Lykantropisk Arv

Det her er faktisk nogle afsnit fra en ansøgning til en Harry Potter RPG (Role-Playing Game) hjemmeside. Så derfor kan man godt kalde det en HP-fanfiction. Dog vil ingen fra de originale Harry Potter bøger være med i denne lille fortælling!

3Likes
0Kommentarer
114Visninger
AA

1. Fødslen

  Det var en ret stille dag i Irland ved begyndelsen af årgang 2037. Det var også ret køligt, eftersom det var i starten af februar måned. Men i byen Clonmel lå en dame i midten af tyverne med sammenbidte tænder af ren og skær smerte. For hun var nemlig i gang med at føde. 

Jordemoderen Cleona, som var damen Ailene’s healeruddannede søster, hjalp hende indædt. Imens sad faderen Dubhlainn ude i stuen og trillede nervøst tommelfingre, som Cleona havde sagt, at han skulle. Han var ikke så meget nervøs over, at hans hustru havde ligget og ventet sit barn i flere døgn nu, men fordi hun var blevet bidt. Af en varulv. Og hvad det ville betyde for dette barn, kunne Dubhlainn kun gisne om. Tænk, han havde aldrig hørt om fødte varulve. Og han havde ikke engang turdet søge efter svarene på disse nervepirrende spørgsmål, så Dubhlainn vidste ikke engang, hvad han skulle forvente.
Dengang Dubhlainn friede til Ailene, havde han ikke helt vidst, at hun var varulv. Men hun havde advaret ham, dog havde han været blind. Blind af irrationel forelskelse. Og fuldblodsslægten Raghallaigh var ikke så tolerante overfor varulve, mest fordi dette færd ikke havde så godt et ry. 

De dybe, mørke rander under hans øjne indikerede også, hvor nervøs han var. De skulle jo videre med slægten, og han ville også så gerne have et barn, men hvad det ville koste ham… dét var en anden sag. 

Et højt og pinefuldt skrig afbrød hans bekymringer. Så blev der helt, helt stille. Mere stille, end det havde været i flere dage. Dubhlainn fløj op af sin lænestol med sine stive og efterhånden følelsesløse ben, idet han halvt haltede hen mod soveværelset. Han havde dog stadig noget af sin selvkontrol og bankede panisk på døren. “Ailene?”

Ingen svarede. Det nagede ham. Han måtte have svar. 

Med svedige håndflader åbnede han døren til soveværelset. De hvide, tynde gardiner var trukket for, og det lugtede metalagtigt af blod. Og sved. Selv luften i rummet var kvalmende indelukket og brugt op.

Og en lille, hvidlig bylt lå i Ailene’s arme. Med ét stoppede han på stedet. Ailene så træt ud, idet hun flyttede sit blik til Dubhlainn. Hun havde tårer i øjnene, men det var ikke glædestårer. Cleona kiggede væk med sine grå øjne rettet stift mod vinduet. 

“Jeg beklager,” hviskede Ailene og tørrede en løssluppen tåre væk fra sin kind. Det var nærmest som en surrealistisk drøm, da han med langsomme skridt nærmede sig bylten. 

I bylten lå noget, der lignede en nyfødt hundehvalp - bare på størrelse med en menneskebaby. En klump voksede sig i halsen på ham, og han rakte ud efter bylten, og hun lod ham tage den med rystende hænder. Stilheden strakte sig, i det Dubhlainn holdte sin søn. Sønnen gabte døsigt og lagde sig til rette i sin faders favn. Den havde ingen pels - kun små totter rødt hår på toppen af dens hoved. Det havde også spidse ører og noget, der lignede en snude. Den nybagte fader lagde hovedet på skrå, idet han iagttog bæstet. Selvom det var vederstyggeligt, og at han vidste, at han burde dræbe den - mest fordi han vidste, at den ikke ville få hverken en elskelig familie eller et lykkeligt liv - så kunne han ikke få sig selv til det. Noget holdte ham tilbage. 

“Vi skal kalde ham Coileán,” sagde Dubhlainn roligt, men udtryksløst, “for hvalp. Faoláin til mellemnavn for rød.”

Ailene kiggede op på ham med blanke øjne og et vantro ansigtsudtryk, men denne afleverede bare bylten tilbage til sin hustru.

“Tak for din hjælp, Cleona. Du kan gå nu.”

Dét skulle han ikke sige to gange. Hun nærmest stormede ud af ren og skær frastødelse, og Dubhlainn sagde ikke noget, før han kunne høre hoveddøren smække efter hende. 

“Dubh-“, begyndte Ailene, men han standsede hende med en fremstrakt hånd.

“Jeg laver noget te.“

Så gik han ligeså ud, og efterlod sin fortvivlede hustru i det indelukkede værelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...