bange.

,,Er du bange for ham?”
Hendes ord fik mig tilbage i stilheden. Var jeg det? Var jeg bange for ham? Sandheden var, at jeg var bange.
Men ikke for ham.

Oneshot, December 2016. Sandheden.


0Likes
0Kommentarer
69Visninger
AA

1. Oneshot.

,,Har du ellers hørt fra ham?” spurgte hun mig, og så på mig et par sekunder, inden hun vendte blikket tilbage på vejen.

Jeg overvejede mine ord, før at jeg kunne stoppe et fnys og svarede hende så ,,Ja... Han vil have sin trøje tilbage” Det er totalt åndssvagt!

Han ville have en trøje, der for det første var for lille til ham – selv på mig så den lille ud, og for det andet så var den i stykker. Det var den allerede da jeg ’fik’ den – det var faktisk derfor han ikke havde noget problem med at give mig den. For det tredje, så lagde den under en bunke af mit eget tøj, og duftede stadig af ham. Hans parfume som han villigt sprøjtede trøjen med, hver gang han skulle gå. Hans trøje, som jeg sov med om natten, fordi den gav mig en følelse af tryghed.

,,Det kan jeg nu godt forstå.” svarede hun og sendte mig et skævt smil, som svar på mit fnys.

Jeg nævnte ikke noget om at trøjen var i stykker, hun ville bare anklage mig for at have ødelagt den, efter jeg slog op med ham. I stedet tilføjede jeg ”Og jeg vil egentlig også have min dyne…”

,,Din dyne? Vel ikke din silkedunsdyne vel?” Hun så uforstående på mig, og satte højre blinklys til, som hun drejede bilen.

,,Nej nej, ikke min dyne. Bare en af de ekstra vi har – vi har så mange.” svarede jeg hende og så på hende, for første gang siden jeg steg ind i bilen.  ,,Det er bare en jeg tog med derop, når jeg sov ved ham. Min egen ligger hjemme på min seng” forklarede jeg hende hurtigt.

,,Jeg snakkede lidt med Emil om hvorvidt han vil køre mig derop.” mumlede jeg så efter et par sekunders stilhed. ,, Jeg har ikke lyst til at køre derop selv..” Min mor kiggede ikke på mig den her gang, så jeg tillod mig at ligge hovedet op af det kolde vindue, der var en perfekt kontrast til det varme sæde – ligesom han, havde været en kontrast til mig – men perfekt? Langt fra.

,,Kan du ikke tage en bu-” startede hun, men jeg afbrød hende.

,,Problemet er, mor, at jeg ikke har lyst til at tage derop alene.” Jeg tvang mig selv til at hæve stemmen, over den blide melodi af Stitches, af Shawn Mendez der kørte i baggrunden, i radioen. Oh I’ll be needing stitches…

,,Hvis Emil kører dig, er du nød til at få ham til at gå med ind…” sagde hun så.

Derefter var der stille, overraskende nok, i lang tid. Jeg nåede helt at tro, at hun havde droppet emnet for nu – det er alligevel ikke tit, at jeg åbner op for den snak med min mor – eller, med andre end Nanna generelt.

Jeg fjernede mit hoved fra vinduet, og så på hende, da hun pludselig sagde noget.

,,Er du bange for ham?”

Hendes ord fik mig tilbage i stilheden. Var jeg det? Var jeg bange for ham?

,,Nej.. Han ville aldrig gøre mig noget.” svarede jeg forsigtigt og så ud af vinduet, ud på de tomme, åbne marker vi kørte forbi. Det lyder cliché, men de mindede mig om hvordan jeg havde det indeni. ,,I hvert fald ikke noget, jeg ikke ville give ham lov til..”

Min mor kom med en uforstående lyd, og jeg vidste at jeg skulle overveje mine ord grundigt – for hvad ville jeg næsten ikke give den fyr lov til?

,,Det eneste, han nogensinde har gjort mig, er at fucke med mit hoved.” Ordene fandt selv vej ud af min mund, og de fremkaldte tårer, tårer jeg får både om morgenen, når jeg slår øjnene op, og om aftenen, når jeg slår øjnene i.

Hun svarede mig ikke, og endnu engang lød den konstante klikken, da hun blinkede til højre, og bilen kort efter drejede.

,,Jeg indså ikke hvor meget magt han havde over mig.” hviskede jeg og blinkede hidsigt mine tårer væk – min mor må kun se mig græde, når jeg er på randen af sammenbrud. Og han skal ikke have lov at drive mig så langt ud!

I baggrunden var Shawn Mendes skiftet ud med en eller anden julesang, jeg pludselig synes var kvalmende, men jeg gjorde intet for at skifte den, men stirrede ud af vinduet, i et forsøg på at stoppe det oprør indeni mig, der kommer, hver gang at emnet er ham. ,,Du gjorde det rigtige.. Men hvorfor er det så, at du ikke tør tage derop selv?” spurgte hun, som om at hun ville have det ordret, hvad det var det betød.

Jeg trak vejret dybt og stirrede på de modkørendes lys, der blændede mig, fordi at mine øjne i forvejen truede med at rende over med tårer.

,, Fordi at jeg er bange for hvordan jeg vil reagere.” sagde jeg endelig og forsøgte at synke den klump jeg havde i halsen, der truede med at kvæle mig. ,,Fordi at jeg ved, at han nærmest ingenting skal sige, for at jeg springer direkte ind i hans arme igen.”

Fordi at jeg er så afhængig af hans kærlighed, af hans nærhed. Fordi jeg er så forelsket i ham, at jeg næsten er villig til at gennemgå alting, for at få bare et pust af den fyr han er, i sine gode perioder. Det sagde jeg dog ikke til hende – hun vidste det nemlig godt i forvejen.  

,,Jeg har ikke lyst til at se ham igen.” sagde jeg lavt, og hun så på mig, grundigt, da jeg mærkede bilen sætte farten ned, og lysene fra lyskryds møde mit blik. Det er åndssvagt, jeg har lige sat og indrømmet blankt at jeg er så glad for den her fyr, at jeg ikke vil kunne give slip igen – så hvorfor vil jeg ikke se ham igen?

,,Det forstår jeg godt, min skat” svarede hun.

Jeg rystede på hovedet. ,,Nej, du gør ej.” svarede jeg lavt – hun virkede ikke til at have hørt mig.

For hun havde ikke følt hvordan jeg havde det, første gang jeg så hans post på en emo-side.

”Post a selfie, if you get 3 likes, post another!”

Et billede af ham, med 13 likes. En kommentar om at han så cute ud. Et billede mere, med 18 likes, og tre kommentarer om det samme. Det første jeg ønskede, var at skrive at han så godt ud, at jeg er glad for at have så lækker en kæreste. Men vent – vi var jo ikke sammen længere. Pigerne havde lov til at skrive det – jeg skulle ikke blande mig.

Eller hvordan jeg havde det, da han postede nyt profilbillede på facebook, fik 35 likes, og ikke mindre end fem kommentarer om at han så så sød og perfekt ud. Han havde fået piercinger. De klædte ham, ligeså godt som det blå hår klædte mig. Fantastisk. Mit hjerte knækkede, igen og igen.

Tanken om at det var mig der gjorde det forbi, mig der skrottede vores fremtid sammen, fordi at vi ikke kunne snakke sammen, var nok til at de første tårer faldt den dag – siden da, har det kørt på. Hver morgen, hver aften. Mit hjerte bløder, men hvis folk spørger, er jeg okay. For det var jo mig der slog op.

Tanken om min reaktion, hvis jeg tog op til ham, alene, skræmte mig.

Alt han skulle, var at ligge hovedet på skrå, og smile. Jeg var solgt. Fra første dag. Hans øjne, hans smil, hans stemme. Han er alt, hvad jeg har ønsket mig – og alligevel, så langt fra.

Sandheden var, at jeg var bange.

Men ikke for ham.

Men for mig selv.

For hvordan skal jeg kunne håndtere, at stå foran mit livs kærlighed, når jeg ved, at han bare knuser mig, og at jeg selv giver ham lov?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...