Fyren med de blå slikkepinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2016
  • Opdateret: 15 dec. 2016
  • Status: Igang
Det hele begyndte den aften, jeg lod som om, jeg var min fætters kæreste. || Deltager i SKAM-konkurrencen, mulighed 2.

6Likes
6Kommentarer
875Visninger
AA

7. Kapitel syv

Nogen sætter sig ved siden af mig i den fyldte bus ind til byen. Jeg retter på mine høretelefoner og skruer op for musikken. Den sidste gymnasieelev står på bussen og efterlader busskuret tomt. Denne bus er mere fuld end den, jeg plejer at tage hjem, og det er sværere at overdøve larmen. Jeg overvejer, hvorvidt det vil være hørerskadende, hvis jeg skruer mere op. Jeg vender mig væk fra vinduet, da vi kører, og får øje på benene til min sidemand. Eller nok nærmere: sidekvinde. Jeg har endnu ikke set en fyr på mit gymnasium, der går i strømpebukser og nederdel. Jeg kigger op og bliver mødt af et sæt skinnende, grønne øjne og et smil, der på en eller anden måde ikke kun lyser hendes ansigt op, men også hele min dag.

Jeg blinker et par gange og flår høretelefonerne ud. ”Jeg havde slet ikke set dig.”

Hendes smil bliver om muligt bredere, og hendes øjne presses en anelse sammen. ”Det fornemmede jeg.”

Mine kinder brænder, selvom jeg kan se på hende, at det slet ikke gør noget.

”Du plejer da ikke at være med den her bus?” Cecilie Bisgaard drejer sig i sædet, så hun har den ene skulder mod ryglænet og overkroppen vendt mod mig. Et spejlbillede af min egen stilling.

Jeg ryster på hovedet. ”Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne tage direkte ned i byen i stedet for at tage hjem først.”

”Hvad skal du?”

”Købe fødselsdagsgave til min fætter.” Jeg kan svagt høre lyd fra min høretelefoner, der er landet i mit skød, og selvom det føles uhøfligt, finder jeg min telefon, så jeg kan slukke musikken. Jeg skynder mig at stoppe den tilbage i jakkelommen.

”Jeg skal også have fundet en gave til min mor,” mumler hun, delvist til sig selv og delvist til mig. Så opstår der et øjebliks akavet stilhed, hvor vi begge venter på, at en af os foreslår, at vi tager på gaveindkøb sammen. Jeg kender hende ikke rigtig, men jeg kan godt lide hende. Sådan cirka ligesom resten af verden.

Hun lægger hovedet en anelse på skrå. ”Du kender ikke tilfældigvis et godt sted til at købe mor-gaver?”

”Det gør jeg faktisk,” svarer jeg. ”Jeg kan vise dig det.”

Hun smiler igen.

 

Det tager os ikke ret lang tid at finde en gave til Cecilies mor. Hun kender udmærket den butik, jeg havde i tankerne, og hun vidste også allerede, hvad hun skulle have der. En pose svinger ved hendes lår, da jeg fører os til sidegaden og pladebutikken. Hun sender et nysgerrigt blik ind ad butiksruden til papskiltet og de udstillede ting. ”Her har jeg aldrig været,” siger hun.

”Den er også næsten lige åbnet,” fortæller jeg hende og kommer derefter i tanke om, at det nok ikke gør nogen forskel. Hun havde nok heller ikke været forbi, hvis den havde været her i ti år. Noget siger mig, at Frederik Bisgaard ikke er fan af dødsmetal og punkrock. Det er den samme mand som sidst, der sidder bag disken, og denne gang er det også med et kaffekrus og en bunke blade foran sig. Jeg sender et nik i retning af ham som hilsen. Derefter begynder jeg at lede efter de CD’er, jeg hjemmefra har tjekket kunne være potentielle gaver til min fætter. Lige da vi er kommet ind, står Cecilie kun få skridt inde i butikken og ser fortabt ud med armene slået om sig selv. Første gang jeg kigger op fra CD’erne, kigger hun på T-shirts. Anden gang roder hun i kassen med badges, og tredje gang har hun travlt med at studere pladecovers.

”Jeg tror min far ville få et hjerteanfald, hvis jeg kom hjem med sådan nogle her,” siger hun og vifter med to plader. På det ene cover er der en nøgen kvinde, og det andet er en blodig affære. Jeg sender hende et skævt smil, inden jeg går op for at betale for de CD’er, jeg har fundet.

”Så er det den samme fætter, som ikke var i kirke i søndags?” spørger hun, da vi går tilbage til gågaden.

Jeg nikker. Jeg har kun en fætter. Min far er enebarn.

Jeg forventer halvt, at hun kommer med en kommentar. Noget der sammenkæder hans fravær i kirken og de pladecovers, hun fandt i den butik, hvor jeg købte hans fødselsdagsgave. Men hun siger ikke noget, og jeg kommer i tanke om, at hun ikke er min mor. Og at hun ikke nødvendigvis behøver være som min mor, bare fordi min mor forguder hende og hendes far.

”Hvad nu?” spørger hun og svinger med sin pose. ”Jeg skal ikke mere.”

”Det skal jeg heller ikke.”

”Men det er for kedeligt at tage hjem.”

”Enig.” Min mor har fri i dag, og hvis jeg kommer hjem nu, beder hun mig helt sikkert om at hjælpe med et eller andet røvsygt. Og jeg har lyst til at være sammen med Cecilie. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, der gør det.

Jeg skulle have fundet på et eller andet, jeg skulle herinde.

Men jeg kan ikke komme på noget.

Det er alligevel også for sent.

Så får jeg øje på et grønt skilt med sirlige bogstaver i en sart lyserød farve.

”Jeg har en idé,” siger jeg til Cecilie. ”Hvis du altså har lyst.”

Hun løfter afventende øjenbrynene, og jeg peger på caféen. ”Derinde kan man få verdens bedste blåbærmuffins.”

”Jeg elsker blåbærmuffins!” Hendes øjne forvandler sig til tynde sprækker, da hun smiler. Caféen er lille og enormt hyggelig, men jeg kommer her alt for sjældent. Mark gider ikke tage med mig herind, og jeg kommer ikke så tit ind til byen med min farmor længere. Der dufter altid af te, når man kommer ind, fordi der står te til salg ved siden af døren.

”Kan vi sidde udenfor?” spørger jeg, da vi har bestilt, og pigen bag kassen nikker.

”Jeg kommer ud med tingene til jer.”

”Tak,” smiler jeg og fører Cecilie ud i den lille baggård. Den er omgivet af et plankeværk og fyldt med små træer i krukker. Teduften bliver erstattet af den, de lyserøde blomster skaber. Der er godt fyldt ved de udendørs borde, men vi finder en tom plads op ad plankeværket.

”Her er virkelig behageligt,” siger Cecilie, da vi sætter os. Hun er stadig i færd med at se sig omkring i gården.

”Jeg plejede at komme her en del med min farmor,” fortæller jeg hende.

Hun vender sig mod mig. ”Blev din mor og onkel egentlig gode venner igen?”

Jeg trækker på skulderen. ”De skændes altid. De kan bare generelt ikke rigtig enes om ting.”

”Den slags familiemedlemmer kender jeg godt,” mumler hun. Hun har vendt blikket mod hænderne, hun har samlet i skødet. Jeg venter på, at hun tilføjer noget mere, men det sker ikke.

Vores kage og te kommer, og vi snakker om knapt så personlige ting som gymnasielærere og matematikafleveringer. Forårssolen sender lys og varme ned over os, og selvom der er mange omkring os, er deres stemmer lavmeldte. Man kan en sjælden gang imellem høre en bil på den anden side af plankeværket, mens ellers er de mest forstyrrende lyde kliren af trekrus mod underkopper. Og den lyd vil jeg ikke engang kalde forstyrrende, når det kommer til stykket.

”Så du ham?” hvisker Cecilie på et tidspunkt. Hun har lænet sig en anelse ind over bordet, så jeg kan høre hende.

”Hvem?” Jeg sætter min tekrus, der i et øjeblik skjulte mit udsyn.

”Ham der lige gik forbi. Han sidder skråt bag dig nu.”

”Hvad var der med ham?"

”Jeg har bare aldrig før set nogen med mange piercinger.”

Jeg kan ikke lade være med at kigge. Jeg får hurtigt øje på ham. Han sidder med ryggen til, men jeg ved med det samme, at det er ham, hun snakker om. For jeg kender ham. Christian, hedder han. Han er venner med Mark, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har mødt ham på Underground. Jeg har af og til hængt ud med ham og hans kæreste, når Mark og bandet har spillet. Det er hende, han sidder sammen med nu. De er enormt venlige, men Cecilie har fat i noget. Jeg tror min mor ville blive bange for Christian.

”Jeg tør vædde på, at hans arme er dækket med tatoveringer.”

Det er de, kan jeg fortælle.

Jeg drejer mig, så jeg igen har ansigtet vendt mod hende. Der er ikke så meget som en snært af afsky i hendes stemme. Nærmere det modsatte. Hun lyder nysgerrig. Som om hun gerne vil se, om hun har ret.

Et nyt slags smil glider over hendes ansigt. Det er en anelse skævt, og der er et glimt i hendes øjne. ”Tror du, det er ham, der køber de der plader?” Det kommer bag på mig, at hendes forhold til de her ting, ikke minder mere om min mors. Det var, hvad jeg ville have forventet af Frederik Bisgaards datter.

”Helt sikkert,” svarer jeg og piller et stykke af min muffin. Faktisk er dét noget, der ikke ville komme bag på mig. De plader hun fandt lignede noget, der var lige hårdt nok til min smag, men sikkert ikke til Christians.

Hun har stadig blikket rettet mod ham og kæresten, Signe. Hun skal til at sige noget mere, men så lyder der et pling fra en telefon. Det giver et sæt i hende, og hun vender opmærksomheden mod sin mobil med det samme. Ligesom sidst lægger skuffelsen sig som en skygge henover hendes ansigt i det samme, hun ser på den. Min mave knuger sig sammen, og jeg presser læberne mod hinanden, mens jeg betragter hende. Hendes lyse hår falder frem, så det næsten skjuler hendes ansigt, da hun bukker hovedet for at kigge ned på sin telefon, mens hun skriver et svar.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige, men jeg føler, at jeg bør sige et eller andet. Jeg kender hende bare heller ikke godt nok til, at jeg kan forvente, at hun fortæller mig noget. Jeg kan bare heller ikke få mig selv til at ignorere det.

”Hvad så?” spørger jeg til sidst.

Hun ryster på hovedet. ”Det er bare min far, der spørger, hvor jeg er.”

Hun smiler igen, da hun kigger op. Et oprigtigt Cecilie-smil, der giver dig lyst til at smile tilbage. Hun putter telefonen tilbage i lommen, og det er som om, det aldrig skete. Hun tager tekruset op og ser sig omkring. ”Her er virkelig rart.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...