Marlios som nu var draget af sted i krig, for at forsvare fædrelandet, som forgudede ham på samme måde, som han forgudede det. Han var en mand værdi til en sådan skæbne.

 

Tesesrinae kom nu ned i haven og hentede Elena og sin datter. Hun så ikke glad ud da hun så at Livinae, blot sad og fjollede rundt, frem for at passe sine pligter. Det var et ansigt Herion ikke var vant til at se. Han erindrede ikke at have set Tesesrinae sur før, men nu var han ikke i tvivl om hvordan det så ud. De fulgte begge med hende og Elerias' øjne fulgte dem. Han havde mørkere hår end mange af de andre i hoffet, ligesom hans far Elero havde inden at det var blevet gråsprængt.

 

Jeg tror Elerias er forelsket i dig” fniste Livinae til Elena. Hun kiggede tilbage og så ham stirre. Da de fik øjenkontakt skyndte han sig at kigge ned i bogen igen. Han rødmede og hun kunne ikke lade vær med at grine i det at hun gik indenfor.

 

Langs væggene stod byster af hendes forfædre. Hovedsagligt kongerne og prinserne, men indimellem var der også kvinder. Dronninger og prinsesser, som var højt elskede af deres nærmeste. Så meget at de blev udødeliggjort i sten ligesom dem selv. Nogle var endda begravet i den samme grav, hvilket i gamle dage havde været helt uhørt. Bysterne bar gyldne masker, som kunne tages af og på. Når man ville i kontakt med den afdøde kunne man tage hans maske på og føle hans tilstedevær.

 

Livinae! Se så at kom i gang!” Sagde hendes gamle mor strengt.

Ja mor!” svarede hun hurtigt og skyndte sig væk. Nu da Elena var alene sænkede alvoren sig over hende og bankede sin kjole blidt for at banke al uønsket støv og lignende væk.

 

Dørene til spisesalen stod åbne, og ved det lange bord der gik igennem salen stod det meste af hoffet klar. Netop som hun nåede hen bag sin plads dukkede hendes mor op. Først havde hun et stramt og hårdt ansigt, men da folk kiggede imod hende smørede hun sit falske smil på og nikkede velkommen til dem alle. Da hun fik øje på Elena lyste hendes øjne op med glæde, men da hun så at Herion endnu ikke var mødt op farede hendes blik rundt. Utroligt at den dreng altid skal ydmyge os, med hans fravær, tænkte hun inde i sig selv. Hun stod klar bag sin stol forenden af det lange bord. I den anden ende stod en endnu større og flottere stol klar til kongen.

 

Herion trådte ind nu og alles øjne rettede sig mod ham, som var han kongen selv. Han brød sig ikke om den voldsomme opmærksomhed og gik med hovedet sænket hen til sin stol. Han kiggede op og så Elena stod foran ham. Hun smilede til ham, da han kiggede hen på hende.

 

Salen lå med god udsigt over Eralos, og en endnu større have foran vinduerne. Himlen var malet rød af morgensolen og skyerne havde et lilla skær over sig, ligesom farven på hans mors kjole.

 

Det sidste af hoffet kom nu løbende ind og stillede sig klar, imens de kiggede ned i jorden ærbødigt. Nu åbnede dørene, og ind trådte Argoleas, anføreren for kongens livgarde. Han bar titlen Aeritus, som var en forkortelse for: Aeri dae tatulus (Anfører for livgarden).

 

Ind ad døren kom nu kongen selv, med sine fine kongeblå klæder, og trofaste vagter bag sig. De bar den gyldne sol på brystet, ligesom den var dekoreret i tusindvis, på kongens klæder. Det var nemlig symbolet for Earias, solens gud og kongen over alle guderne. Symbolet for alle mennesker i Det gamle Caronia og Taronianerne var ingen undtagelse. Tarons tegn var den gyldne sol med en sølv stjerne over den. Sølvstjernen var den eneste stjerne, som aldrig rykkede sig på nattehimlen, og med den kunne man altid finde nord. Det siges at denne stjerne var Artalan. Den rykkede sig aldrig, ligesom Artalan selv. Artalan, forfaderen til alle Caronianere og søn af solens gud.

 

Den gyldne krone var dekoreret med flotte rubiner, og med indgraverede flammer, så den lignede solen selv. Malander bar den med stolthed, og den oplyste rummet, med det fine guld den var lavet af. Den var nemlig ikke blot lavet af almindeligt guld, men en særlig type, som skinnede svagt, hvis solens lys faldt på det. Solens guld blev det kaldt, og det var mere værd end noget andet. Det fandtes kun i Det gamle Caronia og var ganske sjældent.

 

Malander stillede sig bag sin høje stol. Hans kone, Serena, bag sin i den anden side af bordet, som det var skik. Han bukkede hovedet svagt til sin kone og hun til ham. Så satte de sig til bords, og først da de havde sat sig, gjorde hoffet det samme.

 

Malander brød sig ikke om at spise med kronen på, og tog den derfor forsigtigt af, og lagde den på bordet, hvilket var utraditionelt. Han lod sit lange mørkebrune hår falde, inden han redte det bagover, og gav sig i kast med at spise. Selvom han havde langt brunt skæg, var det velplejet, og velredt, til enhver lejlighed. Det havde længe været en uskreven tradition, at kongerne af Taron, havde langt skæg. De var dog ikke ligesom nordlændingene, som sagde: ”At en konge uden skæg, var ikke konge, for længe”.

 

Alle nød den herlige mad, som primært bestod af frugt, grønt og forskellige slags brød. Til maden blev spillet harpe og violin, som caronianerne holdte så meget af. Flere af de gamle konger og kejsere, havde komponeret symfonier så smukke, at selv de døde kunne vækkes til live, sagde man. Men de smukkeste symfonier var komponeret af Marénar, ifølge størstedelen af taronianerne. Hans musik var kendt af alle og blev ofte spillet til højtider eller lign. Han var en legende blandt komponister.

 

Elena havde altid været en spøgefugl, og elskede at drille sin brødre. Netop da Herion skulle til at tage en ordentlig tår honningvand (en typisk drikkelse i Taron), sparkede hun ham så hårdt over skinnebenet, at han fik et chok, og spildte det hele.

”Av!” udstødte han, imens han kiggede vredt på Elena. Han knyttede sin næve mod hende og sagde: ”Du kan bare vente dig! Efter det her giver jeg dig en omgang prygl du sent vil glemme”

 

Hun kiggede hoverende på ham og rakte tunge. ”Dig og hvilken hær?” sagde hun for at provokere.

”Jeg behøver ikke en hær for at tæve dig, søster. Jeg kunne besejre dig med min venstre lillefinger, hvis jeg ville”

”Måske, men du er aldrig hurtig nok til at fange mig” afbrød Elena, imens hun lavede sjove ansigter til ham.

 

”Så er det godt i to!” sagde Serena strengt fra bordenden netop, som hun opdagede deres lille fejde. De kiggede ned på deres tallerkener igen og forholdte sig roligt. Da Herion kiggede op igen, fik han øje på sin søster, som sad og rakte tunge igen.

Hvor er du barnlig” sagde Herion vredt, imens han prøvede at ignorere hende. Han kiggede nu ned langs bordet og fik øje på hans to venner Sterias og Hessandro, som var i fuld sving med at snakke. Sterias havde været hans ven så længe han kunne huske og Hesandro og ham var blevet gode venner da de alle tre blev lært af Petétes. Ofte havde de brudt mod hinanden i arenaerne. Hessandro var en være pralhals og elskede at hovere når han vandt. Han var den hurtigste rytter af de unge mænd og han fortalte ofte om hvordan han engang havde tæmmet en vild hest med hans far.

 

Herions bror Marlios og hans venner havde ofte grint af dem og gjort nar af dem. Herion havde udfordret Marlios, men hver gang havde Marlios vundet og ydmyget ham. Hvad han ikke ville give for at gøre gengæld.

 

Herion kigge ned mod sin far. Han frygtede at han havde glemt hvilken dag det var. At han ikke fik lov til at tage sin manddomsprøve i dag, og dermed ikke nogen anden dag. Herion elskede sin far, men han følte at Marlios altid kom i første række, hvilket en arving altid gør. Herion lignede sin far, men Marlios lignede ham så meget mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...