Fyren med de blå slikkepinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2016
  • Opdateret: 15 dec. 2016
  • Status: Igang
Det hele begyndte den aften, jeg lod som om, jeg var min fætters kæreste. || Deltager i SKAM-konkurrencen, mulighed 2.

6Likes
6Kommentarer
912Visninger
AA

6. Kapitel seks

Jeg er på benene i samme øjeblik, det ringer på døren. Simon planter et let kys på hver af mine kinder, inden han tager jakke og sko af. Jeg rækker ham en bøjle, han kan hænge jakken på, og da han har hængt den op, stikker han en hånd i lommen. Op hiver han en lille, firkantet pakke, som han rækker mig. Den er pakket ind i glitrende papir, og sølvbånd krøller ned på hver side af den.

Jeg stirrer på den. ”Hvad er det her?”

Han kysser mig igen på kinden og tager min hånd. ”Der er kun en måde at finde ud af det på.” Han blinker med venstre øje. Det er altid venstre øje. Hans ansigt er ikke meget mere end en håndslængde fra mit, de brune øjne skinner. Jeg har altid undret mig over, at hans øjne ikke er blå. Blå som havet, man kan svømme og drukne i. I stedet minder hans øjne mig om chokolade. Alt ved ham minder mig om chokolade. Selv hans duft. Men man kan vel også drukne i smeltet chokolade.

Jeg har lyst til at slå armene om hans nakke, begrave mine hænder i hans gyldne hår og presse mine læber mod hans. Ikke bare i et øjeblik, men i al evighed. Fra nu af og til resten af verden holder op med at eksistere. Men så træder han et skridt frem, og jeg følger efter ham ind i køkkenet, hvor min mor venter. Hun lader som om, hun har travlt med at lave mad, men jeg kan se det.

”Hej Iben.” Simon er den eneste udover min far, der nogensinde bruger min mors navn. Jeg mistænker det for at være grunden til, at hun så godt kan lide ham. Hun kommer om på den anden side af køkkenøen for at give ham hånden. Min mor er høj, højere end os begge to, men Simon er også lavere end Mark. Hvis jeg havde mine røde stiletter på, ville jeg være højere end ham. Ikke at han nogensinde har set mig i dem.

Jeg hiver Simon med op ad trappen til mit værelse, inden han kan nå at tilbyde min mor at hjælpe hende. Hvis hun har brug for hjælp, må hun finde min far.

Da jeg har lukket døren til mit værelse, hiver Simon lidt ud i min lysegule kjole. Mine ripped jeans og den hvide ’too punk rock for you’-T-shirt er gemt væk bagerst i mit skab, hvor min mor ikke finder det. ”Ny?”

Jeg ryster på hovedet. ”Jeg har bare ikke brugt den længe.” Fordi den har ligget i bunden af en sportstaske på min fætters værelse.

”Den klæder dig.”

Jeg sætter mig på sengen med pakken, og han sætter sig ved siden af mig. Jeg flytter lidt på mig, så vores knæ mødes. Forsigtigt løsner jeg båndet og tapen, der holder papiret fast. Under det er en lille, gennemsigtig plastikæske. Inden i er en lille engel af glas. Forsigtigt hælder jeg den ud i hånden. Den er smuk.

”Den mindede mig om dig,” hvisker han.

”Tak,” hvisker jeg tilbage.

Han smiler, og jeg er overbevist om, at det er ham, der er en engel, og ikke mig. ”Kan du huske den dag…”

”Ja.” Hvordan skulle jeg kunne glemme den? Jeg er tilbage i kirken, men denne gang kan jeg ikke lade være. Min frie hånd finder hans ansigt, mine fingre kærtegner fregnerne på hans kind. Jeg giver mig selv lov til at drukne. Hans læber glider fra hinanden, og jeg kan ikke holde mine fingre fra at ryste, da jeg lader pegefingeren følge kanten af hans underlæbe. Jeg kan høre min egen vejrtrækning og hjertet, der sætter farten op i mit bryst. Mit ansigt nærmer sig han.

Det banker på døren, og jeg flyver tilbage. Min mor stikker sit rødhårede hoved ind. ”Vi skal spise.” Mine kinder brænder, men hun ser ikke ud til at bemærke noget.

”Vi kommer nu.” Mit hjerte hamrer af sted, som det ellers kun gør, når jeg har taget fem runder på skolens løbebane. Jeg rejser mig uden at se på Simon og sætter englen på toppen af min bogreol. Jeg samler min telefon, der ligger ved siden af op. Mark har sendt et billede og en besked. ”Søstrene Grene er fedt,” har han skrevet. Ovenover er en selfie af ham og Noah. De har begge to klap for øjet, Mark har pirathat på, og Noah står med et papsvær eller sådan noget. Han har en slikkepind i munden. Jeg skynder mig at skrive et svar og forsøger at tørre smilet af ansigtet, inden jeg vender mig mod Simon igen.

Han venter ikke på mig ved døren, som jeg havde regnet med, men sidder stadig i min seng. Hans blik ser ikke ud til at være fokuseret på noget.

”Simon?” Han blinker et par gange med øjnene og kigger på mig. ”Kommer du?”

”Mhh.”

Min far og mor sidder allerede ved bordet, men de er ikke begyndt at tage mad. Da vi har sat os, skubber min mor skålen med kartofler over til Simon. Gæsterne først.

”Hvordan har dine forældre det?” spørger hun og begynder dermed på rækken af obligatoriske spørgsmål. Det er de samme hver torsdag. Næste gang spørger min far om, hvordan det går i skolen. Jeg er imponeret over, at Simon kan finde på noget nyt at svare hver gang.

Om tre uger er det præcis to år siden, han var her første gang. Begge mine forældre ventede i køkkenet, da jeg gik ud for at lukke op. På den anden side af døren stod Simon og holdt akavet om blomst.

”Min mor mente, jeg skulle give din mor en blomst.” Ingen jokes eller kvikke kommentarer. Han lignede lidt en, der var ved at dø. For at være helt ærlig, ville jeg også være nervøs, hvis jeg skulle møde mine forældre. Jeg var i forvejen et vrag på hans vegne.

Jeg lukkede døren efter ham, og så stod han ellers midt i vores entré og så fortabt ud, ind til han skubbede blomsten i favnen på mig, så han kunne binde sine sko op. Han glemte nær at tage den tilbage, inden vi gik ind til mine forældre. Min mor smilte med det samme, hun så ham. Ikke sådan et venlig du-skal-ikke-være-nervøs-smil. Nærmere et smil, der forsikrede mig om, at hun ikke ville blive svær at overtale.

Måske så Simon det også. I hvert fald var han pludselig sit eget charmerende selv. Han sendte hende det største, mest blændende smil, han kunne præstere. Han gav hende hånden, præsenterede sig selv og rakte hende blomsten. ”Det er en glæde at møde dig, Iben. Det er nemt at se, hvor din datter har sin skønhed fra.”

Min mor fortsatte med at smile, og det gik op for mig, at mødre nok aldrig ville blive Simons problem.

Så var der min far. Han synes altid mere skræmmende, end han egentlig er. Han er stor som en klippe og cirka lige så snakkesalig. Man er altid klar over det, når han kommer ind i et rum, men man glemmer hurtigt, at han er der, fordi han kun siger noget, hvis det er yderst nødvendigt. Han kiggede ned på Simon fra under de store, buskede øjenbryn, og jeg så Simon tørre håndfladen af i bukserne, inden han rakte hånden frem mod min far.

”En glæde at møde dig,” gentog Simon.

”Det er ikke lidt for tidligt at vide det?”

”Måske jeg bare forsøger at overbevise mig selv.” Jeg kunne se på Simon at han fortrød sine ord med det samme.

Hele min fars ansigt ændrer sig, når han smiler. Hans øjenbryn klatrer op i hans pande, så man faktisk kan se hans øjne, så man kan se, at de i virkeligheden er fyldt med varme og dagdrømme. Smilerynker skærer dybe furer i hele hans ansigt. Han smiler sjældent. Kun hvis der er noget, han finder meget sjovt eller der er noget, der gør ham rigtig glad.

Han brummede det fornøjede brum, der er hans bedste svar på et grin. ”I dette hus er det kvinderne, der bestemmer. Så længe de kan lide dig, har du ikke noget at være bange for.” Jeg tror aldrig, jeg har været så lettet. Da Simon drejede hovedet for at smile til mig, glemte jeg helt, hvad jeg overhovedet havde været nervøs for. Hvordan skulle de ikke have kunnet lide ham?

Kort efter forsvandt min far, og min mor vendte tilbage til sine gryder. ”Jeg håber, du er sulten,” sagde hun til Simon, der havde flyttet sig hen ved siden af mig.

”Det blev jeg i hvert fald, da jeg kom herind. Her dufter fantastisk.”

Min mors ansigt strålede, som om hun havde planer om at udfordre solen. Jeg overvejede, hvor mange komplimenter, hun kunne tåle at få fra en flot, ung næsten mand uden at eksplodere.

 Senere, da vi var alene, fortalte Simon mig, at jeg rent faktisk ligner min mor ret meget.

”Det hører jeg en del,” svarede jeg. Især fra ældre kvinder i kirken.

”Så vil jeg gerne annullere den kommentar og finde på noget lidt mere originalt.” Simon så betænksom ud et øjeblik og sagde så: ”Din far har et meget imponerende skæg.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Jeg ville ønske, det var det, folk sagde til mig i stedet.”

Jeg grinede endnu mere, da Simon rejste sig og brugte den ene hånd til at ryste min og den anden til at klappe min håndryg, alt i mens han sagde: ”Ih, jamen er du Iben og Franks datter? Hvor er du da godt nok blevet stor. Det er slet ikke til at tro. Og som din far dog har et imponerende skæg.”

Han kommer stadig med kommentarer om det, hver gang han er i nærheden af mig, når en eller anden gammel dame fortæller mig, at jeg ligner min mor mere og mere for hvert år der går.

 

Min far plejer altid at forsvinde, når vi er færdige med at spise. Han har et lille værelse fyldt med bøger og gamle aviser ovenpå, og der bruger han cirka halvdelen af sit liv. Men om torsdagen er det anderledes.

”Frank kan hjælpe mig,” siger min mor altid, når Simon tilbyder at hjælpe med opvasken. ”Smut I ind i stuen.” Så det gør vi, og på et eller andet tidspunkt kommer hun slæbende på et spil og min far. Så sidder min far og læser, mens jeg drømmer om at være alene med min kæreste, og min mor griner af stort set alt, han siger. Min mor griner lige så sjældent, som min far taler frivilligt. Hun har for travlt med at alting skal være perfekt til også at have det sjovt.

Jeg tænder altid tv’et, selvom der aldrig er noget interessant. Når det kører, har jeg ikke den samme følelse af, at mine forældre kan høre hvert et ord, Simon og jeg siger til hinanden. Ikke at vi nogensinde snakker om noget, de ikke må høre. Denne torsdag er der en genudsendelse af et program om pingviner. Et kamera forklædt som æg har meget stor succes med at komme helt tæt på dyrene, men bliver vist nok også adopteret af et pingvin-par senere.

”Ægge-cam? Jeg kan ikke finde ud af, om det der dumt eller genialt.” Simon er tæt på at grine, og jeg er ikke helt sikker på, om det der på grund af det falske æg eller den idé, han præsenterer for mig som det næste: ”Tror du man kan få et kamera forklædt som salmebog?”

”Salme-cam?”

”Præcis! Jeg er overbevist om, at det er noget, verden har brug for.”

”Til hvad?”

”At filme kirkegængere i deres naturlige, uforstyrrede miljø selvfølgelig.” Han siger det som om, det er det mest logiske i verden. Jeg ryster på hovedet og lægger det på hans skulder, mens han fortsat morer sig over pingvinprogrammet.

Denne torsdag er det Matador min mor har med ind til os. I det mindste bringer hun også en skål med chokolade. Min far sætter sig i sin lænestol med en bog, der er så tyk, at jeg er sikker på, man får ondt i armene af at sidde med den for længe. Min far er typen, der ville sidde med en pibe i den ene hånd, hvis ikke rygning kæmper for at erstatte hovmod på listen over dødssynder. Det samme gælder for druk, pjæk og homoseksualitet. Utugt er vist den eneste dødssynd, der ikke skal være bange for at miste sin plads. Jeg er ikke sikker på, om min mor har det fra min mormor eller Frederik Bisgaard. Det kan være en blanding, men i hvert fald virker det til, at alle hendes venner er enige.

Så vidt jeg ved, gælder det samme Simons forældre. Det er vel grund nummer et til, at Simon og jeg stadig ikke har været så meget som tæt på at have sex. Derudover er jeg ret sikker på, at jeg vil det nok for os begge to. Jeg ved ikke, om jeg er mest bange for, at han ikke har lyst, eller at han vil synes, det er forkert. Til sidst er der det faktum, at vi aldrig er alene. Vores forældre er altid lige inde ved siden af.

Som altid er det min mor, der vinder, og hun pakker spillet væk, mens jeg følger Simon ud. Det er trods alt ved at være sent, og det er kun torsdag.

”Vi ses på søndag, ikke?” Hans hånd hviler på dørhåndtaget.

”Selvfølgelig.”

”Godt.” Han læner sig frem, og hans læber strejfer mine. Det er ikke mere end et øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...