Fyren med de blå slikkepinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2016
  • Opdateret: 15 dec. 2016
  • Status: Igang
Det hele begyndte den aften, jeg lod som om, jeg var min fætters kæreste. || Deltager i SKAM-konkurrencen, mulighed 2.

6Likes
6Kommentarer
876Visninger
AA

9. Kapitel ni

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. I hvert fald overrasker det mig ikke, da jeg kommer hjem til Mark fredag aften og finder Noah på hans værelse. Han sidder i Marks skrivebordsstol og drejer fra side til side. Et hul i den ene af hans strømper matcher det på knæet. Det er de samme bukser, som han havde på sidst, men i dag er der intet band på hans T-shirt. Han strækker sig i stolen og smiler til mig. ”Hej Rebecca.”

Jeg læner mig op ad dørkarmen. ”Hej Noah.” Nej, jeg er bestemt ikke overrasket. Selvfølgelig er han her. Jeg gav ham en udfordring, også selvom den lidt var ment som en joke. Mark sidder i sin seng, og jeg giver hans knæ et klem, inden jeg smider min skuldertaske op i den øverste køje.

”Hvad skal du?” spørger Mark, da jeg forlader værelset igen.

”Hjælpe din far med at dække bord,” råber jeg ude fra gangen af. Søren havde spurgt pænt, da jeg gik gennem køkkenet for at komme ind til Mark, så jeg kunne ikke sige nej. Jeg trækker vejret dybt ind, da jeg kommer ud til ham. ”Her dufter fantastisk.”

”Det er jeg glad for.” Søren er ved at sætte tallerkener hen. Et ur begynder at bippe, og han beder mig tage den øverste tærte ud af ovnen. Jeg tager grydelapperne, der ligger på køkkenbordet, og sætter tærten på komfuret. Søren kommer hen for at se, hvordan den er blevet.

”Har du mødt ham Noah før?” spørger Søren, mens han sætter uret igen.

Jeg nikker. ”Det er eventuelt min skyld, at han er her.” Jeg fortæller ham om episoden ved springvandet, og han hæver det ene øjenbryn.

”Hey, nogen er jo nødt til at undersøge, om han er godkendt, ikke?” Jeg hiver bestikskuffen ud og tager fem knive og gafler.

”Og med det mener du, at du undersøger, om han kan lide tærte?”

”Jeg kan ikke se, hvad forskellen på det, jeg sagde, og det, du lige sagde, er.” Da jeg vender mig rundt, er Noah og Mark kommet ud i køkkenet. Jeg skuler til Noah, men det får kun hans smil til at vokse. Jeg bryder mig ikke om, at han hørte mig tale om ham. Også selvom det er lige meget. Men det er da altid noget, at han finder det sjovt.

Mark henter Louise, mens Søren og jeg sætter tærterne hen på bordet. Jeg vrænger på næsen af den med broccoli i og sætter den ved den ende af bordet, hvor jeg ikke regner med at sidde. Søren peger på den, da vi sætter os til bordet. ”Vegetarisk, der er en mere i ovnen.”

”Den ser lækker ud,” siger Louise, mens hun skærer et stykke af den.

Jeg udser mig tærten med bacon. ”Hellere død gris end broccoli,” mumler jeg.

”Ad.” Noah hælder vand op over for mig. Jeg skubber mit glas hen ved siden af, og han fylder det.

”Det er det, jeg siger. Broccoli er ad.”

”Det var nu mere den døde gris, jeg tænkte på.” Han giver sin tallerken til Louise, der giver ham et stykke af vegetartærten. Jeg rynker brynene og stikker gaflen i munden. Faktisk er det heller ikke det lækreste i verden at kalde den mad, man spiser, for ’død gris’, men det er svinekød efterhånden kommet til at hedde hos min onkel. Det var Louise, der startede det.

”Det er rart ikke længere at være det eneste fornuftige menneske i det her hus.” Hun sender Søren et drillende blik. Han ryster på hovedet af hende. Da han mødte hende, forsøgte han rent faktisk at være vegetar i en uge. Da den var gået, tog han Mark og mig med på steakhouse.

Jeg kigger fra Louise til Noah. ”I er sære, I er.” Jeg kan ikke helt finde ud af, om det kommer bag på mig eller ej, at Noah er vegetar. For mig har det altid lidt været en Louise-ting, men på den anden side virker det til, at Noah generelt baserer sit liv på principper.

”Siger du.” Noah peger på mig med sin gaffel. Jeg kniber øjnene sammen og forsøger at stirre ondt på ham. Det fungerer ikke. Han smiler bare på den der måde, der presser hans øjne en anelse sammen, så der opstår små rynker ved øjenkrogen. Hans øjne er virkelig blå.

Mens vi spiser, finder jeg ud af en hel del ting om Noah. Ting, som at han bor alene i en lille lejlighed, og at han ikke går i skole for tiden, men arbejder i stedet. Hans far bor også i byen, men jeg finder aldrig ud af, hvorfor det helt præcist er, han ikke bor hjemme. Men der behøver vel heller ikke som sådan være en grund. Jeg regner jo også med at flytte ud, når jeg er færdig med gymnasiet, og Mark har samme planer. Hvor jeg har tænkt mig at flytte hen, aner jeg ikke, men det er da ikke helt usandsynligt, at jeg bliver i byen. Det er højst sandsynligt, hvad mine forældre vil foretrække, ikke at de skal have noget at sige.

Det, der kommer mest bag på mig, er, at Noah har gået på samme efterskole, som Søren gik på engang for en hel del år siden. Taget i betragtning at det er en efterskole, mine bedsteforældre med glæde sendte min onkel til, har jeg lidt svært ved at se, hvordan Noah på nogen måde har kunnet passe ind. Jeg kender ham ikke så godt endnu, men jeg er alligevel ret sikker på, at det jeg ved om ham, ville kunne få min bedstemor til at snakke længe om, hvorfor han er en type, man bør undgå. Det går allerede galt ved hans udseende og tøjstil. Hullet i bukserne, den forvaskede T-shirt, øreringene og armbåndene. Tatoveringen. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad den forestiller. I dag er den dækket af et armbånd, og det virker mærkeligt at spørge.

Én ting min bedstemor nok ville bryde sig om er det der med pengene. Til gengæld ville hun nok have ret svært ved at komme sig over det der princip med kyssene. Lige på det punkt ville jeg måske forstå hende. Jeg har det lidt svært ved tanken om at kysse et fremmed menneske.

Jeg kan se på Søren, at han også er overrasket, men han glemmer det hurtigt, da han kommer til at snakke om gamle dage, og Noah kan fortælle, hvad der havde forandret sig, da han gik der for et par år siden. I starten er nogle af de ting, Søren fortæller, meget sjove, men engang imellem, står vi andre af, fordi vi ikke aner, hvad de taler om. Jeg kæmper med at spise mit sidste stykke tærte op, da Noah griner. Jeg havde glemt, hvor høj hans latter er, hvor meget den fylder. Men det er ikke negativt. Det er ikke fordi, den trænger sig på, faktisk er det mere som om, den forsøger at give dig et kram. Den er behagelig og varm. Søren griner også, og han har helt tårer i øjnene. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad de griner ad. Selv Louise smiler stort. Marks mundvige er også trukket en anelse op. Hans blik hænger ved Noah.

Det irriterer mig en anelse, at jeg ikke aner, hvad der foregår, selvom det var mig selv, der valgte ikke at høre efter. De snakker videre, Louise er blevet en del af samtalen, og jeg er helt stået af. Jeg vender mig igen mod Mark, men han har stadig opmærksomheden vendt mod Noah. Jeg har lyst til at puffe til ham, men jeg har ikke noget at sige.

 

Da vi er færdige med at spise, får vi lov at gå uden at hjælpe med at rydde af. Det er ikke fordi vi ikke vil hjælpe, men da vi forsøger, vifter Søren os af. Selvom vi lukker døren til stuen på klem, kan vi høre deres stemmer. Jeg overvejer, om han i virkeligheden sendte os væk, fordi han ville være alene med Louise.

Vi sætter os i sofaen, men der er ingen, der tænder tv’et. Vi snakker i stedet. Mark og jeg sidder i den ene sofa, og Noah sidder i den anden, der er drejet en kvart omgang i forhold til den første. Jeg lægger hovedet på Marks skulder, og han aer mig fraværende på armen en enkelt gang.

”Hvornår er det, I spiller på Underground?” spørger jeg. Jeg kan godt lide Noah, han er flink og behagelig nok at være i nærheden af, men jeg har stadig ikke oplevet ham som en del af bandet.

”På fredag,” svarer Mark. ”Kan du komme?”

”Det tror jeg.” Generelt har jeg sjældent særlig mange planer. Når jeg skal noget er det ofte noget, jeg har bestemt mig for få dage forinden. Medmindre jeg skal til noget familie-et-eller-andet eller har en aftale med Mark, for eksempel fordi de skal spille et eller andet sted. Jeg puffer til ham. ”Du må hellere invitere hende der Line. Hun ville vist ret gerne se jer spille.”

”Ville hun?” Mark flytter lidt på sig, og jeg retter mig op. Det undrer mig ikke, at han har glemt det.

”Ja, det sagde hun til den der fest.”

”Åh.” Han klør sig på kinden.

Jeg ryster på hovedet, smilende. ”Du opfatter det slet ikke, gør du?” Jeg ved allerede, at svaret er nej. Han er ikke typen, der lægger mærke til sådan noget, og nok slet ikke når det er en, han på ingen måde selv er interesseret i.

”Hvad?” Han ser forvirret ud.

Jeg forsøger at lade være med at smile, men jeg kan ikke, og han ser irriteret på mig. ”Undskyld,” siger jeg. ”Jeg synes bare, det er lidt sjovt.”

Han himler med øjnene. ”Det kan jeg se.”

”Det er altså ret synd for hende.” Jeg rykker mig lidt tilbage, så jeg kan sætte mig med siden mod sofaens ryglæn og underarmen hvilende mod toppen af det. Jeg trækker mine ben op under mig. ”Hun er vild med dig, det er jeg næsten sikker på.”

”Hvad, nej?”

Jeg nikker. ”Åh jo. Det er ret tydeligt.” Marks kinder bliver lyserøde, og jeg kigger over på Noah. Han har lagt hovedet en anelse på skrå.

”Virkelig?” Mark fanger mit blik, og han ser underligt alvorlig ud. Han bider sig i underlæben.

”Jep. Det kan godt være, du skal sikre dig, at hun ved, du ikke er interesseret i hende.” Lige nu tror hun vel, at han har en kæreste, men derfor er det nok alligevel bedst, at hun er helt klar over det. For alles skyld. Også hans egen. Især når han slet ikke lægger mærke til, hvordan hun opfører sig, når han er der.

”Jeg kan godt lide, at det er noget, du ved på forhånd,” siger Noah. Det er ikke med et skævt smil, som jeg ellers ville forvente. Han har rynket brynene.

”Hvad?” Jeg er ikke helt sikker på, hvad han mener.

”Ja, at han ikke vil være interesseret i hende.”

Jeg presser læberne sammen og forsøger at fange Marks blik igen, men han kigger ned på sine hænder. Ved Noah det ikke? Det havde jeg nok regnet med et eller andet sted. Der bliver helt stille, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal forsøge at redde den, eller om Mark har tænkt sig at sige noget. Han vrider sig i sofaen, og jeg kan ikke lade være med at have det lidt skidt over det. Men jeg kunne jo ikke vide, at Noah ikke vidste det. Det er jo ikke ligefrem fordi, han kan have noget at sige til det.

Da der har været stille i det, der føles som lang tid, ved jeg, at det er for sent at redde den. Mark er også klar over det. Han sukker og tjekker med blikket, at stuedøren stadig er lukket til. Søren og Louise snakker stadig ude i køkkenet. Han kigger ned igen, da han siger det: ”Jeg er til fyre, Noah.” Han siger det kun lige akkurat højt nok til, at vi begge kan høre det. Jeg forstår ikke, hvorfor han er så pinligt berørt over det, eller hvad det er, der er galt. De andre kan ikke høre det, og han plejer ikke at have så svært ved at snakke om det, når Kasper og Tobias er i nærheden. Jeg modstår fristelsen til at række ud efter hans hånd.

I den anden sofa spærrer Noah øjnene op. Han åbner munden, men lukker den så igen. Han ser undersøgende på Mark, inden han til sidst siger. ”Det vidste jeg ikke.” Det er ret unødvendigt. Mark trækker på skulderen og kigger endelig op på ham. Noah lægger hovedet lidt på skrå igen, før han nikker i retning af døren. ”De ved det ikke?”

Mark ryster på hovedet. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg forventer næsten, at Noah vil kommentere det, og jeg gør mig klar til at sige noget i en skarp tone. Men han nikker blot. ”Okay.” Så smiler han. Det er ikke et af hans store ’godt humør’-smil. Det er mere et smil der siger ’hey, det skal nok gå’. Mark kigger væk, og jeg ved, at vi er nødt til at snakke om noget andet. Men jeg er helt blank.

Jeg sukker og lægger mig ned i sofaen med hovedet i hans skød. ”Hun ville i hvert fald gerne med.” Det er ikke et emneskift. Det er bare at gå tilbage til det, vi snakkede om for lidt siden, det der ledte til at alt det her. Men det bryder i det mindste stilheden.

”Mhm.” Marks fingre stryger henover siden af mit hoved, han fører mit hår om bag øret.

”Du glemmer det, gør du ikke?”

”Det gør jeg nok,” svarer han.

”Du er så dum, du er.” Jeg vender mig rundt, så jeg kan se op på ham, og han flytter sin hånd. Jeg griber fat i den og fletter mine fingre ind i hans. ”Men jeg elsker dig alligevel.”

Han giver min hånd et klem. ”Jeg elsker også dig.”

Noah udstøder en lyd, der minder lidt om et fnys. Han er ved at pakke en slikkepind ud. ”I har altså et sygt mærkeligt forhold,” siger han.

”Nå,” svarer jeg.

”Jeg sagde ikke, at det var skidt. Faktisk er det ret beroligende.”

”Beroligende? Hvordan?” Jeg kan ikke rigtig få vendt mit hoved på en måde, så jeg kan se ham uden at skulle flytte for meget på mig.

”Jeg var bange for, at mit forhold til min ekskæreste var mærkeligt. Det er jeg ikke længere.” Han lyder fornøjet.

Jeg rynker næsen. ”Din ekskæreste?” Jeg har ikke haft andre kærester end Simon, så jeg har ikke ligefrem erfaring med ekskæreste. Men jeg har bare på fornemmelsen, at jeg ikke ville have lyst til, at de skulle fortsætte med at være en stor del af mit liv.

”Mmh. Hun er min bedste veninde.” Han uddyber det ikke mere, men jeg kan heller ikke helt finde ud af, om jeg har brug for det.

”Det lyder også lidt mærkeligt.” De fleste, jeg kender, der har ekskæreste, forsøger at undgå dem, fordi det er mærkeligt at være i nærheden af dem. Men det her er jo heller ikke alle andre jeg kender, men Noah.

Vi har stuen for os selv, ind til han tager hjem. Mark foreslår at vi kan køre ham hjem, hvis det er, men han afslår. Jeg spørger ham, om han har penge til bussen, men får aldrig noget direkte svar. Da han forsvinder ned ad gaden med hænderne i jakkelommerne, går han i den modsatte retning af det nærmeste busstoppested.

I den taske, jeg havde med, finder jeg mine engelsklektier, og jeg lægger mig i den øverste køje for at lave dem. Jeg kan høre, at Mark bladrer i en bog nedenunder. Da jeg har lavet det første ark grammatik, skubber jeg det væk og lægger min kind mod min arm.

”Jeg kan godt lide Noah,” siger jeg. ”Han er meget rarere at være sammen med end ham den sidste.” Han var ikke ligefrem det venligste menneske, og jeg syntes altid, han opførte sig som om, han var bedre end alle andre. Han var også typen, der stort set altid aflyste aftaler i sidste øjeblik. Mark klagede en del over ham, så det påvirkede nok også mit syn på ham.

Mark mumler et eller andet til svar, som jeg ikke opfanger. Han bladrer i sin bog. Jeg ved godt, at det er irriterende, når folk taler til en, mens man læser, men jeg har lyst til at snakke. ”Kan du huske, dengang jeg lavede sådan en afkrydsningsliste, som vi brugte til at vurdere, hvorvidt vi regnede med, at det ville blive til noget med jeres forsangere og potentielle forsangere? Det kunne være, man skulle finde den frem igen. Så skal der helt sikkert tilføjes et punkt med mærkelige vaner. Jeg er ret sikker på, at de der slikkepinde er vigtige for helhedsvurderingen.”

Mark svarer ikke, men jeg kan høre, at han er holdt op med at læse. Jeg kæmper mig op på albuen. ”Mark?”

Jeg kan høre, at han flytter på sig. ”Jeg ville foretrække, at du lod være.”

”Hvorfor?” Jeg samler min blyant op og tegner kruseduller i bunden af mine engelskpapirer.

”Det ville jeg bare.”

”Det kunne da være meget sjovt.”

”Det synes du vel.”

”Hvad er der med dig?” Jeg flytter mig hen til sengekanten og kigger ned på ham. Han har sat sig op med sin pude i favnen.

”Ikke noget,” svarer han. ”Jeg gider bare ikke snakke om Noah.”

”Jeg troede godt, du kunne lide ham?” Dengang på vej væk fra diskoteket havde han da i hvert fald forsikret mig om, at de rent faktisk havde fundet en, de alle sammen kunne lide den her gang.

”Det kan jeg da også godt.” Han kigger ikke på mig.

Jeg kniber øjnene sammen og kommer i tanke om, hvordan han stirrede på ham, da vi spiste. ”Hvor godt?”

”Hvad?”

Pludselig giver det hele mening. At han var så stille på baren den fredag aften, at han var så tøvende, da jeg spurgte ind til Noahs seksualitet, hvordan han undgik at kigge på ham, da han fortalte, at han selv er til fyre. ”Du har det sygeste crush på ham, har du ikke?”

”Rebecca…” Mark ser forpint ud, og han hiver i pudens hjørne.

”Hvorfor har du ikke sagt noget?” Blodet strømmer til mit hoved, fordi det vender nedad, og jeg er nødt til at sætte mig op igen. Jeg kravler ned til ham i stedet. ”Hvorfor?” gentager jeg, da han ikke svarer. Jeg sætter mig ved siden af ham. Han har altid været ret stille med sådan noget, men han plejer alligevel at nævne det for mig, og hvis der rent faktisk er noget, snakker han også gerne om det.

”Fordi det er lige meget.” Hans hænder knuger om puden.

”Det er det da ikke.”

”Jo.” Det kommer bag på mig, hvor skarp hans stemme er. ”Det sker ikke, Rebecca.”

”Det kan du da ikke vide!”

Han ser misbilligende på mig. ”Det er Noah.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...