Vi er blækklatter

//bidrag til Illuminaekonkurrencen, valgmulighed 1

0Likes
2Kommentarer
418Visninger
AA

5. 2. januar 2017

Kære William (fra Alle de ligegyldige af Rick Bardugo)

Der er gået en dag, siden jeg skrev mit sidste brev, og jeg tror måske, at jeg er ved at blive afhængig. Men der er vel meget værre ting at være afhængig af – lige nu skriver jeg bare til jer for at slibe alle de skarpe kanter af mine tanker, så jeg ikke stikker nogen ned, det ville være svært at forklare for politiet. Så længe jeg ikke begynder at tro, at I er virkelige – at se det som et faktum. Det er der, I gerne må begynde at være bekymrede.

Okay, måske må du gerne være bekymret nu – bare en lille smule. Jeg sidder på en sidevej til min vej, lænet op af en lygtepæl, trækker vejret så dybt, at jeg får brug for et ekstra par lunger og har igen ikke overtøj på, ja jeg har ikke engang sko på, og sneen er her stadig, selvom vejrudseendelen kl. 20:00 sagde, at den ville begynde at smelte i morgen. Men jeg har min gule notesbog  og det er det vigtigste, er det ikke?  Så længe jeg har min gule notesbog kunne jeg sikkert overleve alle de alieninvasioner jeg har læst om, ja sikkert ikke bare overleve men komme ud af kampen som sejrherre, så længe jeg har den, skal alting nok gå, for jeg skriver ikke til nogen,  der vil  fortælle mig, at det ikke er sandt.

Desuden – det er så smukt nu. Sneen og den mørke nattehimmel, denne gang med stjerner, der egentlig formår at skinne så klart som fyrværkeriet i går, stjernerne der smiler til mig (og måske er der også et par, der griner af mig, og kun smiler til de normale, men de fortjener ikke at være på himlen, har jeg bestemt).

ting er kun umulige når man stopper op for at tænke over dem

Jeg fryser. Min hånd ryster så meget, at det ville være et sandt mirakel, hvis du kunne læse hvad jeg skriver, men på den anden side, tror jeg faktisk også, at det er godt min håndskrift er ulæselig nu.   

Vidste du, at du er fra min absolut yndlingsbog? Sådan det kan godt være, at de indtil videre fire andre personer, jeg har skrevet til også kommer fra nogle af mine yndlingsbøger, men du er uden et sekunds tvivl fra den allerbedste, som jeg nogensinde har læst. Jeg er ikke engang sikker på hvorfor, jeg ved bare, at der mellem de 339 sider bogen er på, er et sted, hvor jeg føler mig hjemme, føler mig på den ene eller anden måde tryg hver eneste gang, jeg åbner en bog og ville kunne starte en gemmeleg med virkeligheden bag alle bogstaverne, som jeg ville vinde. Jeg ved, at det at sidde midt om natten, lænet op af en snavset lygtepæl virker behageligt, fordi jeg har det, som om jeg er her sammen med dig.

Yndlingsbøger – det er det man burde bruge hele livet på at lede efter, for når man først har fundet dem, er man sikker på at have noget der af en eller anden grund alting syntes at gengælde din kærlighed lige meget, hvor stor den er. Det er sjovt, jeg har aldrig fortalt til nogen at Alle de ligegyldige er min yndlingsbog, nej det er måske kun noget, som jeg vil skrige fra den der tagtop, jeg snakkede med Dan op – der hvor jeg også kunne rive mit stemmebånd i stykker, mens jeg fortalte, at jeg var homoseksuel. Ikke fordi jeg skammer mig over den, tværtimod, elsker jeg den for meget.

Der er to slags bøger; dem, som du bliver færdig med, og så virker det som om, at hele verden vil brænde ned til grunden, hvis ikke alle får læst denne fantastiske bog, og så dem du læser, der formår at føltes så meget som din egen, at hele verden vil brænde ned til grunde, hvis du fortæller andre om det -  Alle de ligegyldige  er den sidste slags.

Engang sagde Tomasz til mig, at man hver morgen bør stå ud af sin seng og gå hen til et vindue og se ud, indtil man har bildt sig ind, at universet kun eksisterer for, at  man og lige netop man, kan se på det, for ens egen skyld. Jeg svarede så et eller andet med, at jeg ikke altid troede på, at jeg selv eksisterer for min egen skyld, hvilket fik Tomasz til at smile og svare at jeg gerne måtte eksisterer for hans skyld.

Men ved at lade som om jeg er den eneste i verden, eller i hvert fald i min egen verden, der har  læst denne bog, vil jeg kunne sige, at den eksisterer for min skyld, for at hjælpe fortabte 15-årig drenge, der er bange for at vokse op, og endnu mere bange for aldrig at vokse op. 

Så det er det, jeg håber, at du tager med fra dette brev, et tak for at findes, uden at findes, for du om nogen fortjener et tak for dette.

Vi har stadig ikke taget julepynten ned. Ikke at der var særlig meget, bare en hel masse kravlenisser på mine reoler og så et par nisser, der sad og stirrede rundt omkring. Men vi er nu den slags familie, der først får taget sig sammen til at tage julepynten ned i marts ja – din familie er heller ikke perfekt, er den vel? Jeg kan huske det her afsnit, hvor du beskriver jer som planeter der måske nok kredser rundt om det samme centrum, men jeres baner mødes aldrig. I bevæger jer rundt i det samme hus, snakker om vejret, hvad der skete på arbejdet, i skolen, om at huske at spise 6 stykker frugt og grønt om dagen, men I når  stadig aldrig ind i hinanden på den måde, som man burde – endnu en af de ting jeg relaterer lidt for meget til. 

For at det ikke skal være nok er der vist også en scene, hvor du sidder under en lygtepæl, fordi du opdagede, at den var alene. Den stod på en øde vej, uden andre lygtepæle, og lyste ikke for nogens skyld, så du satte dig under den. Der burde findes flere mennesker som dig, burde der ikke? Det var også derfor jeg satte mig her, og måske også lidt fordi jeg bare havde brug for lys til at skrive. Ja, jeg ved godt, at der er bedre lyskilder derhjemme, men jeg havde bare brug for at komme ud af det hus, så jeg også kunne føle mig som en bedre person, der havde overskud til at hjælpe de ensomme lygtepæle, for jeg tror ikke, at ensomhed er et valg for lygtepæle på samme måde, som det er et valg for os mennesker,

Jeg var glad, da jeg gik i skole i dag. Jeg gik som sædvanlig og lyttede til en playliste med præcis to sange på ”Hey Jude” og ”Let it be” da jeg har opdaget, at de  minutter de to tager til sammen er så lang tid, som det tager mig at gå i skole (men ikke kald mig et vanemenneske) Jeg gik endda i tide til at se Solen stå op i et væld af farver, der får mig til at afsky alle dem, der bare kalder himlen for blå. Man burde se en solopgang mindst en gang om dagen, gør man ikke? Der er bare noget så specielt ved at senere på dagen se Solen hænge, der på præcis den måde, som sten ikke gør, og vide, at man er så ”speciel”, at man har været vidne til, hvordan den kom derop.

Så da jeg med sidste toner til Let it be rungende i ørene åbnede døren ved hovedindgangen, var det med håbet om snart  at se Tomasz sidde inde i klasseværelset, klar til at fortælle mig, at det kys betød mere end en yndlingsbog, klar til det sidste halve år i klassen. Det sidste halve år, hvor det ville betyde noget,  at de alle sammen var en stor samling idioter, der syntes at facebookprofilbilleder og instagramfiltre var et godt gemmested, for de var en samling idioter, der ville forsvinde ud af mit liv, og det var det, der ville få mig til at holde fast i dem.

Men klasseværelset var tomt, da jeg trådte ind i det. Hvilket er mærkeligt, for Tomasz plejer altid at komme 7:30, som den første (men kald heller ikke ham et vanemenneske). Eftersom jeg havde hørt om fænomenet at sove over sig, satte jeg mig dog bare ned,  på min plads ved siden af hans tomme stol og gav mig til at vente.

For en gangs skyld kom alle andre til tiden, så da klokken blev 8;00, var han stadig ikke kommet. Eftersom jeg havde hørt om fænomenet at blive syg eller at pjække, sendte jeg ham bare en sms, lige før vores lærer kom ind. Da vi fik frikvarter for første gang, havde jeg ikke fået svar. Eftersom jeg havde hørt om fænomenet ikke at tjekke sin telefon hvert andet sekund (desværre forekom det ikke hos særlig mange) ringede jeg til ham. Og blev mødt af en masse biptoner, der syntes at sige meget om den manglende lyd af hans stemme.  Eftersom jeg havde hørt om – nej jeg er blevet træt af at stille det op sådan, det gør det ikke nemmere at fortælle om, hvad der videre skete, gør det vel?

Så jeg bestemte mig for at gå hjem til ham efter skole, ringe på hans dør eller måske bare sparke den ind.  Men som jeg gik der langs de velkendte gader, som jeg var vokset op på, gik det for alvor op for mig. Forestil dig dette; fortabt dreng midt på en vej, der knap nok er bred nok til, at to biler kan køre forbi hinanden på den, men den føltes alligevel som et helt verdenshav, og drengen drukner langsomt. Han står i sine nedtrådte gule converse med en blå fjallräven jakke og et slytherinhalstørkæde, og lider så frygteligt af symptomerne på at være menneskelige. Han maler ikke døre gule, han kommer ikke 7:30 om morgen, han er den mellemrumstast man bruger så meget, men aldrig tænker på, det vindue man ser igennem uden at se på.

Han tror på, at hans bedste ven er et rumvæsen. Han tror på, at hans bedste ven er forelsket i ham. Han tror på, at hans bedste ven er virkelig. Og lige pludselig, tror han ikke mere.

For her er det. Tomasz er ikke virkelig. Han findes ikke, har aldrig fandtes andre steder ind i mit hoved. Der er kun de 19 idioter og så mig. Og jeg mener – jeg har altid vidst, at han ikke fandtes. Jeg lider ikke af vrangforestillinger på den måde, i hvert fald ikke på den traditionelle måde. Jeg ved udmærket godt, at biografsædet har været tomt ved siden af mig, at jeg ikke sad ved siden af nogen i klassen, at der kun var en person, der lavede sneengle

Men – tror du på alternative universer? – det har jeg vist allerede spurgt Alice om Såkaldte multiverser? At der findes tusindvis, millionvis af alternative universer, hvor alting gik lidt forskelligt? Et hvor jeg drejede til venstre i stedet for til højre på vej hjem? Et hvor jeg havde valgt en blå notesbog til at skrive mine breve i, ikke en gul? Et hvor jeg ikke var så forbandet ensomt? Et, hvor filmen Titanic havde en lykkelig slutning (for der var plads til dem begge på den dør).

Så hvem ved? Måske eksisterer der også et, hvor jeg har en ven (kæreste) som Tomasz, så hvorfor må jeg ikke få lov til at leve  i det. Det kan godt være, at tanken om at der findes uendelige versioner af de 7 milliarder mennesker, får mig til at føle mig endnu mere ubetydelig, men det at være ubetydelig vil ikke betyde noget (jeg er selvudnævnt mester i ordbog),  hvis bare jeg var glad i det univers.

Du fortjener vist bare at vide, at Tomasz ikke eksisterer, at aliens (indtil videre) ikke er på Jorden, men jeg tror stadig, at jeg vi blive ved med at lad e som om han gør. Ting er kun umulige, når man begynder at tænke over dem. Og da jeg stod der midt på vejen, og det gik op for mig, at jeg ikke vidste, hvor Tomasz boede, blev jeg enig med mig selv om, at jeg var ligeglad. Jeg kunne sikkert være blevet kørt over adskillige gange så lang tid det tog mig at komme til den erkendelse. Han findes for mig, ligesom I findes for mig, og det bliver nødt til at være nok.

Det begyndte allerede i 0. Den første dag, hvor alle blev venner med hinanden og legede sammen, og jeg sad i et hjørne og ville også have en ven. Jeg havde bare ikke lyst til at tale og lege med de andre børn, og det var nu engang, hvad det krævede dengang at få venner. Så jeg tog sagen i egen hånd og tilføjede en ekstra elev til vores klasse. Det er normalt for 6-årige at have fantasivenner, så hvorfor ikke fortsætte op gennem alle de forskellige klasser med at have imaginære samtaler (imaginære kys) med ham?

 

Hvorfor ikke forestille sig, at han var et rumvæsen? For det er jo netop det. Jeg har læst så uendeligt meget sci-fi, fra Hungergames til 1984, måske for meget, vil de fleste uden tvivl sige, nu. Jeg elsker den genre – fantasy har aldrig talt til mig på samme måde, for sci-fi er altid lige netop lidt mere virkelighedsnært, det er lidt nemmere at forestille sig, at det der sker i bogen, kommer til at ske. Nu viser det sig så, at jeg elsker den genre så meget, jeg prøver at få mit eget liv til at være som det.

Det var også derfor, jeg endte der. Efter at have stået på vejen længe, gik jeg hjem, men da jeg trådte ind og blev mødt af de lavmælte hilsner blev det hele for normalt.  Jeg vil hellere sidde her og fryse og have nemt ved at forestille mig, at fiktive og rumvæsner er virkeligt, end jeg vil sidde tilbage i de grå lænestol og ikke være sikker på, om jeg selv er virkelig. Det forstår du godt, det er jeg sikker på, at du gør.

Det er lige gået op for mig, at jeg endnu ikke har skrevet noget, om hvad Alle de ligegyldige handler om endnu, som jeg plejer. Er det et tegn på, at mit eget liv endelig er blevet mere spændende at fortælle om med rumvæsner der ikke eksisterer og lygtepæle der mister livsglæden? Næppe. Men ser du jeg har en teori.

I, alle jer fiktive, er blækklatter, har jeg ikke ret? Klatter af blæk på sider, der former ord, der former sætninger, der former historier. Men min pointe er, at vi alle sammen er blækklatter, vi får alle sammen en begrænset mængde blæk til at skrive vores historie med på den blanke side, som verden nu engang er – dette er både i en gul notesbog med en grøn kuglepen, eller i form af de mennesker, som vi lærer at kende, som lærer os at kende.

Og den teori er definitionen på pis, for vi bestemmer ikke selv, hvad vi skriver. Nej, vi er kastet ind i den her fucking verden og måske er vi blækklatter alle sammen, men det er fordi, at vi er blevet spildt. Jeg sidder lige nu alene på et fortov og fryser og det er måske en måned siden jeg sidst talte med dem fra min klasse (jeg tror ikke, at jeg talte med nogen virkelige til nytårsfesten), og jeg vil ikke tro på, at det er mit eget liv.

Vi er blækklatter, Will, men så længe jeg har jer, kan jeg komme i tanke om værre ting at være.

Vi ses. 

Kærlig hilsen Lucas

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...