Fyren med de blå slikkepinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2016
  • Opdateret: 15 dec. 2016
  • Status: Igang
Det hele begyndte den aften, jeg lod som om, jeg var min fætters kæreste. || Deltager i SKAM-konkurrencen, mulighed 2.

6Likes
6Kommentarer
1005Visninger
AA

3. Kapitel tre

”Lad mig gætte: den berømte kusine.” Han stikker slikkepinden tilbage i munden. Det trækker i hans ene mundvig, og der er et glimt i de blå øjne.

”Berømt eller berygtet, jeg er ikke helt sikker.” Jeg lader posen dumpe ned på bordet foran Kasper. Han kigger ned i den, inden han lukker den sammen igen. Jeg finder sygesikringskortet frem fra en af lommerne foran på min jakke.

”Sig tak for lån til din søster,” siger jeg, da jeg giver ham det gule kort. Han trækker sin pung op fra baglommen og sætter kortet ned til sit eget. Der er kun to ekstra stole ved bordet, så Mark henter en tredje.

”Hvad har I lavet?” spørger Noah og trækker posen over til sig. Hans venstre håndled er dækket med forskellige armbånd. En blanding af farvet fletværk og slidte armbånd med nitter. Han tager parykken op og rynker de lysebrune bryn. ”En paryk?” Jeg nikker og sætter mig på stolen ved siden af ham. Mark sætter den hentede stol for bordenden.

”Hvem af jer har haft den på?” Han ligner en, der er tæt på at grine.

”Jeg må desværre skuffe dig, det var bare mig.” Jeg kigger over på Mark. ”Jeg er ellers sikker på, at du også ville se godt ud med den.” Det værste er, at jeg kan se det for mig. Jeg har en del sværere ved at forestille mig Tobias have den på. Mark fnyser.

Noah vender parykken i hænderne, ind til han får den vendt rigtigt. Han placerer den oven på mit hoved, så de brune krøller falder ned over de røde. ”Men hvorfor?” spørger han. ”Du overvejer ikke at blive brunette vel?” Han ser vurderende på mig, og jeg ryster på hovedet, hvilket får parykken til at glide en anelse til højre.

”Dog ikke.”

”Godt.” Han tager den af igen, og noget af mit eget hår hænger fast i den og følger med op. Han trækker det forsigtigt fri.

”Godt?” Jeg forsøger at hæve det ene øjenbryn. En ting jeg er ret elendig til.

Han nikker. ”Det ville da være synd.” Han betragter mig et øjeblik. Så tager han selv parykken på, og jeg får øje på tatoveringen på indersiden af højre håndled. Jeg når ikke at se, hvad det er, før han drejer hånden for igen at tage slikkepinden ud af munden. ”Hvordan ser jeg ud?”

Mark læner sig tilbage i stolen og ryster på hovedet, mens jeg læner mig frem og kniber øjnene let sammen, som om jeg faktisk tænker over det på et meget seriøst plan. Da ingen af de andre svarer ham, ser han afventende på mig. Jeg trækker tiden ud så længe, jeg kan, inden jeg trækker på skulderen og læner mig tilbage igen. ”Altså jeg har en kjole og noget make-up ude i bilen. Du siger bare til.”

Han griner. Hans latter er høj og folder sig ud i rummet. Der er noget ægte over lyden af den, noget der gør, at jeg ikke kan lade være med selv at smile. Hans øjne presses sammen, så de bliver omgivet af smilerynker, og han er ved at tabe den blå slikkepind. Han griner så længe, at jeg næsten selv er ved at begynde at grine, da han endelig holder op. ”Desværre,” siger han så. ”Drag er ikke helt min stil. Det hører fortiden til.” Han tager parykken af og det overrasker mig, hvor forsigtigt han lægger den tilbage i posen. Det er trods alt ikke ham, der har hørt et oplæg på et kvarter om, hvor vigtigt det er, at vi passer på den.

”Aha,” svarer jeg, inden det går op for mig, hvad det egentlig var, han sagde. Jeg rynker brynene. ”Vent hvad?”

Hans læber krøller, og det er tydeligt, at han kæmper for ikke at begynde at grine igen. ”Jeg sagde at det hører fortiden til,” gentager han, og jeg stirrer på ham. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvorvidt han laver sjov, eller om han mener det seriøst. Da det går op for ham, ryster han på hovedet. ”Det var for sjov.”

Jeg nikker, stadig lidt i tvivl. ”Jeg er ellers sikker på, at du ville gøre det fantastisk.”

”Mhm.” Han skubber posen tilbage til Kasper. ”Min far ville være så stolt.”

”Det ville min ikke,” lyder det fra Mark, og det tror jeg, han har ret i. Eller faktisk ved jeg det. Så godt kender jeg trods alt min onkel.

”Ej, jeg synes egentlig det er sejt nok, det er bare ikke lige de ambitioner, jeg har med mit liv.” Noah har genvundet fatningen og piller ved de løse snore fra armbåndene. Slikkepinden stikker op mellem hans pege- og langefinger. Jeg kommer til at tænke på en cigarret.

”Hvad sker der egentlig for slikkepinden?” spørger jeg, og han kigger ned på den. Alle de andre vender også deres opmærksomhed mod den, og jeg fornemmer, at de måske har undret sig over det samme.

”Jo altså…” Han klør sig i håret, hvilket får det til at stritte. Det krøller i enderne. ”Det var egentlig et forsøg på at holde op med at ryge.”

”Holde op med at ryge? Så hvad, du har erstattet cigaretterne med slikkepinde fra Søstrene Grene.” Jeg ville virkelig ønske, jeg kunne finde ud af at hæve øjenbrynet. Det kommer bag på mig, at han nikker.

”Faktisk ja.”

Jeg venter på, at han fortæller, at det var endnu en joke, men det sker ikke. Han sutter blot videre på slikkepinden, og til sidst konkluderer jeg, at han måske rent faktisk mente det. ”Såeh, virker det?”

”Det gør det vel,” svarer han. ”Jeg er i hvert fald holdt op med at ryge.”

”Så var det jo meget smart, tror jeg.”

Han kigger på den blå firkant igen. ”Ja, men jeg er begyndt at overveje, om man også kan blive afhængig af blå slikkepinde.” Han trækker på skulderen. ”I det mindste er bivirkningerne knapt så slemme.”

”Og hvad er bivirkningerne?” Jeg er stadig bange for, at det er en joke, han bare kører helt ud. Jeg kan slet ikke læse ham, og det skræmmer mig. Med Mark er jeg næsten vant til at være klar over, hvad han tænker og føler, før han selv er det.

Noah åbner munden helt op og afslører, at hans tunge er blevet blå.

 

Mark og Tobias rejser sig for at hente øl, og da de kommer tilbage, kan jeg ikke lade være med at spørge Noah, hvordan øl og blåbærslikkepinde smager sammen.

”Det er faktisk ikke så slemt,” svarer han. Han putter den hvide pind ned i askebægeret, der står ved bordets kant, og tager en slurk af den øl, Mark har sat foran ham. Mens de var væk, hentede Kasper et spil kort fra et af de andre borde, og han er nu ved at blande dem. Da han er færdig, banker han dem ned i bordet for at samle dem, inden han deler ud. Kortene har bøjede og nussede hjørner, og et par af dem har tidligere været foldet på midten.

Som altid, når vi spiller kort, er det Kasper, der vinder. Til gengæld er det for en gangs skyld ikke Tobias, der klarer det værst. Efter tredje spil opgiver Noah at beklage sig over, hvor dårlige hans kort er og accepterer i stedet, at hans vinderchancer igen er minimale. For det er de, og det lykkes ham at tabe fire gange i streg. Jeg ville ønske, at jeg kunne se hans kort, så jeg vidste, om jeg skulle have ondt af ham, eller om han bare tager elendige beslutninger.

”Uheld i spil giver held i kærlighed, er det ikke det, man plejer at sige?” spørger jeg, da det ikke kun er Noah, der er blevet træt af at spille, og Kasper putter kortene tilbage i papæsken, der er ved at falde fra hinanden.

Noah fnyser. ”Så må der fandeme være nogen, der står og griner et eller andet sted. Jeg føler mig i hvert fald snydt.”

Anden gang er det mig, der går med Mark op for at hente øl, og vi tager de tomme flasker med. Vi har efterhånden lært, hvordan vi gør os gode venner med personalet, og det har sine fordele. Røglugten er værre på den anden side af baren, og jeg rynker næsen. Jeg har ikke så meget i mod lugten i små mængder, men jeg hader, når den bliver for intens. Jeg har ikke noget i mod, at Tobias ryger, jeg kan jo være ligeglad, men jeg sørger altid for at være lidt på afstand, når han gør det.

Der er kommet dørmand på nu, og han står op ad væggen ved siden af døren med en tændt cigaret, mens han snakker med dem, der sidder ved det nærmeste bord. Jeg har set ham en del gange før, og jeg er ret sikker på, han godt ved, jeg ikke er atten. Men han siger aldrig noget til det, når han ser mig, så det er okay. Jeg er ikke helt sikker på, om han ville lukke mig ind, hvis han rent faktisk stod i døren, når vi kom, men jeg har på fornemmelsen, at han kan overtales.

”Du skal ikke kigge ned i hjørnet længst væk,” siger Mark, da vi venter på at blive betjent. Jeg er selvfølgelig ved at dreje hovedet for at gøre netop det, og han puffer til mig. ”Der sidder nogen fra festen. Vi har snakket med en af dem.”

”Åh.” Jeg kæmper med mig selv for ikke at kaste et blik derned. I virkeligheden er det vel ikke så slemt, hvis de ser mig. Det er nærmere Mark, der skal gøre sig usynlig. Det er ham, de kan genkende, og det er ham, de vil undre sig over at se her. I hvert fald hvis de ved, at han skulle forestille at være taget hjem, men det ved de jo ikke nødvendigvis, så egentlig er jeg ikke så bekymret. Men det er han, så jeg gør, som han beder om. Han har været stille, siden vi kom. Jeg overvejer at spørge, om der er noget galt, men som om han kan fornemme det, skynder han sig at sige noget:

”Har jeg egentlig fortalt dig, at vi skal spille på Underground om tre uger?” Jeg når ikke at svare, før det bliver vores tur, og han beder om fem øl.

”Nej, det har du ikke,” siger jeg, da vi går tilbage. Jeg studerer hans ansigt, men der er ikke noget at se. Det ligner ham ikke at fortælle sådan noget henkastet. Han plejer at ringe eller i det mindste at skrive. ”Hvornår fandt I ud af det?”

”I går,” svarer han, og det retfærdiggør måske, at jeg ikke har fået det at vide før nu.

Jeg smiler. ”Men fedt. Det er ved at være længe siden.” Det er ikke så nemt at optræde uden en forsanger. Vi snakker stadig om koncerter, da vi kommer tilbage til de andre, og de er hurtige til at bidrage til samtalen. Vi snakker længe om forårets og sommerens events, hovedsageligt dem, hvor der er musik, og især dem, hvor de har en chance for at komme til at spille. Jeg elsker de mange små festivaler og endags-arrangementer, der er dukket op gennem årerne, og jeg har efterhånden været til de fleste af dem sammen med Mark. De seneste år har Kasper og Tobias også været med. Der bliver hentet flere øl, og Tobias ryger flere cigaretter på den anden side af bordet. Noah finder også en ny slikkepind.

Jeg er begyndt at blive træt, da Noah rejser sig og smider en bøjet pind ned i askebægeret, Tobias har flyttet ind på midten af bordet. ”Jeg henter lige et eller andet. Nogen, der skal have noget med?” Han ser rundt på os, men vi ryster alle på hovedet. Det er sent, og jeg kan se på Mark, at han også gerne snart vil hjemad. Jeg bestemmer mig for at vente, til Noah kommer tilbage og har drukket, hvad end han kommer tilbage med. Men han kommer ikke. Det er først, da jeg er ved at falde i søvn op ad Marks skulder, men er nødt til at gå på toilettet, at jeg opdager, at han har været væk i omkring en time. Så lang tid tager det i hvert fald ikke at hente noget at drikke, så han må vel være faldet i snak.

Jeg sætter mig op i min stol igen. Mark kigger på mig. ”Jeg går lige på toilettet,” siger jeg og rejser mig. Jeg tager min cowboyjakke fra stolen og tager den på. ”Vil du med hjem bagefter? Jeg er træt.” Han nikker. De andre er gået over til at snakke om strengmærker eller sådan et eller andet, som kun folk, der spiller guitar eller bas, kan forstå.

For at komme på toilettet skal man hele vejen om på den anden side og rundt om baren. Dørmanden er forsvundet, og der er tomt i det hjørne, Mark snakkede om tidligere. Jeg er tæt på at gnide mig i øjnene, men husker i sidste øjeblik, at jeg har eyeliner på.

Toilettet er ned ad en trappe til højre for baren, og i en af sofaerne i hjørnet ved siden af trappen, sidder et par og kysser. Jeg når lige at konkludere, at det vist er to fyre, inden jeg sørger for at holde blikket stift rettet mod trappen. Jeg har altid haft det lidt mærkeligt med folk, der åbenlyst kysser i offentligheden.

Da jeg går ned ad trappen, kan jeg godt mærke, at jeg har drukket, men jeg føler mig ikke fuld længere, blot træt. Den ene af toiletbåsene er optaget, men der er rigeligt at vælge imellem. Da jeg kommer ud er en pige ved at vaske hænder, og jeg genkender hende fra festen tidligere. Jeg holder blikket rettet mod mine hænder under vandet, men hun ser ikke på mig. Hun burde heller ikke kunne genkende mig, slet ikke når jeg er alene.

Da jeg kommer op igen, kan jeg ikke lade være med at kaste et blik i retningen af sofaen og parret. Jeg stopper op. Den ene af fyrene er Noah. Hvordan kan jeg ikke have opdaget det, da jeg gik forbi før? Jeg kigger væk og skynder mig tilbage til de andre.

Mark har taget sin jakke på, Tobias og Kasper snakker stadig om strenge. Eller faktisk tror jeg måske, at de diskuterer, hvilke mærker der er bedst i forhold til strengeinstrumenter og deres tilbehør, men jeg er ikke helt sikker. Det virker ikke til, at de har tænkt sig snart at tage hjem, og faktisk ser det ikke ud til, at det undrer nogen af dem, at Noah ikke er tilbage endnu. De to andre er optagede af deres passion for en lignende type instrumenter, men Mark har heller ikke kommenteret det.

De andre holder en kort pause i deres samtale for at sige farvel til os, og så tager vi bussen hjem. Det er ikke fordi, Mark ikke er i stand til at køre, men skulle det ske, at vi bliver stoppet, ville det være for dumt. Min onkel og hans kæreste er ikke hjemme, så der er ikke nogen at tage hensyn til, da vi kommer ind. I perioder tilbringer jeg en hel del weekender hos Mark, så jeg har en tandbørste liggende på badeværelset. Alene på grund af mig har Mark en køjeseng. Den nederste køje er bredere end den øverste, og madrassen er bedre. Normalt har jeg en taske liggende i den øverste køje med tøj, men nu er tasken i bilen, så resten af dens indhold ligger spredt oven på dynen. Jeg lægger det i en bunke på gulvet, hvor det kan blive liggende, til vi har hentet tasken.

Jeg kravler ned under dynen, mens Mark stadig er på badeværelset. Puden dufter af en blanding af min jordbærshampoo og en duft, jeg ikke forbinder med andet end min onkels hus og dermed Mark. Han slukker lyset, da han kommer ind på værelset, og jeg kan høre, hvordan han forsigtigt bevæger sig gennem mørket mod hans seng. Den knirker en anelse, da han lægger sig.

”Er Noah til fyre?” Jeg kan ikke lade være med at spørge.

”Hvad?” Det lyder som om, han snakker ned i sin pude.

”Noah. Jeg tror, jeg så ham kysse en eller anden, da jeg var på toilettet.” Faktisk er jeg ret sikker.

”Åh. Det undrer mig ikke.” Han lyder underlig, og jeg kan ikke vurdere, om det bare er fordi, han er træt. Fordi jeg er træt.

”Er det da noget, han gør tit?”

”Forsvinder og er i gang med at kysse en eller anden et eller andet sted? Ja. Faktisk.”

”Interessant.” Jeg vender mig om på ryggen. ”Men du svarede ikke på mit spørgsmål. Er han til fyre?”

”Nej. Eller… Jo. Han er vist biseksuel eller sådan noget.” Han flytter på sig, og det knager i sengen.

”Aha.” Det havde jeg faktisk ikke overvejet som en mulighed, og nu føler jeg mig dum. ”Men det er ikke den samme hver gang så?” Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor det interesserer mig.

Mark er stille længe, og jeg er lige ved at tro, at han er faldet i søvn, da han svarer: ”Nej. Han har vist et eller andet princip med, at det første kys altid er gratis.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...