Fyren med de blå slikkepinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2016
  • Opdateret: 15 dec. 2016
  • Status: Igang
Det hele begyndte den aften, jeg lod som om, jeg var min fætters kæreste. || Deltager i SKAM-konkurrencen, mulighed 2.

6Likes
6Kommentarer
981Visninger
AA

5. Kapitel fem

Torsdag eftermiddag mødes jeg med Mark og Noah inde i byen for at tjekke en ny pladebutik ud. Eller det vil sige, at jeg mødes med Mark, hvorefter vi sammen venter på Noah. Da han endelig kommer et kvarter senere end aftalt, undskylder han længe uden nogensinde at fortælle grunden til, at han var forsinket. Det er første gang, jeg ser ham stå ved siden af nogen, og han er næsten et halvt hoved højere end Mark. Der sidder tre ringe i hans venstre øre, og jeg er ret sikker på, at han ikke havde dem i sidst.

Pladebutikken ligger nede ad en sidegade til gågaden. I vinduet hænger pladecovers og et papskilt, hvor der med sort tusch er skrevet, hvad der sælges i butikken. En klokke ringer over vores hoveder, da vi træder ind og mødes af duften af kaffe og støvede plader. Butikken er lille, og i hjørnet er en disk, hvor der ligger en bunke blade. Der står også et krus, men der sidder ingen bag den. En langhåret mand stikker hovedet frem bag en af reolerne og hilser på os. Han har en stak CD’er i hænderne, som han er ved at lægge på plads. Reolerne i midten af butikken er alle med brugte CD’er, der er sorteret alfabetisk. Langs vægen ved døren hænger der en række bøjler med T-shirts, og der er en kasse med badges. Langs den modsatte væg er der plader, og ved siden af disken er en smal reol. Over den hænger endnu et papskilt, der indikerer, at det er nye CD’er.

Manden forsvinder ud bagved med kaffekoppen, og jeg kigger på de brugte CD’er fra en ende af. Jeg leder ikke efter noget bestemt. Det gør jeg aldrig, medmindre jeg skal finde en gave til Mark. Han styrer til gengæld direkte til hylderne med s og r. Noah gennemroder kassen med badges. Der sidder allerede en hel del på lommerne af hans cowboyjakke.

Butiksejeren kommer tilbage og sætter sig bag disken. Han skruer lidt op for musikken og begynder at kigge i et af bladene. Mark står allerede med en CD under armen. Jeg putter den jeg står med i hånden tilbage på plads og sætter mig i stedet på gulvet ved siden af Noah.

”Finder du noget?” Jeg tager en håndfuld fra kurven og smider dem tilbage en efter en, når jeg har kigget på dem.

”Måske,” svarer han. Han kører en hånd gennem håret, hvilket får krøllerne til at falde til den ene side. Der ligger to ved siden af hans knæ, hvor der er et hul i hans bukser, og jeg samler dem op. Den ene står der ’Green Day’ på, og på den anden er et bandlogo, jeg ikke kender. Jeg lægger dem tilbage og hiver ud i den T-shirt, der hænger tættest på mig. Den er helt sort udover bandnavnet, der er skrevet med lysegrå skrift. Kedeligt.

”Hvornår tog I hjem i fredags?” spørger jeg.

Han holder inde med at rode rundt i kassen et øjeblik, mens han tænker over det. ”Klokken var næsten fem, da jeg var hjemme.” Han tager et badge op og studerer det, inden han lader det falde tilbage.

”Så blev I da også et par timer efter, at vi var gået.”

”Njaeh, jeg gik hjem, så det var derfor, det blev så sent.” Han klør sig på næsen. Han har en flerfarvet plastikring siddende på pegefingeren. Hans ærme glider en anelse ned, og jeg når at få et glimt af det øverste af tatoveringen.

”Gik? Hvorfor tog du ikke bare bussen.”

Han trækker på skulderen. ”Jeg havde ikke penge til det.”

Jeg kigger på ham, men han har stadig blikket rettet mod kassen. ”Hvorfor lånte du ikke bare af en af de andre?”

”Jeg bryder mig ikke om at låne penge.” Han sætter kassen tilbage, kigger kort på dem, han har taget op af den, inden han smider dem tilbage og rejser sig. Han rækker en hånd ned til mig for at hjælpe mig op. Den er varm. ”Desuden er jeg bange for, at jeg ikke ville få dem betalt tilbage. Enten fordi jeg glemmer det, eller fordi det er så få penge, at folk ikke mener, de behøver få dem tilbage.”

”Men kan det ikke være lige meget så? Herre gud, det er en tyver eller noget.” Jeg har da flere gange betalt en busbillet for Mark, fordi han ingen penge havde på sig, men han har også betalt nogen for mig. Et eller andet sted går det vel ud med hinanden til sidst.

Men Noah ryster på hovedet. ”Det handler ikke om, hvor mange penge det er, det handler om, at jeg ikke vil have andres penge.” Han retter på sit tørklæde, der dækker det meste af bandnavnet ’The Clash’, der er trygt på hans T-shirt.

”Så det er en principting?”

”Det er det vel.”

Jeg kan godt se pointen, men jeg ville nu alligevel foretrække at låne tyve kroner, så jeg kunne slippe for at gå hjem.

Mark køber en enkelt CD, inden vi forlader butikken og går tilbage til gågaden. ”Det var da meget fedt,” siger han, og jeg nikker. Vi har ikke særlig mange butikker, der sælger CD’er, og der er endnu færre, der sælger nogen, vi faktisk gider bruge penge på. Nu ved jeg, hvor jeg kan finde Marks fødselsdagsgave. Jeg har ledt efter noget godt den sidste måned.

Vi går gennem gågaden uden noget mål og uden rigtig at kigge på noget. Engang imellem stopper vi op for at kigge ind ad et vindue eller se, hvad der hænger på et stativ uden for en butik, men der er aldrig noget, der rigtig fanger interessen. Mark hiver os med ind i en af boghandlerne. Mens han kigger på engelske bøger, render Noah og jeg rundt mellem dem, der er udstillet midt i butikken. Vi forsøger at blive enige om, hvilken af bøgerne, der har den grimmeste forside, og hvilken, der har den mest latterlige titel. Det er sværere end man skulle tro, især når det kommer til udstillingen med sundhedsbøger om fitness, vægttab og hverdagskost. Halvdelen af titlerne er kedelige, og dem, der rent faktisk er kreative, er forfærdelige.

Jeg puffer til Mark, da vi kommer tilbage til springvandet, hvor vi mødtes. ”Jeg skal til at hjem.”

Han tjekker klokken på sit armbåndsur og nikker. ”Skal jeg køre dig hjem?”

Jeg ryster på hovedet. ”Det er ikke nødvendigt, jeg tager bare bussen.”

”Sikker?” Han ser skeptisk på mig, og jeg himler med øjnene.

”Ja.” Hvis vi først skal til at sige farvel til Noah og finde bilen, kommer det til at tage længere tid end bussen, og jeg har lidt travlt. Jeg skal nå at skifte tøj, inden mine forældre kommer hjem. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg skiftede efter skole i første omgang. Det virkede bare som den rigtige beslutning på det tidspunkt.

Noah sætter sig på den bænk, vi er stoppet op ved siden af. ”Hvad skal du?” Han er ved at pakke en blå slikkepind op. Han stopper den gennemsigtige indpakning i lommen.

”Hun synes åbenbart, at hendes kærestes selskab er mere værd end vores.” Mark piller ved lynlåsen på sin jakke, og jeg støder min albue ind i siden på ham. Hans blik er rettet mod Noah, så han ser ikke mine sammenknebne øjne.

”Det forstår jeg sgu godt,” siger Noah og lægger den ene arm på bænkens ryglæn. ”Skal du også til at hjem.”

Mark ryster på hovedet. ”Næh.”

”Vil du med i Søstrene Grene så?” Noah vifter med slikkepinden, og Mark trækker på skulderen. Jeg krammer ham farvel og vinker til Noah. Jeg er kun nået få skridt væk, da Mark råber efter mig:

”Husk at der er tærtefredag næste uge.”

Jeg vender mig rundt med et stort smil. ”Bare rolig, sådan noget glemmer jeg ikke.” Han blinker til mig.

På bænken hæver Noah det ene øjenbryn. Det er åbenbart sådan noget, alle andre end jeg kan finde ud af. ”Tærtefredag? Det lyder… interessant?”

Jeg stikker hænderne i lommerne på min jakke. ”Det er det også. Det er den bedste slags fredag, der findes.”

Han fnyser. ”Og så har I ikke inviteret mig?”

Jeg fører mit hår om bag øret. ”Det er kun helt specielle mennesker, der bliver inviteret med til sådan noget,” svarer jeg. ”Og med det mener jeg, at man skal være best buddies med Marks far. Det er kun de sejeste, der kan skaffe sig sådan en titel.” Jeg hæver begge øjenbryn og nikker for mig selv i et forsøg på at indikere, at jeg mener det her meget seriøst.

Et smil breder sig på Noahs ansigt, og der er det der glimt i de blå øjne. ”Det lyder som en udfordring.”

Jeg kan ikke lade være med at smile tilbage. ”Du har en uge. Good luck.” Jeg kigger over på Mark, der ryster opgivende på hovedet.

”Hvis han rent faktisk dukker op nu, ikke, så får du lov til at dele din tærte med ham.” Tærte er en meget seriøs ting, og det er bestemt ikke noget, man deler med nogen som helst. Jeg skæver over til Noah. Jeg kender ham ikke godt nok til at vide, om han faktisk kunne finde på at gøre et forsøg.

”Jaja, lad os nu lige se, om det bliver en realitet først, ikke,” svarer jeg. ”Nå, men jeg har en bus, der skal nås. Vi ses.” Jeg hiver den ene hånd op af lommen, for at sende dem et enkelt vink, inden jeg igen begynder at gå. Jeg kan ikke lade være at råbe en sidste ting over skulderen. ”Hans far kan også godt lide The Clash, by the way.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...