Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2016
  • Opdateret: 6 jan. 2017
  • Status: Igang
Troian - Vampyr præsidenten Sir Nicholas' højre hånd. En hemmelig verden under jorden i en fremtid, hvor alle vampyrene stadig gemmer sig for menneskene. Vil gøre alt for ikke at blive afsløret. Men hvad gør vampyrene, når der er en flok rebeller, som gør alt i deres magt for at afsløre vampyrenes hemmelige samfund? Og hvad gør Troian, når hendes fortid dukker op til overfladen, og truer med at vælte hende ned fra hendes position?

1Likes
0Kommentarer
96Visninger
AA

2. En kold vinternat

Kulden bed i armene på mig. Jeg havde skændtes med mine forældre. Igen. Spillede smart og stod op for at forblive den rebel, jeg efterhånden var blevet. Familiens sorte får. Det lange sorte hår. Emo frisuren. Tatoveringerne. Det sorte tøj, der på alle måder sad stramt og udfordrende. Men alligevel var der ingen drenge der løb efter mig. De så mig som den sære lille tøs, der kun var ude på ballade, pjækkede fra timerne og kun holdt sig for sig selv.

Løbe rundt ude på gaderne midt om natten, alle ugens dage. Alle vidste at det var verdens dummeste ide, når der var onde mennesker over det hele. Hvilke onde mennesker, var der ingen der vidste. Aldrig havde der været nogen, som for alvor havde mødt disse mennesker. Eller væsner, som der gik rygte om, rendte rundt et eller andet sted derude. Alligevel valgte jeg at trodse dem. Ingen skulle bestemme over mig.

Det var en mørk, mørk aften. Mere mørk end sædvanlig. Endnu en gang var jeg stukket af hjemmefra, efter at mine forældre havde givet mig stuearrest. Ud af vinduet det gik, og hen imod den nærmeste natklub. Men så glat gik det ikke. Vi boede i udkanten af byen. I et fredeligt nabolag.

Hvor jeg var havnet henne, vidste jeg ikke. Jeg var faret vild. Havde ingen at følges med. Mine venner gad ikke at hente mig, selvom jeg på alle måder havde tigget og bedt om at kunne få et lift. De gad ikke til at køre hele vejen ud til den pæne del af byen, bare for at hente mig hos mine forstadsforældre, der på alle måder var for fine for dem.

I stedet måtte jeg gå hele vejen ind til byen, for at møde dem på den sædvanlige natklub, hvor vi altid hang ud. I den skumle ende af gade. Men der var ufatteligt langt ind til byen, derfra hvor jeg boede. Hvorfor skulle vi absolut bo i den ende af byen, hvor der virkelig var langt til alting? Bare fordi de lige skulle vise at de var finere end alle andre omkring dem?

Jeg var i hvert fald ikke fin nok til dem, så de havde valgt at jeg skulle have et værelse i kælderen. Hvor de kunne gemme mig væk, når de skulle have gæster på besøg, der på ingen måder så mig som en fin pige. Eller var god nok til dem. Jeg hadede alting. Jeg hadede livet, mere end noget andet. Men ikke nok til ikke at have nogle gode venner, som jeg elskede at hænge ud med. Udover når de ikke lige gad at hente mig, når vi skulle i byen.

Jeg nærmede mig alligevel byens midte, da der begyndte at blive flere og flere lejlighedskomplekser, frem for huse. Hvem behøvede de tosser, når jeg alligevel selv kunne finde frem til diskotekerne? Nårh jo, mig. Jeg hadede dem for ikke at hente mig.

Da jeg endelig fandt frem til klubben, var alle de andre allerede indenfor og sikkert godt i gang med at have det sjovt. Jeg skyndte mig derfor ind, fandt dem og lod som om jeg hele tiden havde været der. Fuldstændig ubekymret om de ting natten ellers kunne bringe, så længe jeg havde det sjovt med det jeg havde gang i.

Nemlig at feste natten lang, uden en eneste bekymring. Danse alle dårlige tanker væk. Danse mit liv væk. Ikke mindst for et øjeblik, hvor alt andet kunne være lige meget, indtil morgenens sollys ville bringe alt det dårlige tilbage. Bringe mine forældre ind på den del, hvor jeg var løbet hjemmefra. Igen. For hvilken gang det så end var. De kunne intet gøre for at stoppe mig.

Da de andre så mig, var de ellevilde for at jeg endelig var der. Vi dansede alle sammen på livet løs. Selv jeg gjorde, til trods for at mine fødder var virkelig ømme efter den lange gåtur herind. Men det kunne være lige meget nu. Alt det gjaldt nu var at danse på livet løs og drikke mig stang stiv, så jeg på alle måder glemte hvad der var sket tidligere.

Mine forældre havde endnu en gang prøvet at tvinge mig til at klæde mig på i forhold til deres strenge dresscode. Jeg hadede dem for det. jeg ville selv bestemme hvordan jeg så ud. Jeg var samtidig skolens outsider, uden at mine forældre ville indse det. De nægtede at se at det var de andre der ikke ville acceptere mig og ikke omvendt.

Jeg drak den ene shot efter den anden. Drak den ene øl efter den anden, mens de andre købte mere og mere at drikke, som ingen af os kunne drikke på en enkel aften. Ikke hvis man var helt normal. Men vi var på alle måder ligeglade. Vi havde det sjovt. Grinte af de mest lamme jokes. Også dem der på ingen måder var sjove. Opdagede slet ingenting. Alt omkring os forsvandt i en døs af slørede minder, i en sindssygt kold nat.

Lysene der på alle måder blinkede, lyste og drejede rundt i hele rummet. Alle omkring os der dansede på livet løs. Alle der var klædt i den samme farve, som os der sad i den inderst bås. Dette var klubben, der tiltrak alle outsiderne. Lige meget hvor man kom fra. Hvem man var. Hvilket som helst socialt lag man så end tilhørte. Vi var samfundets undergrund. Samlet på et sted, hvor alle accepterede hinanden.

Her kunne selv den mest larmende idiot, der på alle måder gjorde alt hvad hun kunne for at skille sig ud, samtidig med den stille pige, der bare ønskede sig et sted at høre til. Det var en af grundene til at jeg faldt godt ind her. Jeg hørte endelig til et sted, efter flere måneders udstødelse på skolen. Alle de måneders pinsler var det hele værd, for at finde netop det her sted. Mine venner var mit et og alt. Selv hvis jeg skulle få stuearrest resten af mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...