Fyren med de blå slikkepinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2016
  • Opdateret: 15 dec. 2016
  • Status: Igang
Det hele begyndte den aften, jeg lod som om, jeg var min fætters kæreste. || Deltager i SKAM-konkurrencen, mulighed 2.

6Likes
6Kommentarer
873Visninger
AA

8. Kapitel otte

Denne torsdag er usædvanlig. For første gang nogensinde har mine forældre aflyst torsdagsmiddag med Simon. De er inviteret hjem til en af min mors veninder fra kirken. Jeg kan ikke huske, hvad anledningen er. Min mor stod i min dør og vred sine hænder, da hun fortalte mig om det. Hun blev ved med at sige, at hun bare kunne melde afbud, hvis jeg gerne ville, de blev hjemme. Man kunne tydeligt se på hende, at hun ikke mente det. Jeg svarede også, at de bare skulle tage af sted. Torsdagsmiddag er deres påfund, ikke mit, og selvom jeg er glad for at se min kæreste hver torsdag, kunne jeg godt undvære hele den del, der er mine forældre.

”Jeg kan ikke lide, at du skal være alene hjemme en hverdagsaften,” sagde min mor.

”Jeg kan bare tage om til Mark,” foreslog jeg, for det er det, jeg altid gør, når mine forældre ikke er hjemme. Min mor godtog det, men denne gang nåede Simons mor at foreslå, at jeg bare kom til middag hos dem i stedet, inden jeg nåede at ringe til min fætter. Og selvom man har planer om at lægge planer, er det umuligt at sige nej til en lille, lidt rund kvinde, der dufter af muffins, og som kalder dig sin svigerdatter.

Det er hende, der åbner op, da jeg ringer på, og jeg giver hende et hurtigt kram. ”Simon er stadig i bad, men han er nok ude om lidt,” siger hans mor, da jeg følger efter hende ind i huset. Hun skæver til uret. Det er lykkedes mig at være tidligt på den. Hun vender tilbage til køkkenet for at skære salat, og jeg tilbyder at hjælpe. Delvist for at være venlig og delvist fordi, jeg mangler noget at give mig til, ind til min kæreste dukker op. Hun vifter afværgende med køkkenkniven, inden hun fortsætter. Jeg bliver hængende lidt, men forsvinder til sidst ind på Simons værelse.

Jeg kommer regelmæssigt på to drengeværelser: Simons og Marks. Hos Mark ligger der altid tøj smidt på gulvet og alle andre overflader er dækket med bunker af papirer, bøger og CD’er. Og så er der altid mørkt, når man kommer, fordi han aldrig selv trækker gardinerne fra. Hos Simon er det modsat. Her er lyst og ryddeligt. Det eneste, der står fremme, er et billede af ham og hans forældre samt det billede, de tog af os sidste sommer. Jeg elsker begge værelser.

Simon sætter sig ikke ved siden af mig i sengen. Han bliver stående i døren og knapper de sidste af skjortens knapper.

Jeg skubber mig op fra min bløde siddeplads og trækker cardiganen tættere omkring mig, da jeg går hen til ham. ”Hvorfor er du så fin i tøjet?”

Simons læber krøller i et smil, og han fører en rød hårlok om bag mit øre, trækker tiden ud. Jeg har slet ikke tålmodighed til det her. Til sidst læner han sig forover, så han kan hviske i mit øre: ”Vi skal ud at spise.”

Jeg griber fat i hans arme. ”Nu?”

Han nikker, smiler stadig. Jeg er bange for, at mine hænder krøller hans skjorte, men jeg har ikke lyst til at give slip.

”Hvorfor har du ikke sagt det?” Jeg er ikke sikker på, hvorfor vi hvisker.

”Så var det jo ikke en overraskelse.”

Jeg kigger ned ad mig selv. Ned ad ham. ”Det er jeg jo slet ikke klædt på til.” Mine kinder føles varme, og jeg kan ikke holde mine mundvige nede. Han kærtegner min kind, kysser den. ”Du er smuk.” Så tager han min hånd og fører mig tilbage til køkkenet. Jeg har altid hadet kærlighedsklichéer og folk, der snakker om at flyve rundt på lyserøde skyer. Men når jeg er sammen med Simon, forstår jeg alligevel, hvorfor de eksisterer.

Begge hans forældre venter i køkkenet. Hans mor er ved at tørre sine hænder i forklædet. Jeg giver hans far hånden, som jeg plejer. At give folk hånden er en anden ting, jeg hader, men efter sytten år har jeg accepteret bare at gøre det.

”Er I klar?” Simons far kigger på mig, og det går op for mig, at han har tænkt sig at køre os. Jeg nikker.

”Vent udenfor, jeg kommer om lidt.” Simon giver mig et blidt puf i retning af døren, og jeg følger efter hans far ud. Jeg kan ikke lade være med at kaste et blik over skulderen på vejen. Simon sender et løftkys i min retning. Når jeg er rigtig glad, plejer min mor at sige, at jeg stråler som en sol. Sådan har jeg det lige nu. Som om jeg stråler.

Da jeg sidder på bagsædet i bilen, føles det som om, Simon tager en evighed om at komme ud. Hans far retter lidt på bakspejlet, og jeg fornemmer, at han kigger på mig gennem det. ”Har han sagt, at vi har givet jer lov?”

”Givet os lov?”

”Ja, Simon snakkede om, at I gerne ville låne sommerhuset i pinsen. Vi er blevet enige om, at det er I gamle nok til.”

Jeg stirrer på bakspejlet. ”Nej. Nej, det har han ikke sagt.” Jeg kan mærke, hvordan hjertet sætter farten op i mit bryst. Vi har slet ikke snakket om sommerhuset. Endnu en overraskelse?

Simons far brummer, og kort efter kravler Simon ind ved siden af mig. Jeg stikker min arm ind under hans.

”Hvor skal vi hen?” spørger jeg, da vi kører ud af indkørslen.

”Overraskelse,” hvisker han tilbage, og jeg lægger hovedet mod hans skulder. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, siden jeg fortjener at være så heldig.

 

Vi bliver sat af foran en fin, dyr restaurant, jeg ind til nu kun har set udvendigt. Til gengæld ved jeg, at det er her, min far tog min mor med ud af spise første gang. Jeg er ikke helt sikker på, om han ville imponere min mor eller min morfar.

”Skal vi spise her?” spørger jeg, da vi krydser gaden. Jeg hvisker stadig.

”Kun det bedste er godt nok til dig,” svarer han og har læst mine tanker. Han ved, at jeg ville være mere end tilfreds med så meget mindre.

Da vi kommer ind bliver vi mødt af en tjener, der spørger, om vi har bestilt bord. Mens Simon snakker med ham, stirrer jeg på lamperne, der ligner lysekroner. Under mine fødder er et helt sort tæppe. Inde i restauranten er der dækket op med hvide duge.

På vejen ned til vores bord passerer vi andre par, og jeg føler mig slet ikke fin nok ved siden af kvinderne i smukke kjoler med opsat hår og store, skinnende øreringe. Simon læner sig ind mod mig. ”Du er smuk,” siger han igen, og jeg smiler. For i virkeligheden er det kun ham, der betyder noget. Jeg er ligeglad med, hvad vores tjener synes om min strikkede cardigan. Vi har fået et bord i hjørnet, og det er perfekt. Tjeneren rækker os hver et menukort, inden han tænder stearinlyset mellem os og forsvinder.

”Du kan få det, du har allermest lyst til,” siger Simon, da jeg åbner menukortet.

”Der er så meget at vælge imellem,” svarer jeg og begynder at bladre det igennem.

”Så er det godt, vi har god tid.”

Jeg kigger op på ham. Som han sidder der i lyset fra stearinlyset og de falske lysekroner, er han mindst lige så smuk. Der ser ikke ud til at være nogen, der kigger i vores retning, og jeg lader min hånd glide hen over bordet til hans, fletter mine fingre ind i hans. ”Jeg elsker dig.”

”Jeg elsker også dig.”

Det er mere eller mindre historien om, hvordan jeg fik det bedste måltid i mit liv. Måske var det bare maden, der var god, måske var det stedet, måske var det Simon, eller også var det en blanding af det hele. Jeg glemmer ret hurtigt, at jeg ikke ejer fancy øreringe eller kjoler, der glitrer. Jeg har helt glemt, at der eksisterer andre øjeblikke end dette, da Simon spørger, hvad jeg lavede i weekenden. Vi venter på dessert, selvom jeg flere gange har sagt, at det slet ikke er nødvendigt.

”Ikke rigtig noget. Mest lektier og sådan.” Marks mor var i Danmark en tur, så han havde ikke tid til at redde mig fra matematikhelvedet.

”Hvad med dig?” spørger jeg. Hans far havde taget ham med ud for at spille golf, fordi det åbenbart er sådan noget en far skal gøre med sin søn, og Simon fortæller mig om gamle mænd i golftøj og kvinder med stramme hestehaler. Mod alt forventning er golf pludselig noget af det mest interessante, der findes, og jeg kunne høre ham fortælle om det resten af aftenen, hvis det skulle være. En del af mig forventer hele tiden, at han vil nævne sommerhuset, men det gør han ikke. Han har stadig ikke nævnt det med et eneste ord, da han har fulgt mig hjem, og vi står uden for min hoveddør. Mine forældre er ikke kommet hjem endnu.

”Vil du ikke med ind?” spørger jeg. Jeg har ikke lyst til, at aftenen får ende. Men det er ikke kun det. Jeg har lyst til at være sammen med ham alene. Bare os to. Der er altid så mange andre omkring os. Vores forældre eller en helt restaurant fyldt med fremmede mennesker.

Han ryster på hovedet. ”Det er hverdag i morgen.”

”Men så sent er det heller ikke.” Jeg har lyst til at trække ham ind til mig og kysse ham lige her midt på trappen, vikle mine fingre ind i hans hår, der ellers sidder umenneskeligt pænt på trods af de mange timer, der er gået. Men jeg gør det ikke. Jeg ved ikke, hvad det er, der holder mig tilbage. Om det er bevidstheden om, at genboen kan se os gennem sit køkkenvindue, eller om det er frygten for, at han ikke har nær så meget lyst til det, som jeg har.

”Vi kan lave noget i weekenden?”

Jeg kigger ned på mine fødder. ”Jeg skal om til min onkel.”

Med en finger under min hage løfter han mit ansigt, så jeg møder hans blik. ”Så ses vi næste uge,” svarer han og kysser mig på panden. ”Godnat, Rebecca.”

”Godnat,” hvisker jeg efter ham, da han går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...