Vi er blækklatter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2016
  • Opdateret: 20 dec. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til Illuminaekonkurrencen, valgmulighed 1

0Likes
2Kommentarer
386Visninger
AA

4. 1. januar 2017

Kære Simon (fra  Vågnet)

Jeg hader 1. januar. Sådan 1. januar er som alle mandage i løbet af et år, alle regnfulde dage, hvor man ikke kan sidde indenfor og betragte regnen, men bliver nødt til at bevæge sig udenfor, alle de gange man ser Solen gå ned efter dage så dårlige man ville have ønsket, at den aldrig var kommet op – sammenlagt.

For nu er julen for alvor ovre, og juletræet skal smides ud - det dryssede nu også ret mange grannåle - og julelysene hænger ikke længere på Strøget, og dagene til, at juleferien sluttet kan tælles på en hånd, og vi skal klare os i gennem endnu 365 dage, der langt fra er fantastiske allesammen, og hver eneste gang, man gør noget, bliver man ved med at tænke på, det er første gang, man gør det i 2017, og man får præsentationsangst, fordi man frygter, at man ikke gør 2017 til et bedre år end '16, og den her sætning bliver længere og længere, men det er altså også svært at presse alt forfærdeligheden ved 1. Januar og 2017 ned i en enkelt sætning.

Tilmed har jeg også så mange tømmermænd, at mit hoved værker bare ved lyden af mit eget åndedræt. Jeg blev oppe alt, alt for sent i går, og da jeg endelig lagde mig til at sove, var det umuligt, fordi fyrværkeriet stadig bragede løs udenfor.

Men der er faldet sne i løbet af natten, og hvis det ikke var fordi, at jeg (desværre) ikke er fem år, ville jeg gå udenfor og bygge en snemand med bare hænder med et smil så bredt, at han ikke ville stoppe med at smile, selv når han smeltede. Jeg var til en klassefest i går, i skolens gymnastiksal, hvor vi havde sneget os ind, ser du Simon. Og nej, jeg plejer aldrig rigtig at være særlig meget for at tage med til fester, men eftersom der kun er et halvt år til, at jeg går ud af niende, virker disse fester pludselig specielle, fordi det endelig er gået op for mig, at antallet af dem er begrænsede. Så ville jeg selvfølgelig komme i gymnasiet til flere fester med flere idioter, men indtil da må jeg vel  bare sætte pris på – jeg ved det ikke.

I hvert fald tog jeg afsted sammen med en noget skeptisk Tomasz om aftenen den 31. december, selvom ingen rigtig havde inviteret os – men de havde heller ikke direkte sagt, at vi ikke måtte komme med – jeg tror, at det opsummerer vores forhold til vores klasse ret godt, ingen af os har sagt ja til at være sammen 5 dage om ugen, men der er heller ikke nogen, der har sagt nej. På den anden side, din familie, de fremmede du støder ind i på gaden, de fiktive personer du læser bog efter bog om – jeg tror, det er langt de færreste mennesker, der får et valg om at være et del af din liv – og det er måske også for det bedste, hvis du ikke kan være sikker på deres svar.

Og festen så da heller ikke ud til at kunne blive værre der omkring kl. 22 om natten. Men så begyndte det at sne. Det har ikke sneet hele december, men nu – nu begyndte sneen at komme ned fra himlen i sådan en fart, at man nemt kunne forveksle det med regn. Jeg tror først, at det kun var mig, der lagde mærke til det – så det ud af vinduerne i gymnastiksalen, der sidder så højt oppe, da det for alle andre faldt så lydløst, at den dårlige popmusik de spillede derinde overdøvede det fuldkommen.

Men jeg prikkede Tomasz på skulderen og bad ham gå udenfor. Det skal lige siges, at vi på det tidspunkt begge to allerede havde drukket adskillige glas vodka blandet op med… sprite, tror jeg, at det var  - måske fordi vi ledte efter det berygtede fællesskab på bunden af det tiende glas (ingen af os fandt det), så Simon, lad vær med at dømme os, - du drikker dig også fuld på flere tidspunkter i bogen, og alligevel skriver jeg til dig.

Vi gik udenfor, uden vores overtøj, uden at fortælle det til nogen, ud på skolens legeplads. Jeg kan godt lige ironien i det, kan du ikke også? Vi sniger os ind på skolen for at holde fest og bilder os selv ind, at teenageårene er de bedste år af vores liv (hvis teenageårene er de bedste, glæder jeg mig ikke til resten af mit liv), har en halv flaske vodka i blodet, men vælger alligevel  at tage ud på en fucking legeplads. For at gøre det bedre, begyndte vi at lave sneengle. Der var næsten ingen sne, da det kun lige var begyndt at falde, men alligevel lå vi der og slog ud med armene ved siden af hinanden, så kraftigt, at vi uden tvivl ville være lettet fra jorden, hvis det ikke var for den dumme tyngdekraft, der elskede os for meget til at give slip på os – åh ja, tyngdekraften elsker os lige så meget, som jeg elsker jeg, når jeg skriver til jer for at holde jer i live, efter bogen er slut.

 Da vi rejste os, lignede de blot to misfostre i sneen, og vi var endnu mere kolde end dem, som vi stod der i vinternatten.

Og – jeg har lyst til at fortælle dig, om da vi grinede. Jeg er netop vågnet op, og klokken er 2 (om eftermiddagen), men lyden af vores latter ekkoer stadig frem og tilbage i vores hoved så meget mere tydeligt, end ja selv lyden af fyrværkeri. Jeg er glad for, at jeg ikke er forfatter, for jeg er forfærdeligt til bare sådan skrive ting og få andre til at forstå. Men vi rejste os bare op, kiggede først ned på vores ”engle” og så på hinanden. Og så begyndte vi at grine.

Og når jeg siger grine, mener jeg virkelig, at vi grinede, som – Vi grinede så meget, at vi begge to knækkede sammen, endte med at rulle rundt oven i vores engle, så de blev endnu mindre engle, grinede så højt at alle andre lyde måtte få mindreværdskomplekser, grinede så længe, vi glemte at trække vejret. Og jeg er ret sikker på, at ingen af os helt vidste, hvad vi grinede af ? Måske absurditeten i at et menneske og et rumvæsen lige nu lå og rullede rundt, adskilt fra alt andet end sig selv. Jeg tror, at klokken var blevet 11, da vi endelig gik ind.

Grunden til, at jeg elsker sne så meget er at det bringer folk tættere på hinanden et sted hvor tid ikke findes – ligesom jul burde gøre.

Hvis Vågnet foregik om vinteren i stedet for sommeren, er jeg sikker på, det også ville vise sig, at du elskede  sne. Ikke at du elsker særlig meget. Jeg elsker  dog dig, bare lige, og jeg håber ikke, at du tager det personligt, at jeg skriver til lige netop dig den 1. januar. Nej, jeg håber bare at jeg gør din første januar bedre nu ved at skrive til dig.

Så vil du ikke være sød at ligeledes svare mig? Fortælle mig hvad fuck, der sker for dig? Vågnet er en af de romaner, hvor selv efter du har vendt den sidste side, er du ikke helt sikker på, hvad du har læst om. Kryptisk – jeg vil sige som et puslespil, bortset fra at man ikke ved, hvor mange brikker der er, og man ikke er ment til at samle den og konstant bliver forhindret i at samle dem af en bestemt kraft (også kendt som forfatteren)

Jeg mener ved første øjekast – eller ved første kapitel -  var det ikke det andet end en almindelig sci-fi bog. Vi bliver bare introduceret for en verden i fremtiden, hvor der er blevet opdaget en teknologi, der gør det muligt at læse tanker.  Der er en lang videnskabelig forklaring i bogen på det, som jeg ikke vil lade som om, at jeg forstår. Men det kan i hvert fald lade sig gøre ved, at alle får en chip indopereret i hjernen ved fødslen, en chip, der reagerer med alle andres chips – så netop det øjeblik du møder en ny person – du kan læse alle deres tanker, hele deres livshistorie, og ordet ’fremmede’ har mistet sin betydning. Man kan ikke lade vær med at komme ud til sine forældre, man kan ikke have guilty pleasures for, jeg ved ikke, fremtidens Justin Bieber, man kan ikke have hemmeligheder, man behøver ikke åbne munden, når man har en samtale – man kan bare læse hinandens tanker.

Man kan ikke lyve. Hver eneste fordømmende, onde tanke, man har om andre mennesker, kan ikke gemmes, og man må lære at fungere alligevel. Det er dit liv, ik? Jeg spørger, for jeg er ikke sikker, selvom du ganske vist er hovedpersonen i dit eget liv (jeg tror bare, at jeg er en biperson i mit, Tomasz er uden tvivl hovedpersonen, på godt og ondt)

Den dag bogen starter, møder du en pige,  på gaden, bare sådan,  og du kan ikke læse hendes tanker. Hun har det ar, der markerer, at hun har fået operationen, men du kan ikke læse hendes tanker. Hun er stilheden selv, og jeg kan huske, at der står, at du aldrig har oplevet noget bedre end lyden af stilhed, overdøvende uden at virke anmassende. Da du trækker hende til siden og spørger ind til hvorfor i alverden, du ikke kan høre hende, fortæller hun, at det er fordi, hun ikke tænker, hun føler. Hun oplever ting, der går dybere end trivielle tanker, ting som chippen ikke kan opfange følelser. Hun mener at personer er så meget mere end hvad der plads til i en lillebitte chip, alle personer er uendelige. Og så giver hun dig ellers en lang tale om, at livet vil bestå af så mange forskellige mennesker, og det at skulle bruge tid på at lære dem at kende, er det der gør det spændende, kun ved at blive nødt til at fortælle sandheder om dig selv til andre, bliver de rigtigt sande.

At der bliver nødt til at være noget at fortælle, mulighed for at fortælle. Og resten af bogen er selvfølgelig en kærlighedshistorie mellem jer to (suk, hvem ville have gættet det) alt i mens pigen lærer dig at skjule dine tanker, lærer dig om stilhed, og om hvordan det er at tage et aktivt valg om at udfylde den

Men det, der gør den speciel, er hvordan, der er 42 kapitler og hvert evigt eneste af kapitler slutter med sætningen ’jeg vågner,’ som står i kursiv. Der er aldrig nogle videre forklaring, end det, det slutter bare med sætningen ’ jeg vågner’. Og for at gøre det mere mystisk – bogen har ikke nogen forfatter. Eller jo selvfølgelig har bogen en forfatter, men man ved ikke hvem. Der står ikke noget navn i kolofonen eller på omslaget ,og forlaget har nægtet at udtale sig om sagen.

Så – alle de teorier, om hvorvidt du er en person i vores verden, i vores tid, der blot drømmer hver nat om den her verden, eller om de 42 kapitler er et nik mod The hitchhiker’s guide to the galaxy, og om du, Simon, hver gang du vågner kommer tættere og tættere på at vide, hvad spørgsmålet er, eller om det bare er en metafor, at hver ’jeg vågner’ symboliserer, at du bliver lidt mere dig selv, som pigen lærer dig, hvordan du finder grænsen mellem dig og alle andre.  Jeg ved det ikke, ingen ved det – bortset fra forfatteren, går alle ud fra. Og ingen ved, hvem forfatteren er.

Så jeg tror, at grunden til Vågnet er en af mine yndlingsbøger, er, fordi den demonstrer, hvor vigtig forfatteren er. Alle kunne bare sige, at deres egen teori er rigtig, Simon, men de gør det ikke – for de mener, at forfatteren har ret. Måske er dette et bevis på, at jeg i virkeligheden burde sende disse breve til forfatteren – for I er trods alt ikke andet end fantasifostre opstået inde i en bestemt persons hoved. Men det er stadig jer, der er vigtigst for mig.

Det er dig, jeg har lyst til at fortælle om, hvad der videre skete, ikke forfatteren, som ganske vist eksisterer, men ikke eksisterer for mig.

Du eksisterer for mig.

Så i hvert fald, vi gik indenfor i gymnastiksalen igen, med iskolde fingre og med et fint lag af sne i Tomasz’ krøller, der gav mig lyst til at overbevise ham, om han skulle farve sit hår hvidt. Den næste time brugte vi på at savne 2016, selvom det egentlig ikke var helt slut endnu, men vi kunne lige så godt øve os. Vi sad i et hjørne, lænet op af en ribbe og legede en af vores yndlings lege; kan du huske. Du ved:

”Kan du huske, da vi skrev 42 med en sprittusch over alt i vores klasseværelse?”

”Kan du huske, da vi var på stranden med klassen, og vi to svømmede så langt ud, så langt ud, at vi ikke kunne bunde og blev ude på havet så længe, at vi ikke tog med resten af klassen hjem, men bare flød ovenpå lige meget, hvad vi kastede os ud i”

”Kan du huske, da David Bowie døde, og vi fik overtalt alle i klassen til at skifte deres ringetone til en sang af ham, og vi fik alle 21 elever til at aftale med en anden person, at de skulle ringe til dem præcis kl. 15:00, midt i tysktimen, så David Bowie begyndte at spille fra alle tænkelige vinkler” (Jeg tror, at det er sidste gang, at jeg har følt mig helt tæt på klassen.

Og sådan blev vi ellers ved, frem og tilbage, indtil vi havde udhulet 2016 helt, og  klokken var lidt i midnat. Så gik vi udenfor igen (denne gang med hele klassen og overtøj) og stod der, og talte ned, hoppede alle sammen da vi nåede til 1, så vi hoppede i 2016, landede på 0, i 2017. Det tror jeg, at jeg vil gøre til en tradition - at hoppe altså. Klassen ville ikke være der næste år.

Vi stod der ret længe og så bare fyrværkeriet eksplodere ud over himlen, i et væld af så mange farver, at himlen vil syntes kedeligt de næste 365 dage, ingen sagde noget, hvilket måske var derfor, at jeg igen følte mig tæt på klassen igen (og måske også p.ga alkoholen, som mit hjerte bankede i den uregelmæssige takt af himlen der eksplodere i fyrværkeri.)

Men det var det der sket efter,  som jeg vil fortælle dig om,  som jeg har brug for at fortælle nogen om. Tomasz trak mig  i ærmet efter vi havde stået der i... noget tid, og jeg fulgte tavst med, om bag ved gymnastiksalen, væk fra de andre. Jeg troede selvfølgelig først bare, at han hade brug for at være alene, at han havde fået nok af os mennesker. Så kyssede han mig.

Bare sådan. Jeg mener, ikke noget med at hviske mit navn, ikke noget med at kigge mig dybt i øjnene, eller at lægge en hånd i min kind, erklære sin evige kærlighed ,eller hvad fuck de nu gør i romantiske film. Han kyssede mig, som vi stod der i skæret fra en lygtepæl, der konstant blinkede ud og ind, med vores klasse så tæt på. Det tog mig tre sekunder at kysse ham tilbage, ja jeg talte.

Og ironien er uendelig, det tog mig hele tre sekunder, når jeg havde brugt så mange utalte sekunder på at have lyst til det. Tre sekunder, jeg blot brugte på at mærke hans kolde læber mod mine, der smagte svagt af vodka, smagt af hvad jeg var ret sikker på var smagen af sne, og stærkt af ham. Og så kyssede jeg ham tilbage.

En ting de aldrig helt beskriver i bøgerne, er, hvordan man ikke tænker under et kys (og tro mig, jeg har efterhånden læst om mange kys), man er der bare. Jeg tænkte ikke på, at jeg med alt sandsynlighed var det første menneske til at kysse nogen fra en anden planet, tænke ikke på, hvorvidt det var ham eller alkoholen, der gengældte mine følelser, ikke på om jeg skulle åbne munden eller ej, ikke hvad det ville betyde for vores venskab. Jeg tror knap nok, at jeg såkaldt følte.

Vi bar der bare, snart med armene om hinanden, i hinandens hår – indtil han afbrød kysset, så pludseligt, at jeg vaklede et par skridt væk, som havde jeg glemt, hvordan jeg havde eksisteret i alle de minutter før uden hans læber mod mine, i de få minutter, hvor jeg havde haft dem på mine. ”Vi ses,” sagde han med et ulæseligt ansigtsudtryk og så løb han sim vej, og lod mig stå de, indtil jeg begyndte at tænkte igen.

Det er sådan nogle øjeblikke, hvor jeg ville ønske, at jeg var i stand til at læse tanker. Hvis bare jeg kunne læse andres tanker, og slippe for, at de læste mine, ville jeg være glad. For jeg ved ikke, hvad fuck der skete (er endnu mere i tvivl, end da jeg blev færdig med Vågnet) og har vidst stadig ikke helt fattet, at det rent faktisk skete. Det har dog hjulpet at skrive det ned.

Så nu håber jeg bare, at næste gang jeg skriver til en af jer (for jeg tror ikke jeg vil stoppe med at skrive de her breve) vil være om måske et par minutter, hvor Tomasz  har banket på min dør og fortalt, at han selvfølgelig også har været forelsket i mig, og vi er blevet gift og flyttet ind på hans hjemplanet, hvor befolkningen kun består af os to.

Nej, nej, men jeg burde nok ringe til ham. Jeg kommer i alle omstændigheder til at se ham i skolen i morgen, og jeg har ikke lyst til at opføre mig, som om det kys aldrig skete – tværtimod ville jeg have flere.  Det kys retfærdiggøre alle de forfærdelige 1. januar’er jeg har haft, alle de tømmermænd, jeg nu har, alle de idioter jeg skal sige farvel til om mindre end et halvt år.                                 

Vi ses,

Lucas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...