Fyren med de blå slikkepinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2016
  • Opdateret: 15 dec. 2016
  • Status: Igang
Det hele begyndte den aften, jeg lod som om, jeg var min fætters kæreste. || Deltager i SKAM-konkurrencen, mulighed 2.

6Likes
6Kommentarer
875Visninger
AA

2. Kapitel to

Jeg svajer i takt til musikken. Et sæt arme lægger sig rundt om min talje, og jeg drejer hovedet. Jeg ved allerede, at det er Mark. Jeg kan mærke det, dufte det. Et øjeblik bevæger vi os i samme rytme, inden jeg trækker mig lidt væk, så jeg kan vende mig om og lægge armene om hans nakke. Hans hænder flytter sig til mine hofter.

Han skal lige til at sige noget, da nogen støder ind i mig bagfra. Det trækker i mit hår, og jeg når lige at gribe fat i parykken, inden den bliver hevet af. Jeg forsøger at rette på den, men jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvorvidt jeg gør det rigtigt.

”Så hjælp mig dog,” hvæser jeg af Mark, der står og kigger på mig med et bekymret ansigtsudtryk, der kan anes, når lyset rammer ham rigtigt.

”Jeg kan ikke se en skid,” svarer han, og jeg griber fat om hans håndled for at trække ham med væk fra dansegulvet. Jeg holder parykken fast med den ene hånd, mens vi snor os uden om de mange mennesker.

”Hvor skal vi hen?” spørger han, da vi slipper fri af mængden, men jeg svarer ikke. Jeg trækker ham med tilbage til dobbeltdørene, vi kom ind ad tidligere. Til venstre for dem var en gang med toiletskilte. Til min ærgrelser er der kønsopdeling. Jeg skubber døren til dametoiletterne op, og i det mindste er der en bås, hvor døren står åben.

”Becca.” Mark protesterer, men jeg hiver ham med ind. De to piger, der er i gang med en højlydt samtale, tier, da vi går forbi dem. Jeg kigger væk i håbet om, at de ikke opdager det røde hår, der højst sandsynligt stikker ud under det brune et eller andet sted. Der virker helt og aldeles stille på trods af håndtørreren, der stadig kører. Jeg havde aldrig troet, jeg ville føle, at der var langt til en skide toiletbås. Mark følger med ind, og jeg smækker døren og drejer låsen om.

”Fiks det,” hvisker jeg til ham, da jeg vender mig om og peger på mit hår. Hans kinder er lyserøde, og jeg himler med øjnene. Ih ja, pigetoilettet, det er jo ikke fordi, man ser noget. Der er ikke engang nogen, der er ved at kaste op eller som sidder og tuder, mens en veninde forsøger at komme med trøstende ord. Det værste, du kan høre, er nogen, der tisser. På herretoilettet kan man faktisk se noget. Burde han ikke finde det værre?

”Hvad tænker folk ikke.” Mark gør et ihærdigt forsøg på at redde mit hår. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Højst sandsynligt fordi det er Mark. Jeg trækker på skulderen.

”Kan det ikke være lige meget. Gør det ikke kun det hele bedre for dig?” Jeg havde lige vænnet mig til byrden på mit hoved. Nu er jeg igen alt for bevidst om dens tilstedeværelse. Måske den sidder ordentligt igen, men den sidder ikke godt. Farven i Marks kinder bliver kraftigere, og jeg kan ikke lade være med at smile. ”Du er så skide uskyldig, du er.”

Han mumler et eller andet og træder tilbage, så han støder ind i toilettet. Han er nær ved at falde bagover og når at hamre den ene hånd ind i båsens væg, inden han genvinder balancen. Jeg holder en hånd for munden for ikke at grine, og han sender mig et tvært blik. ”Den sidder fint nu,” siger han.

”Godt.” Jeg vender mig rundt og får låst døren op. Mark tøver et øjeblik, inden han følger efter mig. Der står en pige ved håndvasken, og hun stirrer efter os, da vi skynder os ud.

”Kunne du ikke have fundet på noget andet?” spørger han, da vi igen går gennem dobbeltdørene.

”Som hvad?” Jeg har lyst til at flå det falske hår af. Hvis ikke jeg havde problemer med at forstå cosplayere før, så har jeg det i hvert fald nu.

”Hvad som helst.” Han lyder en anelse forpint.

”Slap nu af, det gør jo ikke noget.” Jeg stikker min arm ind under hans. Der lyder en fnisen til højre for os, og da jeg drejer hovedet, får jeg øje på de to piger, der var ved at vaske hænder, da vi kom ind på toilettet. De opdager, at jeg kigger på dem, og jeg hæver øjenbrynene, hvilket får dem til at holde kæft. Vi går tilbage til det bord, vi sad ved tidligere. Line sidder der sammen med to andre. Så hvidt jeg har forstået, er festen egentlig arrangeret af Marks klasse og en af parallelklasserne, hvor der går en del fra hans gamle folkeskoleklasse. Fordi folk har hevet tilfældige venner med rundt omkring, har det resulteret i endnu flere af hans gamle bekendte, hvilket i sidste ende lidt er grunden til, at jeg er her. Men okay, for at være helt ærlig havde jeg faktisk heller ikke lyst til, at min nuværende klasse og min folkeskoleklasse skulle befinde sig til samme fest, hvis jeg var ham. Tobias sidder sammen med de andre. Han befinder sig helt inde i hjørnet med sin telefon.

”Hvor blev I af?” Line fører det afblegede hår henover den ene skulder.

”Toilettet,” svarer jeg. Hun rynker brynene, men spørger ikke yderligere ind til det. Tobias kigger op og rykker hen til os.

”Det er vist ved at være tid til at smutte,” siger han og stopper telefonen i lommen. Mark tjekker klokken på sit armbåndsur og nikker så. Han begynder at rejse sig, og Lines blik er klistret til ham.

”Allerede?”

Han trækker på skulderen. ”Klokken er snart tolv.”

”Jeg er kun sytten,” fortæller jeg, og hun kigger på mig på en måde, der kun kan betyde, at hun ikke fatter, at Mark gider være sammen med en syttenårig. Vi siger farvel, og jeg finder de gule sedler frem fra min taske på vej til garderoben.

Da vi kommer ud, begynder Tobias at gå ned ad gaden i den modsatte retning af bilen. Han stopper op, da vi ikke følger efter. ”Bilen er den anden vej,” siger jeg.

Han slår ud med armene. ”Vi skal sgu da ikke hjem nu.” Alligevel kommer han tilbage til os. ”Desuden må Mark slet ikke køre.”

Jeg ryster på hovedet. Det er jeg udmærket klar over. Men det er heller ikke det. Jeg laver en håndbevægelse, der på en eller anden måde indbefatter både parykken og kjolen. ”Jeg går ingen steder sådan her.”

Han smiler det store smil, der afslører, at hans ene fortand er skæv. ”Du ser ellers godt ud.” Jeg svarer ikke.

Mark finder nøglen frem, da vi træder ned fra fortovet ved parkeringspladsen. Han låser op, og jeg kravler ind på bagsædet, hvor min taske er. Det første, jeg gør, er at hive parykken af og smide den ned i den pose, Mark havde den med i. Han og Tobias bliver udenfor. De står med ryggen til, men jeg kan se, at Tobias ryger. Jeg trykker på knappen til lampen i bilens loft, så den ikke går ud, inden jeg smider stiletterne og plastikarmbåndene i bunden af bilen og fjerner det enorme lag af make-up og lægger noget nyt. At skifte tøj er ikke det værste, det er håret. Det er filtret og svedigt. Jeg opgiver at gøre andet end at børste det igennem. Jeg overvejer stiletterne, men konkluderer, at det nok er bedre med mine udtrådte Converse, der trods alt var lige så røde engang. Med min cowboyjakke i den ene hånd og posen i den anden træder jeg ud, og Mark låser igen.

”Er det mit bælte?” spørger han, da vi begynder at gå tilbage af en anden vej, så vi ikke behøver gå direkte forbi diskoteket. Det ville nok undre folk, hvis Mark og Tobias kom tilbage med en anden pige.

”Ja,” svarer jeg og piller ved en nitterne. Tobias fører an, og Mark tager min hånd.

”Tak.” Han giver min hånd et klem. ”For det hele.”

”Det var nemmere, hvis du bare fortalte ham det.” Jeg kigger op på ham, men hans blik er rettet mod asfalten foran os. Han svarer ikke, og det irriterer mig. ”Hvorfor siger du det ikke bare?”

”Hvorfor fortæller du ikke bare dine forældre, hvad det egentlig er, du laver, når du ikke er hjemme?” Hans stemme har fået en skarp kant, og jeg krymper mig. Jeg har lyst til at sige undskyld, selvom jeg faktisk ikke synes, der er noget at undskylde for.

”Point taken,” siger jeg i stedet. Han stirrer stadig ned i asfalten, som om han kan se igennem den. Der er få ting i mit liv, jeg hader så meget som at se Mark have det svært eller være i dårligt humør. Jeg sukker og puffer til ham med albuen. ”Men tænk over det alligevel.” Vi passerer en gruppe fulde fyre, og en af dem råber efter os. Vi kommer også forbi den gade, diskoteket ligger på, og nærmer os på den måde baren, der er vores mål. De tjekker aldrig ID, eller også kender de os for godt.

”Ved din mor det ikke?” Tobias har sagtnet farten, så han er kommet ned på siden af os. Det overrasker mig ikke, at han har hørt hele vores samtale.

”Jo,” svarer Mark. At hans mor opdagede, at han er til fyre, var i virkeligheden lidt et uheld. Han snakkede i telefon med mig, og hun overhørte en ting eller to.

”Hvordan kan din far så ikke vide det? Jeg mener, jeg er ret sikker på, min mor havde sagt det til min far.” Tobias har et af sine seriøse øjeblikke, og de kommer som altid bag på mig.

”Mine forældre er skilt, din idiot.”

Jeg tror ikke, Tobias bemærker det, men fordi jeg kender Mark så godt, kan jeg høre, at han er irritabel. Det er tid til et emneskift.

”Det var noget med, at I endelig har fundet jer en forsanger. Er han der i aften?” Deres band har stået uden vokalist ret længe efterhånden, og de har også haft en hel del forskellige. Den første sanger var den, der blev længst, og hun er det eneste kvindelige medlem, der nogensinde har været af bandet. Officielt er vi blevet enige om, at hun skred, fordi Tobias var lidt for nærgående, men i virkeligheden var det fordi, hun ikke kunne lide mig. Eller nærmere fordi hun hadede, at hvor end Mark var, var jeg også. Hun blev altid tvær, når jeg dukkede op, fordi det betød, at hans opmærksomhed flyttede sig fra hende til mig. Det var dengang, jeg var den eneste, der vidste, at hun ikke ville have haft en chance alligevel.

”Jep, det er han,” svarer Tobias.

”Og denne gang er I enige om, at I kan holde ham ud?” Det er ikke med vilje, at jeg lyder skeptisk. Det er bare gået galt de sidste mange gange, de har fundet en ny.

Mark støder sin skulder ind i min. Han er lidt højere nu, hvor jeg har skiftet sko. ”Rent faktisk, ja.”

”Det var godt. Hvad var det nu, han hed?” Mark fortalte mig det for et par uger siden, men nu er det helt væk.

”Noah,” fortæller Mark samtidig med, at vi når vores destination. Der er ikke engang en dørmand i sigte i dag. Der er tomt ved bordene udenfor, men indenfor er der fyldt, og der stinker af cigaretrøg. Manden i baren sender et nik i vores retning, og jeg smiler tilbage, selvom det nok mest var henvendt til Mark og Tobias. Vi fortsætter rundt om baren og om bagved, hvor der er lidt mindre fyldt. Vi har vores sædvanlige bord i det allerfjerneste hjørne, og der sidder rigtig nok Kasper og en fyr, jeg aldrig har set før.

En af fordelene ved, at ens bedste ven er bøsse, er, at man kan diskutere lækre fyre, når man ser film. Mark og jeg ser mange film, og engang imellem kan vi blive enige om, hvem der ser godt ud. Det skyldes delvist, at vi begge har en svaghed for høje og markerede kindben. Forskellen er blot, at min kommentar oftest er, at jeg ville ønske, jeg havde sådan nogle kindben, mens Mark mener, at han godt kan nøjes med at finde en, der har dem. Jeg er tydeligvis den mest egoistiske af os. Men i hvert fald er jeg ret sikker på, at jeg lige har fundet de kindben, vi har ledt efter.

Han smiler, da de får øje på os, og jeg opdager, at der stikker en tynd, hvid pind ud mellem hans læber. Han trækker den ud og afslører, at det er en slikkepind. Sådan en af de der firkantede nogen, der koster en krone i Søstrene Grene. Den har efterladt et blåt spor på hans underlæbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...