Vi er blækklatter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2016
  • Opdateret: 20 dec. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til Illuminaekonkurrencen, valgmulighed 1

0Likes
2Kommentarer
409Visninger
AA

1. 1. december 2016

Kære Elvira (fra YODO af Katherine Waterson)

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg skriver til dig – det føltes vel bare rigtigt, og nogle gange bliver man nødt til at gøre ting uden anden grund, end at det føltes rigtigt. Måske er det dog også, fordi jeg lige er blevet færdig med YODO, og jeg ikke helt var klar til at give slip på dig og alle de andre. Jeg har altid ment, at en bog starter lige så lidt på første side, som den slutter på den sidste – at karakterene lever og ånder udenfor, de ord der er i den pågældende bog. Problemet er så bare, at jeg, fordi jeg er så forbandet virkelig, kun kan få del af den del af jeres liv der står på e 412 sider, som der var i YODO.

Og det er og bliver ikke nok. I hvert fald ikke for mig, som elsker fiktive personer mere end så meget andet virkeligt – netop fordi de ikke leder af den begrænsning at være virkelige. Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil lade vær med at bilde mig ind, i et eller andet sted er virkelige, bare et eller andet sted, så du Elena kan modtage dette brev. Jeg forestiller mig, hvordan du åndsfraværende vil samle dit hår i en knold, mens du læser brevet, hvordan du vil bide dig selv hårdt i læben, af medlidenhed, når du opdager hvor patetisk jeg er. Så det kan godt være, at du kun lever foldet ind mellem sider og på indersiden af mit kranium (du må endelig hilse alle de andre fantasifostre derinde fra mig), men nu skriver jeg til dig i min yndlings-gule notesbog, der er dedikeret til netop sådan nogle mærkelige ting, som det her. Og når jeg engang er færdig vil jeg give mig selv den luksus at kunne bruge et øjeblik på at lade som om, at jeg kunne rive brevet ud af notesbogen og kunne sende det afsted.

Hvilken adresse skulle jeg overhovedet sende det til? Fantasiland? Måske kunne jeg putte det i en postkasse og så sætte mig på lur ved siden af, vente på at et postbud kom og tog det, og så følge efter ham og håbe, at han måske kendte vejen. Måske.

I hvert fald, jeg vil nødig kede dig, så lad mig få sagt det, som jeg havde planlagt. Jeg er glad for, at du ikke begik selvmord. Nej, glad dækker det ikke helt. Jeg begyndte at læse YODO omkring kl. 8, havde bare tænkt mig at læse måske 100 sider. Men som jeg sad der i min seng, blev klokken mere og mere, det syntes at blive mørkere og mørkere udenfor (selvom det er december nu, det virker konstant mørkt), og jeg kunne ikke stoppe med at læse. Jeg ved ikke, om du selv læser, men jeg vil gerne tænke, at du gør, for så vil du forstå det. Hvordan når man læser en god bog, kommer man før eller senere til det punkt, hvor man mere eller mindre glemmer, at man læser, hvor det at man bare kan lukke bogen, stille den tilbage på hylden, virker så uendeligt absurd. 

Du har måske allerede opdaget, at jeg elsker at læse. Elsker det som om, at jeg så længe, at jeg kan huske altid var den dreng, der sad i hjørnet med en bog, som at jeg drømmer om at highlighte hvert evigt eneste ord i verden med en helt neongul tusch, så de vil lyse i mørket, lyse i stilheden. Så meget at det endte med at betyde noget for mig, for netop mg, hvorvidt du begik selvmord eller ej, som jeg sad der kl. 1 om natten og vendte side efter side og havde på fornemmelsen at resten af verden sov, at jeg var den eneste tilbage i verden og det var blevet mit job at holde sammen på verden, selvom jeg ikke engang kan holde sammen på mig selv, og desuden havde jeg for travlt med at læse til at bekymre mig om noget så overflødigt som verden.

Men det er en utrolig interessant ide, det må man give Katherine Waterson. You only live once, YOLO, er blevet il det, som fok siger, når de cykler ned af lidt for stejle bakker, skriger lidt for højt fra de tagtoppe de finder i stueetagen, når de krammer fremmede på gaden, og kører midt om natten med 100 i timen på en øde landevej. Den undskyldning, de bruger, fordi de tror på, at de har brug for en undskyldning for at leve fuldt ud - jeg vil i hvert fald sige, at det at sidde alene på sit værelse en torsdag nat, eller en fredag morgen er det vel og skrive til en fiktiv person med en grøn kuglepen, er at leve fuldt ud (fordi der ikke er nogen vågne til at sige det ikke er sandt. )

Nej, det var et sidespor. Det er bare ideen om at det er blevet byttet om YODO, You only die once, det er det koncept jeg elsker, du ved, en af de ideer, hvor man ikke er sikker på, om man skal være glad for, at nogen har fået ideen, eller ked af, at man ikke selv fik den. Men det er jo rigtigt, vi dør også kun en gang.

Og du var så med i en kult, en selvmordskult -  YODO, hvor I tænkte at man kun døde en gang, så det var med at få det bedste ud af det. Altså bogen foregår i fremtiden, hvor verden er endnu mere fucked up, end den er nu (den er nu også ret så fucked up nu, kan jeg fortælle Elena), så fucked up, at I vil dø. Men når man vil dø, kan man vel lige så godt gøre det med stil

I mener, at et af de største problemer er, at vores liv ikke er vores eget valg. Vi valgte ikke at blive født, men nu vil I så have chancen for at dø på jeres egne præmisser, I mener, at ingen af os mennesker betyder noget for verden, og derfor bør verden heller ikke betyde noget for os og…- Er det mærkeligt, at jeg bare sådan fortæller dig om dit eget liv på denne måde?

Måske burde jeg i stedet fortælle om mit eget liv, men for at være ærlig Elena, er jeg ikke med i en selvmordskult, jeg fokuserer mere på, at jeg lever en gang, end at jeg gør en gang, jeg har ikke oplevet 3. verdenskrig. Eller teknisk set, rent faktisk i virkeligheden, har jeg en hemmelighed, der virker mere usandsynlig end de fleste af de sci-fi-bøger jeg sluger, men tro endelig ikke, at jeg tør fortælle den til dig (man skal være fra en bog, jeg har læst mindst 10 gange, før jeg vil overveje det – ikke tag det personligt) Ellers er mit liv ikke spændende nok, til at det er en historie, der er værd at fortælle.

Hvilket er en skam for at sige det mildt. Ser du, jeg drømmer ikke længere bare om, at I, fiktive personer fra mine yndlingsbøger, skal komme ind i min verden, så jeg ved, at I eksisterer, kan røre ved jeg, at I bliver håndgribelige for mig. Nej, jeg drømmer om selv at blive fiktiv. Definitionen på en nørd, har jeg besluttet mig, er en person som uden et sekunds tøven vil tage ind i en anden verden,  hvis de altså fik chancen. Og jeg vil ikke engang kigge mig tilbage.

Og det er netop tidspunkter som nu, når klokken er langt over midnat, at dette ønske virker stærkest. Nogle gange finder jeg en bog og begraver hovedet så dybt i den, at jeg ikke kan læse ordene – jeg sidder bare der og deler ind-og udåndinger med alle jer fiktive. Bare – vær glad for ikke at findes, lov mig det. At du ikke er som mig – jeg har ikke helt fantasi nok til at slippe væk fra virkeligheden, men jeg har heller ikke realitetsans nok til at passe ind i den.

Ikke at du havde det nemt. Jeg er trods alt netop blevet færdig med en bog ,der handlede om, at du ville begå selvmord. Det værste er, at jeg på den ene eller anden måde forstod dig. Jeg mener, ikke misforstå mig, jeg er glad nok for mit liv så længe jeg har min bedste ven Tomasz (jeg vil ønske, at du kunne møde ham), men samtidig tror jeg ikke, at jeg vil have været sur, hvis det rent faktisk havde endt med, at du begik selvmord, ja faktisk forstod jeg dig så meget, at jeg var fuldkommen sikker på, at den ville slutte med, at du døde.

Jeg mener du bruger hele bogen på at, undskyld mig, men det er sandt, at snakke om verden på den mest deprimerende måde muligt, selvom du påpeger at det er det samme som at være realistisk. Det mest skræmmende er vel, hvordan du fortsætte så normalt – du går i skole, snakker med dine forældre og venner, mens du i alt hemmelighed er med i en selvmordskult.

Og ikke hvilken som helst selvmordskult, det må jeg give jer. I mener, at mens mennesker lever, sætter de et eller andet form for mærke på Jorden, der sørger for, at man bliver husket. Vi skaber ubevidst grundlaget huller, huller der opstår når vi dør, som kun vi selv vil kan udfylde. Men I prøver netop at gøre disse huller så store som mulige, at få flest mulige mennesker til at blive påvirket af jeres død, at kunne være i stand til at få verdenshavene til at flyde så meget over med tårer fra de mennesker I gør til jeres pårørende, at global opvarmning, ville virke som en joke i sammenligning.

Og når I dør, er  I så, hvordan skal jeg sige det, kreative. Det virker forkert at bruge det ord her, gør det ikke? Men hvad jeg mener – I springer ikke bare ud fra et højhus, I springer ud fra et højeste højhus, der findes, I bruger ikke bare en selvmordsbombe, I finder ud af hvordan I kan dræbe flest muligt mennesker i samme handling, I springer ikke blot ud foran et tog, I springer ud foran toget med flest passagerer, der så kan blive traumatiseret for resten af livet.

Som medlem bliver man garanteret at kunne begå selvmord på den bedste måde – You only die once, så hvorfor ikke få så meget ud af den som muligt. I en verden, hvor havene stiger, hvor befolkningstaget har bevæget sig op over 8 milliarder, hvor 3. verdenskrig har dræbt et rekordhøjt antal civile, og knap er slut, da det ser ud til at 4. verdenskrig ser ud til at starte over vandmangel – der har man ikke lyst til at leve. I har ikke lyst til at leve, men ved at planlægge jeres død så nøje, så uendeligt nøje (jeg mener havde du ikke været medlem i et par år, før du blev klar til at begå selvmord?) sikrer I jer, at selvom I dør, vil jeres minde leve videre. Og minder er heldigvis upåvirket af hvordan resten af verden ændrer sig – til det værre i det her tilfælde.

Men du endte alligevel ikke med at gøre det. I sidste kapitel af bogen stod du der på den bro, du skulle springe ned fra, du havde efterladt en seddel til alle du kendte, hvor der stod, at det var deres skyld, du havde sent en besked til regeringen  i dit land om, at du havde en hemmelighed, der kunne stoppe en ny verdenskrig, og at der skulle komme nogen og møde dig på broen, du havde fortalt din bedste ven, at din kærlighed til ham var andet end platonisk, lænet dig ind for at kysse ham, men derefter løbet din vej, inden jeres læber rørtes, planlagt hvordan din død kunne blive den størst mulige tragedie. Men du endte ikke med at hoppe.

Nej, du stod længe og havde en indre monolog, om hvorvidt du skulle, men blev enig med dig selv, at du stadig havde en grund tilbage til ’hvorfor ikke’, og i sidste ende var det vigtigere end grunde til ’hvorfor’. Du troede stadig på. at i morgen ville blive bedre end i dag og så længe, at ingen kunne bevise over for dig, at det modsatte gjaldt, kunne du ikke hoppe. Så du trådte væk fra broen og lovede dig selv, at du fra nu af ville fokusere på de lyse sider, indtil du blev blændet, at du ville smile til fremmede, og fortælle din familie og resten af verden om YODO, forhåbentlig få resten af deres medlemmer stoppet, tænke på livet som en  gave (hvis livet er en gave, ville jeg ønske, at der var byttemærke på.)

Jeg må indrømme, at jeg syntes det sidste kapitel var en stor omgang såkaldt bullshit, for at sige det pænt. For positivt efter en hel bog med intet andet end negative beskrivelser af den fremtid vi gik i møde. Så meget som jeg nu kom til at holde af  dig i løbet af bogen – det virker stadig ikke realistisk, at du endte med at bakke ud i sidste øjeblik. For at være ærlig kan jeg sagtens forestille mig, at en kult som YODO bliver dannet i fremtiden, jeg mener, undskyld mig, men jeg har ikke stor tiltro til mine medmennesker, og jeg tror, at der vil komme en dag, hvor folk bare ikke kan få sig selv til at tro på at i morgen bliver bedre end i dag.Kun tosser lever i nuet, de fleste lever og venter på det næste ’nu’, og hvis det næste ’nu’ ikke længere er værd at vente på… Desuden er definitionen på nuet vel at det er ovre, før man har nået at opdage, at det har eksisteret, så jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal kunne leve i det – hvis du finder ud af det, så skriv endelig til mig.

For at skrive noget lidt mere glædeligt – det er 1. december i dag – vi havde juleklippedag på min skole. Det virker lidt fjollet at gøre det, eftersom vi går i niende, og jeg tror, at de fleste af os er vokset fra at sidde og klippe juletræer og julestjerner og spise pebernødder. Ikke mig. Aldrig mig, håber jeg.  

For jeg elsker jul, i sær alle traditionerne. At man gør det samme år efter år, sidder og klipper, hører Rocking around the Christmas tree, spiser æbleskiver Og det er her, man begynder at undre dig over, hvor meget man har ændret sig i løbet af året. For selvom jeg måske sad på præcis det samme sted og lavede julehjerter af krøllet glanspapir, som langt fra glinser fra år til år, er det ikke helt den samme person, der gør det. Man er aldrig helt den samme person i mere end et sekund af gangen, har jeg altid ment, El.

Det har været nemmere, end jeg havde forventet at skrive til dig. Det virker naturligt, selvom du ikke er virkelig, og jeg ved, at jeg lige så godt kunne give mig til at råbe ud i et tomrum. Du lytter rent faktisk, fordi du ikke kan svare. Hvem ved? Måske vil jeg på et tidspunkt skrive breve (ja, dette er et brev) til flere fiktive, og bede dem om at skynde sig lidt med at blive virkelige. Men nu bør jeg nok gå i seng, for min alarm vil ringe 6.20 i morgen  lige meget hvad, og jeg er faldet i søvn over en bog nok gange til at vide, at det bringer ikke andet end ondt i nakken. 

 

 

 

 

 

Men det har været hyggeligt at skrive til dig, så hvis jeg kunne sende dig dette brev, ville jeg uden tvivl sende det med en masse pebernødder og en optagelse af mig, der synger julesange (jeg synger aldeles falsk, men det er er tanken der tæller) som tak for ikke at hoppe af en fucking bro.

Kærlig hilsen Lucas. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...