Fyren med de blå slikkepinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2016
  • Opdateret: 15 dec. 2016
  • Status: Igang
Det hele begyndte den aften, jeg lod som om, jeg var min fætters kæreste. || Deltager i SKAM-konkurrencen, mulighed 2.

6Likes
6Kommentarer
911Visninger
AA

4. Kapitel fire

Jeg forsøger at få øje på min kæreste blandt mængden af kirkegængere. Ind til videre er det ikke en stor succes. Til gengæld er min onkel på vej ned mod de tomme pladser til højre for mig. Hans kæreste, Louise, følger efter med en salmebog i hånden. Mark er ingen steder at se.

Søren ser mig kigge: ”Mark sover.” Han hvisker, højst sandsynligt for, at min mor ikke skal høre ham. Hun er dog travlt optaget af at snakke med kvinden, der sidder foran os. Jeg er hundrede procent sikker på, at min mor kender alle jævnaldrende kvinder, der kommer i den her kirke. Jævnaldrende kan nok ikke engang gøre det.

”Hvad lavede han i går?” spørger jeg i samme lave tonefald. Jeg tog hjem inden aftensmad for at spise med mine forældre, og han fortalte ikke, at han havde planer.

Søren trækker på skulderen. ”Ingen anelse.” Min mor ville ikke lade mig skippe en gudstjeneste, bare fordi jeg kom sent hjem aftenen før. På den anden side ville min mor heller ikke være tilfreds med, at jeg kom hjem midt om natten i første omgang. Jeg skriver en sms til Mark, inden jeg pakker mobilen væk og i stedet slår op i min salmebog. Søren har ikke en med. Han og Louise deles altid om den samme. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, for der er jo nok derude, man kan tage med ind.

Klokken slår ti, dørene ud til bliver lukket, og min mor retter sig op. Kvinden foran drejer sig tilbage i sin stol. Min mor kigger ned forbi mig på sin bror, og jeg kan på hendes ansigt se, at hun er bevidst om Marks fravær. Jeg sukker indvendigt.

Vores præst er cirka på alder med Søren, han hedder Frederik Bisgaard, og jeg er ret sikker på, at både min mor og farmor er en smule forelskede i ham. Sådan lyder det i hvert fald, når de snakker om ham, og det gør de ofte. Ifølge kvinderne i min familie er han den perfekte mand. Tidligere underviste han vist på universitetet, og så har han rejst meget rundt. Han snakker altid meget om de vigtige ting i livet og så om dannelse. Han skriver en hel del kronikker og læserbreve om, hvordan vi skal passe på vores gamle og traditionelle værdier, og så siger alle, at han er den venligste mand i verden. Jeg ved ikke, hvor meget af det, folk siger, der passer, men han er i hvert fald til at holde ud at høre på, når han holder gudstjenester.

I dag er ikke en af de søndage, hvor min farmor og farfar besøger vores kirke i stedet for deres egen, og hvor vi så alle tager hjem til os og spiser frokost. Det betyder, at min mor ikke har nogen at hylde Frederik Bisgaard sammen med efter gudstjenesten. Derfor vender hun sig mod Søren med det samme. ”Hvorfor er Mark her ikke i dag?” Min onkel kommer med en eller anden undskyldning på min fætters vegne, og jeg forsøger igen at få øje på Simon i mængden, så jeg kan slippe væk.

Simon og jeg mødtes faktisk her i kirken for omkring to år siden. Jeg var gået ind for at finde en plads til os, mens mine forældre snakkede med en eller anden. Mark var der ikke, fordi han besøgte sin mor, og Søren havde inviteret Louise på forlænget weekend i Paris, så jeg sad helt alene og nærstuderede guldkanterne på den salmebog, jeg fik i konfirmationsgave af min fars forældre. Pludselig sad han der, hvor min mor skulle have siddet. Han lænede sig ind mod mig, som om han ville fortælle en hemmelighed.

”Min mor fortalte godt, at der var kommet nye engle i kirken. Hun sagde ikke noget om, at de var levende.” Jeg var femten år gammel og fuldstændig solgt. Jeg havde lyst til at drukne mig selv i hans brune øjne og røre ved læberne, der krummede i et flabet smil. Mundlam var jeg også, og jeg var nødt til at knytte hænderne for ikke at række ud efter hans ansigt, der var lidt for tæt på mit.

Mine forældre kom mig til undsætning. ”Ses,” hviskede han, og så var han væk. Jeg hørte ikke så meget som et ord af den gudstjeneste. Jeg tænkte på ham resten af dagen. Og hele den næste. Og dagen efter igen. Jeg var pisseligeglad med, at de engle, han snakkede om, stammede fra et eller andet maleri, nogen havde efterladt hos Frederik Bisgaard som en gave til kirken. Nu er det min yndlingsting i hele kirken.

En del søndage gik, hvor jeg så ham, men aldrig snakkede med ham. Han opdagede det altid, når jeg kiggede på ham. Hver gang smilede han til mig, og jeg skyndte mig at stirre ned på min salmebog.

Miraklet skete en dag, min mor stod og snakkede med en lidt rund kvinde efter en gudstjeneste. Jeg blev prikket på skulderen, og da jeg vendte mig om, grinede han til mig. ”Kom,” hviskede han, og jeg fulgte efter ham. Ud af kirken og over på legepladsen, der hører til skolen ved siden af.

Lige nu ville jeg ikke have noget i mod at flygte derover med ham.

”Hvis Cecilie Bisgaard kan være her hver evig eneste søndag, så kan din søn også være her bare lidt oftere.” Blablabla, min mor er begyndt på sin sædvanlige tale. Min mor er fin nok, og jeg elsker hende. Selvfølgelig gør jeg det. Hun er min mor. Hun bestræber sig bare lidt for meget på, at vores familie skal være lige så perfekt som Bisgaard-familien. Det meste af det stammer nok fra min mormor, men det har påvirket min mor mere end Søren. Desuden blev Søren lidt mere large med alting, da han mødte Marks mor, der havde en passion for at bygge sneskulpturer.

Der var ingen, der var særlig glade for det, da de blev gift, men min familie var endnu mindre begejstrede, da de blev skilt. Jeg kan stadig huske dengang, de havde alvorlige voksensamtaler i vores køkken, min mor og Søren. Jeg forstod ikke, hvad de snakkede om dengang, men nu er jeg efterhånden nået frem til, at hun nok i virkeligheden forsøgte at tale ham fra at blive skilt. Det lykkedes hende ikke. Marks mor bor nu i Norge, hvor hun laver sneskulpturer om vinteren, og familiemiddage er, så vidt jeg kan vurdere ud fra mine minder, mindre akavede med Louise.

Jeg kan ikke få øje på Simon, så i stedet puffer jeg til Louise. ”Jeg går lige på toilettet.” Hun nikker og ser en anelse fortabt ud. Jeg har ondt af hende, fordi hun skal udsættes for det her. Min far står og læser en eller anden brochure, min mor og Søren skal nok holde den kørende det næste kvarter, og nu forlader jeg hende også.

Da jeg kommer ud til dametoiletterne sidder selveste Cecilie Bisgaard rent faktisk ved siden af håndvasken. Hun ser forskrækket op på mig og tørrer sine øjne. Et øjeblik står jeg bare midt i det hele og stirrer på hende. Så tager jeg mig sammen. ”Er du okay?”

”Det er ikke noget.” Hun sender mig et forsigtigt smil. Jeg har set hende en million gange, men jeg har aldrig snakket med hende. Hun går ellers på det samme af-vores-forældre-godkendte gymnasium som jeg. Hun er urimeligt køn med langt, lyst hår og fine ansigtstræk som en porcelænsdukke. I modsætning til mig ser hun også sød ud i hvide kjoler. Jeg føler mig altid som en konfirmand, når jeg har dem på.

”Hvorfor sidder du så her?” kan jeg ikke lade være med at spørge, selvom det ikke vedrør mig.

Hun ryster på hovedet. ”Jeg havde bare brug for at sidde et sted, hvor alle mulige fremmede mennesker ikke kommer hen til mig for at snakke om min far.”

”Åh.” Jeg sætter mig ved siden af hende. Der er ikke helt plads nok, så jeg sidder delvist oveni håndvasken. Et eller andet sted fryder jeg mig lidt over, at Den Perfekte Datter også kan være træt af at høre om Frederik Bisgaard.

”Skulle du ikke på toilet?” Hun nikker i retning af båsene.

”Næh.”

”Hvorfor er du her så?”

”Jeg gad ikke høre min mor og onkel skændes om, hvorvidt han skal være mere som din far eller ej,” svarer jeg.

Nu smiler hun rigtigt, og hun rækker sin hånd frem mod mig. ”Cecilie.”

Hendes hånd er blød og varm i min. ”Rebecca.” Der bliver stille imellem os. Lidt efter kommer en dame ind for rent faktisk at benytte stedet til det, det er ment for. Jeg hopper ned fra vasken. ”Hvad siger du til at skride fra det her sted?”

Hun lægger hovedet på skrå, og et øjeblik virker det bekendt. Men så kommer jeg i tanke om, at jeg aldrig har snakket med hende før. ”Hvor vil du skride hen?”

Jeg trækker på skulderen. ”Vi kan gå over på legepladsen?”

Hun er helt ekstremt pæn, når hun smiler. ”Alt er bedre end her.” Vi skilles for at bede vores forældre om lov til at gå. Min mor og Søren diskuterer stadig, så jeg prikker til min far. Han giver mig lov allerede før, jeg er færdig med at tale, og jeg tvivler på, at han hørte et ord af det, jeg sagde.

Cecilie venter allerede på mig udenfor. Hun himler med øjnene, da hun får øje på mig. ”For at komme i kontakt med Frederik Bisgaard: træk venligst et nummer. Du er nu nummer 154 i køen.”

Vi går langs vejen til skolen, hvor en låge fører ind på legepladsen. Jeg går automatisk mod gyngerne. Jeg svinger frem og tilbage uden at mine fødder forlader jorden, og det knirker over mit hoved.

”Hvorfor er det så, at din mor mener, din onkel skal være mere som min far?” spørger Cecilie. Hun har hænderne hvilende i skødet.

”Altså, i virkeligheden er hun vist bare sur over, at han ikke tvinger min fætter med i kirke noget oftere.”

”Hun skal da bare være glad for, at han kommer engang imellem. Hvis han skal tvinges, holder han vel bare helt op med at komme til sidst.” Cecilie kigger ikke på mig, men stirrer i stedet på et ikkeeksisterende punkt til venstre for mig. Jeg har på fornemmelsen, at der er mere i det end et gæt på, hvordan min fætter vil reagerer på tvang. Der lyder et pling, og hun gennemroder febrilsk sine lommer. Hendes ansigtsudtryk ændrer sig fra spændt til skuffet, da hun først har fået fat i telefonen. Hun svarer ikke på beskeden, men bliver siddende med telefonen i hånden.

”Hvad så?”

”Jeg troede bare, det var fra en anden,” mumler hun. Hendes blik bliver ved med at vende tilbage til telefonen, og der er ikke længere antydningen af et smil gemt i hendes mundvig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...