Skyggernes hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2016
  • Opdateret: 6 jan. 2017
  • Status: Igang
Troian - Vampyr præsidenten Sir Nicholas' højre hånd. En hemmelig verden under jorden i en fremtid, hvor alle vampyrene stadig gemmer sig for menneskene. Vil gøre alt for ikke at blive afsløret. Men hvad gør vampyrene, når der er en flok rebeller, som gør alt i deres magt for at afsløre vampyrenes hemmelige samfund? Og hvad gør Troian, når hendes fortid dukker op til overfladen, og truer med at vælte hende ned fra hendes position?

1Likes
0Kommentarer
92Visninger
AA

1. Rådsmødet

”HAN SKAL DØ!”
Alle var samlet i den store sal, der befandt sig under byens rådhus. Præsidenten sad ved det forreste bord. Regerede med hård hånd den store diskussion, der nu var i gang. En måtte styre dette vanvid, der altid herskede blandt byens vampyrer, mens jeg derimod holdt mig i baggrunden. Det passede mig mere end perfekt, selvom jeg var præsidentens højre hånd. Min primære opgave var at gøre hvad præsidenten sagde og bad om. Undergrunden var et stort virvar, hvis ikke præsidenten var her eller der herskede nogen form for demokrati. Selv her havde vi brug for en der ville det.
”RO I SALEN!” råbte sir Nicholas. Præsidenten, der ville havde orden, måtte nogle gange råbe højt. Der blev helt stille. Alles øjne vendte sig mod fronten af lokalet.
”Men hvad skal vi gøre ved dem der åbenlyst prøver at afsløre os alle sammen?” spurgte en ældre vampyr, der befandt sig på forreste række.
”Vi har styr på det. Der er ikke andet at gøre end at afholde den sædvanlige formelle rettergang, når der er nogen der bryder reglerne.” svarede sir Nicholas formelt. Mængden af folk, blev fuldkommen stille. En retssag? Det kunne kun betyde en ting. Det blev virkelig alvor.
En rettergang var ligesom hos menneskene, ensbetydende med at der skulle fældes en straf. Rettergangen var dog alligevel blevet til noget andet hos os. I stedet for at der var en forsvarer og en anklager, blev man stillet direkte foran dommeren. Dommeren var hos os, præsidenten sir Nicholas.
Hos os havde vi stadig en del af sjælen. Den var dog ikke så hel, som før vi blev vampyrer, men den var skrumpet ind til den reneste form som en sjæl kunne blive. Helt ind til den inderste kerne af ens personlighed. Den del af en, som på alle måder var den man var endt med at blive da man var menneske.
”Der er ikke noget at rafle om. Det han har gjort, er et brud på loven. Gør dog noget.” protesterede den ældre vampyr.
Havde man brudt en af vampyr reglerne og samtidig blevet opdaget, var der intet andet at gøre end håbet om en hurtig dødsstraf. Der var intet at komme efter her hos os, de levende døde, andet end at tag din straf, eller gå ned på knæ og bed om barmhjertighed.
Det der var altafgørende var om man havde gjort en ugerning eller om man havde en ren sjæl. Man talte sin sag, af alt hvad man havde i sig. Havde man gjort det eller ej, var op til sir Nicholas at bedømme. Han kunne på alle måder se om man talte sandt eller om man løj så det stod ud til alle sider.
Sir Nicholas var 1.000 år gammel i vampyr år, havde set det meste af hvad der var at se og havde lært alt hvad der var værd at vide om livet. Hvordan man opførte sig, når man gjorde bestemte ting. Om man løj eller talte sandt.
Den hurtigste, og blideste, straf ville være at få brækket nakken. Det var hurtigt overstået. De knap så barmhjertige straffe, gjaldt dem der var ekstremt pinefulde og kunne trækkes ud til alt hvad der føltes som en evighed. Under den pinefulde straffekategori kom halshugning, pælen gennem hjertet og træpatroner igennem hjertet. Alt hvad der kunne gøres langsomt, var på alle måder pinefuldt.
Den værste straf ville dog være solens lys. Det var den straf alle frygtede. Lige meget hvad man end havde gjort af onde gerninger, hvor ond man så end var, var sollysets brændende fornemmelse. 
Der opstod endnu en gang optøjer i salen. Sir Nicholas råbte på ro igen og igen, mens ingen på nogen måder hørte efter. Jeg stod stille. Holdt øje med alt. Gjorde mig klar til at skulle forsvare præsidenten, hvis det blev nødvendigt. Alle farede rundt i lokalet of fyrede ting efter hinanden. Der var på ingen måder nogen der var enige i hvad der skulle ske med lovovertræderen.
Den ene halvdel ville have ham halshugget, mens den anden halvdel ville give ham den pinefulde straf, i at skulle ud i solen og steges. Hvad skulle der dog ske med den person?
”Hvad siger din højre hånd? Skal han have en barmhjertig død eller en pinefuld død, som vi alle ønsker? ” blev der spurgt ud af det blå. Alt blev stille. Hele rummet sitrede af forventning om at jeg nu skulle give et svar på, hvad jeg syntes der skulle ske. Aldrig var det sket før. Hvad svarede man i den her situation? I hele vampyrernes historie, i den tid der havde eksisteret et demokratisk samfund hos os i undergrunden, var der ingen der nogensinde havde stille et sådan spørgsmål til præsidentens højre hånd.
”Ja, hvad siger du, Troian?” spurgte sir Nicholas direkte til mig. Mine øjne blev store af fuldstændig overraskelse. Hvad skulle man sige i den her situation? Jeg havde på ingen måder forholdt mig til hvad der skulle ske, når en højesteretssag i vampyr samfundet stod for døren. Mit fastfrosne hjerte rasede derudaf med flere kilometer i time, og det havde ingen intentioner om at stoppe lige foreløbig.
Jeg så rundt i salen. Salen, der var fyldt med vampyrer, der var i forskellige aldre og alle var blevet forvandlet til vampyrer i forskellige stadier af deres menneskelige liv. Menneskelige liv, der på alle måder var taget fra dem, om de så ville det eller ej. Mit liv var på alle måder taget fra mig. Skulle jeg nu til at give dem min ærlige mening, omkring et vampyr liv, som jeg endnu ikke havde mødt? Afgøre en andens skæbne?
”Øhh ... ” svarede jeg. Jeg var fuldstændig tom for ord, selvom jeg dog aldrig havde talt i den her forsamling.
”Ja, kom nu. Du har min fulde tilladelse til at give din mening til kende.” sagde sir Nicholas. Længere nåede vi ikke, før mødet blev hævet. Solen var ved at stå op og hele massakren endte med en dato for en retssag den pågældende dag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...