Vi er blækklatter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2016
  • Opdateret: 20 dec. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til Illuminaekonkurrencen, valgmulighed 1

0Likes
2Kommentarer
388Visninger
AA

2. 15. december 2016

Kære Danny (fra Perfekt perfektion af  Mohammed Saenz)

Hvor er min sne? Det er i dag den 15. december, og jeg har ikke set skyggen af et snefnug (ikke at sne har særlig meget skygge), og når jeg kigger ud af et vindue bliver jeg ikke mødt af andet end en kedelig grå himmel, der lige så godt kunne have tilhørt oktober.

Ikke at jeg tror det er dig, der af en eller anden grund holder temperaturen over det fucking frysepunkt, men der er nu stadig rart at have nogen at skyde skylden på. Måske burde jeg i virkeligheden bebrejde Solen for at være for varm, men jeg burde gøre så mange ting i virkeligheden. I virkeligheden burde jeg være glad for virkeligheden., hvilket jeg også er for det meste – specielt når det er december, og der er sne.

Jeg har dog bare gjort så meget andet for at forsøge at få mig selv i julestemning. Jeg har de sidste 15 dage haft en nissehue på i skole og smiler bare til alle de fremmede, der stirrer mærkeligt på en 15-årig, der går med en nissehue – jeg syntes nu bare det er dem, der er mærkelige for ikke at have en nissehue på. Jeg tror, at det er noget, du vil syntes om – at være mærkelig på sådan en måde. Du sagde i bogen på et tidspunkt, at det var umuligt ikke at tænke på, hvad andre tænke på – i hvert fald dem man kendte, mens fremmede kan man være ligeglade med, fordi de er dybest set også ligeglade med en selv.

Måske er det dumt, at jeg tænker på, om du kan lide det eller ej, lide mig eller ej, men jeg kan aldrig helt lade være. For ville I overhovedet svare, hvis I fik chancen? Ville I overhovedet læse brevet til ende? Det ved jeg ikke, men jeg håber det – det var også derfor jeg valgte at skrive til dig efter at have skrevet til Elvira. Det kan godt være, at der ganske vist gik to uger, mellem de to breve, men tro mig jeg overvejede det, og den gule notesbog syntes konstant at nidstirre mig fra sin plads på skrivebordet, mere end solen, og tro mig, Solens blik er så intenst den ville kunne løse alle universets mysterier, hvis den ellers bare brugte sin tid på andet end at dømme mennesker.

Okay fuck, det var mærkeligt. Klokken er ganske vist også 1 om natten (måske skal den bare være over midnat for, at jeg kan skrive breve til jer), så min hjerne er undskyldt. Jeg sidder lige nu i min vindueskarm, på mit værelse, og holder øje med en lygtepæl udenfor, der blinker hele tiden. Resten af verden (eller måske bare min familie) sover, så jeg er alene, hvis man ikke tæller de kravlenisser, jeg har hængt i mine reoler med (det gør folk sjældent).  Så det er måske også derfor, at jeg skriver til dig – fordi jeg kan huske, at du og Caspar bruger lang tid i vindueskarme i Perfekt Perfektion, har flere samtaler om, at vindueskarme, alle former for dem, altid er undervurderede. Måske bare fordi du er fra en af mine absolutte yndlingsbøger.

Jeg læste den første gang som 13-årig, og har læst den… mange gange siden. Så mange gange, at jeg ikke tror der er et sted, hvor mit eksemplar ikke er knækket i ryggen, så mange gange, at jeg kan store dele af dialogen udenad, at jeg citerer den i min hverdag (ingen andre end Tomasz forstår mine referencer, men han er også den vigtigste at få til at forstå). Så mange gange.

Du læser også Dan (må jeg kalde dig det?) så du må forstå. Du må også forstå, hvordan en  bog syntes at blive tykkere for hver gang man læser den.   Med det mener jeg ikke, fordi siderne bliver løsnet, fysisk – nej, jeg mener bare, at man, hver gang man læser en bog, fylder den med minder om hvordan netop man var, netop den gang man læste den, minder, der lægger sig mellem siderne. Jeg kan ikke tage mit eget eksemplar op uden at huske den uge, hvor jeg læste den 7 gange i alt efter hinanden, uden at huske dengang jeg læste den højt fra Tomasz, uden at huske dengang jeg læste den, efter det for alvor var gået det op for mig ,at jeg var homoseksuel, og at vi to havde det til fælles,  uden at –

Det gik lige op for mig, at du nu officielt er den første person, som jeg er ”kommet ud” til (jeg kan virkelig ikke lide det begreb), og du er ikke engang virkelig. Er det ikke bare et sundhedstegn, at jeg er kommet ud til nogen – jeg mener, du er homoseksuel, selvom det ikke er et problem på nogle måde, i fremtiden, hvor du kommer fra – nej, du har et problem, der trods alt for mig til at virke patetisk selvcentreret – der findes meget større ting, end en dreng der gerne vil kysse en dreng

Ikke at det at være homoseksuel, bare er – det er ikke noget man skriger op fra tagtoppe, så højt at den (dømmende) sol må holde sig for ørene, så højt at alle kan høre det, så højt at alle ved, man er ligeglad med at blive hørt. Jeg gad dog godt leve i en verden, hvor det kunne skriges fra tagtoppe, sådan virkelig meget. 

Jeg tror, det er derfor jeg elsker Perfekt perfektion, så meget som jeg nu gør – fordi du minder mig så meget om mig selv, fordi din forelskelse for Caspar minder mig så meget om min egen for Tomasz.

Ja, jeg burde fortælle dig om Tomasz – hvad bedre er der at gøre siddende i sin vindueskarm kl. 1 om natten. Han er min bedste ven – eller min eneste ven, for jeg skylder dig vidst at være ærlig efter at have læst en hel bog, der foregik inde i dit hoved, uden din tilladelse. Vi går i samme klasse, og har kendt hinanden siden børnehaveklassen. og hver eneste dag, her eneste dag takker jeg universet (eller min folkeskole) for, at vi er i samme klasse for, at jeg kender ham. Så kan jeg sagtens udstå de andre 19 idioter, der går i min klasse.

Uden ham ville jeg flytte ned på havets bund, bo i en gul undervandsbåd og vente på, at der engang vil komme en fisk forbi, der vil forstå referencen (hører man Beatles der, hvor du er i fremtiden? – du burde), for så ville jeg have fundet mig en bedste ven. Han er den slags person, der… Han er svær at beskrive. Men stadig så fantastisk, at man bliver nødt til at prøve. Du ved, en af de personer, hvor jeg kan skrive romaner om modermærket på hans hals, men har svært ved at beskrive ham med tre ord.

Hans personlighed fylder så meget, at alle fire vægge i ethvert rum, han træder ind i, burde falde væk for at gøre plads, men samtidig har han aldrig nogensinde fået mig til at føle mig lille (en 4-årig kunne ellers få mig til at føle mig lille ), han synger med på alle sine yndlingssange, selvom han synger så falsk, at glas i New Zealand splintres, han tegner og har altid pletter af maling i alle regnbuens farver (og flere til) på sine hænder, når han møder fremmede på gaden, går de altid udenom ham, ikke omvendt. Han nynner altid en Beatles sang, (helt seriøst, skynd dig at høre det), når han er nervøs, han har en hemmelighed, som kun jeg kender, der vil få de fleste af de sci-fi romaner, jeg læser til at virke som det rene vand i sammenligning, han, han, han.

Han – jeg elsker ham, okay? Jeg elsker ham og selv hvis jeg er middelhavet og du og resten af verdensbefolkningen er solen, der prøver at få min kærlighed til at fordampe, så elsker jeg ham, på trods af fucking dårlige metaforer. Jeg elsker ham, elsker alle de små ting, som man kan kun ligger mærke til, når man kigger efter dem. Den måde han bider i sin venstre lillefingernegl, når han er glad  og i sin højre tommelfingernegl, når han er bange, den måde han ruller med øjnene på, næsten som om, han beklager, at han finder de fleste menneske latterlige, den måde hans hår krøller, når luften er fugtig, den måde han stikker tungen ud og prøver at fange regndråber, jeg elsker, når han blinker.

Når man ligger mærke til at en person blinker – hvis det ikke er definitionen på kærlighed, så ved jeg virkelig ikke, hvad er.

Men jeg elsker ham åbenbart nok til at fortælle det til andre end dig – ikke at du ikke tæller som en person, jeg elsker også dig, er jeg ret sikker på. Dig, ham og andre fiktive personer – og så er min lykke gjort. Okay, ja, mine forældre ligger og sover i det næste rum, men selv hvis de var vågne til at kunne høre  min kuglepen kradse mod papiret, selv hvis de ud fra den lyd kunne høre, hvad  jeg skrev – jeg tror ikke, at de ville have særlig meget i mod det.

Jeg mener – de elsker mig men kun fordi det står skrevet i alle de uskrevne regler, at man skal elske sine børn – de ville elske mig selv hvis jeg blev en berygtet seriemorder hvis fortrukne våben var en økse. For jeg har altid været lidt for mærkelig for deres egen smag, for de flestes smag, for min egen smag.

Vindueskarme er altså også ret ubehagelige – min er ikke særlig stor, og jeg sidder helt krummet sammen, men samtidig orker jeg ikke at  rejse mig, gå hen og tænde noget lys, selvom det er helt mørkt inde på mit værelse, så jeg nøjes med lygtepælen udenfor, selvom den ganske vist lyser svagere og svagere og blinker så til ,at det kun er et spørgsmål om tid, før den går ud.

Nok om mig – lad os tale om dig og Caspar (mig; mester i at skifte emne, siden jeg lærte at tale). Du må for resten hilse Caspar fra mig – da jeg nægter at tro på, I ikke stadig er sammen (I er sikkert gift nu) til helvede med den åbne slutning, som Mohammed Saenz valgte. Jamen, helt seriøst den slutning har jagtet mig i evigheder – bare i dag for eksempel da vi havde samfundsfag, sad jeg og lod som om, at jeg tog noter, men skrev i virkeligheden bare teorier om, hvad der kunne være sket med jer. De kunne alle kortes ned til, at I levede lykkeligt til jeres dages ende, for Dan I fortjener intet mindre

Så længe I har det okay vil det sikkert være nok for jer, men jeg – jeg syntes ikke, at der findes ’et nok’ for jer.

En gang læste jeg den baglæns. Perfekt perfektion, altså. Jeg startede fra det sidste kapitel og læste så ellers bare frem til det første, i omvendt rækkefølge. Det var sjovt, at følge jeres udvikling – fra kærester til venner til fremmede, men også – jeg er glad fo,r at jeg ikke kan læse mit eget liv baglæns, lad os bare sige det på den måde.

Det må være en mærkelig fornemmelse at få dette brev? At få at vide man er fiktiv? Gad vide om det får dig til at føle dig mindre værd, eller bare mere speciel?  I tilfælde af at modtage et brev som dette ikke er din stør selvom det er lidt for sent nu. I  hvert fald – skal jeg ikke skrive bagsideteksten fra  Perfekt perfektion til dig? Det må være sjovt at læse en bagsidetekst fra sit eget liv , kan jeg forestille mig? Alle kan vel skrive en bagsidetekst om dem selv, der får folk til at samle dem op i boghandlere – hvis bare de fjerner alt det kedelige og for nogle  få vil jeg sig, at det er alt, der er.  Hvem snyder vi? For de fleste.

I hvert fald, nu vil jeg skrive den, for jeg har lyst til at skrive ting: ’ Forestil dig, at du vidste med sikkerhed, at der var en enkelt peson derude, en enkelt person der var perfekt for dig på alle tænkelige måder. Forestil dig, at det øjeblik jeres øjne mødtes ville du uden et sekunds tøven vide, at dette var den person, du ville bruge resten af dit liv med. Forestil dig konstant at prøve at finde edenne person og leve i konstant frygt, for at det aldrig ville lykkes.

Kryptisk, som bagsidetekster burde være, ik? I hvert fald i PP-  Langt ude i fremtiden er det blevet opdaget, at enhver person har en soulmate, som kan befinde sig hvor som helst på kloden. Det er de færreste, der nogensinde møder deres soulmate – ud af 6 milliarder mennesker (i denne sci-fi er befolkningstallet for en gangs skyld faldet), der kan være hvor som helst, som måske allerede er død. Men der er blevet gjort meget for at øge chancerne. I det øjeblik man kigger sin soulmate ved man uden tøven, at det er den rigtige (kærlighed ved første blik), så der er en form for videoer, hvor man kan ”skype” (ved du, hvad det er?) med fremmede. Altså hvor man vælger sin aldersgruppe, og så bliver man vist en masse mennesker - af begge køn – inden for den aldersgruppe, en efter en, alle dem der sidder på hjemmesiden samtidig med en selv, fuldkommen tilfældigt. Og man kan så kigge hinanden i øjnene, gennem hver sin computerskærm og klikke videre, når det går op for en, at det ikke er ens soulmate.

Dette er den mest brugte hjemmeside. Og du, Dan, bruger der også mange timer hver dag  efter skole på at sidde på denne hjemmeside, se ansigterne på tusindvis af fremmede. Du ved selvfølgelig ikke, hvordan det vil være at se sin soulmate i øjnene, men de få der har oplevet fortæller, at man ikke vil være i tvivl, når det endelig sker. Og du er ret desperat. Når du går på gaden, etablerer du også øjenkontakt med alle (selv med små børn og gamle mennesker – bare for en sikkerheds skyld.

For det er jo netop det der er problemet. Efter at det blev opdaget, at der fra universets side eller ændernes side, eller du ved, fandtes soulmates, er det nu utænkeligt at bruge livet med andre end sin soulmate. Næsten ingen børn bliver undfanget på naturligvis, da man da selvfølgelig ikke skal have børn (behøver jeg fortælle dig om blomsterne og bierne)  med andre end sin soulmate, men man bliver stadig nødt til at sørge for at befolkningstallet ikke falder for meget.

Kærlighed har altså en helt ny definition. Du kan ikke bare blive forelsket eller have et crush – du skal i hvert fald ikke reagere på det, - men bare lade vær med at finde dig en partner, hvis ikke du kan finde den perfekte. Og selve ideen om soulmates i vores tid bygger jo på, at to personer er skæbnebestemt for hinanden, men da det bliver opdaget i fremtiden, gennem undersøgelser af de mest velfungerende par i verden, finder man også ud, at der ikke er nogen skæbne, noget overhovedet til at hjælpe med at finde denne person. Man må selv gøre alt arbejdet og lige meget hvad er chancerne uendeligt små.

Du møder så Caspar på den her hjemmeside. I kigger hinanden i øjnene, du bestemmer dig for at den eneste måde at starte øjenfyrværkeri mellem jer to ville være med en lighter og du er ved at klikke væk. Men så siger Caspar ’hej’ til dig, bare det simple ord, men det får på en eller anden måde startet en samtale mellem jer to, en samtale der tager flere timer, timer du ellers ville have brugt på at sidde og se flere fremmede, men nu lærer du netop denne fremmede at kende.

I finder ud af, at I ikke bor særlig langt fra hinanden, og I aftales at mødes (som venner). Og så udvikler jeres forhold sig ellers bare. I starter med at sige, at I bare vel være venner, men snart har i delt jeres første kys, og ingen af jer kigger sig tilbage, som I fortsætter sammen. Du holder op med at besøge hjemmesiden, for selv hvis du stadig har chancen for at møde ’The one’ og selvom du ved, at han er derude et sted, føler du ikke  længere trang til at lede. Dog holder I forholdet hemmeligt for resten af verden, for I ved, at I ikke ville få lov at være sammen længere så.

Dette fortsætter i måneder, indtil Caspar siger ’jeg elsker dig’ og du siger det tilbage, selvom at I ikke burde elske hinanden, nu hvor I ikke er perfekte for hinanden. Da bogen slutter, har I aftalt at næste dag vil I fortælle det til resten af verden (jeres familie og venner, selv Solen, sikkert), men man når aldrig at høre jer fortælle det, fordi Mohammed Saenz er ond, eller sådan.

Så I lever i en verden, hvor folk ikke syntes at det er værd at elske nogen, hvis man ved, at der findes en person derude et sted, som man kunne elske endnu mere. Men i det mindste lever I en postheteronormativ verden, så måske er der lidt håb for fremtiden.

Men hvis jeg var klog, eller sådan, ville jeg uden tvivl have kunne læse PP, en bog om alt det fantastiske ved kærlighed, lukke bogen og fortælle Tomasz om mine følelser. Men hvis det var så simpelt, hvis det var så simpelt, ville himlen faktisk ikke være andre farver end blå, verden ville være sort/hvid (så kunne man også tage pænere facebookprofilbilleder), Tomasz ville have betroet sin hemmelighed til andre end mig. Vi har kendt hinanden siden 0. Jeg er ret sikker på, at det var allerede den første dag, at vi blev venner – Tomasz gik hen og spurgte mig om vi skulle være bedste venner, og jeg sagde ja – det var vores første samtale. Hvis det stadig var så simpelt andre steder end facebook, ville jeg nok ikke have behov for at sidde her og skrive til dig, sikkert ikke have over 450 bøger.

Og jeg vil ikke ødelægge det ved at sige noget om du-ved-hvad, jeg håber, at du forstår – han er den eneste person, der ved præcis, hvor langt ude jeg er inderst inde, han føltes ikke som selskab, hans tilstedeværelse føltes mere naturligt end hans fravær. Det er måske dumt, men så længe der er et stort måske, når jeg tænker på hans reaktion, lader jeg det være sådan. Jeg frygter det ukendte og det at fortælle ham ville være at springe på hovedet ud i det, og jeg tror ikke, at jeg ville flyde ovenpå.

Vi var i biografen sammen i dag,  vi så Fantastic Beasts and where to find them – hvis Harry Potter ikke er en ting i fremtiden, vil jeg - jeg ved ikke - opfinde en tidsmaskine, rejse frem i tiden og personligt sørge for, at det bliver en ting, eller måske bare slå mig selv meget, meget hårdt i hovedet, fordi jeg tilhører den race, der tillader sig selv at glemme en bogserie som det. Undskyld jeg vrøvler – men den dame, der sad over for mig i bussen på vej ned i byen i dag, talte med sig selv, vrøvlede også, så hun er beviset på, at det kun bliver mærkeligt, når man begynder at sige det højt

Jeg elsker forresten busser. Til trods for at de lugter lidt af våd hund, at alle sæderne er fyldt med mærkelige klistrede substanser, som aldrig bør defineres, at halvdelen af stopknapperne ikke virker, så er der stadig en stor del af mig, der ikke har noget i mod at tage bussen. Det har Tomasz heller ikke.

Nå, men vi tog også bussen derned og sad og fortalte hinanden lavmælte historier om de andre passagerer i bussen, undrede os over om de også fortalte historier om os. Og inde i biografsalen, var det mørkt, og jeg sad og stirrede på Tomasz hele tiden, så mens hans øjne blev blanke, da Hedwigs Theme spillede (Harry Potter og Beatles, du har brug for det i dit liv) og så sad jeg ellers bare og stirrede på ham under hele filmen for ved ham ved min side er virkeligheden  mere spændende, end det der foregår på lærredet.

Okay, fuck det lød så kliche, men det er også dels derfor, at jeg skriver til dig nu. Med min kærlighed til Harry Potter ved jeg, at der er noget helt gal, hvis jeg ikke følger med i filmen. Og jeg vil ikke blive en kliche, selvom det måske er mottoet for klicheerne. Så skriver jeg også til dig, fordi jeg har ondt af mig selv. Det burde være nemmere at indrømme det, uden at lyde selvisk.

Jeg vil også gerne fortælle dig om en samtale, som  mig og Thomas havde i bussen. Det kan godt være, at jeg ikke kan huske præcis, hvad vi sagde, men hvis jeg skriver det nu, er der større chance, for at jeg vil huske det i morgen, om 10 år og efter både din og min tid når mennesker er uddøde, og myrerne har overtaget verden. Det vil de helt sikkert gøre, da det før eller siden vil gå op for os mennesker, hvor lidt vi betyder for verden, og det vil være enden på os. Men myrerne er så små, at de for længst er nået til den erkendelse, og de ved, at bare fordi de ikke betyder noget for verden, er det ikke det samme som, at verden ikke skal betyde noget for dem.

Du hørte det her først, Dan.

I hvert fald, nu skriver jeg det her, for jeg har intet bedre at lave – eller det har jeg, men der er ingen til at fortælle mig om det.

”Junglehøns er seje,” begyndte Tomasz – så tilfældigt begynder han normalt samtaler.

”Hvad mener du?”

”Junglehøns, du ved, lever vildt med spyd, krigsmaling, hanekam, bandana. De er så fucking seje. Jeg vil ønske, at jeg var en junglehøne.”

”Du er allerede god som menneske. Eller ikke at du er et menneske, men du ved” Mig – også mester i at give komplimenter kamufleret som jeg ved ikke hvad

”Nej, junglehøns er modigere end alle I mennesker og mig, de giver aldrig op, de lever ikke for andet end dem selv, de stopper ikke med at kæmpe, selv når de glemmer, hvad de kæmper for”

Og så nikkede jeg, uden at spørge hvad der gjorde junglehøns så specielle, hvorfor han lige netop tænkte på dem nu, fordi det er det venner gør – lader som om de kan følge hinandens mærkelige tankerækker. Jeg tror nu også, at jeg godt kunne tænke mig at være en junglehøne. For junglehøns vil fortælle, når de var forelskede

Junglehøne eller fiktiv – den fucking julemand burde være i stand til at opfylde mindst et af de ønsker, burde han ikke?

Nu er lygtepælen uden for vinduet gået ud, sådan helt ud, så jeg tror det er mit stikord til at stoppe med at skrive for i dag og gå i seng.

Hils Caspar.

-Lucas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...