Fyren med de blå slikkepinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2016
  • Opdateret: 15 dec. 2016
  • Status: Igang
Det hele begyndte den aften, jeg lod som om, jeg var min fætters kæreste. || Deltager i SKAM-konkurrencen, mulighed 2.

6Likes
6Kommentarer
874Visninger
AA

10. Kapitel ti

”Sig det nu bare for helvede,” brummer Tobias. Han sidder i den hullede lænestol med fødderne oppe på bordet. Jeg frygter, at det vil give efter under hans vægt.

”Ikke før alle er her,” svarer Kasper. Hans smil går fra det ene øre til det andet, og det gør kun ventetiden værre. Jeg sidder i den slidte lædersofa sammen med Mark, og Kasper har udvalgt sig den eneste træstol, der ikke har et ben, der sidder løst. Han sidder omvendt på den med armene hvilende på ryglænet.

”Han har fandeme bare at være her snart.” Tobias er det mest utålmodige menneske, jeg kender. Han bliver altid irritabel, når det er ham, der skal vente på folk, men når folk klager over, at de skal vente på ham, bliver han sur.

Jeg griber fat om Marks håndled og tjekker hans armbåndsur. ”Han har stadig tre minutter.” Mens vi spiste aftensmad, fik Mark en besked fra Kasper om, at alle skulle møde op i kælderen klokken otte. Den tilhører Kasper forældre, men de har ryddet det meste af den, så der er plads til instrumenterne. Det er for det meste her, de øver.

”Noah kan ikke komme til tiden.” Tobias er ved at pille polstringen ud af lænestolens ene armlæn.

”Hvad kan jeg ikke?” Noah dukker op på trappen. Han smiler, da han kommer hen i mod os.

”Jeg siger, at du er elendig til at komme til tiden.”

”Well, jeg arbejder på det.” Noah dumper ned i sofaen på den anden side af Mark, der rykker lidt tættere på mig. Jeg er ikke sikker på, om det er for at give mere plads, eller om han bare ikke har lyst til at sidde alt for tæt op af Noah. Han nægter stadig at snakke med mig om det.

”Så, nu er vi her alle sammen. Selv Rebecca er her. Spyt ud.” Tobias kaster en sammenpresset kugle skumgummi efter Kasper.

”Okay okay.” Han forsøger uden held at undvige. ”Jeg fik et opkald tidligere.” Han kigger rundt på de andre, og det er tydeligt, at han forsøger at trække tiden ud. Mark og Noah venter tålmodigt, og Tobias himler så voldsomt med øjnene, at jeg er bange for, de skal sidde fast. ”Vi skal spille til forårsfestivallen.” Hans øjne skinner, og pludselig står de alle fire op. Tobias uddeler high fives til de andre, inden han forsvinder over til ølkassen, der står op ad væggen. Kasper giver de to andre et kram, og de snakker i munden på hinanden.

Jeg bliver siddende i sofaen, ind til Mark vender sig mod mig. Et stort smil er klistret til hans ansigt, og han hiver mig på benene og ind i et kram. ”Tillykke,” ler jeg til ham, da han slipper mig igen. Han prikker mig på næsen.

Tobias deler øl ud, og jeg er hurtigt lige så meget oppe at køre som de andre. Jeg klatrer op i sofaen med sko på. Jeg ville have stillet mig op på bordet, men jeg tvivler på, at det kan holde til det. Med nitterne på mit armbånd slår jeg mod flasken. Lyden er ikke så høj, men den minder lidt om den, jeg ønsker.” Jeg er meget stolt af jer, selvom I er nogle røvhuller. Som det mest useless ikke-medlem af det her band, vil jeg gerne sige, at det her er en stor dag for os alle sammen.” Jeg hæver min flaske.” ”Skål!” Kasper rækker sin øl op mod mig, og jeg slår min mod hans, inden jeg sætter den mod læberne og vender bunden i vejret.

”Det skal fejres!” råber Tobias og hiver Mark og Noah mod trappen. Kasper tager min tomme øl og stiller den på bordet sammen med hans egen. Så vender han ryggen til mig og gør tegn til, at jeg skal hoppe op. Vi overhaler de andre, inden de når trappen, og jeg klamrer mig til ham med arme og ben, da vi bestiger den.

Kasper sætter mig ned, da vi kommer udenfor, og jeg dasker til hans arm. De andre kommer op til os. ”Hvor skal vi hen?” spørger Noah, da vi begynder at gå.

”Baren selvfølgelig.” Tobias er henrykt.

”Det har jeg sgu da ikke råd til,” mumler Noah.

Jeg stikker min arm ind under hans. ”Det er lige meget. Jeg giver gerne en øl.”

Han ryster på hovedet, men man kan stadig se, at han er påvirket af den gode nyhed. Hans øjne funkler. ”Jeg har ikke lyst til, at du giver en øl.” Selvfølgelig har han ikke det. Pengeprincippet.

Jeg sender ham et stort smil. ”Jeg vil da skide på, hvad du har lyst til.”

Vi tager bussen derind, for hvis alle har planer om at drikke flere øl, er der alligevel ingen, der kan køre hjem, og vi er for mange til at kunne blive kørt. Jeg maser mig ind foran Mark og Noah og gør et stort nummer ud af at tjekke tre personer ind på mit rejsekort.

”Jeg hader dig,” siger Noah, da han følger efter mig ned gennem bussen.

”Jeg kan leve med det.” Faktisk er jeg meget begejstret over mig selv. Tobias har sat sig, så han fylder to sæder, og jeg sætter mig ved siden af Kasper. Mark og Noah er nødt til at sætte sig sammen overfor, og det var på alle måder bevidst. Mark sender mig hans bedste forsøg på et dræberblik, men jeg bliver kun i bedre humør.

”Du betaler, når vi skal hjem,” siger jeg til ham, mens jeg stopper mit buskort tilbage i lommen. Seks stop senere står vi af og går det sidste stykke hen til det sædvanlige sted. Det er forholdsvist tidligt, og der er ingen dørmand. Vi henter øl i baren og fortsætter om på den anden side til bordet i hjørnet. Et eller andet sted er det lidt mærkeligt, at jeg er med. Det er jo sådan set ikke mig, der har noget at fejre. Men på den anden side har jeg bare altid været med. Jeg har kendt Tobias og Kasper lige fra da de bestemte sig for at starte et band, jeg har mødt alle de forskellige forsangere, jeg har set dem øve, og jeg har set dem spille. Nogle gange tror jeg, at vi alle sammen glemmer, at jeg faktisk slet ikke er med i noget som helst.

”Kommer der nogen, jeg kender på fredag?” spørger jeg, mens jeg piller etiketten af min øl.

Kasper trækker på skulderen. ”Måske.” Det er altid fedt at se dem spille, men der er fedest, hvis jeg også har nogen at være sammen med i mens. Jeg plejer ofte at tilbringe koncerterne sammen med to af Kaspers venner, men det er ikke altid, de kommer. Så er der Christian, men han har en tendens til at blive væk.

Jeg krøller papiret fra etiketten sammen og lader det falde ned på bordet. ”Jeg finder forhåbentligt nogen.”

”Ellers kan du holde Hannah med selskab. Hun kender i hvert fald ikke nogen.” Noah strækker sig og smiler til mig.

”Hvem fuck er det?” Tobias lægger hovedet tilbage og vender sin flaske på hovedet. Han ryster den for at få de sidste dråber ud af den.

”Min veninde,” svarer Noah med et skuldertræk.

”Ekskæreste?” spørger jeg, og han nikker. Jeg skæver til Mark. Han har strammet grebet om sin øl.

”Øv.” Tobias skubber til den tomme flaske, så den ruller hen over bordet. ”Så er hun vel off limits.”

Glimtet er tilbage i Noahs øjne. ”Det styrer hun selv.” Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg synes om tanken om at tilbringe længere tid alene med Noahs ekskæreste. Det virker mærkeligt. Men på den anden side er de gode venner, så umiddelbart kunne hun godt lyde som lovende selskab.

Samtalen ender hurtigt på noget andet, og vi snakker frem og tilbage om lidt af hvert. Jeg holder øje med Mark, og i takt med at det bliver senere, og alle får mere at drikke, holder han op med at være så stille. Da vi spiller kort, rykker han ligefrem tættere på Noah for at hjælpe ham i de første runder, fordi han ikke kender spillet. De hvisker sammen, og jeg kan ikke lade være med at smile, da Noah bryder ud i latter.

Efter det tredje spil rejser jeg mig. ”Jeg henter en omgang,” siger jeg og tager min pung fra min jakke.

Noah kigger op på mig. ”Jeg går med.” Han giver Marks skulder et klem på vejen. Jeg venter på ham, og han lægger en arm om mine skuldre, da vi går om til baren. Vi er kun lige kommet rundt om hjørnet, da jeg stopper op og stirrer. For første gang er jeg ikke i stand til at kigge væk fra et par, der kysser.

Noah slipper mig og kigger undersøgende på mig. ”Hvad?” Mine kinder brænder, men det er ikke fordi, jeg er pinligt berørt. Han følger mit blik og griner. Han puffer til mig. ”Har du aldrig set to mennesker kysse før?” De trækker sig væk fra hinanden, og den sidste rest af tvivl forlader min krop. Musklerne i min kæbe spændes. ”Rebecca?” En rynke er dukket op mellem Noahs bryn.

Jeg har det som om, jeg koger indvendigt, så det kommer bag på mig, hvor rolig min stemme er, da jeg taler: ”Det der er min kæreste, Noah.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...