Hvis jeg skal være helt ærlig

Dette er en kort historie, om et mordforsøg som ender tragisk med et svært valg..


Det er en stil, jeg skrev til Dansk fremstilling i 9 klasse.

0Likes
0Kommentarer
221Visninger

1. Afhøringen

Først er det lugten af blod og kaffe. Kaffemaskinen står ovre på bordet, blodet befinder sig i mine sko. Hvis jeg skal være helt ærlig, er der ikke kun blod i dem. Da den ældre betjent lige før sagde ”fjorten”, pissede jeg i bukserne. Jeg sad ellers og hang på skamlen uden at røre mig. Og var svimmel. Og prøvede at se ud som Tjick, som jeg forestillede mig, han ville se ud, hvis nogle sagde ”fjorten” til ham, og så pissede jeg i bukserne af angst. Maik Klingenberg, den store helt. Og spørg mig ikke, hvorfor jeg så nervøs nu. Det er jo klart, at det måtte ende sådan. Tjick havde garanteret ikke pisset i bukserne. Hvor er Tjick egentlig henne nu? Sidste gang jeg så ham, var på motorvejen, hvor han hinkede af sted på ét ben. Jeg kan ikke så godt spørge strisserne, for hvis de ikke har set ham, er det nok bedst ikke at spørge om noget. Måske så de ham slet ikke? Og så er jeg den, der holder mund.

 

Blodet var kommet af, at jeg havde været selvskadende lige før uheldet. Lige før strisserne kom, havde jeg sat og skåret lidt igen og havde kradset hul på de gamle sår. Selvskaden var en form for tryghed jeg havde fordi det var mig der kontrollerede hvornår det skulle ske og hvor tit, Tjick havde ingen indflydelse på det, det var mit ene og alene projekt. Jeg må indrømme at jeg elsker Tjick, men han har taget styringen, det er ham der bestemmer og han er god til det- Jeg tør ikke at trodse Tjick, det derfor vores venskab holder. Det er et venskab baseret på frygt. Svimmelheden var kommet af en blanding af nervøsitet og sult, jeg havde ikke spist de sidste par dage -appetitten var bare forsvundet, fordi vi havde dette projekt kørende.

 

Fjorten, kun fjorten og allerede ødelagt sit liv fuldstændigt. Hvordan var det overhovedet muligt? Det var da strisseren havde sagt fjorten, at jeg begyndte at tænke over betydningen. Fjorten år, fjorten dage, fjorten måneder -det kunne betyde mange ting, men jeg går ud fra at han hentyder til min alder. Hentyder til at det ikke er normalt og at jeg må fejle noget siden jeg gør, som jeg gør i en alder af kun fjorten.

 

En sløret sort/hvid film begyndte i hovedet på mig, filmen var om uheldet. Tjick og jeg stod foran døren. Døren med dørskiltet ”Familie Karlsen” Jeg var klar- planen havde kørt i hovedet på mig hele dagen -Tjick skulle gå ind og få vendt Karin således at hun kiggede ud mod blokken, han skulle fastholde hans mor opmærksomhed, så hun blev med at kigge den vej. Når jeg så var klar skulle jeg løbe ind med kniven og presse den hårdt ind i Karins ryg, og ned gennem rygsøjlen. Planen var mislykket, jeg var kommet løbende med kniven, men midt i mit løb kunne jeg mærke nogle tage fat på mine skuldre, og jeg blev langsomt presset hårdt ned i jorden, så hårdt som personen kunne. Jeg nåede ikke at opfange hvad der skete, men jeg hørte pludseligt noget oppe fra min ryg ”Det politiet! Forehold dig helt roligt!” Jeg kastede kniven, i håbet om at ramme Karin. Knivkasteriet mislykkedes og jeg ramte Tjick på låret, fuck. Tjick hoppede ud af vinduet, og mere nåede jeg ikke at opfange før jeg bliver lagt i alt for stramme håndjern, og blev ført ud til patruljebilen og videre ind til Rødovre station.

 

Det var tomt, det eneste jeg kunne se var 3 tomme stole, et bord og en båndoptager. Jeg kunne ikke engang se ud af rummet, der var dækket med sorte gardiner hele vejen rundt. Jeg hørte bank fra døren, og rettede derfor min opmærksomhed i den retning. Det var strisseren der var kommet tilbage -fedt. Nu skulle jeg sidde og genfortælle hvad der skete, og hvad jeg dog havde tænkt på. Han havde tændt båndoptageren, og jeg mærkede adskillige knuder i maven, som pressede livet mere og mere af mig. Jeg sad længe og kæmpede for at trække vejret, men jeg kunne ikke få styr på vejrtrækningen. Hele min krop rystede og jeg kunne ikke høre hvad der skete. Min hjerne var slået fra og det eneste der kunne høres var en biplyd, som fortsatte i takt med at jeg kunne se strisserens mund bevæge sig. Jeg mistede bevidstheden i et kort øjeblik, og vågnede ved synet af en strisser der stirrede på mig. Jeg prøvede langsomt at rejse mig, for at sætte mig høfligt på stolen igen, men mine ben forsvandt under mig. Jeg mærkede mit bryst vibrere, det var min telefon som vibrerede, jeg havde gemt den i BH’en for at politiet ikke skulle nakke den. Jeg håbede inderligt at strisseren ikke hørte vibrationerne.

 

”Gi mig noget vand, nu!” Jeg så mit snit, til at få strisseren væk. Strisseren hentede langsomt noget vand til mig og imens tog jeg hånden ned i BH’en, min krop var iskold. Jeg fiskede langsomt telefonen op. Displayet gav min overbevisning ret, det var Tjick der havde skrevet. Mine hænder rystede og jeg læste langsomt sms’en ”Du dur ikke til noget! Dit svin! Du havde en fucking opgave! EN, kan du ikke engang klare, at skulle gøre en lille ting! Din forpulede unge, hvis du nævner noget med det er mig, der har bedt dig om det, kan du godt sige farvel til alle! Du dør, det skal Maik og jeg nok sørger for!” Mobilen røg hurtigt ned i BH’en igen, især fordi jeg hørte bank fra døren.

 

Strisseren kom ind igen, med et glas med vand i. Jeg tog imod vandet, og drak det hurtigt, hvorefter jeg satte mig op på stolen og kiggede betjenten dybt i øjnene. Strisseren begyndte med sin prædike om at jeg var mistænkt for mordforsøg og at det var den 23 december 2015, kl. 15:09.  ”Jeg er skyldig” Jeg tænkte ikke videre over det, men fik det bare lynhurtigt sagt. Sandheden skulle alligevel bare på bordet, jo hurtigere, jo bedre. Strisseren kiggede stolt hen på mig, han havde nok regnet med jeg havde holdt min mund -hvilket jeg også selv havde troet. ”Jeg indrømmer at have forsøgt at myrde Tjicks mor Karin Madsen, det var Tjick der havde sagt jeg skulle. Tjick kan ikke længere holde ud at bo der hjemme -hans far slår ham og hans mor sender konstant trusler ud til ham. Han bedte mig derfor om hjælp, til at skaffe dem af vejen. Jeg er normalt ikke en der ville sige ja, til at myrde folk. Men Tjick virkede så truende og vi har været venner siden vi var små, jeg kunne ikke svigte ham med det her” Jeg blev flov over det, jeg mærkede tårerne der pressede sig på, så jeg valgte at kigge ned i jorden, væk fra øjenkontakten. Ingen skulle se min svaghed. ”Har du hørt om ordsproget hellere en fugl i hånden, end 10 på taget? Der skal forstås med det at man skal vælge sine venner med omhu, trods man måske ikke får så mange venner” Jeg var ikke i stand til at svare, så jeg mumlede langsomt ”mmh” ”Har Tjick nogensinde truet dig? Gjort noget ved dig? Det er vigtigt at du er ærlig, det er for at vi kan beskytte dig” Jeg kunne ikke holde det inde mere, jeg græd. ”Ja, han har truet mig. Han har sagt at hvis jeg sagde noget ville han myrde mig, så snart jeg kom ud. Han har tit slået mig, sparket mig når jeg ikke har hørt efter... Det derfor han har fået magten” ”Jeg tænker vi er færdige her, medmindre du har andet at sige. Jeg ringer til dine forældre her om lidt, og informere om at der kommer en sagsbehandler her i aften og henter dig og køre dig på børnehjem. Efter jeg har snakket med dine forældre, ville jeg få en af mine kollegaer til at køre dig hjem, hvis du altså ønsker dette. ”

”Jeg går bare hjem, ellers tak. Jeg har brug for lidt luft” strisseren accepterede dette, og lod mig gå alene hjem. Imens jeg var på vej hjem, ville han ringe og informere mine forældre om den videre plan.

 

Jeg kunne ikke acceptere at skulle bo på et børnehjem, med en flok tabere. Jeg havde derfor en plan, min ene og alene plan. Jeg tog ud til havnen. Jeg ville drukne mig. Et selvmord. Et selvmord og jeg slap af med at skulle leve i frygt for at møde Tjick og Maik, jeg ville slippe af med frygten for at fejle, og frygten for om jeg ville blive normal igen.

Det blæste som en hel pelikan, samtidig med at regnen faldt tungt ned og blandende sig med mine tårer. Min hånd greb fat om mobilen og mine fingre strøg over tastaturet, så der blev dannet en besked; ”I behøver ikke dræbe mig, jeg står på havnen og springer ud”, jeg trykkede langsomt på send og gjorde mig klar. Jeg brød endnu mere sammen. Mine tårer flossede bare ud, som en flod. Jeg stillede mig på kanten og kiggede ud over havet.

Jeg hørte råb, så jeg fjernede gråden og vendte mig langsomt om. Dér stod Maik og Tjick, Maik med en pistol og Tjick med en kniv og et tov. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...