Vi er blækklatter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2016
  • Opdateret: 20 dec. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til Illuminaekonkurrencen, valgmulighed 1

0Likes
2Kommentarer
389Visninger
AA

3. 23. december 2016

Kære Alice (fra De er her  af  Marie Lin)

Klokken er lidt i fem om eftermiddagen, og jeg er uendeligt stolt af mig selv, fordi nu behøver jeg åbenbart ikke længere være fuld på over-midnatstanker (tusind gange værre end alkohol) for at skrive til jer. Det er mit tredje brev til jer, og jeg er ret så sikker på, at jeg aldrig nogensinde ville stoppe. Dette er en måde at skrive dagbog på, men i stedet for ubevist at skrive til den fremtidige version af mig, der altid finder gamle dagbøger og læser dem og skammes ved, hvordan man var engang, skriver jeg til jer.

Det er jul i morgen. Og jeg er ikke i julestemning. Det er for mig et stort problem. For hvis jeg skal være ærlig er det at være i julestemning vigtigere end så meget andet og handler for mig ikke længere bare om at synge julesange, indtil mit stemmebånd knækker over, nej det er blevet til noget mere. For at være ærlig ville jeg ikke være sikker på, at jeg kunne vælge - i din verden kan man rejse i tiden – så evnen til at rejse i tiden eller det at være garanteret at være i julestemning i løbet af alle de decembermåneder, som jeg kommer til at opleve.

Okay, trods alt ville jeg nok vælge det første – ikke at jeg tror, at evnen til at rejse i tiden ville være i gode hænder hos mig. Jeg ville sikkert bare bruge den til at kunne slå alle fortidige versioner af mig oven i hovedet, så hårdt som luigt, for hvem vi er nu, er ikke andet end summen af hvem vi engang var – så jeg kan give ansvaret til hvorfor jeg endnu ikke er leder af universet eller har mere end en ven til alle de tidligere mig. Eller måske ville jeg bare konstant rejse tilbage i tiden for at kunne opleve alle mine minder igen og igen og igen, alle mine glade minder. 

Engang, da jeg var mindre, spurgte jeg min mor, om hun troede, der engang ville blive opfundet et kamera, der var i stand til at få billeder til at rumme alle sanser. Så man ikke bare så et billede af en strand, men kunne mærke sandet under sine fødder og vinden mod sin hud, kunne smage og lugte salten i luften og kunne høre lyden af de brusende bølger. Hun sagde, at sådan et kamera allerede fandtes. Det var vores minder.  Men nu tror jeg ikke længere på det, da vores minder ikke forbliver lige så klare som billeder, de falmer, bliver hullede, forvrængede, og virkeligheden kan bare ikke indfanges af os. Så det kan godt være, at det at kunne gå tilbage, bare sådan, gør alting mindre specielt, men jeg tror udmærket, at jeg vil kunne leve med det.

Måske kan vi allerede gøre det. Bøger, bøger og ord er måden at gøre det på. Hvis man engang finder noget, der ikke kan beskrives med ord, er man enten meget heldig eller meget uheldig – jeg ved det ikke, for jeg tror ikke, at nogen har oplevet det.

Måske er det derfor jeg hader filmatiseringer. De Er Her er blevet filmatiseret, og jeg tog selvfølgelig i biografen og så den, men jeg har fortrudt det lige siden. Alting var bare forkert, karakterene havde de forkerte øjenfarver (selvom det aldrig var blevet specificeret i bøgerne), I talte med alt for lyse eller for dybe stemmer, I gik på en anden måde, end jeg havde troet, (du tog for lange skridt, forresten), og jeg gik ud af den biograf med følelsen af at de billeder, jeg engang havde haft i hovedet, nu alle sammen var blevet erstattet mod min vilje, og jeg  brugte flere timer på at fortælle mine forældre om alle de ting, der ikke var med fra bogen, alle de ting, som de havde ændret (der stod, at du havde en mørkeblå Beatles trøje på i starten af bogen, men i starten af filmen var den lyseblå (af en eller anden grund var de ikke så forarget over det, som jeg var)).

Forstår du? Det demonstrerer hvordan ord, noget så simpelt som todimensionelle ord kan virke til at tegne syvdimensionelle billeder i mit hoved

Så så meget som jeg har lyst til at springe hovedkulds ind i jeres verden, ved jeg ikke, hvor godt det vil være for mig. Mon fantasi er løbet fra mig for mange år siden, og jeg har ikke orket at fange den igen, mine billede  i hovedet er for klare, og hvis jeg en dag skulle slå øjnene op i en bog, ville jeg uden tvivl begynde at kritisere, hvordan der i bogen havde stået, at en karakter havde chokoladebrune øjne, og jeg havde forestillet mig 70% mørk chokolade, men det var i virkeligheden 40% mælkechokolade.

Vær sød ikke at dømme mig, Alice?

Hvordan har du det egentlig? Er du overhovedet i live?  Jeg ville uden tvivl bytte alt den julestemning der var i verden for at få det at vide – og så forlange at få det hele tilbage, hvis jeg ikke kan lide svaret.

Bogen bygger jo over det her princip – sagt af en eller anden, jeg kan ikke huske hvem; hvis tidsrejser er mulige, hvor bliver turisterne fra fremtiden så af?

Og i bogen er turisterne fra fremtiden kommet (De er her), Der er blevet spottet store klynger af mærkeligt klædte mennesker ved begivenheder som 9/11, der er beretninger om af øjenvidner store grupper af mennesker, mens de så på at Titanic sank, eller også siddende meget tæt på de steder som fly snart ved styrte ned, ved slag i forskellige krig. Kort sagt ved forskellige tragedier for som der står i bogen – vi mennesker bliver tiltrukket af andres ulykke. Man ved altså at tidsrejse bliver muligt i fremtiden, og man ved, at mennesker bruger denne evne til at overvære de store begivenheder (al magt til myrerne!!)

Det, der skræmmer mig mest, er, at der ikke er nogen, der prøver at ændre på det. Der er måske skrevet tusindvis af bøger, om hvorfor det at ændre på tiden kunne have katastrofale følger – men samtidig må folk fra fremtiden være endnu mere koldblodige, end vi er nu, hvis det er muligt for dem at se tusindvis af mennesker dø og lide uden at løfte så meget som en finger, så meget som en lillefingernegl. 

For det kunne da være sjovt at ændre på ting – okay, sjovt er ikke det rette ord her, men af mangel på bedre. Det vil være sjovt, også bare at ændre på mit eget liv. At tænke på alle de alternative versioner af mig selv, der kunne have eksisteret, hvis jeg bare – hvor meget jeg skulle ændre verden for at ændre mig -  er der en version af mig, der har flere venner end Tomasz, én der ikke læser bøger, som andre trækker vejret, én der er i julestemning den 23. december. Selvisk? At fokusere på sig selv som det første?

Uden tvivl men for at sige sandheden - du er heller ikke den mest uselviske i bogen.

Jeg mener – bogen starter vist bare med, at du vågner op, tror jeg, ikke tænker mere over dagen, så kigger du ud af vinduet. Og eftersom du bor tæt på havnen i din by, ser du et skib. Et skib fyldt med en masse mennesker, klædt i mærkeligt tøj, et skib, der bare ligger og flyder rundt i havnen, med alle de mennesker, der står stille. Og venter, ser det ud til.

Det tager dig et par øjeblikke, eller et par sider at drage følgeslutningen, at de må være turister. Og kun et par sætninger derefter regne ud, at dette ikke er et godt tegn.  Så ja – min dansklærer plejer at have en regel, der hedder, at man skal etablere sin verden, før man river den i stykker, men i De er her, når vi aldrig at se dit normale liv som teenager i 2014, samme år som bogen var udgivet.

Eller teknisk set er dit liv stadig normalt, men det, at skibet holder udenfor, gør, at hele verden næsten helt bogstaveligt stamper definitionen af normal ned i alt deres panik, ja verden forsøger at sætte sig selv på pause, indtil de har fundet ud af, hvad de mennesker ventede på. Skoler blev lukket, arbejdspladser blev lukket, og der er mage hjerteskærende beskrivelser af den panik, der sænker sig over den by. Alle prøver at finde ud af, hvad der sker. Hvornår. Hvordan

Både i form af politi, der tager ud på skibet og forgæves prøver at få turisterne til at lade sig forhøres, i form af meteorologer, psykologer, og hvad ved jeg, der prøver at forudsige det. Men også i form af ganske almindelige mennesker, alle resten af os, der gætter. Og fordi I er mennesker, forventer i straks det værste, oversvømmelser, 3. verdenskrig der bryder ud, en meteor der kolliderer med jorden -der er en passage i bogen, hvor du snakker om uretfærdigheden i det, at det at man forventer, at det værste kan ske hvert øjeblik ikke er ensbetydende med, at man forventer det bedste kan ske hvert øjeblik. Måske kunne turisterne bare være der for at overvære et såkaldt mirakel.

Det er så også sådan ca. den eneste del af bogen, hvor du er rationel. Men din irrationalitet er, hvad der får dig til at virke så virkelig, får mig til at have De er her som en af mine yndlingsbøger, så tag det som en kompliment. Resten af bogen bruger du på at begræde alle de tusindvis af ligegyldige, trivielle øjeblikke i dit liv, som du var ligeglad med – mest fordi du forventede, at der ville være tusindvis mere. Hele bogen strækker sig over den ene dag, og handler om dig, der prøver at nå at fortælle din familie, din bedste ven du er håbløst forelsket i (se, det har vi til fælles), dine andre venner og måske og resten af verdensbefolkningen, at du elsker dem, og prøver at leve nok til at det svarer til den hele livstid, du måske ikke får.

Bogen slutter, før man finder ud af, hvad turisterne venter på. Så lad os bytte, skal vi det? Du fortæller mig, hvad der sker med dig, og så fortæller jeg dig noget. Det siger vi er en aftale.

Tomasz er et rumvæsen. Du tænker sikkert, at jeg er skør, og det er jeg måske også, men lige nu er jeg den eneste i det her rum, så her er skør det nye normale. Han er et rumvæsen, og lad nu vær med at forstille dig følehorn, tentakler, grøn hud og alt for mange øjne. Nej, han hører bare ikke til her. Ikke på denne planet. Nogle gange har jeg den samme fornemmelse af at tænke, at grunden til jeg ikke har fundet sted at gøre noget så overvurderet som høre til, er fordi det ligger i det ydre rum – men hos ham er det ikke bare en fornemmelse – det er noget, som han er.

Og nej, det er ikke bare søvnunderskuddet eller  den manglende julestemning, der taler. Han har, siden han indvigede mig i sin teori i 0. være mere og mere sikker på, at det ikke bare var en teori. Engang i 5. skulle han sove hos mig, og vi sneg os udenfor midt om natten, uden overtøj og lå og kiggede op på stjernerne. Der snakkede han også om det, hvordan han var sikker på, at han var blevet sendt ned til Jorden af rumvæsner fra en anden planet, intelligent liv, der lignede mennesker på en prik, men bare ikke var mennesker for at se, hvad der ville ske – når to racer mødtes uden at vide, at de mødtes. Et eksperiment.  

Hans forældre var ikke hans rigtige forældre, og han var ikke et menneske. Tro mig, når jeg siger, at jeg ikke troede på det i det førte lange stykke tid (og jeg troede ellers på det meste i 0.) Jeg prøvede at diskutere med ham, hvis der virkelig var intelligent liv i rummet (hvad synes, du er mest skræmmende Alice, at der er andre end os i universet, eller at vi er de eneste?) , burde det ikke have givet sig til kende? Jeg fortalte ham om, at bare fordi verden ikke altid føltes som en del af en selv, betød det ikke, at man ikke var en del af verden, sagde at vi to mindede så meget om hinanden. Og jeg var et menneske.

Men til sidst, til sidst, begyndte jeg at tro på den, mest af alt fordi han selv troede på det. Det føltes mærkeligt at indrømme det, siddende i en stue, i en lænestol, der kunne tilhøre enhver anden familie, det virker så surrealistisk. Men jeg vil tro på, at himlen var grøn og solen lilla for Tomasz, det må du forstå. Og jeg tror på, at jeg er forelsket i en dreng, i et rumvæsen (og alligevel fokuserer de fleste på det første), jeg tror på det. Og jeg vil også sige, at du ville skør, hvis du snakkede om tidsrejser i din verden. Men når man siger umuligt, mener de fleste i virkeligheden bare usandsynligt.

Så måske er mit liv ikke så kedeligt, alligevel, hva? Jeg føler næsten, at jeg har noget at bevise over for dig, men allermest over for mig selv. Så her har du det vel – et rumvæsen, der tegner så meget, at han måske en dag selv bliver til intet andet end streger på papir, et rumvæsen der allerhelst vil være en junglehøne, som samler på viskelæderfnuller (jeg lave ikke engang sjov, han samler det op fra gulvet inde i klassen, hvis vi to er de sidste til at gå, efter vi har fået fri) som er lige så afhængig af Harry Potter, som alle burde være.

Mit rumvæsen.

Hvis bare jeg kunne komme i julestemning. Med julestemning mener jeg, at være glad, glad på sådan en rolig måde, sådan en stearinlys bliver tændt og ilden flakker, mens det er mørkt udenfor form for glad, sådan én, kigge på sin familie og føle sig som en del af den men ikke resten af verden måde, som at spise pebernødder og grine lidt for højt, og have tykke sweatre på, der kradser form for stemning.

Den er meget speciel, og man kan ikke tvinge sig i at komme i den (lige meget hvor meget jeg nidstirrer de nisser, der er hængt op som julepynt) Specielt, ikke når ens forældre altid har ment, at man burde passe lidt mere ind, bruge lidt mindre tid med bøger, specielt, når der hænger så mange usagte ord i luften mellem os, at jeg nogle gange undrer mig over, hvordan der stadig kan være plads til os i huset, når stilheden fylder så meget.

Så her er til håbet, om at du sidder et eller andet sted, i live, og i julestemning, og glæder dig til jul som en sindssyg. Det håber jeg Alice, for du fortjener virkelig det bedste. Måske vil jeg nu gå ud og indsnuse gran eller et eller andet, eller måske bare læse en bog og håbe på, at jeg kan få det bedre inden i morgen. 

Glædelig jul.

Hilsen Lucas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...